Op i røven med kritikken af forbrugssamfundet
27. okt 2009 11:22, CVA
Kapitalismen har gjort os til forbrugere, en-dimensionelle væsener der kun tænker på materielle goder. Det er i hvert fald en udbredt opfattelse hos store dele af den vestlige venstrefløj og har været det siden halvfjerdserne. Det er imidlertid værd at bemærke, at kritikken af forbrugssamfundet ikke blev opfundet af den tids marxister og blomsterbørn. Udtrykket ”a consumers’ society” bruges for eksempel af Hannah Arendt i The Human Condition fra 1958. Arendt beskriver her, hvordan arbejderbevægelsens sejre har været menneskehedens nederlag. Arbejdernes frigørelse fra kapitalisternes undertrykkelse og udnyttelse har nemlig haft som konsekvens, at animal laborans har indtaget det offentlige rum, som burde være reserveret de få dygtige og dydige mænd, der er egnet til det politiske liv. Animal laborans har derefter gjort de essentielt private aktiviteter, arbejde (labor) og forbrug, til omdrejningspunktet for den politiske handlen og dermed skabt det forbrugsdiktatur, vi lever under i dag. Med andre ord: Hvis bare de forbandede arbejdere ville lade være med at blande sig i politik, ville vor tids borgere være optaget af andre og mere ædle beskæftigelser end at producere og forbruge.
Arendts kritik af forbrugssamfundet er således dybest set en demokratikritik. Og der er ingen tvivl om, at kritikken af forbrugssamfundet ofte fungerer på samme måde i dag. Borgelige intellektuelle som danske Henrik Jensen og franske Alain Finkielkraut begræder den moderne kultur, hvor autoriteterne forsvinder i takt med, at individerne i højere og højere grad kun bekymrer sig om selvtilfredsstillelse og materielle goder. Den omsiggribende materialisme, hævder de og mange andre reaktionære, er et varsel om en snarlig undergang. Men hvordan er det nu lige med den der materialisme? Som bekendt var Marx jo netop materialist og understregede, at mennesket er et materielt væsen. Endvidere påpegede han, at når borgerskabet påstår noget andet og beklager sig over det brede flertals manglende interesse for ”åndelige” værdier, er formålet oftest at delegitimere dette flertals politiske krav. Der er ingen tvivl om, at denne indsigt er lige så aktuel i dag som på Marx’ egen tid, og at Jensens og Finkielkrauts diskurser passer perfekt ind i politisk kontekst af omfattende liberale reformer.
Kritikken af forbrugssamfundet er altså ikke marxistisk. I halvfjerdserne blev den ganske vist oftest fremført af venstrefløjen, men i dag kommer den mindst lige så ofte fra en konservativ og anti-demokratisk højrefløj. Den findes imidlertid også i en helt tredje og meget aktuel udgave, der er motiveret af miljø- og klimaproblemerne. Vi skal nedsætte vores forbrug, hedder det her, fordi vi ellers ødelægger kloden. Det er svært at være uenig heri, men man må blot spørge: Hvorfor drikker Jeppe? Dvs. hvorfor forbruger vi, og hvorfor forbruger vi mere og mere? Det gør vi, fordi den globale økonomi er struktureret på en måde, der gør konstant vækst til en nødvendighed. Og det er denne struktur, der skal ændres, hvis kloden skal reddes. Vi har med andre ord i langt højere grad brug for progressive politiske beslutninger end for enkeltindividernes ændrede forbrugsvaner. Intellektuelt er det derfor ikke en kritik af forbrugssamfundet, der skal til, men en kritik af vækstideologien, og det er noget helt andet. I stedet for moralsk at kritisere enkeltindividerne må man gå ind i en kamp om den økonomiske politik. Kritikken af forbrugssamfundet er altså ikke kun konservativ og antidemokratisk. Den er også moraliserende og apolitiserende.
27. okt 2009 19:11
Tillad mig at kaste en simplere hypotese på banen: forbrugersamfundet findes, fordi mennesket - i lighed med alle andre organismer - har et indbygget ønske om at forbruge så meget som muligt, idet vi herigennem kan sætte mere og bedre afkom i verden. Når dagens samfund synes mere forbrugerisk, er det blot fordi vi har fået råd til forbruget. En konsekvens heraf er, at ikke-forbrugersamfundet aldrig kan realiseres, men at vi blot kan indrette os på en måde, der stræber mod bæredygtighed og social retfærdighed i forbruget.
28. okt 2009 00:10
Den teoretiske venstrefløjs kritik af forbrugersamfundet er jo mangeartet, men det er vel primært Debords billedfetichisme og Baudrillards semiotiske relancering af den, der har været toneangivende. Sidstnævntes kyniske afart af postmoderne teori var en katastrofal afsporing af kritikken af den politiske økonomi, der på en eller anden måde foregøglede, at vi primært konsumerede tegn og at _alting_ jo alligevel var blevet tomme tegn. Så vidt jeg kan gennemskue, lever noget lignende stadig videre hos Agamben, hvis fatalisme som bekendt står højt på dagens stjernehimmel.
Anyways - vejen frem er selvsagt ikke moralisme og askese, men jeg mener nu også, at de teoretikere, der i højere grad omfavner 'begærets produktivitet' (se: post-arbejderismen) og vel taler for en art alternativ og mere genuin forbrugerisme ('selvvalorisering') risikerer blot at blive T-shirtsælgere for en revolution, der som bekendt altid kun er endnu en T-shirt væk.
Der er så afgjort brug for en kritik af den økonomiske politik, men hvem arbejder egentlig seriøst med det på et _teoretisk_ plan i dag? Marx' mere dogmatiske arvtagere er der ikke megen sjov ved, men det, man vist i Århus kalder 'radikalfilosofferne' skyer jo den beskidte, økonomiske empiri i en helt anden grad, end Marx selv gjorde.
Apropos - var der ikke engang snak om at lave en studiekreds omkring noget i denne boldgade (politisk-teoretisk økonomikritik) omkring IFI? ...
28. okt 2009 08:52
@Metaforbrugeren: Det var lige netop sådan nogle som Baudrillard og Debord, jeg tænkte på. Og hvem laver kritik af den økonomiske politik i dag? Radikalfilosofferne gør det i hvert fald sjældent. Det er der en række gode grunde til (klik på mit navn), men det burde alligevel være muligt at lave en ny kritik af den økonomiske politik og den politiske økonomi.
28. okt 2009 10:04
Hvad var det Zizek sagde i et interview: Jeg har en overraskelse til jer - kommunismen vil sejre (cit. frit efter hukommelsen).
28. okt 2009 10:57
I min opfattelse kan man bruge biologien til at forklare menneskelig adfærd, men ikke menneskelige opfindelser, med. Med andre ord: der er intet som helst naturligt over penge og deres værdi. Penge er netop kultur i sin mest rene form. Det at et får kan sættes lig med tre høns (ved en handel) er da ikke naturligt? Problemet er dernæst, at pengene synes at have sin egen logik, en som ikke engang "styres" af mennesker, men tværtimod styrer dem. Pengenes verden medfører en tendens mod altid accelererende vækst og altid accelererende forbrug. Men hvordan skulle vi som mennesker være i stand til at ændre den tendens? Er politikerne ikke også bare en slags forbrugere, med deres handlen i porten, deres skalten, valten og forvalten med samfundets midler?
28. okt 2009 14:02
"The point is, ladies and gentleman, that greed - for lack of a better word - is good.
Greed is right.
Greed works.
Greed clarifies, cuts through, and captures the essence of the evolutionary spirit.
Greed, in all of its forms - greed for life, for money, for love, knowledge - has marked the upward surge of mankind.
And greed - you mark my words - will not only save Teldar Paper, but that other malfunctioning corporation called the USA."
Gordon Gekko i Oliver Stone's Wall Street, 1987
28. okt 2009 14:07
Den vestlige venstrefløjs kritik af forbrugersamfundet bygger for eksempel og derfor i virkeligheden på Hannah Arendts kritik, der bliver viderført hos borgerlige tænkere som Henrik Jensen og Alain Finkielkraut, der “begræder den moderne kultur, hvor autoriteterne forsvinder i takt med, at individerne i højere og højere grad kun bekymrer sig om selvtilfredsstillelse og materielle goder”. ... At også venstrefløjens kritik begræder, at befolkningen kun bekymrer sig om selvtilfredsstillelse og materielle goder betyder vel næppe, at den også begræder autoriteternes forsvinden. Tværtom er venstrefløjens klynkeri vel udtryk for, at befolkningen afpolitiserer sig selv ved at tilfredsstille sig i forbrug, og altså mister sin politiske potens.
Kritikken af forbrugersamfundet er ikke det samme som en moraliseren (og hvilket moralbegreb taler vi om her?) af den enkelte forbruger, men tværtom en identifikation af en undertrykkelsemekanisme, et styringsredskab, der er indbygget i den kapitalistiske struktur. Og det er derfor, at også en antikapitalisme må kritisere forbrugersamfundet. Det er igen ikke det samme som en hævdelse af den politiske forbruger, der netop bilder siger ind, at man gennem sit forbrug (eller antiforbrug) kan ændre ved de grundlæggende destruktive strukturer.
Min pointe er altså noget i retning af, at der er flere linjer i kritikken af forbrugersamfundet. En konservativ funderet, en (måske) liberal funderet, der deponerer ansvaret hos individet, som gennem sit forbrug kan gælde som politisk aktør, og så den, der burde høre til hos den slumrende venstrefløj.
28. okt 2009 15:00
@ analytikeren:
Naturligvis er der gode grunde til at anfægte økonomiens status som en videnskab i nogen meningsfuld forstand. Men vil man formulere en slagkraftig politisk kritik af den herskende økonomiske orden, er der næppe nogen vej udenom at sætte sig ind i, hvordan den er skruet sammen (jf. igen Marx). Det er selvsagt lettere sagt end gjort, og personligt spejder jeg forgæves efter ærlige, teoretiske forsøg (der vel at mærke følger ånden snarere end bogstavet i Marx' projekt, for nu at udtrykke det umaterialistisk).
1. nov 2009 15:45
(rambling on:)
Nogle af de eneste, der vel i en vis forstand holder den politiske økonomikritiks fane højt i dag, er post-arbejderisterne med deres besynderlige blanding af en insisteren på lidet moderigtige marxistiske kategorier og så en radikal omfortolkning af flere af dem. Fx mener de jo, at arbejdsværditeorien er bankerot, ikke fordi Marx tog fejl, men fordi alt er arbejde i dag (hvilket Marx angiveligt selv forudså i "Grundrisse"): der er ikke længere klare skel mellem arbejdstid og fritid, og i oplevelsesøkonomien er det vores immanente, kreative ressourcer, der udnyttes, og de arbejder som bekendt ikke kun fra 9-5.
Personligt er jeg tilbøjelig til at mene, at arbejdsværditeorien er bankerot, fordi den er teoretisk inadækvat. Men Max Henninger har skrevet en sønderlemmende kritik af Negri & Co., der samtidig er et ret overbevisende forsvar for arbejdsværditeoriens fortsatte validitet:
http://www.ephemeraweb.org/journal/7-1/7-1henninger.pdf
(et rammende citat:
"It is worth asking just why Negri’s theory remains so attractive to
many readers. My own view is that – like much of the discourse of ‘immaterial’ labor – Negri’s theory contains elements that are ideologically compatible with contemporary regimes of
exploitation and may help stabilize those regimes. It offers an account of contemporary capitalism that certain relatively privileged sectors of the world’s
working population can recognize themselves in, albeit in a manner that leads them to
take an affirmative stance towards their own exposure to and complicity in exploitation.
This would seem to be the case for those segments of the metropolitan middle classes to whom the
rhetoric of ‘immaterial labor’ is largely addressed. They include students and
professional academics, artists, freelancers, and others to whom the association of work with creativity and claims concerning the (tendential or actual) identification of life time and production time are not entirely implausible.")
Teorien om 'kognitiv kapitalisme' er vel det eneste større, nyere bud på økonomikritik, men den er i høj grad udformet af tidligere arbejderister og falder også for Henningers kritik. Det virker også som om, at den hest døede, inden den kom ud af stalden.
Angående Arendts kritik af forbrugssamfundet, 'the rebellions of the belly' etc. kunne man måske vove den tese, at de fleste af de problematiske elementer hos Arendt stammer fra Heidegger: forfaldstesen ang. politik, dyrkelsen af en mere genuin, oprindelig politik i græciteten etc.
En interessant tekst om Arendt-Rancière relationen:
http://www.psa.ac.uk/2009/pps/Schaap.pdf
2. nov 2009 09:07
God analyse! Men er der alligevel ikke et problem her? Når du (analytikeren) spørger "Hvorfor forbruger vi mere og mere?" - og svarer, at det gør vi fordi den globale økonomi er strukturet på en bestemt måde, mener du så ikke stadig, at vi simpelthen forbruger for meget?
Er det da "den globale økonomi", der nærmest forbruger på vegne af os? Ja, i en vis forstand. Og derfor er kritikken af en enkelte forbruger og forsøget på at fremelske "den politiske forbruger" også en dødsejler. Fordi det netop blot bliver moraliserende og apolitisk.
Men hvor skal helt almindelige mennesker (hvis de findes) så sætte kritikken ind? Jeg er enig i, at ærlige teoretiske forsøg savnes. Men er det kun de intellektuelle, der må få lov til at kritisere "den globale økonomi"? At vi kæmper mod en bestemt "struktur" er evident - men også denne struktur går rent faktisk i gaden. Den manifesterer sig som dårlige fødevarer i vores kølediske, egoistisk forbrugerisme og købemani, ekstremt kummerlige arbejdsforhold i den tredje verden, sur luft over storbyen på grund af alt for mange biler, nedsmeltning af polerne og hundredetusinder af døde hvert år som følge af klimaforandringer. Det er teoretisk nødvendigt, jeg er enig, men også næsten sjofelt at tale om "struktur" i denne sammenhæng... Er det ikke?
Det handler om at udfordre en struktur, men handler det ikke også om at finde en præcis og konkret måde at komme gennem fantasmet på? Det fantasme (den hverdagsideologi, nydelse etc. etc.), der åbenbart stadig opretholder denne struktur, skønt dens helt åbenbare destruktive effekter.
2. nov 2009 10:35
@Kritikken af kritikken af kritikken:
Det, jeg måske især opponerer, er kritikken af forbrugssamfundet ikke kun som moraliserende diskurs, men også som et eksklusivt fokus på den konsekvens, som kapitalismen har for os indbyggere i den rige del af verden. Problemet med kapitalismen, sådan som det fremlægges hos fx Baudrillard, Debord, Marcuse og andre, er tilsyneladende, at den ødelægger vi rige forbrugeres liv, fordi vi reduceres til forbrugere. Dermed glemmer man imidlertid netop de meget konkrete og meget værre konsekvenser af kapitalismen, nemlig hhv. (relativ og/eller absolut) forarmelse af en stor del af klodens befolkning og miljø- og klimaproblemer.
Hvad angår den konkrete måde at komme gennem fantasmet på, så er der jo noget, der hedder politisk aktivisme, og som man fx kan udfolde i København i december (medmindre man bliver "præventivt anholdt", før man kommer i gang...).
Men altså: Jeg synes egentlig også, det er meget fint at nedsætte sit personlige forbrug, især hvis det tænkes som en politisk handling. Min analyse var mere et forsøg på at give et bud på nogle af de anti-demokratiske og/eller apolitiserende funktioner, som den diskurs, man kunne kalde kritik af forbrugssamfundet, ofte har.
2. nov 2009 13:12
...og deri er jeg enig. Kapitalismen har i og for sig ikke så store konsekvenser for os (her i Vesten i denne generation). Problemet er, at vi er kapitalister, og at det har konsekvenser i andre dele af verden (og sandsynligvis for fremtidige generationer).
3. nov 2009 15:58
Det var dog himmelråbende, aå udbredt accepten her er af det diktum, at man blåstempler økonomisk liberalisme ved at fremhæve et individuelt (etisk) ansvar - bl.a. gennem forbrug. Det minder om uddaterede og gennemlatterlige forestillinger om, at det er bedre med borgerlige regeringer, fordi de fremskynder kapitalismens indre aporier og dermed den uundgåelige revolution.
Det kan simpelt hen ikke godtgøres, at der skulle være en sammenhæng mellem politisk individualisme og politisk/etisk forbrug. Det er langt snarere folk, der netop mener, at der skal ske politiske/økonomiske forandringer, som samtidigt forsøger at gøre en forskel gennem ansvarlige forbrugsmønstre. I det hele taget er dette vand på højrefløjens mølle: 'Jeg har ikke et personligt ansvar - det må staten tage sig af!'
5. dec 2009 22:55
hmmm... det er måske en idé, til at gentænke Marx´s behovsproblematik...
Den menneskelige behov, til at være i stand til at fungere som en æstetisk og rationelt væsen indenfor den sociale kultur af "nødvendighedens rige" og "frihedens/ fritidens rige"...
Og så kan man se at den klassiske behovsproblematik er fanget i en dialektik af oplysningens sæculære fremskridt.(se HEGEL´s Idé om balance af kunst+videnskab i deres frihed i forskning og lære) Alene se naturvidenskaben, teknologiske udvikling...
Den mest naturlige konsequenz ud fra Marx´s Idé om velfærdstaten, som skulle sørge for at borgernes humane behov var tjent, er et ell andet form af frisindet stats- socialisme.
Og denne historiske Marx´ vision er i grove træk indfriet...
At den historiske, meget religiøs funderede kapitalistiske Ideologi indtil nu er i stand
til at sætte overforbrug og hirarkisering i "INS" and "OUTS" (Habermas)som statslige sandhedsaksiomer og er i stand til at forcere krig i religionens navn imod naturen og menneskeheden...
Viser det u-løselige Dilemma indenfor kapitalistisk Ideologi som historisk"Naturlov"..
Og så? det globale Klima og det frygtelige sociale gap imellem industrinationerne (og dens overforbrug) og fattige lande hvor menneskets grundbehov ikke er dækket... er ved at bli til som nye sandhedsaksiomer i videnskaben, kunst og deres forskning og lære... (ups... jeg skal sove nu! ska på job, oppe kl 0545..)