Politics of Enjoyment
24. apr 2008 17:27, CVA
Vi har tidligere her på bloggen diskuteret forholdet mellem ydelse og nydelse. Der er blevet argumenteret for, at vort samfunds imperativ idag lyder "nyd!" frem for det mere gammeldags "yd!" Mens det klassiske industrisamfund lever og trives i kraft af produktion og arbejde, så handler det vestlige forbrugersamfunds forvaltning hovedsageligt om at regulere forbruget, dvs. at administrere nydelsen i samfundet.
Det følgende indlæg ligger i forlængelse af denne diskussion.
Et sted i sin bog Plague of Fantasies åbner filosoffen Slavoj Zizek et lille kighul indtil sit mere private liv som ”almindeligt menneske.” For også han, der til daglig cirkulerer i de globale akademiske cirkler (konferencer, galleri-åbninger, debatprogrammer, bogmesser, osv.), er af og til forpligtet til at deltage i mere ordinære arrangementer såsom familiemiddage. Og som enhver filosof ved, mødes man her ofte med en vis skepsis, måske endda en vis fjendtlig indstilling: det starter med høflige spørgsmål a la: ”hvad laver sådan en filosof egentlig?” (hvorpå man så kan vælge at give en lang og kedelig, eller en kort og håbløst reducerende, forklaring) men fører meget hurtigt videre til spørgsmål a la: ”men, hvad kan det så bruges til?” eller værre endnu: ”er I ikke bare en flok navlepillere, der lever fedt af skatteydernes bidrag!?”
Zizek bemærker i den forbindelse, at det, der tilsyneladende irriterer disse samtalepartnere, ikke så meget er, hvorvidt der er en relevans i det filosofiske arbejde (det kan man jo sagtens argumentere for at der er – det tager bareen del tid), men snarere skyldes det faktum, at ”jeg [dvs. Zizek] rent faktisk nyder at gøre det, jeg gør.”
Indsigten er ikke blot lacaniansk, den er også skarpsindig. For hvor mange mennesker, der bare kender en smule til universitetsverdenen, vil i ramme alvor påstå, at universitetets bidrag til samfundet er overflødigt? Mon ikke, der er noget om snakken, når Zizek siger, at det handler om nydelse.
Hvis man går med på denne præmis, så melder et nyt perspektiv sig i hvert fald. LAd os tage et blik på universiteternes reformation siden Venstre-regeringen kom til magten i 2001. Denne regering, der som et vigtigt punkt på dagsordenen havde sit ”opgør med smagsdommeriet” og som siden hen har indført strenge regulationer, besparelser og en afskaffelse af demokratiet på universiteterne – det synes da vitterligt som om, at regeringens vigtigste ønske var dette: at få de universitetsansatte og de studerende til at nyde mindre. Det skal simpelthen være mindre rart at være akademiker.
25. apr 2008 08:47
Den køber jeg ikke. "Jeg nyder at være klog" siger Zizek og det tror jeg da også han gør -hvorfor ikke?
Men til at få udryddet smagsdommere og eksperter havde Fogh ikke brug for samtidig at gøre det urart at blive klog gennem studier. Jeg ser ingen sammenhæng
Jeg mener også, set udefra, at universitetet er større og med større politisk brede end Fogh kan rumme.
Nej Fogh gik målrettet efter de vælgere der var blevet trætte af Auken, dødtrætte, dvs. trætte langt ind i sjælen. Og det var de vælgere lidt længere ud på landet, vælgere som Venstre normalt hentede hjem via landbrugspolitikken, men det kan Venstre som bekendt ikke mere. Derfor gik Fogh efter de mange der følte sig trådt under af Auken.
Om Fogh ikke bryder sig om at de studerende og ansatte nyder tilværelsen, ved jeg ikke. De må vel godt nyde hvis de er enige med Foghs politik, og lide hvis ikke de er - eller!
I øvrigt handler tilværelsen sig overhovedet ikke om at nyde, men om at yde.
25. apr 2008 08:56
Kurts kommentar præciserer, at der ikke er tale om nydelse, men om MISTANKEN om nydelse. Opgøret med smagsdommerne var også (ved siden af Auken-problemet, som der vel kan være noget om, men som efter min mening kun er en del af forklaringen) opgøret med alle de kloge hoveder, som alt for længe havde fået lov til at bilde sig ind, at de var noget særligt: "De langhårede, hashrygende, Sartre-læsende universitetsstuderende skal satme ikke tro, de kan noget - og samtidig sidde der og nyde det. De skal i gang. Have klippet håret og få et arbejde. Så de kan være som os andre. Vi har det nemlig HÅRDT!"
Altså handlede det som Kurt siger ikke om at gøre livet surt for universitetsverdenen, men snarere om at VISE alle dem, der mistænkte og mistænker os for at nyde for meget, at Fogh var klar til at gøre livet surt for os.
Og dermed indirekte, at alle bl.a. Aukens modstandere har ligeså meget ret til at mene og nyde og regere som alle smagsdommerne. Foghs opgør var et lighedstyranni - i bedste stil med det, liberalister altid har beskyldt socialdemokraterne for!
25. apr 2008 10:23
I sidste uges Real Time på HBO diskuterede Bill Maher "elitism" med sine gæster, bl.a. prof. Cornel West fra Princeton. Sagen var at Barack Obama var blevet beskyldt for at være "elitær" (ikke mindst af Hillary Clinton, der forstår at tage en øl med folket.) Det forekommer at være en diskussion, der minder en del om vore eget "opgør med smagsdommerne" og Dansk Folkepartis evindelige klagesang om, at "eliten" bestemmer over dem (og nyder for meget?)
Som West siger det (2.00 inde i det klip, man finder ved at trykke på mit navn):
We have to define what we mean by "elitism". Elitism could mean just someone who knows more in the face of relative ignorance, or elitism could mean being arrogant, condescending [towards "everyday people"].
Obama forekommer at være "elitær" i den første forstand, men er han det også i den anden. Og kan man sammenligne Obama med Svend Auken?
26. apr 2008 21:10
Nydelse har aldrig været okay for kapitalismen, medmindre nydelsen fordrer forbrug og dette kan bevises. Gratis nydelse er derfor direkte kontraproduktive i den kapitalistiske optik.
Vores statsminister er desuden af en sådan disposition, at han har svært ved at forstå de ting, der er gratis, fordi de jo ikke kan omsættes til tal og derfor forbliver uforståelige for hans bevidsthed, der jo, tydeligvis for alle, ikke kan operere med andet end absolutte størrelser som f.eks. tal. Konfronteres han med andre værdier bliver han jo forvirret, svedende og urolig.
Det har vi alle set indtil flere gange i fjernsynet.
26. apr 2008 21:12
PS: Hvilket ikke adskiller ham fra mange af hans kolleger i den borgerlige regering. Bertel Haarder bliver ligefrem fornærmet og vred, Brian Mikkelsen får sit karakteristiske stramme drag om læberne. Bent Bendtsen er en undtagelse... Han sætter en opgivende og humoristisk mine op.
28. apr 2008 23:49
At Zizek så klart siger, at han nyder at filosofere viser netop, at han er en sand filosof.
Ikke blot at gøre noget, fordi man skal, men - i lykkelige tilfælde - fordi man nyder at gøre det, er måske i grove træk, hvad der tydeligst adskiller Foghregeringen og filosofien.
Som hedonisten Aristippos angiveligt sagde på spørgsmålet om, hvad filosofferne har frem for andre:
"Hvis alle love blev afskaffet, ville vi leve videre på samme måde."
Sådan!
29. apr 2008 13:22
@Kurt og Slomka. Jeg er helt enige i jeres begges kritikker. Særligt Slomkas er vigtig, da han præciserer, hvad jeg selv havde misforstået - eller i hvert fald fremstillet forkert.
Skal jeg give et gensvar til Kurt må det være, at der er en masse mulige perspektiver at fortolke politik ud fra. Et af de perspektiver som dette indlæg lægger, handler om, hvilken rolle identitet, nydelse og misundelse spiller i politik.
Og tillad mig så til sidst at gøre noget særdeles unfair: at citere et langt stykke af en artikel uden selv at udlægge eller kommentere det. Jeg synes bare, det er en fremragende fremstilling af Lacans skelnen mellem den såkaldte 'anden' og den 'Anden':
“The question remains what conceptual value the big Other wields over and above other Lacanian terms such as the symbolic order or the signifying chain. For Lacan the Other represents not simply language understood as a system of signs or signifiers but also the ontological consequences of linguistic subjectivity. Like Freud, who conceived sexuality as indissociable from the unconscious, Lacan conceives the effects of language as both enabling and privative; the loss instituted in and through language is ontological insofar as symbolic existence costs us jouissance. This relatively familiar conceptualization of subjectivity's dependence on alterity entails the less familiar but nonetheless logical implication that if the subject has lost something then the linguistic Other – the big Other – has taken it. And this setup leads us to assume not that language is privative but that other people are somehow depriving us. Thus as soon as the Other is reduced to other people-especially others marked as different from oneself – any apprehension of one's own limits is effortlessly transformed into the kind of ressentiment that so easily fuels exclusionary practices.”
(Tim Dean, "Two kinds of other and their consequences", Critical Inquiry, 1997)