I et tidligere indlæg analyserede bloggen muhammedtegningerne med udgangspunkt i den lacanianske omvending af Dostojevskijs diktum: Hvis Gud er død, er intet længere tilladt. Indlægget konkluderede, at dette måske var Jyllands Postens ubevidste budskab til muslimerne ved trykningen af Muhammedtegningerne: når først jeres profet er afsløret og nedgjort, vil intet længere være jer tilladt. På det seneste er sagen så blusset op igen, og mens Jyllands Postens egen redaktion kan siges at have kørt på lavt blus i længere tid, er det som om en anden udsiger i høj grad har meldt sin tilstedeværelse – nemlig den skare af tilhængere , kritikere og andre medier, som siden da konstant har holdt liv i diskussionen. Dette bliver kun så meget interessantere af den grund, at de stadig siger det samme, som de hele tiden har gjort. Det er naturligvis et udtryk for integritet ikke at skifte mening midt i et vadested. Men hvorfor i den grad gentage sig selv? Er der ikke noget symptomatisk over disse klummeskribenters gentagne kradsen på offentlighedens dør?

Et eksempel herpå er Frederik Stjernfelt, der fra start var ude med sit forsvar for ytringsfriheden (bla. i bogen Adskillelsens politik). I sidste uges WA var han der igen (6.11.09), nu med samme pointe og en opdateret røffel til hhv. Politiken og Berlingske Tidende: Hvis I kunne genoptrykke MH-tegningen én gang, så burde I gøre det igen, nu da terrorplanerne mod Jyllands Posten er blevet afsløret. - Var hans budskab.

Men hvorfor egentlig gøre det samme igen? Er der tale om en udmatningskamp, hvor den der står oprejst til sidst har vundet? Gælder det om at ”vælge side” og vise nogle flere tegninger med mindst så afstumpet et indhold som Westergaards, før det er for sent?

I den forbindelse kan muhammedsagsdebattørerne virke nærmest stoiske i deres holdning. ”Verden vil ikke lytte, men det skal ikke tynge mig” er stoikerens valgsprog. I psykoanalysen interesserer man sig netop for de gentagelser, der forekommer mærkelige, enten fordi de er skadelige for personen selv, eller fordi de synes overflødige, spild af energi. Den sidste karakteristik synes at passe meget godt på de fleste af debattørerne for tiden. Så lad os forsøge at analysere dem.

I det tidligere indlæg var det netop analysen af ytringens elementer (kontekst, modtager, indhold, mv.), som førte til den nye indsigt. Måske kan det samme gøre sig gældende i dette tilfælde. Lad os se på et par simple karakteristika ved og omkring debatten, som den er forløbet siden 30. september 2005:

(1) Intet i den konkrete lovgivning omkring ytringsfrihed har siden da ændret sig (hvilket bla. indebærer, at der stadig findes masser af indskrænkninger af ytringsfriheden: tavshedspligt, injuriesager, kontrakter om fortrolig information i erhvervslivet, samt ikke mindst hele copyright-lovgivningen).

(2) Indholdet i ytringsfrihedsdebatten er stadig det samme: Debatten her finder udelukkende sin relevans i forhold til ét bestemt spørgsmål, nemlig om man må, eller ikke må, tegne profeten Muhammed.

(3) Den ene fløj hævder stadig, at man bør tegne Muhammed for at opretholde ytringsfriheden, mens den anden fløj hævder, at man bør lade være med at tegne Muhammed, selvom man har ret hertil, da det vil være synd for visse borgere.

Kun én ting synes konkret at have ændret sig siden sidst: Vores juridiske behandling af udlændinge er blevet hårdere og hårdere .

Men måske er der en særlig grund til debattørernes stoiske vedholdenhed. I Åndens Fænomenologi analyserede Hegel den stoiske ideologi (romerrigets mest fremtrædende ’isme’) som den, der sætter retten til at tale og tænke frem for alt – og ser bort fra, hvor frit det omkringliggende samfund i øvrigt er. Alexandre Kojève har opsummeret pointen i sine forelæsninger over Hegel:

Die erste dieser Knechts-Ideologien ist der Stoizismus. Der Knecht versucht sich einzureden, dass er effektiv frei ist auf Grund der blossen Tatsache, dass er sich frei weiss, d.h. dass er die abstrakte Idee seiner Freiheit hat. Die wirklichen Bedingungen der Existenz hätten keinerlei Bedeutung: es sei nebensächlich, ob man römischer Kaiser oder Sklave, reich oder arm, krank oder gesund sei; es genüge, die Idee der Freiheit zu haben … (Daher – das sei in Paranthese gesagt – die moderne Variante des Stoizismus, von der Hegel im Kapitel V spricht: die Freiheit wird identifiziert mit der Gedanken-Freiheit; der Staat heisst frei, wenn man darin frei sprechen kann; solange diese Freiheit sichergestellt ist, gibt es an diesem Staat nichts zu ändern.)

(Sidste del følger her i oversat form)

... den moderne variant af stoicismen, som Hegel taler om i kapitel V [af Phänomenologie des Geistes] siger: friheden bliver identificeret med tanke-friheden; staten er fri, når man kan tale frit i den; så længe denne frihed er sikret, er der ikke noget at ændre ved staten.

Lad os få en ting på det rene: dette indlæg handler ikke om at angribe Stjernfelt (der faktisk er blevet urimeligt censureret for nylig) eller andre privatpersoner. Det handler heller ikke om, at der er noget i vejen med ytringsfriheden. Det handler om, at der er noget ganske symptomatisk ved denne, nærmest stoiske besyngelse af ytringsfriheden.

For stoikeren er det værste der kan ske netop, at hans ytringsfrihed tages fra ham. Ikke bare fordi han derved bliver ufri, men fordi han derved mister den attrap, der kunne holde hans opmærksomhed fangen og væk fra den egentlige ufrihed omkring ham.

Er det samme ikke tilfældet her? Ytringsfriheden fungerer som den røde klud, der kan få enhver debattør til at gå i sort, og så længe ytringsfriheden bare udfordres fra de mest perifere sider, opdager vi slet ikke ufriheden omkring os?

Dette leder os hen til spørgsmålet om, hvorfor ytringsfriheds-debatten netop så ofte handler om indvandrere og muslimer. Måske er der netop her en metonymisk forbindelse, vi ikke kan slippe af med. Når ytringsfriheden gang på gang dukker op i forbindelse med diskussionen af indvandrerne, skyldes det vor ubevidste viden om, at det netop er dem, der i disse år fratages de mest basale rettigheder i vort samfund. Og skulle enkelte af disse nydanskere være så frække selv at åbne munden, kan debattøren med retfærdig harme udbryde: Du har bare at føle dig fri!

Den tyske filosof Michael Theunissen har engang sagt, at de seneste par hundrede års største filosoffer er Hegel, Kierkegaard og Heidegger. Hvorfor denne noget særegne samtidige priviligering af så forskellige tænkere? I følge Theunissen udmærker de sig derved at de ikke har nogen etik. Når man læser redaktionschef på DR Søren Mikael Rasmussens kommentarer i forbindelse med en udtalelse en vis Mikkel Munch-Fals kom med i programmet DR2 Premiere, er det ikke svært at være enig med Theunissen.

Munch-Fals' udtalelse i en anmeldelse af Michael Moores Slacker Uprising lød: "Vi har vores egne løgnhalse siddende i en regering, der oven i købet blev genvalgt". Søren Mikael Rasmussens forsvarede sig selv og sine med, at man ikke havde haft tid til at gennemgå udsendelsen inden den gik i æteren, da den først var færdigredigeret en time inden den blev udsendt.

Hertil må man for det første sige, at den slags næppe var gået i DDR. Man må antage, at de statslige Radio og Tv-stationer havde strenge påbud om at alle udsendelser skulle være færdige i tide, således at censuren havde en chance for at gøre sit arbejde ordentligt. Og mon ikke DR vil kunne lære lidt af den form for tysk effektivitet. Hvordan i alverden skulle en stakkels redaktionschef dog kunne holde hånd i hanke med sine medarbejdere, hvis ikke han har mere end en time til at censurere udsendelserne i?

Mon ikke dette resulterer i endnu en lang offentlig debat om ytringsfrihed? Man må formode at de gode borgerlige kræfter, der sandt for dyden ikke skammer sig over at kritisere DR, nu virkelig vil tage fløjlshandskerne af og forlange, at DR-medarbejdernes ret til at udtale sig som de lyster aldrig mere vil blive knægtet på en så usselt stalinistisk måde. Jeg personligt kan næsten ikke vente.

På den anden side har Søren Mikael Rasmussen allerede leveret forsvaret med den ovenfor annoncerede kommentar. Mikkel Munch-Fals er "en type, der siger sin mening om de film, han ser", siger Søren Mikael Rasmussen. "Derfor kan det være en svær balancegang, for vi vil jo gerne høre hans holdninger, de skal bare ikke overskride vores etiske grundlag", siger han.

Er det ikke netop kendetegnende for debatten om ytringsfriheden at den på denne måde er blevet etisk? Vi vil gerne høre dine holdninger, det skal bare være de rigtige holdninger.

Danmark er som bekendt ytringsfrihedens land. Vi har ret til at sige, hvad vi vil. Samtidig er Danmark i stigende grad kendt for at være, lad os sige "kritisk" overfor mennesker af anden etnisk herkomst end dansk. Disse to udmærkede kvaliteter giver flere og flere bemærkelsesværdige synergieffekter.

I Politiken skrev kommunikationsrådgiveren Ida Jeng således forleden et blogindlæg om racisme, med udgangspunkt i en amerikansk debattør/konsulent, der "vil racismen til livs" i virksomhederne. Konsulenten, Carmen Van Kerckhove, ønsker at oplyse især virksomhedsledere om, hvordan man undgår, hvad man vel kunne kalde "hverdagens racisme", og hvilke tilsyneladende anti-racistiske tiltag, der kan virke endnu mere ydmygende og stigmatisrende end åbenlys racisme. Så godt, så langt.

Som det ofte sker i internetavisernes debatfora, blev denne debat naturligvis hurtigt overtaget af en række debattører med skarpe, anti-multietniske penne. Eller rettere: den velkendte opposition skabtes straks mellem de mere moderate, typisk modstandere af Dansk Folkeparti, og de skarpere, kritiske og "realistiske" indvandringsbekymrede. Imidlertid viser denne specifikke debat også et træk, der er ved at blive meget udbredt. De kontraherende synspunkter er blevet trukket rundt om deres egen ekse, kunne man sige. Det er ikke længere blot de "bekymrede" mod de "naive"/halalhippierne osv., der tegner rammen for debatten. Hvis man lægger mærke til det, er der ved at blive skabt en anden ramme for disse diskussioner - hvad man kunne kalde en afledt konsekvens af socialdemokraternes og SFs nye, "kritiske" linje i udlændingespørgsmål. Den danske debat står i dag i stigende grad mellem de åbenlyst racistiske og de mere moderate, bekymrede. (Et fantastisk eksempel herpå kunne høres i en P1-debat for to år siden, hvor en DFer diskuterede med et medlem af Dansk Front, om egentlig racisme var en antagelig position. Moderatoren i debat-programmet fungerede her simpelthen som neutral formidler med samme naturlighed som havde de diskuteret topskat eller doping i Tour de France).

I kommentartråden til Jengs blog optræder således bl.a. den berømte radiomand Kaj Vilhelmsen, der beriger os med følgende observation:

At gøre racismen til en negativ ting er forkert, da racismen både er helt naturlig og udgør et nødvendigt forsvar for eget folk. Det er anti-racismen, der skal bekæmpes, også på arbejdspladserne!

Det afføder forskellige kommentarer, blandt andet denne:

Til dels enig i tilfælde af homogenitet i befolkningen (den er jo dybt beklageligt gået fløjten her i landet…). Men hvad med et “naturligt” raceblandet land som eksempelvis USA?

Herefter følger Vilhelmsens kritik af USA og advarsel om at "Danmark kommer desværre mere og mere til at ligne USA, og den udvikling skal stoppes".

En anden debattør spørger derefter interesseret:

Hvad er det præcist der får dig til at føle dig så truet af “andre folk” at du mener racisme kan anses som en positiv ting?

Kan du uddybe hvorfor du mener anti-racismen bør bekæmpes?

Og så videre.

På et tidspunkt bryder blog-skribenten ind og bemærker venligt, at det er fint med den åbne debat:

Demokratiet lever, hvis man skal tro antallet af kommentarer.

Selv er jeg enig i:

- At der ofte mangler lidt humor i debatter om race, mangfoldighed og identitet på arbejdspladsen (…mine egne indlæg inklusive, jeg arbejder på det).
- At det kan være yderst forløsende at grine af det forbudte med sine kollegaer af og til.
- At det er en ære for denne blog, at selveste Poul Henningsen deltager.
- At der må findes en smukkere måde at omtale sin mandlige kollega på end “Den Hvide Mand” (!)

Jeg er IKKE enig i:
- At folk her på på bloggen er racister blot fordi, at de ikke deler synspunkterne i interviewet.

There you have it. Alle har ret til deres synspunkter, og man bør ikke kalde hinanden navne - som racist, nazist eller DF'er - blot fordi man ikke er enig med et synspunkt, der udtrykker anti-racisme eller multikulturalisme. I stedet må man møde hinanden med venlighed og humor. Den stadigt mere udbredte konsensus i ytringsfrihedens land er, at det må være rimeligt at lade alle synspunkter komme til orde på en civiliseret måde. Fem minutter til jøderne skal opvejes af fem minutter til Hitler. Det skal gå fair til. Således er det racismen, og ikke respekten, tolerancen, lighedstænkningen, osv., der lukrerer på den post-modernistiske relativisme. Racismen var tidligere udelukket fra den offentlige diskurs, fordi verden havde bestemt sig for, at vi ikke skal tilbage ad den sti. Det var ikke til debat. I dag er den et synspunkt som alle andre. Det vigtige er ikke længere sandheden, men retten til at udtrykke, hvad man mener eller føler.

Skandalen er derfor heller ikke, at der findes racister, men at vi nu betragter det som en opgave "åbent" at diskutere med racisterne og tage deres "udfordringer af den politiske korrekthed" alvorligt. (Pointen er her den samme, som Slavoj Zizek har identificeret i den stadigt mere "åbne" debat om tortur: ""Selvfølgelig er jeg imod tortur - men hvem kan det skade, at vi nøjes med at diskutere det!" En sådan legitimering af tortur som debatemne ændrer de ideologiske valgmuligheder langt mere radikalt end et åbenlyst advokatur for tortur.")

Mere præcist: På den ene side står racismen og multikulturalismen og forfægter partikulære synspunkter; individers og gruppers ret til at have den overbevisning de har - på den anden side står universalisterne, der insisterer på, at partikularismen er usand og bør bekæmpes.

Indlægget her er en udløber af et tidligere indlæg og den deraf følgende diskussion.
Diskussionen opstod i forbindelse med brugen af to ord, der fylder en del i den offentlige debats diskurs for tiden. Nemlig ordene ’ytringsfrihed’ og ’muslim’.

Indlægget blev angrebet af skribenten Lotte for at mangle en skelnen mellem ’muslim’ og ’islam’.
Hvorfor bør man skelne mellem islam og muslimer? Efter Lottes mening (hvis jeg forstår hende ret), fordi man bør behandle alle mennesker godt, mens 'islam' hører til de fænomener, vi kalder religion, og derfor godt kan kritiseres.

Mens Lotte (og dette er alt sammen min fortolkning af hendes udsagn) har fuldt ud ret i, at denne distinktion er vigtig, så misforstår hun imidlertid dens vigtigheds form: Vigtigheden består ikke i, at folk inden under deres symbolske og diskursive konstitution ”grundlæggende ligner hinanden” og ”jo blot er mennesker som du og jeg”. Vigtigheden består tværtimod i, at netop den symbolske, diskursive konstitution er dét, der gør os til mennesker og – frem for alt – til subjekter.

Analytikeren lader sig herefter næsten rive med af Lottes personangreb, hvorved han uvægerligt kommer til at reproducere fejltagelsen. Til gengæld får han rigtig sagt, at ”Islam er mange ting” og at Wilders ’Islam-fortolkning’ er problematisk, fordi den er essentialistisk. Dette er rigtigt – men det ændrer ikke ved den oversete pointe: at selv om Islam er en uklar størrelse (med et inherent hermeneutisk problem), så er det alligevel netop denne uklare størrelse, der gør muslimer til ’muslimer’.

Vi kan nu gå videre til en af Lottes sidste kommentarer. For hun kommer her med en af de sandeste etiske udsagn, som har været bragt i denne taletråd. Da hun siger:

"jeg har lige præcis så stor respekt for ALLE mennesker, at jeg godt vil være med til at udfordre trossystemet på alle niveauer",

Lotte advokerer altså for en dialog, hvor man er villig til at stille spørsgmålstegn ved både egne og andres fordomme. Det er et godt udgangspunkt, fordi det undgår essentialisme i forhold til den anden. Men her dukker Muhammedkrisen op som problem:

For muhammedkrisen går vel netop ud på, at en gruppe mennesker har noget, som de IKKE ønsker, at der skal stilles spørgsmålstegn ved. - eller som de i hvert fald ikke vil TVINGES af andre til personligt at stille spørgsmålstegn ved.

Som det sikkert er trofaste læsere bekendt, gjorde Jacques Lacan meget ud af at kritisere sin samtids psykoanalytikere for at bedrive suggestion, dvs. tvang. Tvang er, når man fortæller andre, hvordan de skal være og gøre, hvad de skal sige og tænke.
I den forbindelse går Lacans bestræbelse ud på, at analysanden selv skal finde frem til en måde at italesætte sine egne dogmer og tabuer.

Set i det (psykoanalytiske) lys er en handling som den Flemming Rose udførte således i bedste fald uden effekt (dvs. ingen muslim tager radikalt sin tro op til overvejelse bare fordi en eller anden højreorienteret avis kommer med en provokation). Og i værste fald et udtryk for suggestion (a la: du SKAL fandengaleme lære at Gud er død! at kapitalismen er den eneste overlevende efter alle traditioners fald, og at medierne har ret til at nedgøre dig, nydanskeren, når som helst de skulle have lyst).

- Eller også er Roses handling snarere udtryk for forstadiet til suggestionen: kampen om herredømmet i en tosidet menneskelig relation. JP vil kæmpe med muslimerne om, hvem der har mest ret og til hvad, ligesom to søskende kæmper om, hvem der har ret til et stykke legetøj; en kamp der kun kan afgøres ved indblanding fra en autoritær overinstans – her (Muhammedsagen) Anders Fogh Rasmussen.

Hvis sidstnævnte er tilfældet, så var JP faktisk ikke ude på en dialog – ikke med muslimerne i Danmark i hvert fald; men kun med regeringen.

”Men handler det her overhovedet om tegninger af Muhammed?” kunne en kritisk læser spørge. ”Handler det ikke snarere om en kamp på 'værdier'? Handler det ikke om en kamp for ytringsfriheden?”

Her må skribenten bøje sig og give sin kritiker ret. Til dels i hvert fald. For det handler ikke om tegningen som sådan. Grunden til at tegningen bliver et problem er dén, som jeg ovenfor har forsøgt at analysere: at én instans vil tvinge andre til at stille spørgsmålstegn ved hele det sæt af værdier, som gør de andre til tænkende individer. (Ja, alle muslimer er tænkende subjekter. Det er netop islam, der overhovedet giver dem mulighed og udgangspunkt for at tænke.)

Men den kritiske læser har kun delvist ret. For nej, det handlede ikke om ytringsfrihed. ’Ytringsfrihed’ er retten til i en stat at sige og trykke hvad man vil. Og de eneste, der kan fjerne denne frihed er statens repræsentanter.
Hvis én gruppe af borgere således er imod ytringsfrihed, betyder det ikke, at ytringsfriheden er truet. Kun statens regering kan true ytringsfriheden.
Og hvis én gruppe af borgere truer andre borgere på grund af ytringer. Så er det en sag for staten at tage sig af. Ellers er der tale om selvtægt. Hvilket er ulovligt.
Der er således intet, ingen talehandling i hele verden, der kan kaldes ”et forsvar for ytringsfriheden.” Ytringsfriheden er givet, men den kan ikke håndhæves.

Eftersom den ellers altid driftige Kim Møller ser ud til at være udenbys eller optaget skal vi kort rekapitulere godnatfortællingen fra gårsdagens udgave af den 11. time, med Mads Brügger ved roret. Gæsten var den hollandske politiker Geert Wilders, der (efter at have svaret på en masse personlige spørgsmål, der fremstillede ham som et relativt sym- og empatisk menneske) sluttede af med følgende godnathilsen:

Well, I would like to thank all the viewers of the 11th hour to watch this program. I hope you have learned some more about me, and perhaps my last words would be that I am very proud, not only to be in Denmark, but also of the Danish public. You are a strong people. And if I compare your attitude and the attitude of your government, when it comes to the crisis, unfortunately starting again, about the cartoons, I wish in the Netherlands we had such a brave countrymen, but especially such a brave government. So I applaud you for that and for myself, I will do my fight against the coming islamism in the Netherlands. Thank you for watching. I hope to see you again.

Wilders venlige hilsen kan naturligvis ikke sammenlignes med sidste års modbydelige og perverse salut fra skuespilleren Jesper Christensen (der i kommentarsektionen på Uriasposten dengang meget passende blev kaldt "endnu en ekstremsocialistisk skatteyderbetalt samfundsnasser med selvbestaltet ret til enøjet regeringskritik.") Tværtimod: I den lange række af bevismateriale for DRs venstreorienterede propaganda var den uforstyrrede mikrofontid for den lallende, selvtilfredse galning endnu et bilag. Christensen sagde nemlig følgende svineri på den kanal, der ellers skulle forholde sig politisk neutral:

Hej. Jeg vil bare sige, at jeg synes, I skal tænke meget over derude, hvor I sætter jeres kryds næste gang. På et eller andet tidspunkt bliver der jo valg, og nu mens I ligger der og summer lidt, og sådan langsomt falder hen, der kan I jo overveje om I også næste gang skal stemme på nogen der sørger for at Danmark kommer i krig - og ikke gider snakke om det bagefter. Men nu... nu skal I bare sove. Lægge jer tilbage, blive tunge og glade, og glæde jer til i morgen. For i morgen bliver det en dejlig dejlig dag. Kan I sove godt. God nat!

Som det vil være enhver bekendt er forskellen på de to godnathilsner, at den første sagde sandheden, mens den anden kom med et ubegrundet angreb på den borgerlige regering for skatteydernes penge. Kampen for ytringsfriheden står over alt. Og ytringsfrihed betyder, at man støtter regeringen Fogh og er kritisk overfor muslimer.

Dengang, tilbage i de glade halvfemsere, da Dansk Folkeparti endnu kun så småt var på vej fremad, blev det en overgang almindeligt at udtrykke sin "bekymring" over andelen af kulturfremmede i det danske samfund ved at sige "Jeg er ikke racist, men... [i det store og hele deler jeg Dansk Folkepartis og EkstraBladets fordømmelse af og mistænksomhed overfor de fremmede]". Nødvendigheden af den lille præambel på fordømmelserne stammede formentlig fra de sidste rester af anstændighed i den danske debat om indvandrere. Samtidig sagde forbeholdet naturligvis ikke desto mindre også det, det benægtede: "Jeg er ikke racist, men... jeg deler alle de fordomme og generaliseringer som racisterne udbreder... så i virkeligheden er jeg racist, jeg vil bare helst ikke kaldes det." Racisme uden racisme.

Er det ikke som om nødvendigheden af forbeholdet er ved at blive vendt om? Ser man ikke i dag konstant socialdemokrater og SFere indlede deres forsvar for ligeværd og tolerance med umisforståelige fordømmelser af "ekstremister, voldelige andengenerationsindvandrere, islamister", osv.? Det er som om formlen idag er "Jeg er racist, men... ikke desto mindre mener jeg stadig at vi bør opretholde et vist minimum af anstændighed i vores omgang med de fremmede". Sammenlignet med halvfemsernes formel må denne tilgang således beskrives som anstændighed uden anstændighed: "Jeg deler naturligvis danskernes stigende fordomsfulde og racistiske opfattelse af indvandrerne og især muslimerne som et problem i sig selv, men til forskel fra pøbelen mener jeg, at vores racisme skal udøves venligt og under ordnede forhold."

Problemet med Muhammed-tegningen (som vi nu i det mindste kan kalde den - i ental) er derfor også, at det almindeligt aggressive forsvar for den ikke handler om tegnerens ret til at Muhammed, men om et mere eller mindre eksplicit krav om alle danskeres tilslutning til indholdet af tegningen - Muhammed med en bombe i en turban. Den ophedede debat mellem Pittelkow/Krasnik og Seidenfaden/Metz på DR2 forleden afslørede derfor netop højrefløjens egentlige position: Det handler ikke om at forsvare ytringsfriheden, men om at forsvare Kurt Westergaards opfattelse af islam. Ytringsfrihed er idag retten til at være enig med DF og Ralf Pittelkow - hvis ikke man støtter tegningen (og ikke blot retten til at tegne den) er man på usikker kurs i et utilstedeligt "ytringsfriheden er ukrænkelig, men... (jeg er ikke racist, jeg finder tegningen fordømmende og utilstedeligt generaliserende og krænkende)". Man må først erklære sig enig i den fordømmende, nedgørende, ydmygende og dominerende diskurs om udlændinge - derefter kan man moderere sine synspunkter i forslag om ghettobekæmpelse, arbejdsgivernes ansvar, støtte til forældre, osv.

Jeg er racist, men også ved at blive noget bekymret for hvor alt dette skal ende.

Ytringsfriheden er en abstraktion. Det er tit sådan med abstraktioner (det kan Hegel skrive under på), at de indeholder selvmodsigelser. Tag nu fx ytringsfriheden, der i Grundloven af 5. juni 1953, § 77 formuleres som følger:

Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingen sinde på ny indføres.

Hvor klar denne paragraf end er, så kan man dog i og med ytringsfriheden sagtens argumentere imod ytringsfriheden. Man kan fx sige: "Godt nok har vi ytringsfrihed, men vi ønsker ikke at have den". Dagens politikere tenderer mod at opfatte et sådan et udsagn som fejlagtigt og direkte i strid med ytringsfriheden, men det er ingenlunde tilfældet. Hvis der er en fejl, så befinder den sig i den formelle ytringsfriheds egen mekanik. Ytringsfriheden fungerer således på nøjagtig samme måde som Kants forkætrede imperativ: "Handl kun ifølge den maksime ved hvilken du samtidig kan ville, at den bliver en almengyldig lov". Hvad nu hvis den maksime, man ønsker at følge, er den lovløses frenetiske maksime? Der kan ikke inden for det kategoriske imperativs grænser dæmmes op for denne selvmodsigelse.

Ytringsfrihedens indenfor behøver altså et udenfor for at bevare sin rationalitet. Hvem er garant for dette udenfor? Igen må vi affinde os med et paradoks. Ligesom man ikke kan bede ræven om at passe høns, kan man heller ikke bede politikeren om fx at definere den politiske højre-venstre skala. For hvor befinder politikeren selv sig på denne skala? Og på samme måde: Hvordan skal man bede den, der ytrer sig, om at definere ytringsfriheden? I vore dages retssamfund er ytringsfriheden indspundet i et væv af hjælpeparagraffer, hvilket allerede ligger i § 77, der siger "under ansvar for domstolene". Der er fx racismeparagraffen, blasfemiparagraffen, men der er også tavshedspligten og i en anden boldgade injurieloven og nu også antiterrorloven. Det er ret åbenlyst (eller det må i hvert fald begynde at blive det), at det er om disse hjælpeparagraffer, at kampen i dag står. Fx forsøgte Anders Fogh under den første Muhammed-krise at indføre en slags humorparagraf ("Vi bruger humor, vi bruger satire"), der skulle underkende blasfemiparagraffen. Fx forsøgte et bredt udvalg af partier (fra DF og NA til SF og Enhedslisten) for ganske nylig helt konkret at få afskaffet blasfemiparagraffen (mens andre ønskede den bevaret, som et slags samvittigheds-backup). Fx udfordrer DF konstant racismeparagraffen. Regeringens antiterrorpakke er dog i dette lys det mest åbenlyse tiltag.

Men, vil nu dem som ikke er ytringsfundamentalister indvende, godt nok er kampen om ytringsfriheden i dag blevet mudret ind i ideologi, men det er selve ytringsfrihedens idé, vi kæmper for! Ytringsfrihedens idé er vel klarest udtrykt af Voltaire, som skal have sagt: "Min herre, jeg er uenig med Dem, men jeg vil kæmpe til døden for Deres ret til at have Deres mening". Med andre ord går ytringsfrihed ud på at forsvare selv dem, som man er uenige med. Jeg kan ikke lade være med at tænke på pædagogiske Brandon (med smørhåret) fra serien Beverly Hills 90210, som efter et kæmpe skænderi med Kelly forsonligt rækker hånden frem mod hende med den velkendte frase "agree to disagree?". Denne agree-to-disagree mentalitet eller, hvad der er det samme, konsensuspolitik er altså det teoretiske udenfor, som skal begrunde ytringsfriheden. Men, må man tilføje, ikke bare begrunde, for er det ikke netop denne politik, som fx har ført til invasionen af Irak? Da en antikrigsdemonstration rasede uden for det Hvide Hus, skulle Bush have udbrudt noget i stil med: "Se, det her er netop hvad vi kæmper for i Irak. At folk frit kan udtrykke deres mening". At Voltaires "til døden" så indfriedes som 100.000 civile irakeres død, det er blot en biting.

Måske skal vi i disse spin- og magtmisbrugstider, hvor alle enten helt konkret eller mere teoretisk ønsker at garantere ytringsfrihedens udenfor, i stedet fastholde ytringsfrihedens paradoks og fastholde det som et paradoks? Ytringsfrihedens paradoks er nemlig det Reelle i streng lacaniansk forstand. Det Reelle er det, som er det umuligt at symbolisere, men som igen og igen og igen vender tilbage til den samme plads (altså både udenfor og indenfor på samme tid). I dette tilfælde som enhver ytrings trauma: Kan jeg virkelig stå inde for det, jeg nu siger?

1. Ytringsfriheden har historisk set et modsætningsforhold til Enevældens magtmotiverede censurinstans (til fx Solkongen, der skal have udtalt "Staten, det er mig").

2. Ytringsfriheden har fået et kompliceret forhold til Loven, der ofte søges udfordret (fra racistiske udtalelser i naziradioen Radio Holger til Jyllands-Postens Muhammed-tegninger). Ytringsfriheden kan, som i sagen med Muhammed-tegningerne, indgå i en alliance med Loven. Det samme kan Fundamentalismen (Sharia-lovgivning).

3. Ytringsfriheden er i dag blevet Hellig (som Simon Andersen skriver i sin leder i dag i Nyhedsavisen: "Jyllands-Posten har […] argumenteret for, at tegningerne skulle bringes for at sætte fokus på, at ytringsfriheden er hellig"). Det samme er profeten Muhammed, hvilket er ret åbenlyst. Fundamentalismen er Hellig.

4. I Demokratiets og Ytringsfrihedens navn udkæmpes i dag krige i Irak og Afghanistan. I Fundamentalismens navn besvares denne ild med terrorens rædsler. Det har aldrig blot været ord mod ord, men altid mord mod mord. Her er den virkelige konflikt. En bladtegner er desværre en bladlus i denne uhyggelige maskine.

5. Ytringsfriheden må løsrives fra Staten, Loven og det Hellige. Den må igen indgå i et forhold til Sandheden, og det kan den kun ved indefra at kæmpe mod en reel og situeret censurinstans. Altså: Hvor finder vi i Danmark en reel censurinstans Og hvad er værd at kæmpe for?

En række debatter i radio og på tv har de seneste dage taget DR2s "julekalender" Yallahrup Færgeby op til diskussion, fordi mange mener at sproget og karaktertegningen i den er stødende. Der tegnes et negativt, ensidigt billede af indvandrere, hævdes det, der er stigmatiserende og bekræfter fordomme om især unge drenge som kriminelle, afstumpede og med et beskidt sprog. I flere tilfælde har man brugt et klip fra det tredje afsnit, "100 % dansker", til at illustrere problematikken.

Skolebibliotekaren Morten er blevet pålagt at "integrere" seriens to helte, Ali og Hassan, uden at hverken han eller chefen, inspektøren Hanne, har gjort sig særlig mange tanker om, hvad det indebærer, bortset fra at man tilslutter sig og praktiserer "danske værdier". Morten, Ali og Hassan mødes derfor ude ved tunnellen, og Morten spørger om han må integrere drengene. Herefter udspiller følgende sig:

(Hassan) Hvad er integration for noget?

(Morten) Jah, det er... Det er sådan lidt svært at forklare. Altså det kan f.eks. være noget med ytringsfrihed, eller sådan noget.

(Ali) Nå, hallo! Er det det der, hvor man må sige lige hvad man vil?

(Morten) Jah, altså... på en måde ikk'os.

(Ali) Nå, hallo! Må jeg så kalde din mor for en billig luder?

(Morten) Øh, narh, Ali. Det må du faktisk helst ikke... Altså...

(Ali) Nå, men så gider jeg ikk´.

(Morten) Nå, men. Okay så. Så må du godt kalde min mor for en billig luder.

(Ali) Nå, det er sygt mand! Hey, hallo! Vi er med!

(Hassan) Ja!

(Senere, på biblioteket)

(Morten) Integration, det er altså vigtig, ikk'os, fordi at man skal integreres på en måde.

(Ali) Din mor er en billig luder!

(Morten) Æh....... ja.

(Ali) Hvad må man mere sige?

(Morten) Jamen altså, man må sige hvad man vil, ikk-å. Når der er ytringsfrihed. Nede i Mellemøsten, der...

(Ali) Hey, må du så kalde mig for perker?

(Morten) Øh... Øh....

(Ali) Kom nu! Kald mig nu for perker! Ellers vil jeg ikke integreres.

(Morten) ...........Din...........perker.

(Ali) Åh, sygt!

Det er utroligt bemærkelsesværdigt, at medierne i karikaturkrisens land ikke går ind i indholdet i denne sekvens. Gang på gang er den blevet vist som en slags illustration af, hvor grove ting, drengene siger og gør. Men ingen har, så vidt denne analytiker ved, kommenteret den ret skarpe pointe, netop dette afsnit viser. Man forestiller sig nærmest at debattørerne under visningen/afspilningen i de mange debatprogrammer lige holder en pause, sipper til kaffen og ranker ryggen før den forestående slagudveksling, men slet ikke lægger mærke til, hvad der foregår.

Netop den her citerede udveksling er et af de stærkeste og mest tydelige bidrag til ytringsfrihedsdebatten efter karikaturkrisen til dato. Hvad sker der? Morten ved bare, ligesom den gennemsnitlige dansker, at hvis man skal integreres må man leve op til de danske værdier, og den væsentligste af dem er ytringsfriheden. Ali tager ham simpelthen på ordet. Ikke alene forlanger han at få lov til at kalde Mortens mor for en billig luder; han forlanger oven i købet, at Morten kalder Ali for en perker! Hvis det er rigtigt, at vi her (i modsætning til "nede i Mellemøsten") må, kan og vil sige hvad som helst, uden indskrænkning, så er Ali helt på rette spor. Faktisk burde scenen ligge lige til højrebenet for Statsministeren. Hvis det forfærdenligste, som Fogh Rasmussen ofte gjorde opmærksom på under tegningekrisen, er "det lille men", som "nogen" hæfter efter vort samfunds trosbekendelse "Ytringsfriheden er ukrænkelig", så har Ali jo simpelthen ret: Jeg må kalde din mor for en billig luder, og du må kalde mig en perker, en dum fejlfarve, en sortsmudsker, en teltabe, en kamelnigger, osv. (Morten kommer pludselig på en del udtryk i klippet...).

Kan det passe, at karikaturkrisen har gjort den offentlige debat så forsimplet, at man enten er for ytringsfriheden og så vil tillade alt, eller også er så indskrænket i sin tekst-læsning, at man kun ser frække og nedladende udtryk og ikke forstår den skarpe kommentar til Muhammedkrisen, som dette afsnit leverede? Det kan sgu da ikke passe??!

Vi kan i hvert fald indtil videre konkludere to ting:

1. Det er næsten udelukkende (måske helt udelukkende) DR2s redaktør Peter Gren Larsen, der har repræsenteret det modsatte/tredje synspunkt i debatten. Nemlig at en sekvens som den citerede skal ses i sin (skulle man tro) ret ligefremme sammenhæng - som en satirisk bemærkning til danskernes ofte fantastisk forsimplede opfattelse af ytringsfrihed og integration.

2. Hvis debatten fortsætter og intensiveres må vi forvente Trykkefrihedsselskabet, Dansk Folkeparti, Karen Jespersen, Anders Fogh Rasmussen, Flemming Rose og Carsten Juste på banen i et ucensureret forsvar for Peter Gren Larsens og Alis ytringsfrihed. Man kunne forestille sig en solidaritetshandling, f.eks. en leder i JyllandsPosten, hvor Pia Kjærsgaard bliver kaldt en billig luder og en svinefarvet taber.

Dette startede som en kommentar til det foregående indlæg, men fik hurtigt sit eget liv.

I sine kommentarer til indlægget ”Trusselskultur” efterlyser Lotte en vild analyse af ”ytringsfrihed” og opstiller desuden to principper, som ifølge hende udtømmer det logisk mulige rum indenfor hvilken ytringsfriheden må forstås.

1. Du må, kan og skal sige ALT. (Ytringsfrihed)
2. Du må, kan og skal IKKE sige ALT. (Ikke ytringsfrihed)

For denne analytiker forekommer Lottes 1. princip at være noget vrøvl. Lad os underkaste det en nøjere analyse, og måske derigennem komme tættere på en vild analytisk opfattelse af ytringsfrihed:

”1. Du må, kan og skal sige ALT."

Der er et helt åbenlyst problem med dette princip: Jeg kan ikke sige alt, da jeg dels ikke ved alt og dels ikke har tid til at sige alt. Jeg kan sige meget, men ikke det hele. I en vis forstand er det derfor absurd, når man i amerikanske retssager sværger, at man vil ”tell the truth, the whole truth and nothing but the truth”, da ingen (mennesker) jo kender sandheden, hele sandheden og intet andet end sandheden. Og selv hvis man kendte sandheden, hele sandheden og intet andet end sandheden ville man være i stand til at ytre den.

(Se dog Douglas Adams' So Long and Thanks for all the Fish, hvor en person, efter at have svoret at ville fortælle sandheden, hele sandheden og intet andet end sandheden, bliver givet en overdosis sandhedsserum og derfor rent faktisk fortæller sandheden, hele sandheden og intet andet end sandheden – som, kan det bemærkes, åbenbart her en del med frøer at gøre.)

En yderligere komplikation er, at da et 'bør’( et ’skal') jo i en eller anden forstand forudsætter et 'kan', så følger det det ovenstående, at hvis jeg ikke kan sige alt, så skal jeg heller ikke sige alt.

For at undgå disse problemer kan man måske omformulere 1. på følgende måde:

1a. Du må og skal sige ALT, som det er dig (menneskeligt) muligt at sige.

"Kan" er her indeholdt i "hvad der er dig menneskeligt muligt", og indgår derfor ikke længere i princippets indhold, men specificerer derimod en nødvendig begrænsning for princippets gyldighed.

Denne omformulering løser dog ikke alle problemer, da såvel 1. som 1a. snarere synes at være udtryk for en form for ytringstvang end for ytringsfrihed: Jeg skal (dvs. er forpligtet på og kan principielt tvinges til), at sige alt. Det er ikke op til mig, om jeg VIL sige alt, endsige om jeg vil sige noget som helst. Principielt er jeg altid-allerede forpligtet på at fortælle andre om selv de mest intime detaljer af mit personlige liv; om de hemmeligheder andre i al fortrolighed har fortalt mig, og om hvor meget sukker jeg puttede på mine cornflakes i morges. Dette forekommer absurd, og synes desuden ikke at have meget med ytringsfrihed at gøre, da den den frihed der er tale om, normalt angår spørgsmålet om, hvilke (om nogen) sociale, kulturelle, politiske og juridiske begrænsninger borgerne i et samfund kan pålægges med hensyn til hvad de vil ytre sig om.

Lotte har selvfølgelig ret i, at der er (mange) tilfælde, hvor jeg rent faktisk er forpligtet på at sige noget bestemt, nemlig de tilfælde hvor det er vigtigt og væsentligt at jeg ytrer mig. Men er jeg altid forpligtet på at sige alt, hvad der er mig menneskeligt muligt at sige? Næppe. Der er forskel på må og skal, og det er ikke sikker at man skal gøre alt, hvad man må gøre.

Endnu en omskrivning synes derfor at være på sin plads:

1b. Du må sige ALT, som det er dig menneskeligt muligt at sige.

Her synes vi at have et princip der vitterlig udtrykker ytringsfrihed, og ikke en form for ytringstvang.

Men er dette princip sandt? Og hvilket slags må er det, vi har at gøre med? Et juridisk ’må’ (det er ikke ulovligt at…)? Et kulturelt ’må’ (de kulturelle normer tillader, at man…)? Et moralsk ’må’ (det er moralsk tilladeligt at…) Og kan alle disse forskellige må'er forenes i et overgribende 'må'? Og hvis ikke, hvilket 'må' har da primat?

Og var dette en vild analyse af ytringsfrihed?

Jyllands-Posten kunne fredag berette om det andet internationale Kaj Munk-seminar, der finder sted i dagene 29. og 30. august under titlen "From Munk to Mohammed - Freedom of the Press, Censorship, Self-Censorship and Press Ethics".

Det kan måske umiddelbart være svært at se sammenhængen. Artiklen fortæller at: "Debatten tager afsæt i Kaj Munks personlige modstandskamp mod den tyske besættelsesmagt under Anden Verdenskrig. Forskellige forskere holder blandt andet oplæg om pressecensur under Anden verdenskrig og under Den Kolde Krig og pressefrihed i dagens Tyrkiet." Altså en ordentlig mundfuld, der ikke synes at have så meget med Munk at gøre.

Ser man på programmet er det da også kun første dag fra kl. 8.15 til kl. 10.00 der er afsat til at diskutere Munk, resten af programmet er afsat til de nævnte emner - samt (endnu) en diskussion om Muhammedtegningerne og reaktionerne på dem.

Man kunne være mere end fristet til at stille Jesper Langballe spørgsmålet, om det lever op til de forventninger han havde, da han personligt sørgede for at dette miskendte geni ved en særlig bivilling på finansloven fik sit eget center, når man på dette center åbenbart ikke mener der er mere at sige om ham end at det kan overstås på mindre end to timer - på et seminar der kaldes et Kaj Munk-seminar.

Jyllands-Postens kulturredaktør - der selv deltager i en paneldebat på seminaret - mener dog det er spændende: "Arrangementet er interessant, fordi det sætter tegningerne inden for en bredere historisk ramme med andre sager og eksempler om ytringsfrihed og selvcensur." Og det er altså et Kaj Munk-seminar, der på denne måde er interessant ved at handle om Muhammed-tegningerne! Rose fortsætter:

"Vi skal diskutere på basis af fakta. Derfor er der en pointe i at fortælle historien igen og igen."

Det kan den gode Rose have så evigt ret i - derfor er det på sin plads at minde om de historiske fakta, specielt når de ikke nævnes noget sted i artiklen eller i forbindelse med arrangementet. Artiklen konstaterer: " Kaj Munk og Morgenavisen Jyllands-Posten har en del til fællles. Udgivelsen af deres værker er provokerende for visse landes regeringer, som reagerer med trusler." Hvad der dog behændigt ikke nævnes er, at blandt det JP og Munk har tilfælles, hører den aktive støtte til nazismen i 1930'erne - på lederplads for JP's vedkommende og i JP for Kaj Munks.

Man kan kun gisne om hvorfor dette ikke nævnes, og så gentage Roses ord:

"Vi skal diskutere på basis af fakta. Derfor er der en pointe i at fortælle historien igen og igen."