Kunsten at falde
27. dec 2009 08:23, CVA
Sneen falder blidt over landet, som et tavst slør over virkeligheden lægger den sig roligt, vedvarende, midt igennem det hele. Sneen falder - den brager ned fra tagene i dumpe drøn.
Martinus falder, idet han snubler over trinnet på vej ud fra kirken. Martinus falder, og falder, efter at Moriarty skubbede ham ud over klippen.
Paven falder, da en kvinde trækker ham ned ved hans messehagel. Paven falder, hvis Sions Priorat virkelig findes og afslører deres hemmelighed.
Det Reelle modsætter sig symbolisering. Det er realitetens egne, interne umulighed, dens snublen over sig selv. Det Reelle sker - det bryder frem, igennem, lader noget helt andet komme til syne.
Måske forstår vi først nu genialiteten ved Casper Christensens fald i Den Harme Linje i starten af halvfemserne? Det var kortslutningen af afstanden mellem Martinus, der falder, og Martinus der falder: Et aktivt, selvvalgt fald, der var mere end en snublen. Det var overgangen mellem Badious begivenhed og Zizeks handling.
2. jan 2010 02:16
Tog personligt mit livs fald i 1995, hvor jeg en anelse beruset (læs: tæskestiv) mistede fodfæstet og tog den med hovedet først i Svendborg Havn. Til historien hører, at det var i januar måned og vandet var ved frysepunktet. For at gøre en lang historie kort, så vågnede jeg op hen ad eftermiddagen næste dag i en hospitalsseng. man fortalte mig, at alle mine livsfunktioner ved ankomsten til hospitalet var stoppet og man havde erklæret mig død, indtil jeg simpelthen bare vågnede igen.
Jeg blev liggende lidt i den hospitalsseng.
2. jan 2010 20:27
@Kjeldsen. Shit. Det var sgu noget af et fald. En omvendt Casper Christensen, af en slags, I guess.
3. jan 2010 21:30
Det selvvalgte fald! Godt tænkt! Det gør vel Casper Christensen til en slags 'faldets helt', men hvad ville Badiou mon sige til det?
4. jan 2010 09:07
@Spåkonen: Badiou ville vel sige, at der går lige rigeligt subjekt i den?
4. jan 2010 15:41
Ikke helt enig. Pointen med Kaspers fald var, så vidt jeg husker, at det altid skulle ske i det offentlige rum. Nogen skulle se det. En sand Handling er vel ligeglad med, hvem der kigger på? I den forstand må man vel snarere kalde den en ud-ageren, acting out.
Når der alligevel er en lille smule interesse i Kaspers fald, er det fordi hans udageren iscenesætter en slags komediens ultimative minimale objekt: faldet, fejltrinnet, et glid i bananskrællen. Faldet er inkarnationen af komikken, og trukket ud af sine normale kontekster, fremstår det som et mærkeligt ready-made, noget midt imellem en ligegyldighed og en kuriøsitet. Hvis der er noget progressivt i Kaspers fald, må det være hans hovedløse turden gå hele vejen til komikkens Ting, med det mulige resultat til følge, at et fald aldrig mere vil være sjovt.
...
at det så ikke helt er lykkes, kan man sige, er en anden sag.
6. jan 2010 07:12
@Analytiker
Som man siger: Du falder for at du kan lære at rejse dig igen. Det er muligt dette er gældende i teorien. Jeg må med skam melde, at oplevelsen hverken afholdt mig fra yderligere indtagelse af alkohol eller færdsel på Svendborg Havn. Jeg er dog stadig i live.
6. jan 2010 10:26
@Kjeldsen:
Godt at høre! Er der i øvrigt ikke også nogen, der siger, at "man skal rejse sig ved det træ, man er faldet ved"?
7. jan 2010 07:15
I det nævnte tilfælde var der, som sagt, en rimelig stor afstand mellem det sted, hvor jeg faldt og det sted hvor jeg - i øvrigt cirka 12 timer efter faldet - rejste mig igen. Den lære, jeg straks efter burde have uddraget af oplevelsen manifesterede sig først som en konkret erkendelse to eller tre år senere, hvor jeg besluttede mig til at holde mig fra alkoholiske drikke. Det skulle vise sig at være en rimelig god beslutning, da mit liv på de fleste områder, gradvist har forbedret sig siden.
14. jan 2010 11:22
I forlængelse af kommentar #5:
Hvis Caspers fald var et forsøg på at stilisere (og dermed i sidste ende "afvikle") faldet som komisk gestus, så kan man rent faktisk se en forgænger - og en nok endnu mere veludført og radikal forgænger - i Chaplins "Modern Times".
Man husker de berømte første scener: efter gennem noget tid at være blevet mere og mere robotagtig (Charlie ved samlebåndet med svensknøgler i begge hænder), bliver det efterhånden middagspause, og Charlie møder den nye "frokostmaskine." Her ser vi ikke faldets - men lagkagens - næste dialektiske udvikling som komisk objekt. Hvis faldet og bananskrællen er et arketypisk komisk objekt, så er lagkagen det også. Men Chaplin tager Lagkage-joken et lille skridt videre: vi ser ikke bare en klovn, der kaster en lagkage i hovedet på en almindelig mand. Vi ser derimod en ROBOT, der gør det.
Og det næste skridt? - ville selvfølgelig være en robot, der kastede en lagkage i hovedet af en anden robot. (omend - så er det ikke sikkert, scenen ville fungere, måske ville den faktisk ikke blive "mekanisk" nok, da den i så fald sikkert ville alludere alt for overdrevent til to mennesker. Konfigurationen med det ene menneske og den ene maskine er i den forstand sikkert bedre, fordi det i højere grad kunstig-gør selve den komiske scene.)
Hvis Casper Christensen skulle tage sin af-komedisering af faldet helt til enden, måtte han således lære af Chaplin og simpelthen fremstille: en robot, der kører frem, og falder, rejser sig, og falder, osv.
14. jan 2010 11:38
Og hvad - i øvrigt - med Fidel Castros fald? Så vidt jeg husker faldt han engang på vej ned af en talerstol.
14. jan 2010 12:35
Ja, Castros fald. Fantastisk fald! Tjek det ud (klik på navn). Og ja, hvad betyder det?
14. jan 2010 13:04
Når man ser klippet med Castro bliver man i øvrigt ledt videre til et andet klip, hvor Bill Clinton falder i søvn under en Martin Luther King-tale. Som de skriver før klippet: Bill Clinton has a "dream".
Det er sgu da sjovt...