Hvem bestemmer over demokratiet? Habermas?
7. maj 2009 10:04, CVA
I et lidet ophidsende essay, Tre normative modeller for demokratiet, skelner Jürgen Habermas mellem en liberal og en republikansk demokratimodel. En af forskellene mellem disse ligger i opfattelsen af de folkevalgtes rolle. I den liberale model har folkets repræsentanter således frie hænder, når først de er blevet valgt. De har opnået administrativ magt og kan gøre med den, som de lyster, indtil næste valg. I den republikanske model er de folkevalgte derimod forpligtet på den diskussion, der har præget valgkampen og er fremherskende i den løbende offentlige debat. I denne model har ”den meningsstrid, der udspiller sig i den politiske arena, […] legitimerende kraft og ikke kun som en autorisering af adgangen til magtpositioner; den kontinuerligt førte politiske diskurs har tværtimod bindende kraft for den måde, hvorpå udøvelsen af politisk herredømme finder sted”.
Nu kan man så overveje, hvilke af de to demokratimodeller, man skal vælge. Habermas’ eget svar er selvfølgelig, at man skal vælge en helt tredje model, nemlig det deliberative demokrati, der er en syntese af de to andre modeller. Et mere interessant spørgsmål ville imidlertid være, hvem det ”man” er, der skal vælge. Sagen er jo, at en politisk filosofi som den, Habermas står for, tydeligvis udtaler sig fra statens synspunkt. Det er nemlig de folkevalgte selv, der vælger, om de vil opføre sig i overensstemmelse med en liberal eller en republikansk demokratimodel. Sagen er endvidere, at de folkevalgte – uafhængigt af Habermas – altid allerede har valgt en model. Eller rettere sagt: De vælger model, alt efter hvad der i en given situation er opportunt. Når det drejer sig om udlændinge- og straffepolitik, vil man fra politikernes side således oftest høre argumenter, der er i tråd med en republikansk demokratimodel: Vi skal lytte til folkestemningen, vi skal tage hensyn til retsfølelsen. Når det derimod drejer sig om EU og liberale velfærdsreformer, er en liberal demokratiopfattelse pludselig fremherskende. Politikerne ønsker nu at gå foran og forklare folket, hvad der er det bedste for dem.
Det, som Habermas glemmer, er således, at det demokratiske spil altid allerede er manipuleret. Han glemmer, at vi ikke lever i en idealverden, hvor ”vi” frit kan vælge mellem forskellige stats- og demokratityper. Og derfor kan han ikke forholde sig til det spørgsmål, som altid må være om ikke omdrejningspunktet, så baggrunden for enhver engageret politisk teori: Hvad må der gøres - her og nu?
