The Daily Show - ironic detachment
27. jun 2007 15:07, CVA
Jon Stewarts The Daily Show fra Comedy Central er med rette blevet en stor og opmuntrende succes. Her spiddes politikeres og mediers selvsving og gang på gang konfronteres vi med selvmodsigelser, løgne, proportionsforvrængninger og meningsløsheder. Da Al Gore for kort tid siden var gæst i programmet skamroste han det som det eneste sted, paradoksalt nok, hvor man kan få seriøse nyheder, mens de traditionelle nyhedsudsendelser bliver mere og mere sensationsjagende, overfladiske og kujonagtige. Gore sammenlignede Stewart med middelalderens hofnar: Kun med sarkasme og ironi kan man (få lov at) udstille magtens arrogance og fortielser.
Men vent nu lidt: Hvor har vi hørt dette før? Burde vi ikke netop være allermest på vagt overfor ironiske udlægninger af magten? Var ikke netop hofnarrens rolle at udsige det, alle tænkte, og dermed afmontere dets subversive potentiale? "Ha-ha-ha. De er alle korrupte og uduelige!" Ligesom Bush selv længe har gjort grin med sit eget sprog, den påståede uvidenhed og de særlige manerer. (Han har endda optrådt sammen med en parodiker, der fremstillede Bush, mens Bush selv også fremstillede Bush, så begge var halvt virkelige, halvt skuespillere).
Ved at forholde os ironisk til magten forestiller vi os at være udenfor den, at det kæmpe system af forordninger, regulativer, krigserklæringer og mediemanipulationer, den store Anden, fungerer i en ubestemt distance til "vores virkelige selv". Ganske vist er vi i løbet af dagen naturligvis en "del af systemet", men "i virkeligheden" støtter vi ikke krigen i Irak eller den siddende regering. (Er det ikke fantastisk, hvor stabilt Foghs vælgergrundlag er, selvom regeringen kritiseres fra alle sider?) Det kunne have været meget bedre, og i virkeligheden er de nok nogle slyngler, men hvad kan vi gøre - hvad er alternativet? Vi sidder, som gode, oplyste liberals, og guffer Stewart og hans medværter i os, hvorved vi bekræftes i vore forestillinger om Bush og hans hirdsmænds idioti og skruppelløshed. Men vi bliver siddende...
"Is not this hysterical distance towards interpellation, however, the very form of ideological misrecognition? Is not this apparent failure of interpellation, its self-relating disavowal - the fact that I, the subject, experience the innermost kernel of my being as something which is not 'merely that' (the materiallity of rituals and appartuses) - the ultimate proof of its success, that is to say, of the fact that the 'effect-of-subject' really took place?" (Zizek, The Indivisible Remainder, p. 166).
Det sene sendetidspunkt (både i USA og her på DR2) er måske ikke blot et spørgsmål om satirens henlæggelser til efter de "virkelige" nyheder, eller muligheden for billeder og sprog uegnet for børn, men også om, at det passer sig godt at kunne gå i seng med en ironisk adskillelse af én selv fra alt det, man har erfaret og grædt over i løbet af dagen. Således lettede, efter et godt inter-passivt grin, går vi i seng. Og står næste morgen udhvilede op for igen at bekræfte vores væren.
(Tak til Kurt og Ingeborg for pointen).
27. jun 2007 15:24
Er denne tekst ironisk?
27. jun 2007 15:48
Er dit spørgsmål alvorligt ment?
27. jun 2007 16:13
Iøvrigt er der det bemærkelsesværdige ved digital kommunikation, at man kan forstå de to ovenstående udsagn på meget forskellige måder. Hvis Peter havde sat et ;o) ind, ville vi vide, at det var et venligt drilleri, evt. med en indbygget pointe. (Tilsvarende med min kommentar til ham). Men idet teksten bare står alene, kan man komme i tvivl, om det snarere er en ganske ikke-ironisk, måske endda temmelig barsk ment, kritik. Hvad det har med Stewart at gøre, er jeg dog ikke helt sikker på. Måske at han "for ofte" sætter ;o) på sine kommentarer så kritikken bliver "for venlig"?
27. jun 2007 16:38
Selv er jeg ikke tilhænger af :) og ;o) osv. Det er som om at tidens digitalisering uskønt kombineres med en tilbagevenden til gamle ikonografiske udtryksformer og visuelle trygheds/høfligheds-angivelser. Er det ikke hele fadæsen i den moderne digitalisering? Dens potentielle strenghed, hastighed osv. blødes op i visuelt og sensoriskt sæbevand?
Måske var udsagnet både venligt drilleri og barsk kritik ;)
27. jun 2007 16:56
Filosoffen Ejvind Hansen sidder faktisk lige nu med et projekt om digital kommunikation, hvor han bl.a. undersøger omkomsten af smileys. (Det kommer der bl.a. senere en antologi ud af, som vi nok bør læse...) Tror lige jeg fortæller ham om din pointe med den "potentielle strenghed" overfor "visuelt og sensoriskt sæbevand". Sjov pointe, som jeg vist nok deler. Tror jeg nok. Man burde vel netop kunne udtrykke sig præcist med digitale midler. Og så tværtimod UDNYTTE den mulige flertydighed...
Og jeg opfattede egentlig også dit første udsagn som begge dele. #€§+!
29. jun 2007 01:41
I Politiken i dag, næ i går, er der en længere sag om Jon Stewart. "han afgør hvem der bliver den næste præsident" står der. Det mest sande i nyhederne i dag osv. Men narren ved ikke hvad han gør, gjorde han det, var han ikke nogen nar. For det er kun i fortællingen at narren opdager sig selv, i virkelighen holder han os for nar.
Jon Stewart er dagens bedste bevis på vores politisk afmagt og lammelse.
Gør vi noget ved det?
29. jun 2007 10:12
@Kurt. Hvis man hed Slavoj til fornavn, skrev man jo i hvert fald nok en lille kronik til New York Times og bad dem om at tage sig sammen, derovre... Måske vi kunne imponere dem med en udtalelse fra den danske TÆNKETANK - CVA.