Danmark 20:20
25. feb 2010 12:59, CVA
En af de store vittigheder i Kazakhstan i slutningen af 1990erne var præsident Nursultan Nazarbajevs godt-og-vel 30 års plan for det kazakhstanske samfund, betitlet "Kazakhstan 2030". Planen lancerede ambitionen om bl.a. at gøre landet til en "panter-økonomi" (eftersom begrebet "tiger-økonomi" var optaget) og frit for rygning og alkohol. Kazakherne, der har en veludviklet politisk humor, forholdt sig, lad os bare sige, afventende til planen og begyndte at anvende udtrykket "2030" som et klokkeslet istedet for et årstal: Hvis noget gik ad helvede til kunne man altid trøste hinanden med at det nok skulle blive bedre "klokken halv ni."
Er det ikke denne logik, Lars Løkke Rasmussen nu også er begyndt at bruge? Han har en drøm om at det danske samfund skal være i top ti og blive de bedste til dit og dat, mens vi skal leve længere og sundere og hygge os gevaldigt - uden alkohol og cigaretter. Hvordan målene skal nås er mildest talt uklart, men det er vigtigt at sætte sig mål og forpligte sig på dem, forstår vi.
Disse planer er en slags postmoderne version af femårsplanen. Postmoderne, fordi de er uden politisk indhold - hvilket ville være synd at sige om Sovjetunionens femårsplaner. De er pejlemærker, drømme, hensigtserklæringer, ideer om hvordan vi godt kunne tænke os at samfundet skulle være. Dermed rummer de også en anden postmoderne tendens: Det er ikke længere staten, der foreskriver i detaljer, hvordan samfundet skal indrettes og hvordan dens indbyggere skal leve. Det er individerne selv, der skal finde ud af, hvordan de lever op til de drømme, som statslederne har.
