Politics of Enjoyment
24. apr 2008 17:27, CVA
Vi har tidligere her på bloggen diskuteret forholdet mellem ydelse og nydelse. Der er blevet argumenteret for, at vort samfunds imperativ idag lyder "nyd!" frem for det mere gammeldags "yd!" Mens det klassiske industrisamfund lever og trives i kraft af produktion og arbejde, så handler det vestlige forbrugersamfunds forvaltning hovedsageligt om at regulere forbruget, dvs. at administrere nydelsen i samfundet.
Det følgende indlæg ligger i forlængelse af denne diskussion.
Et sted i sin bog Plague of Fantasies åbner filosoffen Slavoj Zizek et lille kighul indtil sit mere private liv som ”almindeligt menneske.” For også han, der til daglig cirkulerer i de globale akademiske cirkler (konferencer, galleri-åbninger, debatprogrammer, bogmesser, osv.), er af og til forpligtet til at deltage i mere ordinære arrangementer såsom familiemiddage. Og som enhver filosof ved, mødes man her ofte med en vis skepsis, måske endda en vis fjendtlig indstilling: det starter med høflige spørgsmål a la: ”hvad laver sådan en filosof egentlig?” (hvorpå man så kan vælge at give en lang og kedelig, eller en kort og håbløst reducerende, forklaring) men fører meget hurtigt videre til spørgsmål a la: ”men, hvad kan det så bruges til?” eller værre endnu: ”er I ikke bare en flok navlepillere, der lever fedt af skatteydernes bidrag!?”
Zizek bemærker i den forbindelse, at det, der tilsyneladende irriterer disse samtalepartnere, ikke så meget er, hvorvidt der er en relevans i det filosofiske arbejde (det kan man jo sagtens argumentere for at der er – det tager bareen del tid), men snarere skyldes det faktum, at ”jeg [dvs. Zizek] rent faktisk nyder at gøre det, jeg gør.”
Indsigten er ikke blot lacaniansk, den er også skarpsindig. For hvor mange mennesker, der bare kender en smule til universitetsverdenen, vil i ramme alvor påstå, at universitetets bidrag til samfundet er overflødigt? Mon ikke, der er noget om snakken, når Zizek siger, at det handler om nydelse.
Hvis man går med på denne præmis, så melder et nyt perspektiv sig i hvert fald. LAd os tage et blik på universiteternes reformation siden Venstre-regeringen kom til magten i 2001. Denne regering, der som et vigtigt punkt på dagsordenen havde sit ”opgør med smagsdommeriet” og som siden hen har indført strenge regulationer, besparelser og en afskaffelse af demokratiet på universiteterne – det synes da vitterligt som om, at regeringens vigtigste ønske var dette: at få de universitetsansatte og de studerende til at nyde mindre. Det skal simpelthen være mindre rart at være akademiker.
