Løkkes vikariat
19. jan 2010 17:41, CVA
En tidligere analyse fra CVA, 'Lille Rasmussen og Store Rasmussen' påpeger, at Lars Løkke er den glade onkel, som har taget over for faderen, den alvorlige og bestemte Anders Fogh. Men hvad vil det sige, at onklen er ankommet?
Den tidligere analyse synes på den ene side at postulere, at faderen helt er forsvundet, at "Søren Gade sang den autoritære faders svanesang. Der kan aldrig mere siges "far her" i dansk politik", hvorved der nu kun "er børnene tilbage, som på en eller anden måde må finde af at organisere det hele egen hånd."
På den anden side antyder analysen, at faderen stadig er med os. Løkke "agerer vikar". Vi må her forstå Foghs fravær ikke blot som en mangel, men som tilstedeværelsen af en mangel. Eller som en analyse fra dengang Løkke indtrådte i embedet siger:
"det forhold, at Anders Fogh er trådt tilbage er ikke en simpel hændelse, men noget der sker, og vil ske, så længe Løkke er statsminister."
Faderens fravær "ophører ikke med at blive skrevet", eller måske mere præcist: faderens tilstædeværelse "ophører ikke med IKKE at blive skrevet." Med denne formel kan vi forstå faderens fravær som insisterende, som havende en effekt.
Hvorfor er dette farvær så insisterende? Er det simple svar ikke blot, at vi stadig længes efter en fader, som kan fundere den symbolske orden? Og måske denne længsel, selvom den skaber en afstand mellem lille Rasmussen og den store Rasmussen han aldrig kan blive, er selve fundamentet for Løkkes magt? Måske den nuværende orden kun fungrerer for så vidt som vi stadig tror på muligheden af faderen? Og er det ikke langt nemmere at tro på faderen, hvis han ikke er der til at vise sin fejlbarlighed, men i stedet har en vikar, som kan tage skraldet?
Som Derrida ville have sagt: Det forhold at Løkke blot er vikar for Fogh er både mulighedsbetingelsen for hans success, og umulighedsbetingelsen for samme.
20. jan 2010 08:44
Der optræder ganske produktive stavefejl i dette indlæg: F.eks. fravær/farvær. Dette fravær af faderen er jo netop samtidig et farvær. Mulighedsbetingelse og umulighedsbetingelse.
20. jan 2010 10:33
godt set. herligt når det ubevidste analyserer med...
20. jan 2010 11:15
Forudsigelse: Ifølge den ovenstående analyse vil Løkkes fald således ske netop den dag, hvor han forsøger at træde op som fader. Man får se.
20. jan 2010 14:44
Det er vist allerede sket:
http://jp.dk/klima/politik/article1927757.ece
21. jan 2010 18:56
@Historikeren: Hvordan det? Der var vel hverken tale om et egentlig fald eller om at Lars Løkke forsøgte at træde op som fader på klimatopmødet? Snarere var han blot den kiksede vikar, som får at vide af eleverne, at "sådan plejer vi ikke at gøre" og som så ikke engang kan svare "plejer er død!".
Den nye fader er vel netop altid en vikar, som siger "plejer er død" og slipper afsted med det.
@Profeten: Og derfor er det ikke helt sikkert, at Løkke vil falde, hvis han forsøger at træde i karakter. Hvad analysen beskriver er netop den hårdknude, der kendetegner den nuværende situation, men ikke om en blindgyde i hvilken Løkkes statsministerskab nødvendigvis altid må være fanget i.
22. jan 2010 15:26
En radikal politik er vel netop markeret derved, at det er eleverne, der siger "plejer er død".
Løkkes statsministerskab er danskernes dødvande. Oprøreret bliver alt for let et råb på autoritet, gennesyret af savnet af faderen, af dette insisterende farvær.
Med Løkke som forpjusket vikar råber folket "sådan plejer vi ikke at gøre", og så kan Løkke så ellers forsøge at tilpasse sin facon. Dette er ikke meget andet end folkets og Løkkes anerkendelse af faderens tilstedeværende fravær.
Omvendt kan Løkke forsøge at "træde i karakter", sige "plejer er død" (som mange kommentatorer havde gættet på han ville gøre, og derefter nærmest krævet).
Hvis det lykkes for Løkke at sige "plejer er død" har vi en ny far. Hvis ikke det lykkes har vi enten en latterlig onkel, der tror han er far eller en fadermorder uden faderlighed.
Under alle omstændigheder må råbet til Løkke være (inden han selv siger det): "Plejer er død!" hvorved både den legitimitet han henter i faderen og den potentielle autoritet han kan vinde på at sige det samme bliver destrueret.