Haiti har siden dets begyndende revolution ved slaveoprøret i 1791 og dets efterfølgende selvstændighed i 1804 været et problem for det meste af “verdenssamfundet”. På den ene siden inkarnerede det det lighedsideal, som både inspirerede og mobiliserede den amerikanske og den franske revolution. Og dog var den haitianske revolution “for meget”, fordi den ubetinget realiserede idealet. Haiti inkarnerede excessen i lighedsidealet: at det kunne gælde alle, selv de sorte slaver! Alle efterfølgende forhold til og i Haiti (fra den interne parasitiske neofeudale elite til udenlandske koloniale interesser) har bestræbt sig på at dæmme op for og standse den folkelige fordring om lighed.

Hvorfor tale om lighed og om fjerne hændelser, der fandt sted for over 200 år siden, nu hvor 100.000 eller flere er døde og millioner er hjemløse i den forfærdelige katastrofe på Haiti? Den retorik, der går sammen med indsamlingen og mobiliseringen af nødhjælp, taler også om lighed. Men om en anden lighed. Den lighed der ligger i vores fællesmenneskelige skrøbelighed og dødelighed. Som Præsident Barack Obama skrev i sin artikel ”Why Haiti Matters” i Newsweek: ”But it is also in these moments, when we are brought face to face with our own fragility, that we rediscover our common humanity. We look into the eyes of another and see ourselves.” Det er altså først vores fælles modtagelighed over for ødelæggelse, der forlener os med lighed.

Man kunne måske foranlediges til at tro, at katastrofen, kaosset og det enorme antal døde, kunne kategoriseres som det reelle i psykoanalytisk forstand, en pludselig traumatisk indtrængen af uforståelige og uregerlige kræfter. Men denne konklusion er for hurtig. Med katastrofen er Haiti faktisk blevet symbolisérbar og kategorisérbar i vores fælles almene bevidsthed (set gennem medierne). Det er et land reduceret til at skulle holdes i live, åbenbaret som et nødlidende land, vi kan relatere os til på det symbolske plan. Katastrofen har paradoksalt nok indplaceret Haiti i et forståeligt verdensbillede.

Før katastrofen var Haiti uplacerbar, fanget i en kompliceret netværk af intern undertrykkelse, paramilitære kræfter, neoliberale ”strukturelle justeringer”, hundrede ukoordinerede NGOer osv. Det var således Haiti før katastrofen, der var reel: på den ene side var den (1) excessen af lighed og på den anden side (2) et sted for udøvelsen af den obskøne bagside af neoliberalismen (fx CIA-financiering af militær til undertrykkelse og nedkæmpning af oprør for at sikre mikroskopiske lønninger, minimale toldtariffer, økonomisk “stabilitet” og privatiseringer). Haiti var altså et knudepunkt eller en kampplads for både den reelle exces i vores hævdvundne idealer om lighed og den reelle obskøne bagside af det globale økonomiske system.

Før katastrofen kunne de fleste “almindelige borgere” i Vesten ikke relatere sig til det kaotiske Haiti. De manglede det Fredric Jameson kalder “cognitive mapping”: det som kunne placere Haiti i en meningsfyldt verdensbillede. Jørgen Leths Haiti-film fra 1996 hedder meget sigende “Haiti: Uden titel”. At filmens titel er “Uden titel” henviser til dens fragmentariske indhold, optaget over en årrække, hvor Haiti både oplevede den folkelige bevægelse Lavalas (med Jean-Bertrand Aristide i spidsen) opnå overvældende flertal i parlamentet og håb om bedre tider, til det blev væltet af militærkup, til genindsættelsen af Lavalas-regeringen, den amerikanske invasion og al mulig voodoo og kokkedøtre. Hårdknuden, som er Haiti, kan ikke summeres under en titel. Haiti er en mærkelig størrelse som ikke kan indfanges. Haiti er i den vestlige bevidsthed “uden titel”. Med katastrofen har Haiti fået en klar titel: katastrofeoffer.

Denne titel har bragt Haiti til vores bevidsthed (læs: i medierne). Den gør det muligt at relatere til Haiti-som-katastrofeoffer. Måske har mange et behov for at “gøre en forskel” ved verdens problemer, men mangler koordinaterne til at overskue situationen. Derfor er nødhjælpen den eneste åbne vej, det eneste symbolske koordinat, der tillader én at udøve en slags hjælp. Røde kors samler jo ikke ind til at bekæmpe neoliberalismens indgreb, der forarmer befolkningen og forvitrer offentlige investeringer, så de fleste bor i slum, der ikke kan modstå jordskælv. Den eneste mulige kanal for almindelige mennesker er nødhjælp, ingen anden mulig relation til de ekskluderede lande er symbolsk åben. Det er umuligt at bekæmpe den reelle effekt af neoliberalismen med nogen som helst form for indsamling. Til dette kan kun den reelle exces i den folkelig kamp for ligheds formå noget. Om der kunne opnås en bred opbakning til denne “reelle” hjælp i lige så høj grad som til den symbolske indsamling og nødhjælp er lidet sandsynligt. Spørgsmålet er således, om Barack Obama vil genkende sig selv, når han, i stedet for det nødlidende haitianske folk, ser det haitianske folk i øjnene, der forlanger demokrati og inklusion i dets lands skæbne?

Spinoza betvivler (muligvis kontraintuitivt) værdien af håb og hævder, at håb ikke er det modsatte af frygt, men at der er tale om to sider af samme sag: ”Non dari spem sine metu, neque sine spe” – ”der er ingen frygt uden håb, og der er intet håb uden frygt”. At håbe på noget er det samme som at frygte for et muligt ulykkeligt udfald, både hvad angår, hvad udfaldet er, og hvad angår, hvordan dette ’hvad’ realiseres.
 
Denne essentielle kobling mellem håb og frygt er særdeles tydelig i skiftet mellem de to sidste regeringer i USA, fra frygtens regime under Bush til håbets regime under Obama. Nu dør folk i håbets navn i stedet for i frygtens, men lige bag Obama’s opildnende mantra ”Yes we can!” kan man se knæene ryste. ”Yes we can!” kunne sagtens være blevet gryntet som et bombastisk mantra af Bush-administrationen.
 
Tryllebundet af frygten kan vi finde på at gøre hvad som helst i håbets navn, men hverken håbet eller frygten indeholder nogen anden plan B end at negere alt, hvad der truer i horisonten. Ja, en af diktaturets hemmeligheder er ifølge Spinoza netop at fylde folk med frygt, så de kæmper til døden ud af håb for deres frelse, som om deres frelse og herskerens frelse var den samme. Det, der dermed mystificeres, er, at det i virkeligheden er herskerens skæbne, der er afhængig af multitudens, for kun sidstnævntes produktive kræfter gør den herskende klasse i stand til at drikke cognac i krigsstuer, før de modtager fredspriser for deres ”vidunderlige” arbejde.
 
Der er brug for en dosis spinozistisk realisme her: O har fuldt ud fortjent sin fredspris, fordi han levede op til dens besynderlige kriterier. Men han har ingen ret til at hævde, at han skaber fred, for det gør han ærlig talt ikke. Kun multituden kan være fredelig. Og hvis det lykkes multituden at opføre sig fredelig, så vil O’et få det at vide, og O’et bliver arbejdsløs.

De konservative kræfter i USA er under pres. Det vrimler frem med diskussioner af homoseksuelles rettigheder, lukning af Guantanamo, opgør med Bush-doktrinen, virkelig indsats for at bremse klimaforandringerne, osv.

Måske var det en symptomatisk nyhed, der nåede de danske medier forleden: De amerikanske skoler er bekymrede for, at eleverne uddeler for mange knus. Derfor har man visse steder indført en regel om højst 3 sekunders omfavnelse og andre steder deciderede forbud mod knus og kram i skoletiden. "Fysisk kontakt er et meget farligt emne", som en skoleinspektør udtaler, uden dog tilsyneladende at kunne uddybe præcis hvorfor. (Det har formentlig noget at gøre med at holde på omgangsformerne.)

Men måske ligger der netop en ubevidst sandhed i dette udsagn; måske er fysisk kontakt lige præcist et farligt emne for republikanerne: Obamas elegance og venlighed spreder sig som en pest helt ned i de mindste skoleklasser. Demokraterne har overtaget, og de holder indtil videre dampen oppe. Dette momentum skal udnyttes, så republikanerne ikke alene holdes under vandet i meningsmålingerne, men også tvinges til at ændre deres opfattelse af sig selv, USA og verden. Det mest modbydelige og effektive våben i denne kyniske og hensynsløse kampagne er naturligvis kærlighed: Giv dem noget, de ikke vil have!

Knus dem!