Man kan ikke flirte med sig selv
5. nov 2009 20:19, CVA
En bestemt nyhed i dagens strøm bør fylde os med undren (se også her og her). Det er kommet frem at bestemte medlemmer af Dansk Folkeparti fører valgkamp med bestemte medlemmer af bestemte bevægelser med bestemte højre-radikale holdninger. Detaljerne omkring disse forbindelser er så hjerteskærende kedelige, at denne analytiker vil spare læserne. Politikens artikler (klik på ovenstående links) er dog leveringsdygtige, hvis det skulle have interesse. Det, der bør interessere os ved denne nyhed, ligger imidlertid et andet sted.
Den første undren bør sætte ind allerede ved overskrifterne. ”Flirt” bruges i flæng. Implikationerne af denne brug er vidtrækkende. Før der kan flirtes må bestemte forudsætninger være på plads. For det første forudsætter det to forskellige mennesker. Man kan ikke flirte med sig selv. Den første implikation af overskriften ”DF holder øje med højre-flirt” er med andre ord at DF ikke er højre(radikale). Man kan her ikke andet end at skuffes over status for kritisk journalistik i dag. Journalisten bag historien mener tydeligvis at være i færd med at afdække en kritisk sandhed omkring DF. Nemlig at de i virkeligheden har nære forbindelser til det yderste højre. (Til et Kommunalvalg i Nyborg ikke mindst). Man lykkes på denne måde med at lave et kolossalt selvmål, al den stund at selve italesættelsen af denne Knækkende Nyhed som en flirt synes at bekræfte, at Dansk Folkeparti i sig selv netop ikke er højre-radikalt.
Hvor kort er mon hukommelsen i Danmark? Det er ikke længe siden, at Dansk Folkeparti end ikke kunne anses for at være stuerent. Bare spørg Poul Nyrup Rasmussen. Men som partiet fremstår i artiklen er der vel nærmest tale om et midterparti, sådan som partiet gerne ser sig selv – ganske vist med nogle uheldige forbindelser.
Helt grinagtigt bliver det naturligvis, når det fremhæves, at disse højre-radikale, som bestemte DF'ere flirter med ”blandt andet har som mål at ophæve racismeparagraffen i dansk lovgivning” (se igen ovenstående links). Der er her tale om et forslag, som DF selv stillede i 2003. (Som opfølgning på at Højesteret d. 17. juni havde afsagt dom om, at der ikke var noget galt med at kalde Pia Kjærsgaards holdninger racistiske).
Det er ikke svært at konkludere på det ovenstående. DF skal lede længe efter bedre venner end de journalister, der på denne måde forsøger at være kritiske.
Hvis det blot var for at undres over denne lille diskursive misære, ville denne konklusion næsten være for slap til CVA, men historien slutter ikke endnu. Således bør vor undren intensiveres uendeligt, når vi læser, at Kjærsgaard, da hun blev konfronteret med sagen, reagerede som beskrevet her:
”»Glem det!« afbryder Pia Kjærsgaard prompte, mens hun laver en kontant, afværgende bevægelse med sin hånd frem foran sig. Politiken.dk når ikke at spørge til, hvorfor partilederen ikke vil forholde sig til sagen, før hun er drejet om på hælen ned ad Christiansborgs gange.”
Er der her blot tale om en racist, der ikke kender sine bedste venner? Eller er der noget dybere på færde? Reaktionen skriger på analyse. Hvis man skal tage DF's eget udsagn om at være midterparti for pålydende, så burde Kjærsgaard her stille og roligt have gentaget en remse om at DF' skam er et anstændigt parti, med gode Danske holdninger, som ingen på nogen måde kan anse for at være usædvanlige, og da slet ikke for at være ekstreme. Hun burde endvidere havde sagt i en venlig tone, at det er svært at kontrollere alle partimedlemmers forbindelser, og samtidig havde påpeget, at hun syntes det er træls, at DF som det eneste midterparti i Danmark skal stå til regnskab i pressen for at bevise at partiets medlemmer ikke har højre-radikale tendenser.
Men det gjorde hun netop ikke. Hun gjorde sig så fornærmet som muligt og drejede om på hælen. Der skal ikke nogen stor psykoanalytiker til at fastslå, at sådanne overreaktioner ofte er tegn på, at man føler sig ramt. Og konklusionen skal da heller ikke blot være, at Dansk Folkepari er et parti på den ydre højrefløj.
Ambitionen for analysen børe være højere: Denne pointe kan måske være med til at afdække Dansk Folkepartis diskursive trumf i det politiske spil. Måske er der for Kjærsgaard netop en (bevidst eller ubevidst) pointe i at overreagere på en måde, som får hende til at fremstå som ramt et ubehageligt sted.
Antager vi dette, kan vi beskrive DF's diskursive trumf som en bipolær maskine. Vel er det væsentligt for partiet at italesætte sig selv som midterparti, for dermed at få gjort partiets holdninger til politisk mainstream – hvor rabiate de end måtte have fremstået for ganske kort tid siden. Men mindst lige så væsentligt er det for partiet, at der hersker en implicit bevidsthed i befolkningen om, at partiet netop ikke er et midterparti, at det netop ikke er mainstream. Hvis partiet for alvor var mainstream ville det givet ganske hurtigt miste grebet om de protestvælgere, der på mirakuløs vis stadigvæk stemmer på det, selv efter en lille dekade som fast støtte for regeringen. (Hvor meget mere tæt kan man egentlig komme på det ellers så folkefjendske etablissement?)
Partiets væsentligste diskursive træk kan med andre ord beskrives som ”an offer meant to be refused”, hvilket vil sige det, der eksempelvis sker, når én part i en diskussion tilbyder en undskyldning, hvortil den anden part bedyrer, at der skam ikke er noget at undskylde for. Dette sidste diskursive træk er netop ”an offer meant to be refused”, da det lige præcis vil være en overskridelse af samtalens uskrevne regler, hvis den første part svarede: ”Ok så trækker jeg min undskyldning tilbage.”
Dansk Folkeparti tilbyder sig til os som midterparti, netop under den forudsætning, at vi ikke accepterer tilbuddet, men husker på, at det er et parti på den yderste højrefløj. Kun på denne måde kan partiet på én gang påstå at tale fra midten af den danske folkemuld, og samtidig hævde at det siger det ingen andre tør sige. Sagt på en anden måde, så synes DF at have opfundet en måde, hvorpå man kan flirte med sig selv.
6. nov 2009 02:16
fremragende analyse!
6. nov 2009 08:59
En af de bedste analyser, jeg har læst om DF i lang tid!
Gad vide, hvor længe det er interessant for vælgerne at være vidne til den 'ego-flirt'?
Eller er analysens pointe mon netop, at DF kun er interessant s å l æ n g e 'ego-flirten' står på? Hvis det sidste er sandt, kan man så stoppe DF med en 'af-sløring', eller er afsløring blot kulturradikalt trick, som protestvælgere er ligeglade med?
Ja, hvad stiller vi op herfra?
6. nov 2009 21:37
Tak for analyse, tak for links!
Interessant er det at læse Peter Skaarups analyse af, hvad Dansk Folkeparti er for en størrelse (især hans særligt excentriske forståelse af, hvad marxisme er (= kan være) for noget). Magen til letgennemskueligt sofisteri i politiske klæder skal man lede længe efter. Særligt hans små-retoriske fidtspilleri angående den nu (af ham selv erklærede) uddaterede højre/venstre-skala. Se eksempelvis følgende citat:
"Under den kolde krig – i de gode gamle dage, hvor verden var noget simplere - blev den politiske skala opgjort i en højre-venstre akse."
Hvem er han at dømme om verdens, virkelighedens grad af kompleksitet. Peter Skaarup burde degraderes til, nej snarere: lade sig forfremme til 'røvbanan'. På denne måde ville vi måske kunne nærme os en realisering af en 'ordentlig' politisk diskurs (?).
12. nov 2009 17:22
@ vil vide det modsatte.
Både ja og nej tror jeg. Afsløring kan også bare forstås som det, der sker, når sandheden træder frem. Der er jeg sådan set af den ganske naive opfattelse, at det rent faktisk nytter at sige sandheden. Det interessante/problematiske ved sandheden er imidlertid, at den altid skal siges. Det vil sige, at vi befinder os midt i den gode gamle distinktion mellem subjektets udsigelse og udsigelsens subjekt. Problemet med venstre-intellektuelles generelle forsøg på at afsløre DF er, at selv om de på det første niveau (subjektets udsigelse) ganske givet siger noget sandt (ex. at DF tjener nogle helt andre interesser end dem, der næres hos dem, der stemmer på dem), så siger de noget falskt (eller forlorent eller slet og ret dumt) på det andet niveau (udsigelsens subjekt). På dette andet niveau siger den venstreintellektuelle som regel, at de, der stemmer på DF, er nogle forbandede idioter, og derudover at den venstreintellektuelle selv er vanvittigt godt begavet. Pointen er nu, at dem, der stemmer på DF rent faktisk er begavede. De er i hvert fald begavede nok til at de klart og tydeligt hører det andet udsagn. Derfor virker afsløringer sjældent.
Og i forlængelse heraf:
@vil det modsatte af at vide.
Ang. Peter Skaarup. Det er han rigtig god til (At dømme om verdens, virkelighedens grad af kompleksitet). Det er han fordi det at dømme ikke handler om at beskrive virkeligheden, sådan som den foreligger, men derimod om at foreskrive den - skabe den i sit eget billede. Med det in mente giver citatet, du bringer, en yderst vigtig indsigt, som hænger sammen med mit svar til "vil vide det modsatte." For at sige det så simpelt det kan gøres: Mit gæt vil være at det ikke er angsten for muslimerne, der er den primære grund til at folk stemmer DF. Snarere tror jeg grunden findes i hadet til de venstreintellektuelle skidesprællere og flottenheimere, som ynder at forklare disse vælgere, at de ikke skal være bange for muslimerne.
Hvad er det nu Skaarup for sagt i citatet? 1. Dengang, der var en kold krig, fandtes der sådan noget som højre og venstre. 2. I dag findes det ikke mere. I denne forbindelse er det interessante hvad det siger om "venstreorienteret." Nemlig at "venstreorienteret" var ensbetydende med denne verdens ondskab, dengang det gav mening at være venstreorienteret, samtidig med at det i dag slet ikke giver mening mere. Herfra er det ikke svært at slutte: At være venstreorienteret kan identificere med en meningsløs længsel tilbage efter denne verdens inkarnerede ondskab.
En sådan henvisning af de venstreorienterede (eller intellektuelle - eller bøsser - er der overhovedet nogen forskel?) til positionen for den absolutte, men samtidig antikverede, ondskab klinger uendeligt godt hos DF's vælgere.
Et forsigtigt bud vil nu være at DF i lige så høj grad lever af dette fjendebillede, som de lever af islam.
Hvis jeg har ret i ovenstående, så kan der konkluderes følgende: Afsløringer, der først og fremmest afslører afsløreren i at hævde sig selv overfor den han taler med, virker kontraproduktivt. Men hvis man nu kunne sige en sandhed også på niveauet for udsigelsens subjekt, så kunne det måske være, at man havde en chance.
13. nov 2009 13:58
@Analytikeren.
Men i så fald vender vi vel blot tilbage til, hvad der bedst kan betegnes med ordet, en distancerende/patroniserende 'kommentar'. Håbet om, at sådan noget som 'sandhed' kan gives qua ud-siges om udsigelsens subjekt tvinger vel netop blot den nu udsigende (analytikeren, eventuelt) til - med Hegels ord - at blive "ekspederet tilbage til udgangspunktet og er, endnu en gang, trukket ind i dette kredsløb, der til stadighed ophæver sig selv i hvert af sine momenter og i sin helhed." Vil man sprogligt besidde sandheden om udsigelsens subjekt 'skaber' man blot endnu et udsigende subjekt, der nu skal analyseres og så fremdeles ad nauseam...
Din pointe angående dommen som en foreskrivende frem for en beskrivende procedure er jeg helt med på, men jeg aner en fortielse. Denne pointes iboende logik synes i sig at have en skriden ud over sig selv: altså, hvis vi antager det du siger for at være rigtigt, sandt, etc., så er det faktisk lige det modsatte, nemlig forkert, falskt, etc. Hvorfor? Fordi, hvis enhver dømmen er en foreskrivelse, så er det, at enhver dom er en foreskrivelse selv en dom, hvorfor sådan noget som sandheden, væren, etc. nødvendigvis må antages som blotte illusioner, fiktioner, eller lignende.
Freud indrømmer selv, at psykoanalysen ikke er andet end et redskab til at op-dyrke eller blot styrke menneskers (i.e. analysantens) ego, så det bliver i stand til at udøve en progressiv erobring af id'et. Et redskab, altså, ikke en vej til sandheden...
Gad vide, hvad de vilde analytikere ville sige til det?