Den anden optælling
26. mar 2009 12:02, CVA
I disse dage diskuterer man i Frankrig, om det skal være lovligt at lave optællinger af etniske minoriteter (officielt med det formål at kunne lave positiv særbehandling). Sådanne optællinger laver man allerede i USA og i England, men særligt i Frankrig synes sagen at være prekær. Republikken Frankrig er netop grundlagt på principper om ”frihed, lighed og broderskab”, hvilket strider mod de mere administrative teknologier, som kendetegner optællinger og fortolkningen af dem. Venstrefløjen kan oven i denne kritik lægge, at Sarkozy (som har fremsat forslaget) vandt sin første berømmelse ved at kalde minoriteter fra forstæderne for ”rakkerpak”. Der er ikke meget, der tyder på, at forslaget reelt skal bruges til at løse de store konflikter (hvad enten de overhovedet er etniske eller snarere handler om klasseforskelle), der præger Frankrig i disse år.
Alain Badiou, en af Sarkozys argeste modstandere, fremsætter i sit hovedværk Væren og begivenheden netop teorien om ”den første optælling” og ”den anden optælling”. Ifølge Badiou er den første optælling en operation, som skaber et samfund (eller som overhovedet giver os mulighed for at opfatte en samling individer som et samfund). Vi tæller simpelthen, hvem der er til stede inden for et lands grænser. Peter, Poul, Mohammed, Pia, Abraham, Lisa osv. Den anden optælling er nu en statslig operation. Staten grupperer de forskellige individer i sit partipolitiske repræsentationsapparat. Peter og Poul stemmer på ét parti, Pia og Mohammed stemmer på et andet parti osv. Staten giver også individerne mulighed for at gruppere sig og komme til orde på andre måder, fx i foreningslivet, til demonstrationer osv. Man kan derfor sige, at staten langt hen ad vejen sikrer kollektivernes muligheder. Kendetegnende for disse muligheder er selvfølgelig, at det sidste ende er selve den statslige indretning af et samfund (med grundlov osv.), der overhovedet gør nogle partier, foreninger og demonstrationer lovlige, andre ulovlige.
Endnu vigtigere i denne sammenhæng er dog følgende: Staten beskæftiger sig også med de kollektiver, der tilfældigvis besidder de samme karakteristika. Fx kan den lovgive på ”rygernes” vegne og sige, at der ikke mere må ryges på barer. Fx kan den, som det sker i USA og England, lovgive på etniske gruppers vegne. Den kan altså potentielt jonglere med etniske gruppers repræsentation i forskellige institutioner og embeder og på denne måde holde en større (immigrations)politisk bevægelse i ave (Sarkozy lancerede under sit formandskab for EU en særlig immigrationspagt, der skal styrke EU’s grænser betydeligt). Staten giver på denne måde ikke blot kollektiverne muligheder, den holder også ganske effektivt styr på dem.
Ser vi altså i disse år en svækkelse af de europæiske stater? Noget tyder på det modsatte.
