Smukke biler på havnen

Den foregående analyse ender med følgende betragtning:

"Denne analytiker har en kilde, der fisker fra havnen i Århus, og som beretter om et usædvanligt ritual: Man ser, hvis man står der længe nok, et bemærkelsesværdig antal enlige mænd i deres bedste alder (som man siger), som simpelthen blot kører deres bil ned på havnen, slukker den, og sidder i den i en halv time, måske en time. Hvad gør de? Tænker de? Hvad tænker de på? Kigger de på havet? Nyder de udsigten? Eller nyder de simpelthen bare – deres egen nydelse? Hvor firsernes mand steg ud af bilen, ”her kommer jeg!”, stiger mænd i det nye årtusind ind i bilen. Måske er det efterhånden kun inde i bilen, at manden for alvor kan være alene med sin nydelse?"

Vi finder et interessant eksempel på en sådan mand på Aarhus Universitet. Denne professor er kendt for sin livslange passion for store og dyre biler, som han fastholdt selv under 70'er marxismens åbenbart asketiske højdepunkt. Manden er altså om noget en mand, der ikke går af vejen for sin nydelse. Det gjorde han klart i et biografisk interview fra sidste år, hvor han stillede op til en smuk billedserie med sin bil på Århus havn. Lad os derfor kalde ham Manden Med Bilen på Havnen, eller bare Manden.

I den nævnte artikel siger Manden med Bilen på Havnen følgende om 70'erne: "Æstetisk var perioden noget af det grimmest jeg har været udsat for. Pigerne har aldrig været grimmere, selvom substansen selvfølgelig var den samme som altid".

Manden på havnen med bilen synes at have været udsat for den uretfærdighed, at få sit 'naturlige' begærsobjekt afæstetiseret i sin ungdom. Manden taler tilsyneladende om den kvindelige substans, som hele tiden forblev den samme, selvom de partikulære kvinder blev 'grimme'. Kvinden bliver kun altså omtalt som begærsobjekt. Han taler ikke om kvinder, men om den Kvindelige substans, det evigt eftertragtningsværdige, en slags evig begærssubstans, som bliver svigtet af sin klassiske fremtrædelsesform. Her må Manden altså finde et andet objekt, der kan give krop til hans begær, den eneste "substans", der formelt set altid er den samme.

Her bliver bilen alt det den selvstændige og talende kvinde ikke længere kan være: Bilen er det smukke og rene begærsobjekt, i hvilket han kan indføre sig selv uden modstand og kævl. Den bliver samtidig det objekt han kan lade sig se med. I selskab med bilen, som den 50'er-kvinde han må undvære, kan han svælge i andre mænds anerkendende og misundende blikke. Dette er 80'er-Manden, når han er bedst.

Men som den forudgående analyse påpeger, må vi forstå mænds bilbegejstring som mere end blot et køb af status: Manden har i dag brug for at være alene med sin bil på havnen, for at skabe et 'privat rum' med sin maskine. Her nyder han maskinen selv, og måske mest sin egen nydelse. Det er her Manden finder både den varme modergrotte og det erotiske ridt. Bilen bliver den sikre havn i hvilken han "bare kan være" eller tænke over eksistensen fjernt fra arbejdslivets krav.

Men en fundamental dimension mangler: Med billedserien med Manden fra Havnen bliver den potentielt anerkendende beskueres blik netop bragt derud, hvor manden er (burde være) alene med sin bil.

Det viser måske, at vi aldrig kan forstå mandens nydelse af bilen som alene et forhold mellem ham og maskinen. Beskuerens blik følger med. Kender vi ikke alle følelsen af at være med i en film? Og opstår denne følelse ikke oftest, når vi er alene eller er alene blandt andre?

Måske er manden aldrig alene med bilen? Ligesom parret aldrig er helt alene i sovekammeret. I gamle dage ville man sige, at Gud følger med, Lacan ville sige, at den symbolske orden altid er med os. Man(d) undslipper aldrig den andens fantasmatiske blik. Nydelsen af kvinden eller bilen i tosomhedens private rum er altid medieret den symbolske ordens æstetiske og moralske koordinater.

Måske er det derfor interviewet i Ragnvalds bil eller billedserien med Manden virker grænseoverskridende. Som seere kan vi kun nyde med Ragnvald eller Manden, sende dem det maskulint anerkendende blik, ved at overse, at deres nydelse er iscenesat for vores blik. Idet vi bliver inviteret ind i nydelsens private rum uden egentlig at høre hjemme, bliver vi reduceret til et blot og bart blik. Derved åbnes der for en mangel, et forstyrrende spørgsmål: For hvis blik kan vi nyde?

Da 80'ernes mand annoncerede sin nydelse annoncerede han også andres mangel. Man blev tvunget til enten at eje eller til at nyde anderledes, dvs. nyde uden et blik (er dette ikke netop en formel for kvindelig jouissance?). Enhver mand, der så en Mand stige ud af en bil i 80'erne, måtte enten blive kvinde eller yuppie.

I dag er forholdet vendt om. Når en Mand stiger ind i sin bil for at nyde alene, holder han sig diskret tilbage fra at annoncere sin nydelse. Onanistisk sætter han sig ind og nyder sig selv under den andens fantasmatiske fraværende blik. I dag må enhver mand, der ser en Mand stige ud af en bil på havnen nysgerrigt spørge sig selv: Nyder han mon og hvad? Burde jeg nyde på samme måde? Nyder jeg nok?

En ting er sikkert; mændene på havnen signalerer dyb og unik nydelse, selv hvis deres eneste publikum er dem selv (= den Andens fantasmatiske blik). Det er derfor vi lever i en tid hvor så få bliver yuppier og kvinder. Og det er derfor Mandens gestus er obskøn idet han inviterer vores blik derhen, hvor han mest postulerer, at han selv kan klare det.

Manden på Havnen er måske kerne-eksemplet på tidens splittede mand, en mand, der med professorens ord er "polyhistor". Han er hverken her eller der. Han råber "Her kommer jeg!", men overser, at han stadig sidder i bilen.