Det kan forekomme svært at fastholde Lacans diktum, at der ikke findes noget meta-sprog, når man ser Danmarks Radios håndtering af successen med udsendelsen X-factor. Udover programmets egne spots og indlagte baggrundshistorier i selve udsendelserne med masser af kommentarer fra deltagerne om, hvad de har lært, hvordan det er at være med, osv., har DR1 i Aftenshowet faste indslag, hvor man mere overordnet ser tilbage på den seneste uges udvikling i X-factor. Dertil kommer så, i torsdags, et debatprogram på DR2, hvor seriøse debattører forholder sig til hele X-factor konceptet og den "hype", der er omkring det. Og endelig, i Lasse Jensens Mennesker og Medier på P1, blev det fredag til en analyse af Debattens diskussion af hypen og programmets virkning i forhold til resten af samfundet.

Meta for alle pengene.

Men tværtimod at bestride Lacans observation, bekræfter denne række af spejlinger den markant. At der ikke findes noget meta-sprog betyder, at den Anden ikke har nogen Anden - at der ikke er et sprog "udenfor sproget", hvorfra man kan vurdere og beskrive endegyldigt og uhildet. Og dét er netop drivkraften i de mange niveauer af refleksioner, der følger over de pludseligt berømte sangfugle på DRs scene (og som vel i virkeligheden starter allerede med dommernes funderinger over, hvad det er, vi lige har set; "du er det, vi har brug for", "Hvis folk bare vidste, hvor hårdt I arbejder", osv.): X-factor handler om, at der altid er mere. Hver gang vi har set en historie om en historie om en historie om X-factor, fornemmer vi, at der må være endnu en historie om denne historie.

X-factor lever af, at der ikke er noget sted udenfor X-factor. Alt er X-factor. For så vidt denne blog også skriver om X-factor, er den blevet X-factor. Og det vil sige en del af DRs iscenesættelse af X-factor. Måske er dette dog samtidig en del af håbet for overvindelsen af X-factor: Når man ser, at Analytikeren selv er en del af X-factor, opdager man, at der ikke er en sandhed om X-factor, som Analytikeren ellers formodes at kende. Først her, i analysen, opdager man, at der ikke skal fældes en dom over X-factor. Vi må igennem det, traversere det. Hvis der er et analytisk imperativ, der kan afslutte den ellers uendelige række af fortolkninger af X-factor, er det:

Eat your X-factor!

Som bekendt blev valget udskrevet med den begrundelse, at der var mange rygter om, at valget ville blive udskrevet. Det kan virke som en bizar begrundelse. Men måske giver det alligevel mening - måske kaster det oven i købet lys på den noget indviklede bemærkning Helle Thorning-Schmidt kom med tilbage i august: "Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at når vi når valget vil det vise sig, at danskerne har et valg."

Begrundelsen for at udskrive valget var en MacGuffin - en nødvendig illusion, en fiktion, hvad som helst, for at få sat den proces i gang, der skal genbesætte pladserne i parlamentet. For så vidt kan den ene begrundelse være lige så god som den anden. Foghs begrundelse er imidlertid bemærkelsesværdig ved netop ikke at tage en hvilken som helst begrundelse, men at benytte netop det, der skulle begrundes som begrundelse. Valget udskrives pga valgrummel. Dermed forsøges det anslået, at valget handler om at få valget afviklet. Dette tema har mange tilhængere i medierne. Megen af valgrummelen og analyserne vil netop handle om, hvem der laver alliancer med hvem, om den ene er mere valgbar end den anden, og om procenter og procedurer. For så vidt foregår store dele af valgkampen som meta-valg, som vedvarende valgrygter, ikke mindst understøttet af de tidligere spindoktorer og nuværende valg-eksperter, der ruminerer i den bedste sendetid på alle kanaler. Valget blev udskrevet fordi der var for mange valgrygter, og mange vil arbejde for at disse valgrygter bliver valgets egentlige tema.

Men måske vil det pludselig vise sig, at vi ikke desto mindre har et valg? Tænk hvis den mulighed opstod, at vi indså, at valget ikke er og ikke kan være et meta-valg. Der er nemlig ikke noget meta-sprog, som Lacan understregede. Når valgeksperterne analyserer valgrygterne taler de ikke meta-sprog, (fordi noget sådant ikke lader sig gøre), men de støtter direkte den imaginære forestilling om, at der kan være noget sådant som et meta-sprog. Med andre ord støtter de en bestemt politisk interesse - nemlig den interesse at foregøgle os, at vi ikke har noget valg.

Hvis valgkampen bliver virkelig interessant vil den pludselig vise, at "there is no Other of the Other". Seks års træning i at tænke nødvendigheden af den bestående orden har gjort det almindeligt, selv blandt oppositionen, ikke rigtig at tro på, at Fogh kan væltes. Men pludselig kan det ske - pludselig kan det vise sig, at der ikke er nogen Anden bag den Anden; at der ikke er en Fogh inden i Fogh. Og dermed at der er et valg. Fornemmer man antydningen af det i Foghs insistering fra starten på stabilitet og tryghed og advarsler mod eksperimentet?