Vi kender allesammen Gasolins klassiske popsang ”Hvad gør vi nu lille du?” Sangen beskriver hovedpersonens opvækst i små kår, hans rejse gennem uddannelses- og forvaltningssystemet, frem til det endelige opgør og den revolutionære opstand. Det politiske forløb skulle således være klart nok. Men lad os lige se på det ødipale tema i sangen:

Jeg kom til verden på 5. sal
min far var tosset min mor var normal
men da de kørte ham væk sagde mor til mig:
Hvad gør vi nu lille du?

Oversat til mere mundret dansk: (tryk linket "klasseteori") min far var spærret subjekt ($), min mor var knoldesparker. I første vers forlader faderen den lille familie – bogstaveligt såvel som symbolsk talt: han bliver ikke bare kørt væk, han bliver faktisk kørt helt ud af samfundet. Efterfølgende stiller moderen fortælleren det spørgsmål, som vil forfølge ham, og som han senere vil tage på sig og genstille til den store Anden: ”hvad gør vi nu, lille du?”

Jeg gik i skole i mange år
røg på fabrik og fik mavesår
og så en dag sparked' bossen mig ud.
Hvad gør man så lille du?

I næste vers følger vi fortællerens vej ind i samfundet. Hans rejse går over et af de primære ideologiske statsapparater, folkeskolen, og som naturligt interpelleret individ, indtager han efter endt skolegang sin prædestinerede position som Knoldesparker. Bemærk at han her tilsyneladende går i sin moders fodspor, og at det kort efter mislykkes: Bossen (Matadoren) sparker ham ud, og han henslæber i et par år en tilværelse blandt samfundets udsatte (røvbananerne):

Og tiden gik og jeg gik med
jeg fløj af sted fra sted til sted
og gadens løse fugle de fløjted' og sang:
Hvor skal vi hen lille du?

Er det faderen, der stadig kalder fra sin position hinsides samfundets sociale orden? Fortællersubjektet er splittet mellem sin identitet som knoldesparker og sit fædrende ophav ($). Indtil det til sidst endelig løses op, og fortælleren får kræfter til at udføre den Handling, der omvælter strukturerne:

Men så en dag gik jeg op til ministeren og sagde:
Du der - få lige fødderne ned og ta' hatten af!
Mand kan du ikke se at det hele er ved at gå
fuldstændig agurk?!
Så hvad gør vi nu din gamle skurk?

Fortælleren opsøger selveste Røvhullet, direktøren for det hele, og i samme øjeblik falder denne fra sin status. Ministeren afsløres som intet andet end en skurk (Slyngel). I dette øjeblik oprettes endelig et direkte, konfronterende møde mellem det spærrede subjekt (den reelle fader) og den store Anden (den symbolske fader) med fortællersubjektet som mellemmand. Hvilket resulterer i en frigørelse fra den reelle fader, og et fald af den symbolske fader. Subjektet er frisat, og som det hedder i en anden knoldesparkersang: ”Stod med et ved det store vand // Intet mere i verden bandt.”

Spørgsmålet er så, hvordan vi skal forstå det sidste vers i sangen?

Men han grinte bare og sagde:
Dig, du kan sgu gå fanden i vold!
Så det gør vi nu, lille du.
Ja, vi gør!

Ministeren griner og sender fortælleren ud, hvilket kunne tyde på en blank afvisning. Imidlertid er der sket mere end man umiddelbart lægger mærke til. Se blot nærmere på ordvalget: Subjektet opfordres til at "gå fanden i vold" – en opgave han tager på sig med entusiasme. Det antyder, at subjektet her er trådt ind i området mellem de to dødsfald: han er død i den symbolske orden, og den symbolske orden er død for ham;fysisk set er han dog stadig levende og vandrer videre med fornyet kraft og drift. Den Anden sidder tilbage, nu ikke længere som autoritet, men som simpel, grinende skurk. Og koret stemmer i med fortælleren, der nu pludselig er blevet til et VI, en solidarisk bevægelse, der marcherer mod fremtiden: ”Ja, vi gør!”

I mandags viste TV3 et afsnit af Robinson-ekspeditionen, hvor en flok mænd forskrækkede deltagerne ved at optræde som pirater, der ville dem det ondt. Flere af deltagerne forlod programmet efter den traumatiske oplevelse og har det stadig svært. En siger til BT:

- Jeg har været bange, for det var et kæmpe chok. Når man er blevet så forskrækket og stadig har den følelse i kroppen, kan man ikke bare fjerne den igen. Jeg har det svært med folk, der råber eller har en lidt truende adfærd. Jeg bliver hurtigere bange og er blevet mere nervøs.

TV3s producer, Jeppe Juhl, er imidlertid ikke plaget af samvittighedsnag over at have fingeret forulempelsen:

- Til de folk, der klager. Send en klage i fem eksemplarer til DSB. Jeg er iskold. De kan skide i havet. Jeg har kun en pligt, og det er at lave et underholdende program indenfor lovens rammer.

Juhl synes at have en pointe i, at det virker besyndeligt, at mennesker, der har skrevet under på at deltage i et reality show, hvor alt muligt kan indtræffe, og hvor iøvrigt det psykologiske spil er berømmet for sin afstumpethed, bliver traumatiserede/fortørnede/kompensationsinteresserede af at blive talt groft til og bedt om at forlade øen (som "piraterne" hævdede var deres - denne analytiker har dog ikke set episoden.)

Men måske udtrykker han også en mere generel pointe. Robinson Ekspeditionen skal underholde og tiltrække seere. Det har piraterne formentlig gjort. Jeppe Juhl har dermed opfyldt sit formål - det han er ansat til. Ifølge DSLIs klasseteori er han en supervisor (tidligere: "dummepeter"), der tilser at firmaets målsætning opfyldes. For så vidt som nogen ønsker at deltage i showet (typisk knoldesparkere, nikkedukker eller skidesprællere, der drømmer om at blive flottenheimere) er det deres eget ansvar. Hvis Juhl ikke juridisk overtræder kontrakten med dem, kan de skide i havet.

Supervisoren er ideologiens mest kraftfulde reproducent. Det er ham/hende, der fuldt internaliserer den bestående orden og prædiker og overvåger den overfor sine undersåtter. Denne rolle udfylder Juhl perfekt. Han siger med andre ord: Sådan her fungerer det system, som jeg er sat til at administrere. Det kan I profitere af, hvis I gør, som vi siger. Men hvis I tror jeg skal skaffe jer nemme point og penge i livet, bliver det på mine betingelser - kan I ikke leve op til dem, bliver I ikke til noget med min hjælp - I kan rende og hoppe; I kan finde jer et ordentligt arbejde og starte fra bunden.

Men han formulerer også sin kynisme interessant. "De kan skide i havet" - de moralske anklager overfor Jeppe Juhl reformuleres til et spørgsmål om, hvordan de skal komme af med deres fækalier; dem kan de efterlade i havet. Dermed indikerer Juhl netop, at hvis man vil spille med i det fine selskab og ønsker at komme op i geledderne fra sin plads nederst i hierakiet, må man indrette sig og acceptere de spilleregler, supervisorerne administrerer. Ellers kan man ryge nedenud af systemet - eller mindst blive forflyttet til de symbolske underklasser. Og nedenunder klasserne ligger netop røvbananen. Når man mister fodfæstet, måske som et traumatiseret offer for et reality show, og ingen plads længere kan udfylde, ender man som røvbanan - én, der skider i havet. Måske er det bedste udtryk for, at man ikke er noget i systemet, at man ingen status har, at man ikke deltager i de tavst systematiserede ritualer omkring afskaffelsen af fækalier. Dette private, let tabubelagte biologiske ritual udfører man under diskrete, velordnede, hygienske forhold, når man har en rolle i samfundet. Hvis man derimod skider i havet er man for alvor på skideren.

Er det iøvrigt samme funktion (altså supervisorens), Henrik Qvortrup for tiden mener at udfylde, når han vil belære Naser Khader om dennes forhold til sort arbejde og rollen som ansvarlig politiker? Naser Khader kan skide i havet? Eller har chefredaktøren for en gangs skyld alvorligt forregnet sig? Har han taget fejl af, hvem der har status i den relation? Forholdet mellem Qvortrup og Khader er netop ikke et lære-elev forhold eller et supervisor-nikkedukke forhold. Man kan vel godt forestille sig, at der bliver slået ring om Khader, fordi han er en elskelig flottenheimer, der ikke vil nogen noget ondt. Og er på vej til for alvor at få magt. Måske det bliver Qvortrup, der ender med at måtte skide i havet.

Update: Qvortrup har trukket sig fra sine kommentator-funktioner under valgkampen. 

I forlængelse af et på bloggen tidligere bragt citat af Søren Kierkegaard har – som bekendt for enkelte af denne blogs læsere – det til Centeret affilierede selskab DSLI fremsat en teori om samfundets klasser. Ifølge denne teori kan samfundet opdeles på samme måde som subjektet ifølge Lacan: i det imaginære, det symbolske og det Reelle.

Hermed har selskabet tilsyneladende fuldført den hidtil umulige syntese af de tre koryfæer: Marx, Freud, Lacan.

   imaginære                       symbolske                          reelle
   klasse                              klasse                               klasse

   Ballelars/                         Røvhul/                             Slyngel/
   Kong Gulerod                   Vigtigper                            Utyske

   Dummepeter/                  Glatnakke/                        Taskenspiller/
   Flottenheimer                  Tørvetriller                         Kommandant

   Knoldesparker/                Fisendasker/
   Nikkedukke                     Skidespræller                            $

Hvis vi så lige vender tilbage til Freud.
Freud selv anerkendte, at psykoanalysens resultater og analysemodeller kunne udvides til kulturens område. Menneskets psykologiske strukturer måtte gøre sig gældende også i dens kunstige og kulturelle frembringelser, og såldes var døren åbnet for fortolkninger af kunst, religion, krig.

Med Lacan tager psykoanalysen en sproglig drejning. I sin model over spejlstadiet beskrives subjektet som det billede, samt den urepræsenterbare rest, der fødes – en i sit indre splittet størrelse – når barnet udvikler sin identitet som person.At subjektet således er splittet, eller utilgængeligt, må nødvendigvis give problemer for enhver samfundsteori. Hvordan repræsentere det, der i sin kerne er kendetegnet ved ikke at kunne repræsenteres? I klasseteorien er forholdet taget i betragtning på den måde, at hver af positionerne blot modtager sit navn og sin definition fra en anden – eller alle andre – positioner. Altså er der tale om en ægte strukturalistisk model. Et eksempel: på universitetet (kolonne 2 i den symbolske klasse) ser man sig ikke for gode til at kalde en håndværker fra provinsen (kolonne 1 i den imaginære klasse) for en knoldesparker. I samme stil vil en knoldesparker typisk kalde en universitetsprofessor a la Stjernfelt for en vigtigper.

Så kommer vi til Marx. Med begrebet om ’ideologi’ illustrerede Marx, at samfundets økonomiske processer ikke er den eneste faktor, der regulerer dets udformning. Principperne bag samfundets udformning gør sig også gældende inden i hovederne på samfundets subjekter, og var dette ikke tilfældet, ville reproduktionen af samfundets strukturer slet ikke kunne foregå. Dette er altså ideologiens funktion. Men ideologien udformes ikke jævnbyrdigt af alle klasser, da visse samfundsklasser har mere adgang til at udforme og manipulere ideologien(s diskurs), mens andre klasser i højere grad er tvunget ind under dens herredømme – tvunget til at anse den for en fast og gyldig orden. Såvidt Marx. Derudover indtænker DSLI’s klasseteori, at en bestemt klasse er fuldstændig udelukket fra diskursen. Hermed har vi fat i de tre kategorier som er Lacans.

af Direktøren & Senioranalytikeren

(For en bedre visualiseret udgave af klasseteorien klik her )