På DR Update kunne man her til aften se reaktionerne fra den udstemte X-faktor-gruppe Asian Sensation og deres træner, Remee. Angiveligt var alle deltagere og medvirkende i showet dybt berørte af de unge århusianeres exit, og Remee selv, der ellers ikke er kendt for tårevædede scener, kneb en tåre og udtrykte sin kærlighed til de udstemte. Én detalje var påfaldende. Journalisten, der stillede spørgsmålene til århusianerne og stjernecoachen, virkede også en smule berørt og bad om Remees kommentar ved at sige: "Hvordan har du det ... sådan lige nu... som man siger til sportsfolk?"

Sproget afslører mere, end det umiddelbart giver udtryk for. Det er netop rigtigt, at sportsjournalister i de seneste år har haft en tendens til simpelthen altid at stille netop dét spørgsmål efter afslutningen af en sportskamp af en eller anden slags, uanset hvilke konkrete omstændigheder der måtte have været tale om: "Hvordan har du det lige nu?" Allerede for længe siden replicerede en cykelrytter i Tour de France efter en hård bjergetape helt præcist og korrekt til dette spørgsmål: "Ja, hvordan fanden tror du?" Da det endnu blev taget alvorligt, men allerede var blevet gentaget for meget, blev spørgsmålet til en fornærmelse. Efterhånden vænnede sportsfolkene sig imidlertid til, at dette spørgsmål var det eneste, journalisterne kunne finde på, og derfor lærte de sig at fortælle lidt om kampen, deres opfattelse af modstanderen, dommeren osv., uden anden anledning end den idiotiske indledningsreplik, som om det bare betød: "Sig noget - det, du ved nok".

Dette lå uden tvivl i baghovedet på journalisten efter aftenens X-faktor. Hvis han blot havde spurgt: "Hvordan har du det lige nu?" ville det have været en uhørt fornærmelse. Remee kunne med rette have svaret: "Ja, hvad fanden tror du?" Derfor måtte journalisten tøve og tilføje sit "... som man siger til sportsfolk".

Som Slavoj Zizek har bemærket er det et symptom for vore sprogbevidste, postmoderne tider at man kan møde mennesker, der ikke længere uskyldigt kan sige "Jeg elsker dig". Det ville være for patetisk. Istedet må man sige: "Som forfatteren ville have sagt: "Jeg elsker dig!"" Vi har med andre ord hørt så mange klicheer, at vi må tage en vis afstand til sproget for at finde en passende form til at udtrykke, at vi mener det, vi siger. Når journalisten derfor virkelig ønskede at vide, hvordan Remee havde det (manden græd!), måtte han først forsikre om, at han ikke bare stillede et spørgsmål som enhver anden idiotisk journalist efter en mere eller mindre intens kappestrid. Fordi alle virkelig holdt af de unge sensationer, måtte der indbygges en distance i spørgsmålet: "Som man siger til sportsfolk..."

Er X-faktor således et udtryk for sandfærdige følelser, sympatier og længsler? Nej, tværtimod: Det er netop det mest perfekte udtryk for den distancerede attitude overfor sandfærdige følelser, sympatier og længsler, som plager vores tid. Spørgsmålet var rigtigt, nærmest perfekt, og det fungerede: Remee fortalte åbenhjertigt og præcist, hvad han tænkte ("de har givet så meget humør", "jeg har enorm empati for dem", osv.), men det viste også dermed at X-faktor er den ultimative iscenesættelse af følelser og oprigtighed. Det påfaldende er, at journalistens spørgsmål netop havde den samme struktur som udsagnet: "Jeg elsker dig - som forfatteren ville have sagt det."

Hvordan ville man reagere, hvis man i det virkelige liv i fuld alvor blev stillet spørgsmålet "Hvordan har du det... sådan lige nu... som man siger til sportsfolk?" Forhåbentlig med en blank afvisning eller en skideballe. "... som man siger til sportsfolk" betyder: "Jeg ved godt, at det her er en kliche, der baserer sig på en endeløs række af lignende klicheer, men alligevel forsøger jeg at være oprigtig." Forsøger. Idet jeg ved, at oprigtighed i denne sammenhæng, som vi står i, er umulig.

Måske kan man dog håbe at effekten af denne X-faktor scene kunne være, at nogle sportsjournalister har set det og tænkt: "Det går ikke. Nu kan vi ikke stille det spørgsmål længere!" Hvad skal de sige herefter: "Som vi sportsjournalister plejer at sige", "Som Remee blev spurgt", eller "Som det jo hedder"...? Måske bliver sportsjournalisterne herefter nødt til at stille nye spørgsmål som "Sikke en kamp! Hvilke ændringer foretog I for at vende det her?", "Puha - var det her beviset på, at I har brug for en ny træner?" eller "Er der mere vand i flasken?"

Har X-faktor uvidende haft en betydning for omgangstonen? Ikke, som Thomas Blachman synes at mene, ved at udtrykke den længsel efter fællesskab, som vi allesammen har. Men ved at vise, at den måde, vores længsel er artikuleret, er falsk og udhulet af endeløse baner af klicheer.

I dagens middagsradioavis på P1 blev et nyt initiativ fra Københavns Kommune kort behandlet. Angiveligt skal signalsystemerne ved indfaldsvejene indrettes sådan, at de kommer til at irritere bilisterne mere. Bortset fra det miljømæssigt umiddelbart lidt besynderlige i at skabe mere tomgang og flere accellerationer er formålet simpelthen at stresse bilisterne over i den offentlige transport.

En journalist havde i den anledning fået fat i et menneske nær Rådhuspladsen - en mand, der hver morgen kører i bil fra Høje Taastrup ind til sit arbejde i byen. Han var træt af kommunens initiativ, men kom med en spøjs begrundelse herfor: Egentlig ville det være nemt nok at tage toget - det tager kun 15 minutter - men hvis han gjorde det ville han skulle sidde ved siden af "alle mulige andre mærkelige mennesker" på vejen. Voila! Hvis nogen skulle have været i tvivl om Kierkegaard/Zizek-credoet at "den eneste gode næste er en død næste", har vi beviset her. Ikke bøvlet med at finde toget eller gå til og fra, men det rene ubehag ved næsten var den virkelige begrundelse for at tage bilen.

Netop derfor havde Thomas Blachman både ret og fatalt uret, da han i DR1 forleden sagde, at "vi længes efter hinanden" og at det er grunden til X-faktors store succes. Blachmans intuition er uden tvivl rigtig: X-faktor skabte en fælles reference, det var hyggeligt at sidde med familien og grine, skælde ud eller græde, men den længsel, som Blachman identificerede, kom til udtryk i X-faktor som et symptom - ikke som en løsning. Netop fordi programmet foregik i adskilte celler med komfortable, velkendte rammer - rødvin, slik, kæreste/ægtefælle og børn (og/eller venner fra skolen) - udgjorde det ikke en behandling af vores længsel, men radikaliseringen af den som symptom. Deltagerne i programmet er "døde naboer" - de perfekte naboer - eller måske snarere en slags levende døde: Mennesker med følelser, talenter, ydmygelser og chok, som man kan "identificere sig med", som det hedder, uden at skulle tåle deres nærvær. De er behageligt på afstand, uden for rækkevidde, og netop derfor ukompliceret bedårende og bekræftende.

Vores ven fra Rådhuspladsen, der skal til at holde længere foran det røde lys på vej ind til byen, kan altså fortsat glæde sig over nyhederne om Martins og Lauras succeshistorier i radioen, og måske med nostalgisk vemod sætte deres CD i afspilleren. Måske kan han endda med et glimt i øjet more sig over at tænke på eller lytte til den store scene i finalen, hvor alle de kiksede tabere fra tidligere i udsendelsen trådte op og skabte en storslået fuck-det-vi-gør-det-sgu-alligevel version af The Show Must Go On. (No kidding: Det var smukt).

Så længe han ikke skal sidde ved siden af dem i toget.