Irak & Asmaa
1. aug 2007 19:54, CVA
Nu hvor de danske tropper har forladt Irak, er det tid til at se lidt på sidste uges ophidsede debat, der startede da tidens mest kontroversielle kvinde i dansk politik (en post hun på imponerende vis har overtaget fra Pia Kjærsgaard, på trods af - eller måske netop på grund af - at de kommer fra hver deres ende af det danske politiske spektrum) Asmaa Abdol-Hamid til Socialistisk Arbejderavis udtalte:
"Det er også nødvendigt, at vi støtter f.eks. irakernes kamp mod besætterne. Det er i alt for høj grad lykkes at stemple modstandsbevægelserne som terrorister. I bund og grund er de et udtrykt for almindelige menneskers rimelige ønske om at få et bedre liv." http://socialister.dk/avis/visartikel.asp?art=27004
Det kan ikke undre at den højrefløj der har støttet krigen og vedtaget at danske tropper skulle deltage i den, tager afstand fra hendes udtalelser. Det er også forståeligt at Kent Nøbbe, far til Henrik Nøbbe, der den 14. maj i år blev dræbt i Irak, til Ekstra Bladet udtaler at hun er syg i hovedet. http://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/article321452.ece Det er en forståelig reaktion fra en mand i sorg - i modsætning til da Mogens Camre sagde næsten det samme om hende. Nej, det der må undrer at store dele af den venstrefløj, der er imod besættelsen, tager afstand fra hende.
Denne blogs husfilosof, Slavoj Zizek, taler flere steder om, hvordan vi i dag vil have tingene uden deres substans: Koffeinfri kaffe, virtuel sex - og Colin Powell-doktrinen som "krig uden krig", forstået sådan at vi vil føre krig uden ofre, på vores side forstås.
I Danmark dyrkes denne særlige form for hykleri i særlig grad: På trods af at Danmark i kraft af Fogh-regeringens "akrtivistiske udenrigspolitik" indtil i går var krigsførende nation i Irak, og stadig er det i Afghanistan, så betragtes det stadig som en katastrofe når en dansk soldat bliver dræbt. Det til trods for at soldaterne frivilligt og bevidste om risikoen har valgt at tage til Irak som del af en besættelsesstyrke. I modsætning hertil regnes de 200.000 irakere, heraf størstedelen civile, der ifølge et estimat i The Lancet er døde som følge af krigen, som blot en del af hvad der sker som følge af en krig. Irakerne er på denne måde de designerede ofre - mens vi tror vi kan sende soldater afsted uden at de bliver dræbt.
Endnu værre bliver det når irakerne ikke blot accepterer rollen som ofre, men aktivt - og voldeligt - går til kamp mod besættelsesstyrkerne. Så bliver de betegnet med det dejligt løse begreb 'terrorister'. Og her har vi venstrefløjens hykleri. Til Zizeks liste skal tilføjes "krigsmodstand uden krigsmodstand". Man kan selvfølgelig have været imod krigen af helt igennem pacifistiske grunde - det er en holdning man, trods dens naivitet, må respektere. Hykleriet gælder dem der - som langt de fleste på både højre- og venstrefløjen - accepterer vold som et legitimt politisk middel, dvs. dem der accepterer at krig kan være en nødvendighed. Det er blandt dem vi finder dem der i 2003, uden noget egentligt reelt håb om at stoppe krigen, deltog i de store demonstrationer - for det føltes jo så godt og rigtigt - men som i dag tager afstand fra den faktiske, voldelige, modstand mod krigen.
Det hævdes ofte fra borgerligt hold, at venstrefløjen lider af en voldsfascination. Det er et synspunkt der for eksempel ofte anføres i Weekendavisen - blandt andet i en debat i sommeren 2003 om hvordan avisen bedrev citatfusk på venstrefløjens udtalelser i 1970'erne; en debat der rasede mens avisen i floromvundne vendinger roste Irakkrigen. Men debatten om Asmaas udtalelser synes snarere at have vist det modsatte: At store dele af venstrefløjen - i lighed med det meste af højrefløjen - lider af en voldsfornægtelse. Ligesom højrefløjen nægter man at (an)erkende at vi selv bruger vold - og man nægter at acceptere at vores modstandere besvarer vores vold med vold.
16. jan 2008 15:32
Det er herligt at kunne gå i arkiverne og finde perler som denne analyse. Den får hermed - knap et halvt år for sent - rosen: "Fremragende!"