Som man siger til sportsfolk

På DR Update kunne man her til aften se reaktionerne fra den udstemte X-faktor-gruppe Asian Sensation og deres træner, Remee. Angiveligt var alle deltagere og medvirkende i showet dybt berørte af de unge århusianeres exit, og Remee selv, der ellers ikke er kendt for tårevædede scener, kneb en tåre og udtrykte sin kærlighed til de udstemte. Én detalje var påfaldende. Journalisten, der stillede spørgsmålene til århusianerne og stjernecoachen, virkede også en smule berørt og bad om Remees kommentar ved at sige: "Hvordan har du det ... sådan lige nu... som man siger til sportsfolk?"

Sproget afslører mere, end det umiddelbart giver udtryk for. Det er netop rigtigt, at sportsjournalister i de seneste år har haft en tendens til simpelthen altid at stille netop dét spørgsmål efter afslutningen af en sportskamp af en eller anden slags, uanset hvilke konkrete omstændigheder der måtte have været tale om: "Hvordan har du det lige nu?" Allerede for længe siden replicerede en cykelrytter i Tour de France efter en hård bjergetape helt præcist og korrekt til dette spørgsmål: "Ja, hvordan fanden tror du?" Da det endnu blev taget alvorligt, men allerede var blevet gentaget for meget, blev spørgsmålet til en fornærmelse. Efterhånden vænnede sportsfolkene sig imidlertid til, at dette spørgsmål var det eneste, journalisterne kunne finde på, og derfor lærte de sig at fortælle lidt om kampen, deres opfattelse af modstanderen, dommeren osv., uden anden anledning end den idiotiske indledningsreplik, som om det bare betød: "Sig noget - det, du ved nok".

Dette lå uden tvivl i baghovedet på journalisten efter aftenens X-faktor. Hvis han blot havde spurgt: "Hvordan har du det lige nu?" ville det have været en uhørt fornærmelse. Remee kunne med rette have svaret: "Ja, hvad fanden tror du?" Derfor måtte journalisten tøve og tilføje sit "... som man siger til sportsfolk".

Som Slavoj Zizek har bemærket er det et symptom for vore sprogbevidste, postmoderne tider at man kan møde mennesker, der ikke længere uskyldigt kan sige "Jeg elsker dig". Det ville være for patetisk. Istedet må man sige: "Som forfatteren ville have sagt: "Jeg elsker dig!"" Vi har med andre ord hørt så mange klicheer, at vi må tage en vis afstand til sproget for at finde en passende form til at udtrykke, at vi mener det, vi siger. Når journalisten derfor virkelig ønskede at vide, hvordan Remee havde det (manden græd!), måtte han først forsikre om, at han ikke bare stillede et spørgsmål som enhver anden idiotisk journalist efter en mere eller mindre intens kappestrid. Fordi alle virkelig holdt af de unge sensationer, måtte der indbygges en distance i spørgsmålet: "Som man siger til sportsfolk..."

Er X-faktor således et udtryk for sandfærdige følelser, sympatier og længsler? Nej, tværtimod: Det er netop det mest perfekte udtryk for den distancerede attitude overfor sandfærdige følelser, sympatier og længsler, som plager vores tid. Spørgsmålet var rigtigt, nærmest perfekt, og det fungerede: Remee fortalte åbenhjertigt og præcist, hvad han tænkte ("de har givet så meget humør", "jeg har enorm empati for dem", osv.), men det viste også dermed at X-faktor er den ultimative iscenesættelse af følelser og oprigtighed. Det påfaldende er, at journalistens spørgsmål netop havde den samme struktur som udsagnet: "Jeg elsker dig - som forfatteren ville have sagt det."

Hvordan ville man reagere, hvis man i det virkelige liv i fuld alvor blev stillet spørgsmålet "Hvordan har du det... sådan lige nu... som man siger til sportsfolk?" Forhåbentlig med en blank afvisning eller en skideballe. "... som man siger til sportsfolk" betyder: "Jeg ved godt, at det her er en kliche, der baserer sig på en endeløs række af lignende klicheer, men alligevel forsøger jeg at være oprigtig." Forsøger. Idet jeg ved, at oprigtighed i denne sammenhæng, som vi står i, er umulig.

Måske kan man dog håbe at effekten af denne X-faktor scene kunne være, at nogle sportsjournalister har set det og tænkt: "Det går ikke. Nu kan vi ikke stille det spørgsmål længere!" Hvad skal de sige herefter: "Som vi sportsjournalister plejer at sige", "Som Remee blev spurgt", eller "Som det jo hedder"...? Måske bliver sportsjournalisterne herefter nødt til at stille nye spørgsmål som "Sikke en kamp! Hvilke ændringer foretog I for at vende det her?", "Puha - var det her beviset på, at I har brug for en ny træner?" eller "Er der mere vand i flasken?"

Har X-faktor uvidende haft en betydning for omgangstonen? Ikke, som Thomas Blachman synes at mene, ved at udtrykke den længsel efter fællesskab, som vi allesammen har. Men ved at vise, at den måde, vores længsel er artikuleret, er falsk og udhulet af endeløse baner af klicheer.