Det var som bekendt daværende forsvarsminister Donald Rumsfeld, der gav det bemærkelsesværdige argument for at invadere Irak, at der er "noget vi ikke ved, at vi ikke ved". F.eks. kunne Saddam have farlige våben, vi slet ikke vidste noget om. Derfor var det sikrest at "afvæbne ham", uanset våbeninspektørers og efterretningstjenesters faktuelle viden om de våben, han havde/ikke havde.

Måske skal man have Rumsfeld i baghovedet, når man hører Pia Kjærsgaards reaktion på Jesper Langballes vulgære udfald mod muslimske fædre og onkler. I P1 her til formiddag forklarede Kjærsgaard, at hun ikke ville have udtrykt sig som Langballe, og at hun iøvrigt syntes man skulle lade Lars Hedegaard selv tage skraldet for sine uheldige udtalelser omkring nytår, hvor han indviede os i, at muslimske fædre voldtager deres døtre. Disse udtalelser kaldte Kjærsgaard nu for "grove", og hun bemærkede at Hedegaard da også havde måttet trække delvist i land. Ikke desto mindre nåede hun undervejs lige at sige om de mange voldtægter og drab i de muslimske familier, at "der er ingen tvivl om, at det foregår i større udstrækning, end vi er klar over."

I dette udsagn findes en dyb sandhed om partiets 10-årige succes. Det særlige ved DF er, at de ofte argumenterer på en måde, som ingen kan modbevise. Det er netop derfor, S og SF aldrig vil kunne overgå Pia Kjærsgaard. Så længe der "uden tvivl" er mere "end vi er klar over", kan ingen viden eller politiske udspil nogensinde indhente hende. DF henviser nemlig meget tit til noget helt andet end statistikker og undersøgelser, endsige meninger eller argumenter: et metafysisk niveau, som overstiger den viden, der er tilgængelig og kan diskuteres, men ikke desto mindre er omgæret af en form for intuitiv sikkerhed. (Partiet bruger selvfølgelig f.eks. statistikker, når de "passer", men behøver dem ikke). Logikken er selvfølgelig: "Vi ved udmærket, hvordan muslimer opfører sig. Selvfølgelig kan vi aldrig helt få afdækket, hvad der sker i de små hjem, men vores intuition er et godt holdepunkt, fordi vi kender deres essens: De lyver, fordrejer, skjuler sig, undertrykker kvinder og voldtager deres døtre/niecer." Det lykkes netop altid Pia Kjærsgaard at give os denne fornemmelse, selv når hun på overfladen "tager afstand" fra Langballe og Hedegaard.

Derfor handler kritikken af Kjærsgaard og DF ikke om flere tal, opgørelser eller undersøgelser. Dem vil hun altid kunne afvæbne med en Groucho Marx-bevægelse: "Hvad tror du på - dine øjne eller mine ord?" Hvis man vil kritisere Kjærsgaard skal man forsøge at forstå, hvorfor vi tror på hendes ord, mere end på vores egne øjne. Man må analysere den nydelse, der fastholder en ubetvivlelig viden hinsides alle argumenter.

En gang imellem falder man over noget, når man læser de små ordsprog og husmandsråd, som findes på Gajol-pakkerne. Fx stod der en dag:

Klogest er den, som ved, hvad hun ikke ved.

Selvudviklingsfilosofferne råber selvfølgelig straks op: ”Ja, det er helt rigtigt. Det handler om – som i øvrigt også Sokrates gjorde – at erkende, at man intet ved. Det handler om at vide, at man ikke ved noget som helst.” Og så forsætter de: ”Derfor er det så utroligt vigtigt at indgå i større professionelle netværk, hvor man kan vidensdele, hvor man kan få nye ideer og udvide sin horisont – hvilket jo i sidste ende kommer os alle til gode.” Men kunne kalde denne filosofi for en form for Gajol-filosofi. Hvis det danske vejr er Gajol-vejr, hvor vi må holde os i live ved hjælp af små salte pastiller, så er situationen på de danske arbejdspladser åbenbart nøjagtig den samme: Det regner! Ingen gider at ”vidensdele” af sig selv, hvilket dog netop er selvudviklingsfilosoffernes held: De kommer straks løbende med paraplyer, powerpoints, ledelseslege, oneliners og andre små salte indsprøjtninger.

Men er der nu ikke også en anden udlægning af Gajol-råddet? Hvad nu, hvis man rent faktisk ved noget om det, som man ikke ved? Denne viden ville være lidt tåget form for en viden, en slags ”grænseviden”. Som når man har haft en drøm og pludselig ved en masse om noget, som man stadig ikke helt forstår eller direkte ”ved”. Man kunne også definere denne viden som en viden, der endnu ikke helt ved sig selv, hvilket netop er Lacans berømte formulering for det ubevidste. Man kunne også slet og ret kalde det ”tænkning”. Og pointen er altså nøjagtig den modsatte: Der findes ting, som man ikke ved, at man ved. Råddet burde altså snarere formuleres som følger:

Klogest er den, som ved, at der ting, hun ikke ved, hun ved.

Eller mere elegant:

Man tænker mere, end man ved.

Solen skinner! Ud med selvudviklingsfilosofferne! Dette råd egner sig ikke til bagsiden af en pakke Gajol, men til en flaske champagne.

Der er en talemåde, der findes i to versioner. Af og til ønsker man at understrege noget, man har sagt, ved at henvise til den andens viden. Henvisningen finder imidlertid to former. Enten som den indforståede påmindelse "...du ved" eller som det retoriske spørgsmål "Ved du?"

Højreorienterede siger som regel "Ved du?" Som I udsagnet: "Ved du; den danske kulturarv er jo ikke en multikulturalistisk arv, som det af og til hævdes." Talemåden understreger her en mulig usikkerhed i den anden: "Ved du at det forholder sig sådan...?" Dermed hæves den talendes udsagn, mens lytteren stilles i en usikker eller utroværdig position. Eller rettere: Udsagnets kraft og troværdighed forstærkes ved at gøre den anden usikker.

En venstreorienteret siger derimod: "Du ved!" Som I udsagnet: "Ham Bush ovre i Amerika, du ved..." Her understreges den fælles viden, eller med andre ord: solidariteten mellem den talende og den anden. "Som vi begge ved..." Udsagnet gøres dermed til en fælles erfaring og forstærkes ved den andens ligeværdige samtykke.

Prøv at lytte efter det.

Under en pressekonference i Det Hvide Hus kom George Bush for skade at erklære Sydafrikas tidligere præsident Nelson Mandela for død.

I heard somebody say: Now, where is Mandela? Well, Mandela is dead. Because Saddam Hussein killed all the Mandelas. He... was a brutal tyrant.

Udtalelsen har efter sigende vakt furore, især i Sydafrika, hvor det ifølge talsmanden for Nelson Mandela Foundation, Achmat Dangor, har været nødvendigt at berolige og understrege at Mandela stadig er i live og frisk.

Det interessante er naturligvis, at alene det, at det meste af verden forventer, at George Bush siger noget idiotisk, eller at han f.eks. ikke ved, om Mandela er død eller i live, gør, at en metaforisk udtalelse bliver opfattet bogstaveligt. Når Bush siger det, er man aldrig helt sikker på, om han rent faktisk mener det, og om hans udtalelse er baseret på viden eller misforståelser. (I kommentarsektionen på Youtube kan man se, at der virkelig er usikkerhed over, om Bush talte metaforisk eller bogstaveligt.) Derfor bliver Mandelas død pludselig indskrevet i det symbolske som en "reel mulighed" - måske har han lige fået det at vide, og er taktløs og uelegant nok til at komme til at sige det - selvom en rolig lytning til Bush's ord ganske entydigt viser, at han brugte Mandela som metafor - til at illustrere, at Saddams regime i Irak var så undertrykkende, at der ikke var psykologisk eller ressourcemæssigt grundlag for en "ægte" frihedsbevægelse - som Mandelas - og endnu ikke er det. Som Dangor siger:

It's out there. All we can do is reassure people, especially South Africans, that President Mandela is alive.

Siger denne historie ikke netop, at Bush indtager hvad man kunne kalde positionen af subjektet, der formodes ikke at vide, dvs. noget nær det modsatte af Lacans definition af psykoanalytikeren, som subjektet, der formodes at vide? Lacan skrev bl.a.:

Så snart det subjekt, der formodes at vide, eksisterer et eller andet sted, er der overføring.

Dvs. subjektet, der formodes at vide, kan også være en far eller en lærer eller en leder eller lignende; nogen, der formodes at vide, hvordan det hele hænger sammen og dermed skaber en form for tryghed omkring viden. Bush's position er den modsatte: Subjektet, der formodes ikke at vide, og måske kunne man derfor omskrive Lacan: "Så snart subjektet, der formodes ikke at vide, eksisterer et eller andet sted, er der overføring". Men en overføring, der har en omvendt effekt: Den skaber utryghed og forvirring. Spørgsmålet er, med andre ord, om den lille historie om rygtet om Mandelas død ikke viser, at der er en grundlæggende utryghed i verden, som hænger meget sammen med USAs og dets allieredes ageren, og som overføres på efterhånden snart sagt enhver udtalelse af George Bush.