Seriøs politisk teori
5. mar 2009 00:21, CVA
2 gange er centeret blevet opfordret til at forholde sig til ”Seriøs politisk teori” i kommentarsektionen til en tidligere analyse . Egentlig mener denne analytiker, at Aqua-Lene gav det perfekte svar ”'Seriøs' politisk analyse er vel altid allerede befængt at kapitallogikken?” Svaret er perfekt ikke så meget på grund af sit indhold. Det må vel nærmest kendetegnes som en temmelig hurtig, ikke nødvendigvis særligt velovervejet afvisende gestus. Svaret er perfekt netop fordi det ikke giver andet end en sådan hurtig og henkastet gestus – se eksempelvis hvorledes Lene ikke engang har gidet læse korrektur og skriver ”at” i stedet for ”af”. Denne hastige afvisning indeholder netop det, der bør være essensen i centerets forhold til ”Seriøs politisk teori”.
Hvorledes forholder I jer til seriøs politisk teori? Med foragt, hvis vi virkelig strenger os an, ellers med ligegyldighed.
Derimellem må det svæve så længe seriøs politisk teori hænger fast i spørgsmålet, om hvorledes vi kan legitimere det, der allerede findes. Dette bør ikke forstås på den måde, at vi synes der er noget som helst galt med børnehaver, velfærdsstater, offentlige transportmidler etc. (selv politi er sgu egentlig meget rart at have en gang imellem). Nej foragten/ligegyldigheden retter sig ikke mod samfundet og dets orden. Den retter sig først og fremmest imod den form for tænkning, der tror det er en vigtig opgave at levere et eller andet politisk teoretisk fundament for denne orden. Som om ordenen af sig kunne bryde sammen hvert øjeblik det skulle være, hvis ikke der var nogle dygtige politiske teoretikere, der sad og tænkte den hele tiden. En sådan form for tænkning er allerhøjst foragtelig - som regel vil den bare være ligegyldig. Det som positivitetens bannerførerere (I den ene af de opfordrende kommentarer blev Stjernfeldt og Thomsen nævnt) ikke har forstået er, at positiviteten ikke har brug for noget banner. Virkeligheden virker helt af sig selv. Det, der derimod altid må være opgaven for en (forhåbentlig useriøs) politisk tænkning, er at forsøge at åbne op og gøre det muligt at tænke noget nyt, gøre det muligt i det mindste at tænke virkeligheden på en ny måde. Vi prøver med andre ord at levere så mange spark til tænkningens nosser som muligt, for at se om ikke den kunne flytte sig en smule.
Med hensyn til Deleuze's Bartleby, så er denne læsning blevet udfordret ganske mange gange efterhånden. Og heldigvis da. Så god er den heller ikke. Manden ender med at hylde pragmatismen. Ikke at der pr. definition er noget galt med det, men det hører i hvert fald ikke hjemme på CVA. Alene som følge af navnet skulle det være klart at Center for Vild Analyse er antipragmatisme par exellence. Så foretrækker denne analytiker Alenka Zupancics udlægning. Ifølge Zupancic spejler Bartlebys formel ”I prefer not to” Mallarmés: Rien n’aura eu lieu que le lieu (intet vil have fundet sted ud over stedet). Hvad er det, der finder sted, når Bartleby siger ”I prefer not to”? Intet som helst, og dog synes det at være således, at der sker et eller andet. Det, der finder sted, er stedet selv (”stedets stedhed”), det sted, som ikke henvist til at være sted for noget som helst – ikke stedet til at kopiere juridiske dokumenter, ikke stedet til at gå ud med posten, ikke stedet til at gå i børnehave eller til at leve i et ordnet velfærdssamfund. Hvad er dette sted som ikke er noget egentligt sted? Denne analytikers påstand vil være at det er tænkningens sted. Det sted, fra hvilket andre steder kan ses et lys, som er en smule anderledes, end det de normalt bliver set i, når det en sjælden gang finder sted. Det er dette sted Bartleby prøver at finde. I denne analytikers forståelse er det det samme CVA prøver.
