Ytringsfrihed - 5 foreløbige notater
13. feb 2008 15:44, CVA
1. Ytringsfriheden har historisk set et modsætningsforhold til Enevældens magtmotiverede censurinstans (til fx Solkongen, der skal have udtalt "Staten, det er mig").
2. Ytringsfriheden har fået et kompliceret forhold til Loven, der ofte søges udfordret (fra racistiske udtalelser i naziradioen Radio Holger til Jyllands-Postens Muhammed-tegninger). Ytringsfriheden kan, som i sagen med Muhammed-tegningerne, indgå i en alliance med Loven. Det samme kan Fundamentalismen (Sharia-lovgivning).
3. Ytringsfriheden er i dag blevet Hellig (som Simon Andersen skriver i sin leder i dag i Nyhedsavisen: "Jyllands-Posten har […] argumenteret for, at tegningerne skulle bringes for at sætte fokus på, at ytringsfriheden er hellig"). Det samme er profeten Muhammed, hvilket er ret åbenlyst. Fundamentalismen er Hellig.
4. I Demokratiets og Ytringsfrihedens navn udkæmpes i dag krige i Irak og Afghanistan. I Fundamentalismens navn besvares denne ild med terrorens rædsler. Det har aldrig blot været ord mod ord, men altid mord mod mord. Her er den virkelige konflikt. En bladtegner er desværre en bladlus i denne uhyggelige maskine.
5. Ytringsfriheden må løsrives fra Staten, Loven og det Hellige. Den må igen indgå i et forhold til Sandheden, og det kan den kun ved indefra at kæmpe mod en reel og situeret censurinstans. Altså: Hvor finder vi i Danmark en reel censurinstans Og hvad er værd at kæmpe for?
15. feb 2008 13:29
Er det ikke nærmest pressen selv, der i DK fungerer som en reel censurinstans? Fx har man i sagen omkring oprørene efter genoptrykket af Muhammed-tegningerne slet ikke gidet at undersøge, om de fx skulle være motiveret af de meget tvivlsomme udvisninger af de to tunesere. Man har bare ukritisk købt politiets tese om, at vi har at gøre med (en noget mærkelig cocktail af) utilpasset fundamentalisme og kedsomhed.
15. feb 2008 13:43
Vi må forsvare tegningerne! Vi kan ikke tillade religiøs censur. Ingen tvivl om det. Men kan vi tillade at Staten (regeringen) nu lukrerer på denne fastlåste situation ved at bruge den som et led i kampen for "demokrati og frihed" (= følg vores spilleregler eller vi bomber jer)? Ytringsfriheden afslører sig selv som ytringsfundamentalisme, når man omtaler den som hellig.
Hvad med en tegning af Muhammed med bombe overfor Anders Fogh med bombe? Eller det sidste er måske injurier?
16. feb 2008 16:19
For mig at se hænger sagen sammen med et par andre sager, der har været til diskussion ved CFV, for eksempel Spears/Hilton-sagen.
Det har noget at gøre med ofre.
I sin stadige kamp om markedsandele søger pressen at fastholde sine læsere ved at servere den ene historie efter den anden om forskellige ofre. Den ene uge er det således de forfulgte karikaturtegnere og deres sag, vi anspores til sympati for, i næste uge er det de tilbageholdte, der står for tur.
Hele tiden er det et spørgsmål om det ene eller det andet offer i forhold til noget stort og farligt udefra kommende - fundamentalistisk islamisme eller en måske lige så fanatisk udlændingepolitik.
Samlet set bliver læserne fodret op med ideen om, at verden er et farligt sted, hvor ingen kan være i fred.
Klassisk journalistik arbejder med et væsentlighedskriterium, der bør komme før ethvert andet af de gængse tekniske kriterier. Moderne journalistik vægter identifikationskriteriet meget højere - læseren skal kunne sætte sig ind i de omtalte menneskers ulykkelige situation - jeg så må sige: føle det på egen krop - hvorfor skildringerne også bliver stedse mere personlige og udpenslede med kraftigt virkende supperlativer og andre dramatiske effekter. Journalismens hellige subjektivitet (hvor tilnærmet og diffus den end har været) forsvinder fuldstændig til fordel for en påtaget medlidenhed grænsende til ynk for disse stakkels mennesker, der i næste uge måske kan risikere at blive skildret som det stik modsatte.
Som klassisk uddannet journalist kan jeg kun sige: Jeg græmmes.
4. mar 2008 13:53
Ytringsfrihedens problem er, at den reelt kun giver mening, idet den giver en 'svagere' part mulighed for at ytre noget, der ikke behager en 'stærkere' part i samfundet. Alt andet er symbolpolitisk tågesnak og 'gratis omgange'. Og netop dét ser vi en del af i dag. Men rigtigt er det, at løsningen er igen at se ytringsfrihed i forbindelse med sandhed. Med Foucault må vi spørge: hvem har i dag modet til at sige sandheden. Et af ytringsfrihedens paradokser i dag er rigtignok, at den er så nem at bruge til det modsatte.