To gange i den seneste tid har TV-2's gamle slager ”Nærmest lykkelig” stjålet overskrifter. Begge gange takket være en politiker. I første omgang var det Århusborgmester Nikolaj Wammen, der sagde det i forbindelse med valgsejren ved Kommunevalget. Anden gang var det Lykke Friis, nyudnævnt Klima- og Energiminister i Lars Løkke Rasmussens regering, der præsterede en elegant tredobbelt reference (med halv skrue), idet hun både ramte plet på Steffen Brandts titel og sit eget navn samtidig med at hun gjorde opmærksom på, at hendes nye chef staver sit navn forkert. Tø hø.

Man kan selvfølgelig trække på skuldrene af denne omsiggribende poetiske provinsialisme. Man kan endvidere påpege den lange og stolte tradition for frivole banaliteter ved ministerrokader, regeringsindsættelser og lignende. Hvem husker for eksempel ikke Poul Schlüter der ledte efter femører på Christiansborgs Slotsplads. Eller for at blive ved nærværende sag: Det bliver da næppe mere jovialt end når Lykke forærer afgående klimaminister Connie Hedegaard en globus, eller når embedsmandsværket i ministeriet forærer samme en kop med kaffe og te, som symbol på lange møder og hårdt arbejde.

Vi hævder, at man på ingen måde skal trække på skuldrene her. Magten er essentielt forbundet med disse platheder. Forsøget med denne analyse er at påvise, at det var magtudfoldelse i sin grundform der fandt sted, da forskellige nyindsatte magtmennesker for kort tid siden citerede Steffen Brandt.

Og lad os da endelig drive denne i sig selv åbenlyst usandsynlige påstand til sin absurde konsekvens: nøglen til at forstå Klimaet (vi skriver Klima med stor K, når vi beskriver denne nye metafysiske genstand par excellence, der bliver holdt møde om i København for tiden) og COP15 ligger i dette tilsyneladende uvæsentlige spektakel omkring indsættelsen af den nye Klimaminister.

Hvis man læste lidt i netaviserne omkring indsættelsen, kunne man få ganske meget at vide om den nye minister. Hun er passioneret fan af Bayern München. Hun har mange venner. Hun er intellektuel. I en sådan grad at enkelte kommentatorer frygtede for hende, at hun ville få svært ved at klare overgangen fra forskningsverdenens sutsko til politikkens bonede gulve. Hvad der i langt mindre grad blev gjort opmærksom på var, at Lykke Friis meldte sig ind i partiet Venstre natten inden udnævnelsen. Vor nye minister har altså ikke ligefrem været voldsomt aktiv som politiker ind til hun blev minister.

I virkeligheden kunne man påstå at denne udnævnelse er den mindst politiske ministerudnævnelse, der nogensinde har fundet sted i Danmark. Det var trods alt ikke en hvilken som helt ministerpost, der blev udskiftet. Man kan givetvis hævde, at Klima er blevet til det hedeste politiske emne mod udgangen af 0-erne (finanskrisen måske undtaget, men den må vente til en anden analyse). Ikke desto mindre skifter man chef i det ansvarlige ministerium et par uge inden verden mødes til konference i København – angiveligt for at prøve at finde en løsning på Klimaspørgsmålet. Effekten heraf er ganske let at se. Ved udnævnelsen af Lykke Friis er det blevet principielt umuligt at udpege, hvem det egentlig er, der har ansvaret for topmødet. Det er ikke længe siden, at den ansvarlige minister hed Connie Hedegaard og hun vil sikkert også have en vigtig rolle at spille ved topmødet. Statsministeren er naturligvis også central – det var eksempelvis ham der holdt den indledende tale ved mødet, men det var Hedegaard og ikke Løkke Rasmussen, der rejste verden rundt for at forberede en aftale. Og med udnævnelsen af Lykke Friis er forvirringen komplet. Magtens sæde er tomt, der er ikke nogen egentlig hersker, der er blot en mængde forskellige tjenere (det vil sige ministre), der styrter omkring og udfører forskellige opgaver. Med hensyn til topposten i den administrative søjle i CVA's klasseteori, ser vi nu, at den væsentligste egenskab ved røvhullet er, at han er et hul – et intet med noget omkring.

Hvorledes hænger magtens tomhed nu sammen med variationerne over TV-2, vi mindede om ovenfor? Vi påstår, at talen om magtens personer tjener en funktion, der rækker ud over at legitimere magtanvendelsen. Hvis vi følger Giorgio Agamben's analyse i Il Regno e la Gloria, kan vi se hvorledes. Agamben beskriver talen til og om magten som lovsang og finder oprindelsen til forholdet mellem lovsang og magt hos Thomas og den middelalderlige angelologi – læren om engle. 

Angelologien vil vide, at englene har to lige væsentlige opgaver. På den ene side har de til opgave at frelse sjæle. De holder med andre ord styr på den guddommelige husholdning: oikonomia. (Denne vender vi tilbage til). På den anden side er de travlt beskæftigede med at synge lovsange for Gud. Det kirkelige modstykke til disse lovsange er naturligvis messen. Hvis man kender lidt til messernes tekster, så ved man, at de mest af alt består af mere eller mindre tåbelige gentagelser. Sanctus, sactus, sactus. Hellig, Hellig, Hellig. Eller i Händels udgave: Halleluja, Halleluja, Halleluja.

Disse gentagelser er langt fra tilfældige. Lovsangens essens er tomhed. Den er kendetegnet ved at være absolut intetsigende og den har til formål at være det. Pointen er, at denne tomhed stemmer overens med Gudens tomhed. Lovsangens funktion er med andre ord at garantere validiteten af en ganske bestemt betydning af Gud. I sidste instans er der ikke andet at sige om og til Gud end: Hellig, Hellig, Hellig.

Det er denne tomhed, vi finder gentaget i ministerens indsættelse. Den lidt lamme humor og den provinsielle hygge er kendetegnende for den danske måde at producere dette tomrum i magtens centrum. I Frankrig ville man stadigvæk lide lidt under arven fra Louis XIV og have en vis hang til det megalomane. Denne analytiker husker særligt Chiracs tv-tale, da han efter CPE-optøjerne i Paris skiftede ud i kabinettet. Her var der ingen grænser for hvor geniale, dygtige, flittige og retskafne de nye ministre var. Det i en sådan grad, at man kun kunne undre sig over, at de ikke havde været ministre før – det lød hult. som vi nu kan se, går denne undren dog fejl af selve pointen med denne overdrevne storladenhed, der nødvendigvis slår om i tomhed. Lige som gentagelserne af ”Nærmest Lykkelig” skulle den intet andet end at sige: Hellig, Hellig, Hellig. Præcis som englenes lovsange til Gud har talen om magten, som med banal personfiksering og længsel efter skandalen gennemsyrer alle moderne medier, ikke andet formål end at sørge for, at stedet for magten er tomt.

Det væsentlige spørgsmål er herefter: Hvorfor skal stedet for magten nu holdes tomt? Hvorfor er det for magten så afgørende, at vi aldrig konfronteres med magten selv, men altid med alle mulige banaliteter, der gør, at magten selv ikke kan beskrives på anden måde end: Hellig, Hellig, Hellig? Svaret på dette spørgsmål ligger i den anden funktion, som angelologien tilskrev englene (eller rettere ministrene). Ministerenglens anden funktion er oikonomia. Det vil sige at holde styr på den husholdning, der stadigvæk skal passes, mens Guden selv er fraværende. Der er her netop tale om økonomi og ikke om politik. Så længe stedet for magten holdes tomt, lige så længe er politikken apolitisk. Politik handler dermed ikke om det gode samfund, og om hvad vi skal gøre med det. Den handler kun om at administrere butikken ind til far kommer hjem. For at sige det med CVA's egne termer: Så længe røvhullet er tomt, er glatnakkerne frie til være glatnakker.

Det er dette, vi er vidner til ved COP15. Aldrig før har så mange glatnakker været samlet i København med så væsentlig en dagsorden. Og man har svært ved at forestille sig, at der igen skal komme en situation med så megen glatnakke-aktivitet. København er i disse uger omgjort til endeløse korridorer, hvor ministerenglene mødes og laver after om at lave aftaler.

Og lad os nu bare slutte af med det åbenlyse: Tomhed vil være det, vi står med, når støvet har lagt sig. En tomhed som ministreenglene efterfølgende kan give sig til at lovprise: ”Vi har nu fået en politisk aftale [bemærk ironien i denne betegnelse], som vil være et utroligt vigtigt redskab til bekæmpelse af klimaforandringerne.” Eller med andre ord: Hellig, Hellig, Hellig.

Problemet med glatnakkerne/ministrene/englene er, at deres handlen er lige så tom, som deres tale. Når man handler som vikar for den egentlige magt, så gør man ikke noget, der ændrer på magtens egne strukturer. Eller for at sige det mere præcist: Når man handler som vikar for magten, så er det eneste, man ikke vil acceptere en handling, der radikalt laver om på magten.

Det er dette, vi skal være opmærksomme på, når vi om en lille uge undrer os over at der ikke rigtig skete noget ved COP15, som havde til formål at redde de 300000, der allerede nu iflg. FN dør om året på grund af klimaforandringer.

Det er absolut nødvendigt, at vi begynder at tage klimaspørgsmålet alvorligt. Ikke mindst for de 300.000 menneskers skyld, som ifølge FN hvert år må lade livet på grund af menneskeskabte klimaproblemer (som de i parentes bemærket i mange tilfælde slet ikke ved, er menneskeskabte – og af hvem). Klimakamp er klassekamp.

I den forbindelse må det også være på sin plads at spørge, hvad vi egentlig helt præcist mener, når vi taler om ”klimakamp”. Kæmper vi for klimaet og i dette tilfælde hvilket klima? Et ”naturligt” klima? Et ”normalt” klima? Et ”godt” klima? Men hvad vil det da sige? I Danmark vil vi i de næste par årtier få det betragteligt mere behageligt, hvis den globale opvarmning fortsætter som beregnet (måske er det netop derfor, klimaet slet ikke er et problem for Dansk Folkeparti). Hvorom alting er, synes de definitoriske vanskeligheder uoverstigelige, når man anskuer klimakampen på denne måde.

En bedre tilegning af udtrykket kunne måske snarere være den, der udlægger klimakampen som en kamp imod klimaet? Klimaet er her jo. Klimaet er derude, det er dumt; en tyfon ved ikke, at et menneskeliv er noget værd. En sandstorm spørger ikke om lov. Måske er problemet med klimaet netop, at der er alt for meget af det i disse tider. Klimaet trænger sig på, en storm lukker vand ned i en kælder, en hedebølge er begyndelsen på en skovbrand. I lacaniansk forstand er klimaet et perfekt eksempel på det reelle. Det er det, som modsætter sig symbolisering. Det er det, som vi aldrig bliver færdige med at kultivere og symbolisere (ukrudtet er ligesom det reelle det, som altid vender tilbage til den samme plads). Det reelle er enten en mangel (som når vi kigger rundt, men overalt bare ser menneskeskabt klima) eller også er det en exces (som når samme menneskeskabte klima pludselig ”går amok” og oversvømmer en landsby).

I en dansk børnehave skulle børnene for nylig finde på et slogan til klimakampen. Det, som de uskyldige poder kom op med, var det mærkeligt charmerende og meget simple ”Jeg elsker klima!” (tak til Mette Jokumsen for eksemplet). Måske kan dette ses som et udtryk for klimakampens fuldstændige allestedsnærværelse og – må vi desværre sige – tænkningens fuldstændige fravær. Er den samme barnlige naivitet (blot uden charmen) ikke tilstede i regeringens mere og mere desperate forsøg på at projektere alt (inklusive hele Danmark) som ”grønt”?

Måske er opgaven i stedet simpelthen at nå frem til, hvordan vi på en meget mere radikal og meget mere gennemtænkt måde – og i respekt for de 300.000, som årligt lader livet for klimaet – kan komme til at stå inde for sloganet: Jeg hader klima!

Kapitalismen har gjort os til forbrugere, en-dimensionelle væsener der kun tænker på materielle goder. Det er i hvert fald en udbredt opfattelse hos store dele af den vestlige venstrefløj og har været det siden halvfjerdserne. Det er imidlertid værd at bemærke, at kritikken af forbrugssamfundet ikke blev opfundet af den tids marxister og blomsterbørn. Udtrykket ”a consumers’ society” bruges for eksempel af Hannah Arendt i The Human Condition fra 1958. Arendt beskriver her, hvordan arbejderbevægelsens sejre har været menneskehedens nederlag. Arbejdernes frigørelse fra kapitalisternes undertrykkelse og udnyttelse har nemlig haft som konsekvens, at animal laborans har indtaget det offentlige rum, som burde være reserveret de få dygtige og dydige mænd, der er egnet til det politiske liv. Animal laborans har derefter gjort de essentielt private aktiviteter, arbejde (labor) og forbrug, til omdrejningspunktet for den politiske handlen og dermed skabt det forbrugsdiktatur, vi lever under i dag. Med andre ord: Hvis bare de forbandede arbejdere ville lade være med at blande sig i politik, ville vor tids borgere være optaget af andre og mere ædle beskæftigelser end at producere og forbruge.

Arendts kritik af forbrugssamfundet er således dybest set en demokratikritik. Og der er ingen tvivl om, at kritikken af forbrugssamfundet ofte fungerer på samme måde i dag. Borgelige intellektuelle som danske Henrik Jensen og franske Alain Finkielkraut begræder den moderne kultur, hvor autoriteterne forsvinder i takt med, at individerne i højere og højere grad kun bekymrer sig om selvtilfredsstillelse og materielle goder. Den omsiggribende materialisme, hævder de og mange andre reaktionære, er et varsel om en snarlig undergang. Men hvordan er det nu lige med den der materialisme? Som bekendt var Marx jo netop materialist og understregede, at mennesket er et materielt væsen. Endvidere påpegede han, at når borgerskabet påstår noget andet og beklager sig over det brede flertals manglende interesse for ”åndelige” værdier, er formålet oftest at delegitimere dette flertals politiske krav. Der er ingen tvivl om, at denne indsigt er lige så aktuel i dag som på Marx’ egen tid, og at Jensens og Finkielkrauts diskurser passer perfekt ind i politisk kontekst af omfattende liberale reformer.

Her til aften i Deadline på DR2 kunne man se landets justitsminister udvise sin muntre foragt for folkets repræsentant, Lene Vennits, der er sekretariatsleder for People's Climate Action. Mikkelsen havde flere gange tydeligvis svært ved at holde grinet tilbage. Det virkede lidt som om, han syntes det var latterligt at høre en sekretariatsleder klage over et helt udmærket initiativ fra en noget højere rangerende embedsmand. Regeringen har støttet PCA for at skabe et folkeligt forum omkring klimatopmøderne, men den har samtidig lagt utallige forhindringer i vejen for forummet, så ingen før i sidste øjeblik har vidst, hvad der var muligt, og hvad de kunne tillade sig.

Nu er så det nye udspil fra Justitsministeren kommet. Det består blandt andet i at give politiet mulighed for at tilbageholde mistænkte i 12 timer og anholde folk til fængsling i 40 dage for at forhindre politiets arbejde. Man kan spørge sig, hvori vittigheden består. Måske griner Mikkelsen, fordi han har set en pointe, vi andre først vil le af, når vi når hans niveau. Den der ler sidst, ler bedst, som man siger. Som det tidligere er vist, er den, der ler først imidlertid som regel den, der er lidt nervøs. Man må i første omgang sige, at Brian Mikkelsen lever op til denne diagnose. Han ler først, og ingen forstår helt, hvad han griner af. Så vidt vides er der endnu intet at grine af. Vi taler dels om mulig opstand i København til december og dels om den forudsagte destruktion af mulighederne for liv på Jorden. Det er svært at se, hvad der præcist er det sjove ved det. Brian Mikkelsen ved muligvis, enten at klimatopmødet bliver en bragende succes på grund af regeringens storslåede forberedelse, eller måske ved han i virkeligheden, at det slet ikke er noget problem, hvis København ender i ingenting (fordi klimaforandringerne f.eks. er en opreklameret skandale, som aldrig rigtig bliver til noget). Hvis Brian Mikkelsen ler (både først og) sidst må det være fordi, han ved noget, de fleste af os ikke ved.

Måske har vi her dog snarere en tilføjelse til Slavoj Zizeks (og Robert Pfallers) begreb om interpassivitet. Måske ler Justitsministeren kun først. Brian Mikkelsen forsøger, avant la lettre, at skabe dåselatter. Hvor dåselatter almindeligvis viser os at en vittighed, vi ikke finder usædvanligt morsom, bør grines af, er Brian Mikkelsens grin et forsøg på at skabe en vittighed, hvor den endnu ikke findes. Vi griner ikke umiddelbart af en justitsminister, der siger, at han vil arrestere flere. Men idet han fortæller os, med sit grin, at det er lidt komisk, at han sidder og siger, at enhver, der deltager i en klimademonstration til december kan risikere at blive arresteret i 40 dage, tænker vi måske: "Aha - ministeren griner af det - det er jo ingenting - vi behøver ikke engang bekymre os om dem, der bliver arresteret. De må jo være helt fjollede". Dermed er interpassivitet rykket et skridt op i meta-kæden. Ikke alene behøver vi ikke slappe af og grine, fordi andre gør det for os. Vi kan endda bruge det til at lukke alt ude, fordi kun idioter og kriminelle vover sig ud på gaden. Fra interpassivitet er vi rykket til præventiv (eller foregribende) interpassivitet. Brian Mikkelsen forsøger at le med os, allerede før vi kan grine sammen, idet vi til december, forventet, bliver hjemme i stuen og ser på de relativt små demonstrationer under klimatopmødet. Ved at grine på forhånd håber ministeren at afvæbne en folkelig modstand mod de forventede fattige resultater af klimatopmødet - som regeringen for tiden bestemt ikke gør særligt meget for at booste. Hans egen psykiske tilstand og dens betydning for dette foregribende angreb er svær at diagnosticere på afstand - den kræver individuel analyse.

Men svaret? På gaden!

Der er en klassisk sketch hos Ørkenens Sønner, hvor Niels Olsen er rede til at overfalde en af de andre skuespillere med en kniv, men i sidste øjeblik fryser i en frygtelig overfaldspositur og råber til de resterende skuespillere, som bare står og kigger, ”så stop mig dog – jeg har kniv!”. Pludselig kommer de til sig selv, én griber Niels Olsens højt hævede arm, en anden holder ham om maven og trækker ham væk. Niels Olsen selv begynder at sprælle helt vildt, som om han ville have gjort det, hvis han da bare havde kunnet.

Da Center for Vild Analyse i samarbejde med landsforeningen Levende Hav forleden var værter for en workshop på KlimaCamp09, fandt nogle geniale unge mennesker på at bruge denne sketch til at beskrive miljøkampen. Er det ikke som om vi alle går rundt med højt hævet kniv i øjeblikket? Hver eneste biltur, hver eneste bøf fra Argentina, hver eneste nye store skorsten stikker en kniv i vores klode, og hvem stopper os? Vi kan selv gøre en masse for at forhindre katastroferne, og det gør vi. Der findes flere miljøbevidste danskere, fra alle mulige samfundslag, end man tror. Men i sidste ende er vi afhængige af, at alle bakker op om denne kamp. Især politikerne. ”Stop os dog” er derfor et fremragende slogan for den form for bevidstgørelse, der må og skal ramme almindelige mennesker og politikere i de vestlige lande i de kommende år.

Den diskussion, der blev sat i gang på KlimaCamp09 fortsætter på bloggen Stop os dog!, hvor hele Center for Vild Analyses oplæg, samt alle ideerne og ordene fra workshoppen er lagt ud. Alle er velkomne til at deltage i finpudsningen af ideerne fra KlimaCamp09.

I lederen i Informations weekendudgave opfordres der om ikke til direkte civil ulydighed i klimasagens tjeneste, så dog til forståelse for nødvendigheden af sådanne handlinger. Artiklen har allerede været behandlet i sidste indlæg her på bloggen men skal nu behandles fra et andet perspektiv. For hvis fortidens revolutionære strømninger har været domineret af spørgsmålet ”hvad skal der gøres?” så kunne det se ud som om, at dette spørgsmål idag er blevet næsten umuligt at besvare. Samtidig har et andet spørgsmål mere eller mindre bevidst overtaget styringen af debatten. Nemlig spørgsmålet ”hvem skal gøre det?”

Og hvem skal da gøre det? Svaret fra hhv. Al Gore og Informations skribent synes klart: det skal de unge.

Ak ja. De unge. Denne underlige gruppe af borgere indkapslet i et limbo mellem barndom og voksenhed. ”Ungdommen,” der som begreb betegner et slags frirum for eksistentielle udskejelser og samtidig et købedygtigt samfundssegment, der i øvrigt kendetegnes ved på engang altid at være ”den mest uduelige af sin slags nogensinde” og samtidig altid synes at være den eneste gruppe, vi har at knytte vore håb om en bedre fremtid op på.

Lad os tage en lacaniansk vinkel på dette ungdomsbegreb. Et af de redskaber, som nyere lacan-forskning har givet os, er begrebet om et sublimt objekt . De sublime objekter er de ting i samfundet, der fungerer som stopklodser i vor tænkning, både på den gode og den dårlige måde: når vi idealiserer noget, såsom et ”stilikon”, en kunstner, berømthed, politisk leder eller lignende – men også når vi dæmoniserer noget, en terrorist, en politisk modstander, en indvandrer eller en småborger; når vi hhv. idealiserer og dæmoniserer folk og ting, så tildeler vi dem ”sublime” egenskaber. Hvad er de sublime egenskaber da? Den sublime egenskab er netop dette x – denne helt særlige ”karisma,” ”sans for politik”, ”star quality,” ”feminine mystik,” osv. som vi ser i den anden, og som vi egentlig ikke kan sige mere om, end at den tilsyneladende er der hos vedkommende, og at den udøver en uendelig fascination på os. Tesen for dette indlæg er, at ’ungdommen’ idag fungerer som sådan et idealiseret og dæmoniseret sublimt objekt.

For hvorfor hylder og dyrker vi alle ungdommen i os selv? Hvorfor fylder slogans som ”Man er så ung, som man føler sig”, ”Sand ungdom har ingen alder” så meget i almindelig tale? Naturligvis fordi ungdom fungerer som et ideal, der hverken kan eller behøves at stilles spørgsmålstegn ved. Ungdom er godt – sådan er det bare.

Men måske er der mere i det end som så, og her skal indsigterne fra det sublime objekt skærpes: Måske forbliver ungdommen noget, vi kun opfordres til at dyrke med en vis afstandstagen: Det er jo netop ikke cool at forsøge at være ”Ung med de Unge.” Tværtimod. Og der er ikke langt fra det at være ungdommelig eller livskraftig, til at blive udråbt som en ”gammel gris.”

Det sublime er således noget, vi aldrig kan interagere med eller helt identicere os med. Tværtimod er det noget, vi altid kun kan betragte fra en vis afstand. Det sublime forbliver i sin kerne uforståeligt, og er et objekt ikke længere uforståeligt, har vi engang opdaget”hemmeligheden bag” dette x, da vil objektet ikke længere være sublimt.

Så måske forstår vi nu bedre, hvad det betyder, når Al Gore siger:

"Hvis man er et ungt menneske, der ser på planetens fremtid og ser på, hvad der gøres - og ikke gøres - netop nu, så mener jeg, at vi har nået det punkt, hvor tiden er inde til civil ulydighed for at hindre opførelsen af nye kulkraftværker, som ikke har CO2-indfangning."

"Sker sådan noget [dvs. massive politiske tiltag mod den globale katastrofe] ikke, kan det komme til konflikt på anden vis - f.eks. ved at unge mennesker indleder ulydighedsaktioner mod kulværker og andre klimabelastere.”

Værst af alt er det dog, når det sublime objekt selv bryder ud af sin ramme og nedbryder vore forestilling om det. Når det bryder ind i vor egen virkelighed og henvender sig til os. Her opstår et akut behov for igen, koste hvad det vil, at genoprette afstanden til det sublime objekt. Således synes vreden mod ungdommen større end nogensinde,  når grupper af unge mennesker pludselig begynder at opføre sig så demonstrativt apatisk og snævertsynet som den voksne middelklasse selv. Så bryder den beundrings-værdige afstand ned og fremtvinger en grim konfrontation med egne forestillinger.

Og man kan nu spørge sig (retorisk, naturligvis), om ikke det er netop derfor, at unge, der demonstrativt nægter at gøre noget – punkens no-future, den senere zapper-generation, generation x, ”generation fucked-up” (Morten Albæks term) osv. – er blandt de mest forhadte grupper i samfundet?

Og måske Slavoj Zizeks nye bog i virkeligheden henviser til en sådan manifestation af "ungdomssløvsind", når den advokerer for nyttigheden af en guddommeligt ”voldelig” apati?

Og måske de seneste slagord fra venstrefløjens side om at ”REBOOTE ’68” netop skal forstås som en slags hysterisk gentagelse: bevidst indeholder deres slogan et imperativ om en ny bevægelse , men ubevidst gentager de et hysterisk "råb om hjælp", en påkaldelse om at "nogen skal gøre det." Når lektorerne og debattørerne entusiastisk kalder på en genoplivning af 'ånden fra 68', hvem er så egentlig den implicerede modtager af denne meddelelse? Er det ikke netop de unge? Det er her, vi skal sætte ind med vort evindelige "hvad nu hvis?" Hvad om Ånden fra 68' netop betød, at middelklassen fralagde sig deres friværdi, deres jobs, og "turnede on" (til politisk bevægelse), "tunede in" (til klimakatastrofen) og "droppede out"?

Ifølge en række forskere og politikere har regeringens meget hårde hånd mod miljøministeriet og forskningsinstitutioner gennem seks år skabt en trusselskultur, der har genereret selvcensur af frygt at blive den næste, der mister jobbet pga kritik af regeringens nedskæringer og undladelsessynder. Kritikerne mener, at den frie forskning måske endda er under pres.

En sådan atmosfære er ifølge Undervisningsminister Bertel Haarder farlig for demokratiet, men nok desværre en realitet.

Det er simpelthen sådan, siger Haarder, at de fleste af os "udøver selvcensur, eller i hvert fald tænker os meget godt om, inden vi udtaler os. Der er ting, som jeg ville sige før, som jeg ikke siger i dag. Jeg tror, at det gælder os alle."

Det største problem er egentlig ikke den direkte censur, som man nok kan diskutere om egentlig er forekommet, men den uudtalte eller direkte trussel om, at hvis man ikke holder sig i skindet, kan det få alvorlige følger.

Tidligere forskningsleder, nuværende professor, Eigil Kaas, genkender problemet:

"Der var flere gange, hvor jeg ikke turde sige, hvad jeg virkelig mente. Det var jo ikke kun mit eget, men også mine medarbejderes job, der stod på spil".

Det mener professor Vagn Lundsgaard Hansen, medlem af UVVU, ikke er i orden.

"Som offentlighed forventer vi, at forskeren, der kender til en medicins skadelige bivirkninger, eller ingeniøren, der ved, at en brokonstruktion ikke kan holde, eller klimaforskeren, der kender truslerne mod klimaet, gør opmærksom på det."

Om regeringen direkte har censureret forskeres oplysninger om klimaforandringerne, eller om det værste problem er den udbredte selvcensur fra trusselskulturen mod "eksperter og smagsdommere" på miljøområdet, er som sagt uklart. Ytringsfirheden er en speget sag. Men Dansk Folkepartis Ungdom har en klar moralsk opbakning til Bertel Haarder, Eigil Kaas og andre, der føler sig intimiderede. Klimaforandringerne er så alvorligt et problem, at alle må tage det på sig ikke at lade sig kue:

"Vores fineste våben til at bekæmpe denne form for ændring af vores samfund, er tale og retorik. Det er kendetegnet i et demokratisk samfund – så Bertel og alle andre: Brug retten til at sige, hvad i vil.
Danskerne har alt at vinde, og så meget at tabe."