"Sex er mit job" - porno som arbejde

Sidste år fejrede og fordømte danskerne med stort ståhej 40 året for frigivelsen af billedpornografien. Teaterforestillinger, bøger og tv-dokumentarer hyldede frigørelsen af de kopulerende menneskelige kroppe, mens nogle protesterede mod pornografiens skadelige moralske virkninger, dens påvirkning af børn og unge, og det ‘naturlige’ sexliv. Både kritikere og fortalere for det frie salg af pornografi synes at tænke, at  fri porno er lig med eller føre til en mere frigjort seksualitet. Kan dette virkelig passe? ”Nej”, svarer mange, ”pornografien ødelægger unge kvinder og tingsliggør kvindekroppen, gør den til et billedobjekt for mandens onani, og gør kvinden til en simpel vare.”

Ifølge den sidste kritik er forbruget af pornografi forkasteligt derved, at man ved købet af de frække sager – eller besøget på de annoncefinansierede gratissider på nettet – direkte eller indirekte er med til at støtte en form for prostitution økonomisk. Hvis prostitution er køberens direkte brug af en krop, som kun byder sig til i det omfang, der er penge på spil, er det at forbruge pornografi at betale en anden for at bruge og filme sin brug af denne krop. Således er det et velkendt faktum, at hovedparten af de kvindelige skuespillere i amerikanske pornofilm enten indgår i branchen for at tjene penge til deres collegeuddannelser eller er lokket ind i industrien fra udlandet, særligt fra Østeuropa, med løftet om et godt liv i Amerika.

Pornografi og prostitution er altså en vare- og tingsliggørelse af den andens krop, en udbytning, der kun er muligt på baggrund af den økonomiske ulighed mellem køber og sælger. Spørgsmålet er dog, om ikke dette er den almene formel for lønarbejde? Er det ikke netop kendetegnende for penges magt i et kapitalistisk samfund, at den kapitalløse er tvunget til at sælge sin arbejdskraft på arbejdsmarkedet? Som sådan er lønarbejde per definition en form for prostitution, en ’bringen sin krop i en andens tjeneste under pengenes indflydelse’. At det er et relativt udbredt fænomen at nyde sit arbejde, dvs. leve som ’lykkelige luder’, bør dog ikke få os til at overse det forhold, at mange, for ikke at sige de fleste, i lønarbejdet bringer deres kroppe og hjerner i situationer, som de ikke ville have indgået i uden pengenes mellemkomst.

Følgelig kan vi sige, at købet af en prostitueret svarer til at blive dennes arbejdsgiver, at købe en andens krop i et vist tidsrum, mens købet af pornografi svarer til købet af en hvilken som helst anden vare. Som deltagere i en kapitalistisk økonomi, en økonomi baseret på lønarbejde, er vi altså alle forbrugere af produkterne af andres prostituerede kroppe, af ’pornografi’. I denne optik, set fra en kritik af prostitutionens politiske økonomi (og i abstraktion fra den moralske stigma og følgende psykiske problemer, der knytter sig til sex-arbejde), er det altså ikke mere problematisk at forbruge pornografi end at købe en cykel fra Kina. Det centrale politisk-etiske spørgsmål til pornografien er altså ikke et spørgsmål om forbrug, men om produktion, om relationen mellem arbejdsgivere og prostituerede.

”Men”, svarer en anonym kritiker, ”er pornografien ikke netop en afbildning af arbejderen ved samlebåndet, en afbildning med henblik på onanistens liderlige blik? Svarer det at spille den af til ’Kæppe i klostret’ ikke til at høvle løs til en dokumentarfilm om arbejdsliv på en cykelfarbrik i Guanzhou?” Hvad vi kan se her er, at kritikken af forbruget af pornografi ikke er en kritik af forbruget i økonomisk forstand, men af den nydelse, der er forbundet med forbruget. Her må vi så spørge: Hvad gør denne nydelse mere problematisk, mere forbudt end at nyde en cykeltur i solskinsvejr?

Måske svaret er, at pornografien som produkt er langt mindre fetichistisk end cyklen. Hvor den almindelige vare (som Marx gør opmærksom på) skjuler det arbejde, der er nedlagt i den, holder os på behagelig afstand af de prostituerede kroppe, er pornografien netop en afbildning af arbejderen i arbejde. Betyder dette at pornografien er mere ærlig end andre varer?

For at svare på dette spørgsmål om forholdet mellem onanistens blik og det i produktet nedlagte arbejde må vi undersøge den kontrakt, der foreligger mellem forfatter og læser, eller, om man vil mellem producent og onanist. Som litteraturteorien fortæller os, udstikker denne kontrakt præmisserne for læsningen af teksten; forskellige genrer har således forskellige kontrakter. Pornografiens måske mest kendte genrer i dag er den klassiske novellefilmspornografi, gonzo-pornografien og webcam-pornografien.

Den klassiske pornografi konstruerer et fiktivt univers, gerne med en simpel fortælling, i hvilken den kropslige kopulation fremstilles som nydelsesfuld i sig selv. Dens identifikationsregime har det til fælles med mainstream-filmen, at skuespilleren spiller rollen som ikke-skuespiller. Denne form for pornografi er således lavet for et blik, hvis nydelse afhænger af fiktionens virkningsfuldhed, eller af muligheden for indlevelse. Denne indlevelse er lig med muligheden for at fornægte det forhold, at skuespillerne har modtaget penge for at deltage. Idet den arbejdende krop fremstilles som ikke-betalt og nydende i novellefilmspornografien fornægtes pornografiens karakter af arbejde.

I gonzo-pornografien bliver synsvinklen dokumentarisk. Den er oftest filmet af den mandlige skuespiller selv eller af hans ’buddy’, og udspilles i et postuleret tilfældigt møde eller en ’audition’. Her vendes den klassiske pornografi på hovedet: den kvindelige deltager tager imod penge og nyder, helst i modstrid mod hendes indledende generthed eller uvillighed mod at ’gå hele vejen.’ Således bliver den klassiske pornografis obskøne underside udgangspunkt for kontrakten mellem producenten og onanisten.

Hvor gonzo-pornografien har den konstant nydende mandlige ’arbejdsgiver’ som agent, fremstiller webcam-pornografien i sin mest udbredte form en ung onanerende kvinde alene foran sit kamera. Hendes nydelse er kundens nydelse, kundens nydelse er hendes nydelse. Her er tale om en form for iværksætter-pornografi, hvor det forudsættes, at hun kun tænder kameraet når hun har ’lyst’. I kontrakten mellem hende og seeren står det skrevet, at hun ikke har nogen anden boss end sin egen nydelse.

Det gennemgående træk i alle tre former for pornografi er, som læseren nok har bemærket, en fremstillingen af arbejdet som liderlighed, eller, med andre ord, en vares ideologiske fremstilling af sin egen produktionsproces som nydelsesfyldt.

• I den klassiske pornografis møde mellem to liderlige subjekter finder vi en træt arbejderromantik, der, som en stalinistisk hyldest til arbejderne ved samlebåndet, fremstiller nydende arbejdere, og udvisker det forhold, at de er bragt sammen af arbejdsgiverens pengepung, og at deres nydelse måske ikke er andet end iscenesat for forbrugerens blik.
• Gonzo-pornografien kan omvendt ses som en fremstilling af det forhold mellem arbejdsgiver og arbejdstager, som mainstream-pronografien benægter. I gonzo-genren er nydelsen ved et postuleret ikke-fremmedgjort arbejde ikke længere forudsat: tilbage er en nydelse ved lønarbejdet selv, ved selve prostitutionen.
• Pornografien når dog først sit højdepunkt i webcam-pornografien, der kan ses som en Aufhebung af de to foregående genrer. Webcam-pigens nydelse er som den klassiske karakter i novellepornografien ikke fremmedgjort, hendes nydelse er direkte, ikke medieret af pengene, men hun er mere end det; hun er, som gonzo-deltageren, ’virkelig’, men i modsætning til gonzo-deltageren har hun ingen boss, men kun kunder, hun er den moderne nydende selvstændige erhvervskvinde.

Dette betyder dog ikke, at webcam-pornografien når et højere stadie af ærlighed. Som gonzo-pornografien er det i postulatet om total åbenhed og realisme, at webcam-pornografiens hyperideologiske miskendelse ligger, nemlig, at man med den ’transparente’ fremstilling af en situation, dens nydelse, dens økonomi og dens magtforhold, har sagt alt. Hvad forbliver usagt er, at det kunne være anderledes, at salget af kroppe kan gøres til fortid.