Journalistisk er i dag ofte jouissance-journalistik. Hvad betyder det? Det betyder, at journalisten (som regel i et regulært interviewprogram, men oftest i tv-udsendelser som Aftenshowet og Go’morgen og Go’aften Danmark og endvidere i de kulørte blade og radioprogrammer) spørger til gæstens nydelse. Journalisten hævder at ”gå helt tæt på”, hvilket rent faktisk både betyder at gå helt ned i tilsyneladende komplet ligegyldige detaljer (”Hvad får du til morgenmad?”, ”Hvad er din yndlingsfarve”, ”Prutter du under dynen?”) og samtidig spørge til selve livets mening (”Hvad er det så egentlig, der får dig op om morgenen?”, ”Hvordan gør du det, du gør?”, ”Hvad er meningen med livet?”). Nydelsen kan ligge hvor som helst, synes journalisten at sige til sig selv; måske ligger den i detaljen, måske ligger der en eller anden større idé bag. Og intuitionen er sådan set rigtig: Ifølge psykoanalysen er nydelsen (ikke noget bestemt, men) simpelthen en bestemt måde at være til på, en bestemt form for Dasein (for at tale med Heidegger), den er selve Livssubstansen. Og hvordan får man lige fingre i den? En særlig raffineret strategi blandt journalister er nu simpelthen at vise, hvordan en bestemt person er ”installeret” i verden (de går bogstaveligt talt ikke efter manden, men (værre endnu) efter hans fantasmatiske ramme; programmet Kender du typen? er et godt eksempel på denne strategi). Og er det ikke faktisk sådan med nydelsen, at vi forstår den bedst gennem denne fantasmatiske ramme, som altid omgiver en kendt og succesfuld person – og som endda synes inkorporeret i de ting, som han/hun ejer?

Et fremragende eksempel på jouissance-journalistik blev vist i går aftes i DR1’s Aftenshowet. ”Offeret” var den folkekære Richard Ragnvald (især kendt for dansktophittet ”Kære lille mormor”). Hele setuppet var tydeligt møntet på – ikke banal snak om øvelokaler, komposition, inspiration, sangteknik osv. – men ganske enkelt på simpelthen få at vide, hvad Richard Ragnvald er for et (nydelses)menneske. Et lille sammenklip af Ragnvald og hans bedrifter vistes før selve interviewet; det sluttede meget passende af med Ragnvald, som med skørter om ørerne signerer en ”moden” dames kun g-strengs-beklædte bagdel. Den altid overraskede journalist (Puk Elgaard) kan (overraskende nok) slet ikke skjule sin overraskelse over denne obskøne gestus og bemærker det selvfølgelig overfor Ragnvald (”Sig mig, hvad laver I på de der turneer?”), som stille og roligt kan svare: ”Ja, vi skriver autografer”. Sådan nyder Ragnvald altså. Men nu kommer det mest bemærkelsesværdige: Interviewet foregår i Ragnvalds bil (i øvrigt en flot en af slagsen). Rationalet bag interviewet er, at når nu man er på turné, så foregår meget af ens liv jo i en bil. Og Ragnvalds bil er veludstyret. Den har indbygget TV og GPS; pludselig hiver Ragnvald en pose flæskesvær frem fra gemmerne og byder journalisten direkte af posen. Der er også en køletaske med kolde drikkevarer, og nu forsynes journalisten med en kold Coca-Cola. Der skiftes mellem klip indefra bilens indre, hvor Ragnvald i førersædet virker som en velvillig og beleven vært, og klip udefra, der paradoksalt nok får seeren til at føle, at klippene indefra viser noget meget centralt om Ragnvald, som om vi kommer helt ind i hans indre. Til sidst i interviewet åbner Ragnvald en lille æske (den allerinderste) med bolsjer, hvori der samtidig ligger en seddel fra hans kone og lille hund derhjemme: ”Richard, vi elsker dig”, står der.

Muligvis siger dette interview faktisk en hel del om Richard Ragnvald, mere end denne analytiker skal gøre sig klog på – men det interessante er i denne sammenhæng valget af bilen som setup. Allerede det at have en bil er vel noget særligt; bilens rum er ikke hjemmets rum, men det er stadig et rum man kan opholde sig i, sove i, være i; et slags semi-privatrum, som både er meget intimt (det er min bil, jeg sidder i førersædet, jeg bestemmer reglerne i bilen), og som samtidig er bestemt ved, at man kigger ud af det og (som regel ironisk-aggressivt) bedømmer de andre i trafikken. Når jeg sidder i bilen er jeg på en måde ”mig selv mere end mig selv”, jeg er en slags hybrid af mig selv og maskinen. Jeg siger f.eks. (på mine egne og bilens vegne): ”Ups, der stødte jeg mod en kantsten” – jeg går nogle gange i ét med maskinen og skærer ansigter, hvis karosseriet f.eks. skraber mod asfalten. Det bemærkes nogle gange om biler, at de er ”potensforlængere” – hvilket sådan set også er rigtigt nok, al den stund man med sin bil indgår i den fallisk-symbolske orden (at kastrationen altid kommer forud for den falliske potens er en pointe, som kan forfølges i en anden sammenhæng). Der ligger dog, hvis man tager bilens rum alvorligt, noget meget mere fundamentalt i bilen som et ”rum for jouissance”. Som en måde at indrette sig på (som Richard Ragnvald), som en måde helt at være sig selv på (ingen kan høre, hvad jeg i virkeligheden råber op om bag mine ruder), samtidig med at man i en vis forstand er ude af sig selv; nemlig med bilen som en slags hidsig generator for al den nydelse, som strømmer gennem mig (den berusende følelse at trykke speederen i bund). Jouissance er ikke andet end denne maskinelle drift, der bruser gennem mig, der bliver ved med at insistere, og som næsten føles fremmedgørende; er det virkelig mig, det her? (Måske er det derfor, at mange af dem som aldrig får taget kørekort, næsten bliver ”religiøse” i deres afstandtagen til kørelivets glæder). I den forstand kan man næsten sige, at vi alle er spøgelsesbilister – det spektrale væsen bag rattet, som er mig, som er min inderste kerne, ligner ikke den joviale, omgængelige person, jeg til daglig bilder mig selv ind, at jeg er. Intet under at superbiler – fra Knigt Rider til Batmobilen – helt springer chaufføren over og simpelthen (i kraft af superheltens plus-de-jouir) kører selv.

På baggrund af denne skitse over bilen som rum for jouissance kunne man nu begynde at optegne en slags topologi over forskellige former for biljouissance. I firserhitfilmen The Cannonball Run, med Burt Reynolds i hovedrollen, lærer vi således en del om filmens personer ved at iagttage dem i deres biler (filmen er en humoristisk fortælling over et illegalt cross-country road race fra New York til Los Angeles). Japanerne (Jackie Chan spiller den ene) kører f.eks. i en Subaru GL 4WD hatchback med raketmotor, som er så fyldt op med elektronik, at der rent faktisk ikke er vinduer i den. De kører altså udelukkende efter et simuleret billede af den aktuelle vej (hvilket der kommer mange sjove forviklinger ud af). Japanerne (allerede dengang en økonomisk stormagt) lever altså, kan vi konkludere, i en virtuel verden, et rent økonomisk cyberspace, uden jordforbindelse. To katolske præster deltager også i løbet (Dean Martin og Sammy Davis Jr.), og kører selvfølgelig italiensk: En skinnende rød Ferrari, som har så meget schein, at man næsten ikke kan se ind bag dens ruder – derinde i det allerhelligste sidder så de to sortklædte gejstlige. Burt Reynolds selv og hans makker (heltene) kører selvfølgelig i en opgraderet, men ellers helt autentisk, no-shit Dodge Tradesman, der tilmed er en ambulance. (Filmens kvindelige kørere, som har rollen som en form for overkitschede femme fatales kører i øvrigt Lamborghini; denne vilde, utæmmelige bil – måske har vi her et håndgribeligt eksempel på Slavoj Žižeks tese om, at femme fatales altid har rollen som dem, der i virkeligheden bekræfter patriarkatet (de er den underliggende obskøne fantasmatiske baggrund, som de ”almindelige” borgerlige kvinder fremtræder på); bekræfter de kvindelige kørere ikke netop patriarkatet i deres i valg af den ultimativt svulstige, maskuline bil?).

Hvor firserne biloptimisme næsten var uden ende, ser det dog selvfølgelig lidt anderledes ud i dag. I firserne var det virkelig noget at komme kørende (måske som Tom Cruise fra Days of Thunder) i et hyl af en bil og så stige ud; dagens mand i skysovs. For hvem træder ud af bilen, når jeg åbner døren? Det gør Jeg selvfølgelig; jeg får mit ”normale” ego igen og efterlader superegoet med bilen – men der hænger alligevel lidt nydelse ved, en duft af benzin. I dag er dette allerede for meget. For er der nu ikke for mange biler på vejene? Og hvordan nu med klimaet? Hvad skal vi gøre af al den bilnydelse? Bilen som rum for jouissance er blevet mere tvetydigt; man kan allerede forestille sig klager over Ragnvald-interviewet, simpelthen på grund af bilens størrelse. En gruppe miljøaktivister kalder sig f.eks. ”asfaltindianere” og tager i nattens mulm og mørke rundt og pifter store, benzinslugende forhjulstrækkere. Er det ikke også signifikant at Villy Søvndal skiftede sin Rover ud på nogenlunde samme tidspunkt, som han for alvor begyndte at skifte sine holdninger ud (senere så man ham i øvrigt på forsiden af en bog i en beskeden rød folkevogn og med Lene Espersen ved sin side!). Så hvad kan man bruge bilen til i dag? Hvordan hænger biler og nydelse sammen?

Denne analytiker har en kilde, der fisker fra havnen i Århus, og som beretter om et usædvanligt ritual: Man ser, hvis man står der længe nok, et bemærkelsesværdig antal enlige mænd i deres bedste alder (som man siger), som simpelthen blot kører deres bil ned på havnen, slukker den, og sidder i den i en halv time, måske en time. Hvad gør de? Tænker de? Hvad tænker de på? Kigger de på havet? Nyder de udsigten? Eller nyder de simpelthen bare – deres egen nydelse? Hvor firsernes mand steg ud af bilen, ”her kommer jeg!”, stiger mænd i det nye årtusind ind i bilen. Måske er det efterhånden kun inde i bilen, at manden for alvor kan være alene med sin nydelse?

Og måske er det derfor, at interviewet med Richard Ragnvald simpelthen virkede så mærkeligt, næsten forkert. Som om Puk Elgaard (på vores vegne og med Ragnvald som velvillig medspiller) her overtrådte en usynlig grænse.

I en særligt spidsfindig stribe analyserede tegnerparret Wulff og Morgenthaler det gamle ordsprog: ”Den der ler sidst, ler bedst.” I striben påviser en videnskabsmand klædt i kittel og pegepind ved en tavle, hvorfor det netop ikke er den sidste, der ler bedst. Mens den der ler først typisk er kendetegnet ved en vis enfoldighed eller kejtethed, måske en nervøs eller utilsigtet latter, så er den der ler sidst til gengæld karakteriseret ved en vis bagklogskab og selvhævdelse, måske endda med et anstrøg af bitterhed og hån. Altså er det netop den, der ler som nummer to, der med sin befriende, perlende latter, ler bedst.

Observationen er i sig selv interessant men bliver det des mere af, at også andre har nået samme konklusion, omend ad andre veje. Vi taler naturligvis om Freud, der i sin bog om Vitsen og dens forhold til det ubevidste definerer latteren ud fra en nærmest newtoniansk teori om overførsler af energi. Således noterer han sig følgende om vitsen:

1) En vits er ofte kendetegnet ved en leg med ord, blandt andet i form af udskiftning af et ord med et andet, sammentrækning af et ord med et andet (”han var mig helt famillionær”), eller andre former for flertydighed og ordspil.
2) En vits er derfor kendetegnet ved, at den på en måde er ”økonomisk”: vitsens sætninger får sagt mere, end man normalt gør. (Af samme grund tager det ofte længere tid at forklare en vits helt til bunds – og her forsvinder fornøjelsen som regel også.) I vitsen sparer man altså en vis energi, forståelsens vej forkortes så at sige for den der hører vitsen.
3) Vitsen fremstiller ofte en provokation eller fremhæver et slet karaktertræk ved nogen. Eller mere neutralt: vitsen præsenterer en absurditet for os. I vitsen fremstilles skjult og ad omveje det, som man ellers ikke ville tillade sig at sige eller tænke.
4) Vitsen tillader altså en kort afsættelse af rationaliteten, og den gør det på en økonomisk måde, dvs. uden videre anstrengelse. Det sidste er vigtigt, for som vi ved gider man ikke grine af en vits, der tager alt for lang tid at forstå – så bliver den snarere til en gåde, og oplevelsen resulterer snarere i et tilfredst ”aha” end i latter.

”[H]os vitsens førstemand foregår jo vitsearbejdet, som tilsvarer en vis mængde ny psykisk anstrengelse. Førstemand skaffer altså selv den kraft tilveje, som ophæver hæmningen. Det giver ham sikkert en lystfølelse […] men den indsats som kræves til vitsearbejdet, trækkes under alle omstændigheder fra den energi, som spares ved at hæmningen ophæves, den samme indsats som bortfalder for tilhørerens vedkommende. Til støtte for ovenstående kan man desuden anføre, at vitsen også mister sin lattervirkning hos tredjemand, så snart han bliver nødt til at bruge kræfter på tankearbejde.” (Freud, Vitsen og dens forhold til det ubevidste, Det lille forlag 1994, 132.)

”Alt som sigter mod lystopnåelse, er beregnet på tredjemand [dvs. tilhøreren]* i vitsen, som om uovervindelige indre hindringer hos førstemand stod i vejen for en sådan lystopnåelse. Man får således et klart indtryk af, hvor uundværlig tredjemand er for at vitseprocessen kan fuldføres […] Vi kan blot formode, at der er en nær sammenhæng mellem de to problemstillinger, og at vi bliver drevet til at fortælle vitsen videre til næstemand fordi, vi ikke er i stand til at le af den selv. På grundlag af vor indsigt i betingelserne for lystopnåelse og –udslip hos tredjemand kan vi for førstemands vedkommende slutte, at betingelserne for lystopnåelse kun er ufuldstændigt opfyldt. Det lader sig da ikke afvise, at vi for at opnå den ellers uopnåelige latter supplerer lystfølelsen ved at gå omvejen om det indtryk tredjemands latter gør på os. Vi ler ligesom par ricochet, som Dugas udtrykker det. Latter er et stærkt smittende udtryk for en psykisk tilstand. Når jeg får en anden til at le af min vits, bruger jeg ham egentlig til at fremkalde min egen latter, og man kan virkelig iagttage, at den som først har fortalt en vits med en alvorlig mine, derefter selv ler sammen med den anden, omend mere mådeholdent.” (Ibid. 136ff.)

Kronikken i Jyllands-Posten er i dag skrevet af sociologen Emilia van Hauen og bærer titlen "Jeg hader (alt for tit) at være kunde". Den er umiddelbart svært uinteressant som tekst betragtet, men det er interessant at den trykkes. Eller rettere sagt: Forfatterens budskab er usigeligt banalt og teksten synes at være skrevet i overdreven hast, men nærmest som en slags fri association bliver den dermed et interessant udsagn om forfatteren og hendes tid.

Angiveligt handler kronikken om, at en del virksomheder, offentlige og private, ind imellem ikke behandler deres kunder ordentligt. Som eksempler anfører forfatteren bl.a. et nyt system til afmelding af bogbestillinger i bogklubber (som man nu skal gøre over nettet ved bl.a. at indtaste "et meget langcifret abonnementsnummer" istedet for "bare" at sende en mail) og en hændelse, hvor hendes søn kom til skade og en sygeplejerske var fræk nok til at foreslå at sociologen skulle aflyse et foredrag i Nordsjælland af hensyn til sønnens sundhed. (Det er dog meget vanskeligt (sprogligt) at forstå det sidste eksempel klart). Pointen synes at være, at ligesom en ekspedient i en forretning bør sygeplejersken også vise interesse og forståelse for van Hauen, eftersom hun tilbyder en ydelse, som van Hauen køber: "Jo, jeg betragter mig også som en kunde i sundhedsvæsenet. Jeg betaler i hvert fald rigeligt til at være det."

Van Hauen ser mere overordnet tilsyneladende sig selv som en slags uorganiseret forbrugernes terrier, en "brokkerøv, der bider sig fast og gerne råber højt og længe, indtil jeg føler, at jeg er blevet hørt" og hun opfordrer alle andre kunder til at gøre det samme, så vi kan "forene vores kræfter til at få lavet om på disse kundefjendske systemer, der ikke tjener det fælles projekt, men kun virksomheden selv".

De fleste læsere af dette indlæg har formentlig allerede tænkt noget i retning af "sådan er kapitalismen" og overbærende overvejet, om man skulle oplyse sociologen om, at hendes kamp er en kamp mod et politisk system og ikke mod tilfældige ekspedienter og personale, hvis den overhovedet skal give mening. Hvis f.eks. sygeplejersken skal yde en bedre service, kunne det jo være at hun skulle have nogle arbejdsvilkår, der ikke var dikteret af en presset økonomi og en stadigt mere tilspidset konkurrence.

Men sagen er naturligvis, at sociologens kamp netop ikke skal give mening. Den skal give nydelse. Som van Hauen fastslår er det en energi- og tålmodighedskrævende kamp, hun har engageret sig i - "jeg fatter næsten ikke, at jeg gider" - men hun insisterer, fordi hun ikke synes det er ok "at få fornemmelsen af at være det mest besværlige indslag i deres dag, og være noget, der skal overstås hurtigst muligt". Med andre ord forlanger forfatteren at der skal være en vis anerkendelse og respekt i det markedsforhold, som hun som kunde bevæger sig i. Hun ved meget vel, at kapitalismen handler om at tjene penge og at enhver virksomhed må skærpe deres procedurer for at være konkurrencedygtige, men hun vil alligevel ikke acceptere det. Det er som om, van Hauen simpelthen forlanger at virksomhederne skjuler deres økonomiske interesser og foregiver at være til hendes disposition ud af ren interesse for hende, der jo trods alt også er en velrenommeret foredragsholder og bl.a. har kommenteret royale begivenheder på tv. Som det nærmest chokerende ærligt hedder: "Hvis jeg skal bruge deres varer, skal de se mit liv".

Den lille kronik har 39 anvendelser af "jeg". Det vil sige, at cirka hvert 30. ord i teksten er ordet "jeg". Titlen i sig selv er interessant: "Jeg hader (alt for tit) at være kunde." Er dette ikke næsten en opskrift på jouissance? Siger van Hauen ikke med det lidt besynderlige forbehold i parentesen, at hun elsker at være kunde, men hele tiden bliver forstyrret i at udleve denne kærlighed til fulde? Og hvad nu hvis hun dermed siger det modsatte: Hvis det at være kunde er at være udsat for en bestandig vekslen af halvhjertet interesse og mangelfulde produkter, så er det "alt for tit" at hade at være kunde netop betingelsen for at det fungerer - at der hele tiden er nye ting, der skal købes og nye ekspedienter, der skal irettesættes. Måske elsker forfatteren netop at være kunde, fordi det er så besværligt? Det ville simpelthen være for nemt, hvis man blot kunne købe de ting, man skulle bruge, og så ikke videre. En god shopping-oplevelse handler om at sammenligne, vurdere, blive behandlet som en dronning - og kunne bitche mod dem, der ikke opfyldte ens forventninger. (De to pedantiske Crane-brødre i tv-serien Frasier er udmærkede eksempler på denne tilgang til verden: En god middag på en dyr restaurant er først helt perfekt, når vinen var en lille smule forkert til maden eller borddækningen havde en upassende detalje. Så er aftenen perfekt!) Med andre ord er sociologen en hysterisk kælling: Hun er på én gang kritisk overfor enhver utilstrækkelighed og hemmeligt tilfredsstillet ved at udstille den. Som vi ved fra Lacans syttende seminar er sandheden om hysterikerens diskurs netop subjektets nydelse.

Måske har vi dermed også et vigtigt supplement til den ofte gentagede diagnose af det senkapitalistiske samfund som en begærsøkonomi? Begæret kan aldrig helt tilfredsstilles, og derfor må vi hele tiden købe noget nyt; "Coke is it", men så snart man har drukket den, er man tørstig igen, osv. Måske er det lige så vigtigt at være opmærksom på, at netop den manglende tilfredsstillelse er nydelsesfuld? At vi elsker at være subjekter, der aldrig helt kan stilles tilfredse... Således har kapitalismen ikke alene en enorm forandringsskabende motor i begæret, men også en fundamentalt stabiliserende, konserverende kraft i nydelsen. Og begge dele er eksemplarisk udstillet i dagens kronik i JP.

’Passivitet’ er et stærkt ideologisk begreb i disse år, frem for alt blandt regeringen og dens støttepartier, der med en nærmest fobisk attitude nævner ordet igen og igen. Frem for alt i forbindelse med de såkaldte ’passive ydelser’ og ’passive overførselsindkomster’. For er der noget, vi som samfund må undgå, er det netop dét! I et videnssamfund, der drøner mod fremtiden – om kap med den globale opvarmning tilsyneladende – er det vigtigste vi kan forestille os, at intet menneske nogen sinde står stille, går i stå, at man bliver ved med at bevæge sig, udvikle sig og, man havde nær sagt, ”følge med tiden.” For nogle år siden lød slogan’et rundt på landets arbejdsformidlinger:

”Hvis du ikke er under udvikling – er du under afvikling!”

Men det er ikke kun på højrefløjen, at aktiviteten hyldes, også på den opponerende venstrefløj findes afarter af begrebet; for mens man i tresserne hyldede ’pacifismen’, er det idag kun muligt at engagere sig politisk ved at blive ’aktivist’.

Men hvorfor er vi så bange for passiviteten? Det er måske værd at kigge begrebet efter med et mindre historisk og et lidt mere alment blik. For hvad sker der egentlig med os, når vi er allermest passive? Jeg vil påstå, at vi enten lider eller nyder.

De andres lidelse kender vi fra hungersnødens udsultede kroppe og tomme blikke. Men nydelsen kender vi også – den passive nydelse, der kendetegner de som nyder godt af vore andres anstrengelser. Om det så er de dovne arbejdsløse, de fede pampere der ryger cigarer på kontorerne, den dekadente intelligentsia eller de ugidelige unge.

Fælles for alle de sidstnævnte er, at vi kan indskrive dem i kategorien af Andre, der formodes at nyde, og vi må dertil rette den implicitte tilføjelse, mens vi andre slider i det! En lacanianers bud er nu, at ethvert menneske kender dette fænomen, og at enhver af os har indrettet os sådan i vor tilværelse, at vi tilskriver os selv en vis aktivitet, mens andre formodes ikke at gøre dagens gode gerning. Vi selv er altså slaver, der aktivt arbejder for de nydende herrer, hvem end de så måtte være.

De lidende vækker imidlertid ligeså stærke følelser i os – hvad enten det er fordi vi får med-lidenhed med dem, får lyst til at hjælpe dem eller måske direkte føler afsky overfor dem. Også de er passive, i en grad så det får os op af stolene og ud på arbejdspladserne hver eneste mandag morgen. For det handler om at holde sig igang, hedder det, og man skulle nødig ende som dem.

Alligevel vækker de lidende og de nydende til stadighed den største fascination i os. Vi vil se dem nyde, frem for alt kvinderne, men også mændene – og knap er en håndboldkamp fløjtet af, før reporteren står klar med sin klæbrige mikrofon og spørger: Hvordan har du det lige nu!!? (med andre ord: fortæl os hvor meget du nyder!)

I 80’erne lød et slogan om indvandrere: ”De tager vores kvinder og vores arbejde.” Sloganet blev brugt til at forklare, hvorfor ”vi” heller ikke dengang brød os om indvandrere (dengang hed de i øvrigt fremmedarbejdere).

Ser man på de temaer omkring indvandrere (i dag hedder de muslimer), som er på den politiske dagsorden i dag, og som bruges til at forklare, hvorfor ”vi” stadigvæk ikke bryder os om dem, synes de at have fået et nyt indhold, der ikke dækkes af det gamle slogan. Nogle store temaer for tiden er: at muslimske kvinder bærer tørklæder, at muslimer henter ægtefæller i deres hjemland, at muslimer ikke får sig et arbejde, og at muslimske børn kun må få halalkød i børnehaven.

Antipatien mod muslimer synes i disse sager ikke at handle om, at vi som danskere er bange for, at de skal komme og tage noget, som vi begærer (vores kvinder og vores arbejde). Problemet er snarere det modsatte: at muslimerne åbenbart ikke begærer de ting, som er omdrejningspunkterne for vores begær og nydelse. Når muslimske kvinder bærer tørklæde, stiller de sig udenfor den cirkulation af gensidigt begærende kroppe, som finder sted i den danske offentlighed. Og endnu værre bliver det, når muslimer disser hele det danske hvide kødmarked ved at importere ægtefæller fra den anatolske højslette. Og når muslimske kvinder står udenfor arbejdsmarkedet, er det en hån mod den danske arbejdsideologi, hvor den sande selvrealisering jo finder sted på jobbet. Og når de små muslimske poder i børnehaven ikke spiser vores højt besungne grisekød, er det jo bare prikken over i’et.

Man fristes til at sammenfatte vores nationale ubehag ved de muslimske indvandrere med et nyt og mere tidssvarende slogan: ”De vil jo ikke engang have vores pik, vores arbejde eller vores pølser.” Hvad bilder de sig ind at komme her og ikke bekræfte vores begær ved at stræbe efter de samme objekter som os?

Det siges, at islam og muslimer er den største trussel mod Danmark og dansk kultur. Hvis der er en sandhed gemt heri, så er det ikke, at muslimer truer hverken retssikkerheden, ytringsfriheden, ligestillingen eller andre frihedsrettigheder, men snarere at de er en provokation mod hele den begærsøkonomi, som strukturerer vores nydelse. Hvis muslimer truer noget, er det ikke det danske demokrati men nok snarere den danske kapitalisme. Og måske er det i virkeligheden en endnu større forbrydelse.

Vi har tidligere her på bloggen diskuteret forholdet mellem ydelse og nydelse. Der er blevet argumenteret for, at vort samfunds imperativ idag lyder "nyd!" frem for det mere gammeldags "yd!" Mens det klassiske industrisamfund lever og trives i kraft af produktion og arbejde, så handler det vestlige forbrugersamfunds forvaltning hovedsageligt om at regulere forbruget, dvs. at administrere nydelsen i samfundet.

Det følgende indlæg ligger i forlængelse af denne diskussion.

Et sted i sin bog Plague of Fantasies åbner filosoffen Slavoj Zizek et lille kighul indtil sit mere private liv som ”almindeligt menneske.” For også han, der til daglig cirkulerer i de globale akademiske cirkler (konferencer, galleri-åbninger, debatprogrammer, bogmesser, osv.), er af og til forpligtet til at deltage i mere ordinære arrangementer såsom familiemiddage. Og som enhver filosof ved, mødes man her ofte med en vis skepsis, måske endda en vis fjendtlig indstilling: det starter med høflige spørgsmål a la: ”hvad laver sådan en filosof egentlig?” (hvorpå man så kan vælge at give en lang og kedelig, eller en kort og håbløst reducerende, forklaring) men fører meget hurtigt videre til spørgsmål a la: ”men, hvad kan det så bruges til?” eller værre endnu: ”er I ikke bare en flok navlepillere, der lever fedt af skatteydernes bidrag!?”

Zizek bemærker i den forbindelse, at det, der tilsyneladende irriterer disse samtalepartnere, ikke så meget er, hvorvidt der er en relevans i det filosofiske arbejde (det kan man jo sagtens argumentere for at der er – det tager bareen del tid), men snarere skyldes det faktum, at ”jeg [dvs. Zizek] rent faktisk nyder at gøre det, jeg gør.”

Indsigten er ikke blot lacaniansk, den er også skarpsindig. For hvor mange mennesker, der bare kender en smule til universitetsverdenen, vil i ramme alvor påstå, at universitetets bidrag til samfundet er overflødigt? Mon ikke, der er noget om snakken, når Zizek siger, at det handler om nydelse.

Hvis man går med på denne præmis, så melder et nyt perspektiv sig i hvert fald. LAd os tage et blik på universiteternes reformation siden Venstre-regeringen kom til magten i 2001. Denne regering, der som et vigtigt punkt på dagsordenen havde sit ”opgør med smagsdommeriet” og som siden hen har indført strenge regulationer, besparelser og en afskaffelse af demokratiet på universiteterne – det synes da vitterligt som om, at regeringens vigtigste ønske var dette: at få de universitetsansatte og de studerende til at nyde mindre. Det skal simpelthen være mindre rart at være akademiker.

Dette er et hysterisk indlæg. Det er en jeg-fortælling, der ikke påstår at kende svaret, der blot er ude på at spørge, i håb om at Nogen derude, kunne formodes at vide...

Kommunismens spøgelse har i en kommentar til min kommentar til indlægget ”De elsker uniformer ”, kritiseret min negative tone overfor lykkepillen. Og måske har spøgelset ret. Måske skal lykkepille-pointen frigøres fra den moraliserende tone. Og måske kan vi hertil søge støtte hos Michel Foucault, som i et kækt øjeblik udtaler sig om stoffer, S&M, mm.:

M.F.: "The idea that S&M is related to a deep violence, that S&M practice is a way of liberating this violence, this aggression, is stupid. We know very well what all those people are doing is not aggressive; they are inventing new possibilities of pleasure with strange parts of their body - through the eroticization of the body. I think it's a kind of creation, a creative enterprise, which has as one of its main features what I call the desexualisation of pleasure."
...
"if you look at the traditional construction of pleasure, you see that bodily pleasure, or pleasures of the flesh, are always drinking, eating and fucking. And that seems to be the limit of the understanding of our body, our pleasures. What frustrates me, for instance, is the fact that the problem of drugs is always envisaged only as a problem of freedom and prohibition. I think that drugs must become a part of our culture.

Q.: As a pleasure?

M.F.: As a pleasure. We have to study drugs. We have to experience drugs. We have to do good drugs that can produce very intense pleasure."

(fra interviewet "Sex, Power, and the Politics of Identity," 1984)

Måske er mit eget problem med lykkepillen, at jeg ser den som et surrogat for almindelig borgerlig (påstået) lykke. Måske skal den snarere ses i sin partikularitet: som et helt nyt nydelsesmiddel?

Eller måske er mit problem med lykkepillen, at den ikke gives som nydelse - eller at den netop gives som nydelse med det skjulte formål at få den enkelte til at yde mere.

En gammel schlager sang "Jeg bliver så glad, når solen skinner." Som det fremgår nedenfor antager nydelsen i dag andre former.

Uriasposten bringer en video, hvor en "ung kunstnergruppe" lægger nogle skiver bacon på Koranen, brænder den af, og pisser på den. Til musik fra Rammstein!!

Som ofte på denne bemærkelsesværdige blog er kommentarsektionen det mest bemærkelsesværdige. Her følger et udpluk af kommentarerne:

"Det da en dejlig video, jeg bliver i så godt humør, når jeg ser noget skidt gå op i flammer eller på anden måde bliver destrueret".

"Hvis muslimerne ender i ovnen som jøderne er der den forskel, at jøderne var uskyldige."

"At se koranen brænde er befriende når man har set Dannebrog gå op i hysteriske flammer og blive trampet på af en flok sindssyge muslimer. Måtte det næste blive en flok muslimske avlskvinders hovedindpakning der gik op i flammer som en protest mod fanatisk kønsdiskriminering og sexuel undertrykkelse!!"

"Tænk om nogen herhjemme gentog fundamentalistiske muslimers handlemåde med gidseltagning, med modsat fortegn, tog nogle muslimske kvinder som gidsler og rev hovedklud og burka af dem og gav dem en hårstyling, inden de blev vist frem på TV med krav om at alle muslimer skulle forlade Danmark. Dog skulle danske gidseltagere ikke true med at dræbe gidslerne, men med at give dem deres kvindelige frihed og ligeberettigelse. Det skulle vise forskellen på dem og os."

"Jeg ser videoen som en advarsel om hvad der kan ske, hvis den arabiske arabiske/islamiske racisme og fascisme ikke bliver standset. Tryk avler nu engang modtryk."

I dette tilfælde gælder næsten ikke engang "Hvad nu hvis..."-manøvren. Men alligevel: Hvad nu hvis man var en ung, lidt frustreret muslim i Danmark, der læste det?

Eller hvad nu hvis man var politibetjent med ansvar for injurier og opfordringer til vold på nettet?

Tør man sammenligne den første kommentar med den glæde, der tilsyneladende fyldte masserne i Iran under henrettelsen af to personer, der havde myrdet en dommer, de mente var korrupt? "Jeg bliver i så godt humør, når jeg ser noget skidt gå op i flammer eller på anden måde bliver destrueret". Eller simpelthen med Hitlers bogafbrændinger?

Nydelsen i at se destruktion, ydmygelse og brand er naturligvis ikke ny. Men er det den samme, som florerer, når der dannes hobe af mennesker ved ulykkessteder, så Falck ikke kan komme frem? Og er det den samme, der svælger i offentlige personers ulykke og hetzer mod dem i formiddags- og ugeblade? Eller er denne racistiske glæde helt særegen? Og hvorfor? Hvor kommer den fra? Og hvor stærk er den? Det forekommer én, at den i hvert fald er i tiltagende...

Iøvrigt har videoen en direkte forbindelse til Asmaas udtalelser om Irak, som er refereret i et indlæg nedenfor. Den gruppe, der angiveligt står bag, skriver ifølge hjemmesiden Gates of Vienna:

"The video is a reaction to the outrageous statement made by the Muslim leftwing extremist politician Asmaa Abdol-Hamid some weeks ago.
Asmaa Abdol-Hamid, as reported here previously, stated in an interview that the Danish soldiers in Iraq were legitimate targets for the Iraqi “resistance”. Well, it seems that the Danish resistance has struck back."

PS. Da jeg ville tilføje tag'et "nydelse" valgte maskinen istedet automatisk "nydanskere". Smartlog lavede en Freudian slip!