Interpelleret af Habermas

Habermas mener som bekendt at kunne lokalisere den etiske og politiske normativitets grundlag i den kommunikative interaktions nødvendige mulighedsbetingelser:

...de regler uden hvilke argumentationsspillet ikke kan fungere: hvis man overhovedet vil argumentere, er der ikke nogen ækvivalenter for dem.

Diskursetikken, s. 88, Det lille Forlag, Frederiksberg, 1996

Sagt mere ligefremt: Der er en instans, nemlig sproget (og ikke, som i forne tiders metafysisk belastede filosofiske systemer, Gud eller Den Absolutte Ånd eller den store Græskarmand) der sikrer og opretholder den symbolske orden. Sagt endnu mere ligefremt: Den store Anden is alive and well and living in Frankfurt.

(I parentes bemærket, så er dette formodentligt en af årsagerne til, at Habermas, som påpeget i en tidligere analyse, har svært ved at "...forholde sig til det spørgsmål, som altid må være om ikke omdrejningspunktet, så baggrunden for enhver engageret politisk teori: Hvad må der gøres - her og nu?" Da sprogets grundlæggende strukturer jo altid-allerede er på plads og i orden og en (minimal) form for rationalitet og åbenhed dermed altid er sikret, så må den konkrete politiske kamp nødvendigvis miste noget af  sin radikalitet og påtrængenhed. Dybest set er tingene jo i orden; det er blot detaljerne vi skal have rettet lidt på).

For den vilde analytiker er tingene væsentligt mere komplicerede. Den vilde analyses grundindsigt kan vel siges at være erkendelsen af, at nok eksisterer den store Anden ikke, men han fungerer alligevel! Som det forklares i Program for bloggen, så er det er denne indsigt, som ligger til grund for CVA's tilgang til blogmediet.  

...CVA-bloggen [arbejder] aldrig med en afsender på sine indlæg: hellere end at tvinge (suggerere) patienten til at konfrontere og identificere sig med et indlægs forfatter, forsøger de ”vilde” analyser at konfrontere patienten med sine egne forestillinger og (måske ukendte) autoriteter. Den vilde analytiker påstår – ifølge Freud og Lacan – at vide, hvad der foregår inde i hovedet på folk; bloggens indlæg påstår også at vide dette, men de påstår til gengæld ikke, at der findes en person bagved teksten som skulle vide, hvad der foregår inde i hovedet på læseren. ”Forfatteren er død!” som Roland Barthes sagde – og spørgsmålet er nu, hvordan vi vil forvalte denne opdagelse.

Enhver association, enhver fortolkning, ethvert indlæg på bloggen, giver således afkald på at understøttes af den autoritet, som en given læser kunne tilskrive forfatteren (i læserens forestilling om, at det sagtes mening kan henvises til en stor Anden en alvidende forfatter, teoretiker, guru, mv.). Den store Anden eksisterer ikke, men fungerer alligevel – derfor reguleres bloggen af et navneforbud: For at den store Andens skikkelse kan forblive så flydende og diffus som muligt.

I CVAs hænder bliver blogmediet brugt til at gøre den store Andens skikkelse "så flydende og diffus som muligt" for derved gøre folk bevidste om og derigennem (sommetider, nogle gange og altid kun midlertidigt) destabilisere og underminere den store Andens autoritet. Som praktiseret her på bloggen søger den vilde analyse således bevidst at operere udenfor og på tværs af den Habermasianske diskursetiks snærende bånd, for på denne måde at problematisere sprogets og den rationelle argumentations implicitte og altid forudsatte autoritet.

Nu er det imidlertid med Habermas, som Foucault engang sagde om Hegel:

...truly to escape Hegel involves an exact appreciation of the price we have to pay to detach ourselves from him. It assumes that we are aware of the extent to which Hegel, insidiously perhaps, is close to us; it implies a knowledge, in that which permits us to think against Hegel, of that which remains Hegelian. We have to determine the extent to which our anti-Hegelianism is possibly one of his tricks directed against us, at the end of which he stands, motionless, waiting for us.

The Archaeology of Knowledge and the Discourse on Language, s. 235, Pantheon, New York, 1972.

Opmærksomheden på offentlighedens forvandlinger er nyttig i disse år. Ikke mindst på det nationale plan, hvor vi bevæger os længere og længere væk fra Habermas’ offentlighedsideal og i retning af italienske tilstande.

I det danske markedsdemokrati er det ikke fokuseret analyse eller argumenter, der tæller, så meget som det er enkle standpunkter og mulighed for følelsesmæssig identifikation.

Det er ikke i morgenavisernes førstesektioner eller på debatsiderne, men i gratisaviser, ugeblade og talkshows, at man kan flytte stemmer.

Det er den fællesnævner, som også danske politikere med stadig større præcision sigter efter.

Kort sagt: Horkheimer og Adorno havde sådan set grundlæggende ret, da de i Oplysningens dialektik afviste selve tanken om, at kritik kan opstå, eksistere og fungere indenfor en kapitalistisk samfundsorden. Horne Kjældgaard er imidlertid, viser det sig hvis man læser en smule videre, ikke helt så opgivende som den kritiske teoris første generation. Der er, erklærer han i anmeldelsens sidste afsnit, håb endnu:

På den anden side tilbyder de nye webbaserede medier muligheder for demokratisk deltagelse og offentlighedsformer, som vi endnu hverken kender omfanget eller dybden af.

Glimrende, tænker man umiddelbart; det synes at åbne rum for noget sådant som CVA-bloggen, der jo i den grad (og i fuld overensstemmelse med såvel Freud og Lacan) må siges at være et webbaseret medie "som vi endnu hverken kender omfanget eller dybden af."

Men Horne Kjældgaard er ikke færdig endnu, og med hans sidste sætning lades alt håb endegyldigt ude:

Hvilke følger, det vil få, er et spørgsmål, som vedrører os alle, og som også kunne være en oplagt anledning til at læse eller genlæse Habermas’ ’Borgerlig offentlighed’.