Op i røven med kritikken af forbrugssamfundet
27. okt 2009 11:22, CVA
Kapitalismen har gjort os til forbrugere, en-dimensionelle væsener der kun tænker på materielle goder. Det er i hvert fald en udbredt opfattelse hos store dele af den vestlige venstrefløj og har været det siden halvfjerdserne. Det er imidlertid værd at bemærke, at kritikken af forbrugssamfundet ikke blev opfundet af den tids marxister og blomsterbørn. Udtrykket ”a consumers’ society” bruges for eksempel af Hannah Arendt i The Human Condition fra 1958. Arendt beskriver her, hvordan arbejderbevægelsens sejre har været menneskehedens nederlag. Arbejdernes frigørelse fra kapitalisternes undertrykkelse og udnyttelse har nemlig haft som konsekvens, at animal laborans har indtaget det offentlige rum, som burde være reserveret de få dygtige og dydige mænd, der er egnet til det politiske liv. Animal laborans har derefter gjort de essentielt private aktiviteter, arbejde (labor) og forbrug, til omdrejningspunktet for den politiske handlen og dermed skabt det forbrugsdiktatur, vi lever under i dag. Med andre ord: Hvis bare de forbandede arbejdere ville lade være med at blande sig i politik, ville vor tids borgere være optaget af andre og mere ædle beskæftigelser end at producere og forbruge.
Arendts kritik af forbrugssamfundet er således dybest set en demokratikritik. Og der er ingen tvivl om, at kritikken af forbrugssamfundet ofte fungerer på samme måde i dag. Borgelige intellektuelle som danske Henrik Jensen og franske Alain Finkielkraut begræder den moderne kultur, hvor autoriteterne forsvinder i takt med, at individerne i højere og højere grad kun bekymrer sig om selvtilfredsstillelse og materielle goder. Den omsiggribende materialisme, hævder de og mange andre reaktionære, er et varsel om en snarlig undergang. Men hvordan er det nu lige med den der materialisme? Som bekendt var Marx jo netop materialist og understregede, at mennesket er et materielt væsen. Endvidere påpegede han, at når borgerskabet påstår noget andet og beklager sig over det brede flertals manglende interesse for ”åndelige” værdier, er formålet oftest at delegitimere dette flertals politiske krav. Der er ingen tvivl om, at denne indsigt er lige så aktuel i dag som på Marx’ egen tid, og at Jensens og Finkielkrauts diskurser passer perfekt ind i politisk kontekst af omfattende liberale reformer.
Kritikken af forbrugssamfundet er altså ikke marxistisk. I halvfjerdserne blev den ganske vist oftest fremført af venstrefløjen, men i dag kommer den mindst lige så ofte fra en konservativ og anti-demokratisk højrefløj. Den findes imidlertid også i en helt tredje og meget aktuel udgave, der er motiveret af miljø- og klimaproblemerne. Vi skal nedsætte vores forbrug, hedder det her, fordi vi ellers ødelægger kloden. Det er svært at være uenig heri, men man må blot spørge: Hvorfor drikker Jeppe? Dvs. hvorfor forbruger vi, og hvorfor forbruger vi mere og mere? Det gør vi, fordi den globale økonomi er struktureret på en måde, der gør konstant vækst til en nødvendighed. Og det er denne struktur, der skal ændres, hvis kloden skal reddes. Vi har med andre ord i langt højere grad brug for progressive politiske beslutninger end for enkeltindividernes ændrede forbrugsvaner. Intellektuelt er det derfor ikke en kritik af forbrugssamfundet, der skal til, men en kritik af vækstideologien, og det er noget helt andet. I stedet for moralsk at kritisere enkeltindividerne må man gå ind i en kamp om den økonomiske politik. Kritikken af forbrugssamfundet er altså ikke kun konservativ og antidemokratisk. Den er også moraliserende og apolitiserende.
