Som man siger til sportsfolk
7. mar 2009 02:33, CVA
På DR Update kunne man her til aften se reaktionerne fra den udstemte X-faktor-gruppe Asian Sensation og deres træner, Remee. Angiveligt var alle deltagere og medvirkende i showet dybt berørte af de unge århusianeres exit, og Remee selv, der ellers ikke er kendt for tårevædede scener, kneb en tåre og udtrykte sin kærlighed til de udstemte. Én detalje var påfaldende. Journalisten, der stillede spørgsmålene til århusianerne og stjernecoachen, virkede også en smule berørt og bad om Remees kommentar ved at sige: "Hvordan har du det ... sådan lige nu... som man siger til sportsfolk?"
Sproget afslører mere, end det umiddelbart giver udtryk for. Det er netop rigtigt, at sportsjournalister i de seneste år har haft en tendens til simpelthen altid at stille netop dét spørgsmål efter afslutningen af en sportskamp af en eller anden slags, uanset hvilke konkrete omstændigheder der måtte have været tale om: "Hvordan har du det lige nu?" Allerede for længe siden replicerede en cykelrytter i Tour de France efter en hård bjergetape helt præcist og korrekt til dette spørgsmål: "Ja, hvordan fanden tror du?" Da det endnu blev taget alvorligt, men allerede var blevet gentaget for meget, blev spørgsmålet til en fornærmelse. Efterhånden vænnede sportsfolkene sig imidlertid til, at dette spørgsmål var det eneste, journalisterne kunne finde på, og derfor lærte de sig at fortælle lidt om kampen, deres opfattelse af modstanderen, dommeren osv., uden anden anledning end den idiotiske indledningsreplik, som om det bare betød: "Sig noget - det, du ved nok".
Dette lå uden tvivl i baghovedet på journalisten efter aftenens X-faktor. Hvis han blot havde spurgt: "Hvordan har du det lige nu?" ville det have været en uhørt fornærmelse. Remee kunne med rette have svaret: "Ja, hvad fanden tror du?" Derfor måtte journalisten tøve og tilføje sit "... som man siger til sportsfolk".
Som Slavoj Zizek har bemærket er det et symptom for vore sprogbevidste, postmoderne tider at man kan møde mennesker, der ikke længere uskyldigt kan sige "Jeg elsker dig". Det ville være for patetisk. Istedet må man sige: "Som forfatteren ville have sagt: "Jeg elsker dig!"" Vi har med andre ord hørt så mange klicheer, at vi må tage en vis afstand til sproget for at finde en passende form til at udtrykke, at vi mener det, vi siger. Når journalisten derfor virkelig ønskede at vide, hvordan Remee havde det (manden græd!), måtte han først forsikre om, at han ikke bare stillede et spørgsmål som enhver anden idiotisk journalist efter en mere eller mindre intens kappestrid. Fordi alle virkelig holdt af de unge sensationer, måtte der indbygges en distance i spørgsmålet: "Som man siger til sportsfolk..."
Er X-faktor således et udtryk for sandfærdige følelser, sympatier og længsler? Nej, tværtimod: Det er netop det mest perfekte udtryk for den distancerede attitude overfor sandfærdige følelser, sympatier og længsler, som plager vores tid. Spørgsmålet var rigtigt, nærmest perfekt, og det fungerede: Remee fortalte åbenhjertigt og præcist, hvad han tænkte ("de har givet så meget humør", "jeg har enorm empati for dem", osv.), men det viste også dermed at X-faktor er den ultimative iscenesættelse af følelser og oprigtighed. Det påfaldende er, at journalistens spørgsmål netop havde den samme struktur som udsagnet: "Jeg elsker dig - som forfatteren ville have sagt det."
Hvordan ville man reagere, hvis man i det virkelige liv i fuld alvor blev stillet spørgsmålet "Hvordan har du det... sådan lige nu... som man siger til sportsfolk?" Forhåbentlig med en blank afvisning eller en skideballe. "... som man siger til sportsfolk" betyder: "Jeg ved godt, at det her er en kliche, der baserer sig på en endeløs række af lignende klicheer, men alligevel forsøger jeg at være oprigtig." Forsøger. Idet jeg ved, at oprigtighed i denne sammenhæng, som vi står i, er umulig.
Måske kan man dog håbe at effekten af denne X-faktor scene kunne være, at nogle sportsjournalister har set det og tænkt: "Det går ikke. Nu kan vi ikke stille det spørgsmål længere!" Hvad skal de sige herefter: "Som vi sportsjournalister plejer at sige", "Som Remee blev spurgt", eller "Som det jo hedder"...? Måske bliver sportsjournalisterne herefter nødt til at stille nye spørgsmål som "Sikke en kamp! Hvilke ændringer foretog I for at vende det her?", "Puha - var det her beviset på, at I har brug for en ny træner?" eller "Er der mere vand i flasken?"
Har X-faktor uvidende haft en betydning for omgangstonen? Ikke, som Thomas Blachman synes at mene, ved at udtrykke den længsel efter fællesskab, som vi allesammen har. Men ved at vise, at den måde, vores længsel er artikuleret, er falsk og udhulet af endeløse baner af klicheer.
7. mar 2009 11:17
Fin analyse. Jeg tror den rammer en god pointe med sprogligheden i højtbelagte følelsesmæssige situationer. Og også siger noget rigtigt om det underlige følelsesshow, der kører i X-faktor.
Men lidt ironisk at den så slutter med en tyk kliche: "den måde, vores længsel er artikuleret, er falsk og udhulet af endeløse baner af klicheer".
7. mar 2009 11:42
Ja den afslutning slog mig også som yderst patetsisk. Men det er vel sagtens det fine ved det. Pointen i Zizeks analyse af udsagn som "Med poetens ord: jeg elsker dig" er jo netop at klichéerne i dag synes at tiltage i styrke, snarere end at de mister deres kraft for at blive fade, flade og uvedkommende. Grunden til at vi installerer et "med poetens ord..." eller et "som man siger det til sportsfolk..." er jo netop at vi er angste for at udsagnet "jeg elsker dig?" eller sågar "hvordan har du det egentlig?" kunne komme til at betyde for meget. Hvor dette "for meget" ganske enkelt bare er den bogstavelige betydning.
Med andre ord er X-Faktor netop ikke et symptom på, at vi er holdt op med at føle noget sandt, genuint, ægte. Det er ikke et symptom på at alt, hvad der plejede at være autentisk, er blevet forlorent. X-Faktor er ikke et simulakrum, der bliver installeret på den tomme plads, hvor de ægte følelser engang var. Snarere kunne man fristes til at hævde at X-Faktor er et symptom på at vores følelser begynder at blive for genuine og autentiske. Det er et symptom på at vi ikke er i stand til at håndtere al den sandhed.
7. mar 2009 12:57
@TRRKSS og Bartleby: I stand corrected/analyzed.
7. mar 2009 13:06
Det er da en fin analyse,men hvor er præmissen? Der er jo ingen al den stund den i givetfald ville være "Vi forventer, at når folk græder for åben skærm så græder de rent faktisk".
Men det er jo noget værre sludder.
7. mar 2009 22:14
Dommerne er gode til at sætte sig selv i scene. Blachman har en god arrogance, som jeg egentlig godt kan lide. Men da han stemte Seest ud, viste han at det handlede om noget andet, end han før havde sagt. Dommerne modsiger sig selv. Lina Rafn var ikke stor i Danmark før det her. Måske græd Remee, og idag siger aviserne at alle græd, men det passer lige præcis til en feriekoloni og ikke til et tv-program, der skal ville noget. Blachman har solgt ud. Det havde alle de andre, inklusive deltagerne, før programmet startede, men Blachman har tabt i et spil, han selv satte stort op.
8. mar 2009 10:56
To strategier er idag mulige: Klicheen eller bogstaveligheden. Hegeliansk aufhebung: Kunne man tænke sig en "bogstavelig kliche"? Man møder fx sit livs kærlighed og vælger at sige til hende: "Som Gadamer sagde: Kærligheden er overvindelsen af fremmedheden mellem jeg og du, en fremmedhed, som imidlertid altid er der og altid må være der for at kærligheden kan være levende".
8. mar 2009 12:17
Som jeg sagde til en pige en gang: "Jeg ved godt, det er en kliché, men det, jeg føler for dig, overskrider alle klichéer".
8. mar 2009 13:23
@KS: Føltes det, som om du mente det?
8. mar 2009 14:12
@ TRRRKÅFD 6: En bogstavelig kliché er vel nærmest en perfekt beskrivelse af Hegels forståelse af komedien, som netop er det abstrakte og almene, der kommer ned på jorden og bliver konkret. Klichéen "Jeg elsker dig!" bliver taget alvorligt og udsat for al sin banalitet. Det interessante er at dette netop er grundformen for Hegeliansk aufhebung(!). Komedien er, ifølge Hegel den højeste form et åndeligt kunstværk kan tage. Kapitlet om komedien leder endvidere umiddelbar videre til kapitlet om den åbenbarede religion - Gud kommer ned på jorden og bliver konkret,
hvilket vil sige at han dør. (Nietzsche "Gud er død", Hegel: "det vidste jeg sgu da godt!"). Og søreme om ikke vi finder den selv samme figur i kapitlet om den Absolutte Viden: "Was also ind der Religion Inhalt oder Form des Vorstellens eines Anderen war, dasselbe ist hier eigenes Tun des Selbst". Klichéen - den abstrakte forstenede almenhed - kommer til live derved at den dør, hvilket netop kun kan ske ved at den bliver taget bogstaveligt (Ved at den bliver stillet over for sin egen "In-sich-in-seiner-Einzelheit-Seins" - som Hegel så elegant formulerer det). Når klichéen bliver taget bogstaveligt kan den ikke længere dække sig ind bag det slør af ironi, der sikrer dens abstrakte almenhed. Den må blive konkret nærværende. Kort sagt: den kommer til at betyde det, den hele tiden har gjort.
8. mar 2009 15:00
@Bartleby: Sært nok har Badiou den dag idag også høje tanker om komedien, som han sætter langt højere end tragedien fx. Jeg vil citere fra Badiou imorgen, når jeg igen har hans bog i hænde.
Men at klicheerne igen kommer til at betyde det, de hele tiden har gjort. Ja, det ville faktisk blive smukt, tror jeg.
8. mar 2009 15:34
Gad vide om ikke vi er ved at nærme os et svar til den gode Søren E og Axel fra en tidligere tråd. (Håber de læser med her). CVA - vi tager klichéerne alvorligt.
8. mar 2009 15:39
Hmm. Den burde nok have lydt: CVA - vi tager klichéerne bogstaveligt.