Interpelleret af Habermas
8. jun 2009 19:44, CVA
Habermas mener som bekendt at kunne lokalisere den etiske og politiske normativitets grundlag i den kommunikative interaktions nødvendige mulighedsbetingelser:
...de regler uden hvilke argumentationsspillet ikke kan fungere: hvis man overhovedet vil argumentere, er der ikke nogen ækvivalenter for dem.
Diskursetikken, s. 88, Det lille Forlag, Frederiksberg, 1996
Sagt mere ligefremt: Der er en instans, nemlig sproget (og ikke, som i forne tiders metafysisk belastede filosofiske systemer, Gud eller Den Absolutte Ånd eller den store Græskarmand) der sikrer og opretholder den symbolske orden. Sagt endnu mere ligefremt: Den store Anden is alive and well and living in Frankfurt.
(I parentes bemærket, så er dette formodentligt en af årsagerne til, at Habermas, som påpeget i en tidligere analyse, har svært ved at "...forholde sig til det spørgsmål, som altid må være om ikke omdrejningspunktet, så baggrunden for enhver engageret politisk teori: Hvad må der gøres - her og nu?" Da sprogets grundlæggende strukturer jo altid-allerede er på plads og i orden og en (minimal) form for rationalitet og åbenhed dermed altid er sikret, så må den konkrete politiske kamp nødvendigvis miste noget af sin radikalitet og påtrængenhed. Dybest set er tingene jo i orden; det er blot detaljerne vi skal have rettet lidt på).
For den vilde analytiker er tingene væsentligt mere komplicerede. Den vilde analyses grundindsigt kan vel siges at være erkendelsen af, at nok eksisterer den store Anden ikke, men han fungerer alligevel! Som det forklares i Program for bloggen, så er det er denne indsigt, som ligger til grund for CVA's tilgang til blogmediet.
...CVA-bloggen [arbejder] aldrig med en afsender på sine indlæg: hellere end at tvinge (suggerere) patienten til at konfrontere og identificere sig med et indlægs forfatter, forsøger de ”vilde” analyser at konfrontere patienten med sine egne forestillinger og (måske ukendte) autoriteter. Den vilde analytiker påstår – ifølge Freud og Lacan – at vide, hvad der foregår inde i hovedet på folk; bloggens indlæg påstår også at vide dette, men de påstår til gengæld ikke, at der findes en person bagved teksten som skulle vide, hvad der foregår inde i hovedet på læseren. ”Forfatteren er død!” som Roland Barthes sagde – og spørgsmålet er nu, hvordan vi vil forvalte denne opdagelse.
Enhver association, enhver fortolkning, ethvert indlæg på bloggen, giver således afkald på at understøttes af den autoritet, som en given læser kunne tilskrive forfatteren (i læserens forestilling om, at det sagtes mening kan henvises til en stor Anden en alvidende forfatter, teoretiker, guru, mv.). Den store Anden eksisterer ikke, men fungerer alligevel – derfor reguleres bloggen af et navneforbud: For at den store Andens skikkelse kan forblive så flydende og diffus som muligt.
I CVAs hænder bliver blogmediet brugt til at gøre den store Andens skikkelse "så flydende og diffus som muligt" for derved gøre folk bevidste om og derigennem (sommetider, nogle gange og altid kun midlertidigt) destabilisere og underminere den store Andens autoritet. Som praktiseret her på bloggen søger den vilde analyse således bevidst at operere udenfor og på tværs af den Habermasianske diskursetiks snærende bånd, for på denne måde at problematisere sprogets og den rationelle argumentations implicitte og altid forudsatte autoritet.
Nu er det imidlertid med Habermas, som Foucault engang sagde om Hegel:
Denne pointe illustreres smukt af Politikens anmeldelse af den danske oversættelse af Habermas' ungdomsværk, Borgerlig offentlighed. Efter en indledende overordnet gennemgang af bogens temaer kaster anmelderen, Lasse Horne Kjældgaard, sig henimod slutningen ud i en (forholdsvis forudsigelig) samfundskritik, for at vise, at Habermas' idealiserede billede af den borgerlige offentlighed kommer til kort:...truly to escape Hegel involves an exact appreciation of the price we have to pay to detach ourselves from him. It assumes that we are aware of the extent to which Hegel, insidiously perhaps, is close to us; it implies a knowledge, in that which permits us to think against Hegel, of that which remains Hegelian. We have to determine the extent to which our anti-Hegelianism is possibly one of his tricks directed against us, at the end of which he stands, motionless, waiting for us.
The Archaeology of Knowledge and the Discourse on Language, s. 235, Pantheon, New York, 1972.
Opmærksomheden på offentlighedens forvandlinger er nyttig i disse år. Ikke mindst på det nationale plan, hvor vi bevæger os længere og længere væk fra Habermas’ offentlighedsideal og i retning af italienske tilstande.
I det danske markedsdemokrati er det ikke fokuseret analyse eller argumenter, der tæller, så meget som det er enkle standpunkter og mulighed for følelsesmæssig identifikation.
Det er ikke i morgenavisernes førstesektioner eller på debatsiderne, men i gratisaviser, ugeblade og talkshows, at man kan flytte stemmer.
Det er den fællesnævner, som også danske politikere med stadig større præcision sigter efter.
Kort sagt: Horkheimer og Adorno havde sådan set grundlæggende ret, da de i Oplysningens dialektik afviste selve tanken om, at kritik kan opstå, eksistere og fungere indenfor en kapitalistisk samfundsorden. Horne Kjældgaard er imidlertid, viser det sig hvis man læser en smule videre, ikke helt så opgivende som den kritiske teoris første generation. Der er, erklærer han i anmeldelsens sidste afsnit, håb endnu:
På den anden side tilbyder de nye webbaserede medier muligheder for demokratisk deltagelse og offentlighedsformer, som vi endnu hverken kender omfanget eller dybden af.
Glimrende, tænker man umiddelbart; det synes at åbne rum for noget sådant som CVA-bloggen, der jo i den grad (og i fuld overensstemmelse med såvel Freud og Lacan) må siges at være et webbaseret medie "som vi endnu hverken kender omfanget eller dybden af."
Men Horne Kjældgaard er ikke færdig endnu, og med hans sidste sætning lades alt håb endegyldigt ude:
Damn - man undslipper aldrig!Hvilke følger, det vil få, er et spørgsmål, som vedrører os alle, og som også kunne være en oplagt anledning til at læse eller genlæse Habermas’ ’Borgerlig offentlighed’.
9. jun 2009 10:41
”Da sprogets grundlæggende strukturer jo altid-allerede er på plads og i orden og en (minimal) form for rationalitet og åbenhed dermed altid er sikret, så må den konkrete politiske kamp nødvendigvis miste noget af sin radikalitet og påtrængenhed. Dybest set er tingene jo i orden; det er blot detaljerne vi skal have rettet lidt på).”
Ovenstående kritik af Habermas ignorerer hele hans System-begreb, der netop er idéen om tankestrukturer, der står i vejen for – ’koloniserer’ – den livsverden, hvori den forståelsesrettede dialog ellers har sit virke. Altså: Sproget har en telos for Habermas, ja. Men dette er altså IKKE ensbetydende med, at ’alting dybest set er i orden’. Påstanden om sprogets telos er en påstand om, at sproget har en bestemt altid-allerede givet funktion for mennesker i deres daglige sproglige omgang med hinanden, nemlig gensidig forståelse. At dette ligger i sprogets funktion betyder IKKE for Habermas, at den virkeliggjorte sproglige forståelse a priori virker, som den skal. Den kan fungere dårligt. Der er IKKE ’sikret nogen minimal åbenhed og rationalitet i den faktuelle virkelighed’ – men en sådan er MULIG.
Habermas’ teori om sprogets kommunikative telos forbereder den kritik af systemtænkningen, der er det grundlæggende træk ved den kritiske teori, inklusive Habermas’ udgave.
Den ’ altid forudsatte autoritet’ – det såkaldt ’snærende bånd’ – , der fungerer hos Habermas, har intet med Den Store Sandhed (eller Anden) at gøre: Det er intet andet end MULIGHEDEN for argumentation, der har forståelse som sit formål. Der er intet afgjort på forhånd her, men der er heller ikke givet efter for relativisme. Begrundet hævdelighed er Habermas' teori om vejen til sandhed. Det er et *regulativt* ideal, ikke et virkeliggjort. Det er NETOP en teori om, HVORFOR en politisk kamp er påtrængende.
Ligesom hans begreb om den borgerlige offentlighed i øvrigt er det: Habermas ved jo godt, at kapitalismen som system koloniserer vores omgang med hinanden med forudindtagede logikker, der opretholder magt og indskrænker tanker og handlen – det er selve POINTEN med hans teori herom. Det eneste, han gør, er at eksplicitere og teoretisere om efter hvilken målestok, man må kritisere dette. Han har med andre ord forstået, at kritik bliver arbitrær uden en målestok.
Så er det i øvrigt noget af en tilsnigelse, at Oplysningens Dialektik skulle afvise ”selve tanken om, at kritik kan opstå, eksistere og fungere indenfor en kapitalistisk samfundsorden”. Et sådan udsagn ville Habermas i øvrigt rammende kalde en performativ selvmodsigelse. Bogen er polemisk skrevet og må ses i dette lys – den er selvfølgelig netop udtryk for eksistensen af en radikal kapitalismekritik, der er opstået, eksisterer og fungerer indenfor en kapitalistisk samfundsorden. I øvrigt ekspliciteres det i forordet, at bogens kritik skal ses som en forberedelse til selveste sandheden. Horkheimer og Adorno arbejder grundlæggende indenfor rammerne af det moderne projekt.
Lad os kritisere enhver, der bilder sig ind, at vi har en velfungerende borgerlig offentlighed, eller at alt dybest set er i skønneste orden. Det er netop én af Habermas’ pointer, så det er fjollet at gøre ham til genstand for denne kritik .
Og lad os kritisere Habermas’ sprog-teori – men ved at tage hans tænkning alvorligt frem for den reduktive læsning. Hans trancendental-pragmatisme (eller universal-pragmatisme, som han kalder det) er problematisk på mange områder, så måske det var her, man skulle tage fat?
Det virker som om, at det er selve fastholdelsen af en telos, som analytikeren har problemer med at acceptere. I så fald må dette gribes an lidt mere nuanceret end bare at reducere den sproglige telos til opretholder af ’den symbolske orden’. Når teoretikere, der opretholder en telos i dag, typisk taler om formålsrettethed, så handler det jo ikke om, at historien har en bestemt logisk nødvendig udviklingslogik, eller at en metafysisk orden er, som den er, og ikke kunne være anderledes (Habermas tager eksplicit afstand fra begge former for teleologi, i øvrigt), eller om at den givne telos er et forsvar for det eksisterende – tværtimod, det handler om, at der gives fordringer for mennesket, der ikke er arbitrære, men typisk givet i og med naturlige egenskaber (’naturlig’ forstået non-reduktivt). Hos Habermas er det så egenskaber ved sproget. Det betyder, at man IKKE kan sidestille sådanne moderne konceptioner af det normative med klassiske metafysiske systemer.
MVH
9. jun 2009 12:44
Jeg har forstået at vi skal snakke sammen bruge sproget og al dets væsen. Hvad jeg ikke forstår er alt det vrøvl der så kommer ud af det.
Jeg havde håbet om at filosofien uanset dens mange vogtere og retninger dog i det mindste havde forstået, at den anden altid er problemet og derfor selvfølgelig ikke leder efter sandheden der.
Det ser ud som om at filosofien som den tager sig ud også her på siden leder efter sandheden der hvor der er lys, fordi ens eget er slukket.
9. jun 2009 13:31
@Søren E - Men det er jo ikke nær så sjovt, og er desuden allerede blevet gjort langt bedre og mere kompetent af andre (klik på mit navn).
@Kurt - Er det ikke pointen? At vi jo netop ikke forstår alt det vrøvl der kommer ud af det, mener jeg?
9. jun 2009 13:58
@Søren E - Desforuden, og mere alvorligt, så er det forsimplet at betragte Habermas' teori som en kritik af systemet og systemtænkningen. Systemet er der og er et nødvendigt element i et moderne uddifferentieret samfund. De juridiske, økonomiske og politiske systemer tjener jo til at aflaste mennesket, såvel epistemisk som moralsk, ved at regulere de sociale relationer mellem mennesker i et samfund hinsides det lokale fællesskab, hvor alle kender alle. Det er, som du jo også selv påpeger, snarere systemets ukritiske og gennemgribende kolonisering af livsverdenen der er problematisk og skal kritiseres.
Og ja; Adorno og Horkheimer arbejder ganske rigtigt indenfor den moderne oplysning (omend i en langt bredere betydning af dette begreb end den mange ofte anvender). Men noget af det der, i mine øjne, gør "Oplysningens Dialektik" til sådan en spændende (og sine steder svært forståelig) bog er, at den faktisk synes at begå en form for performativ selvmodsigelse. Hvis man læser afsnittene om kulturindustrien og om hvorledes de moderne massemedier ensretter menneskets opfatelse af samfundet og verden på (sammenligningen med Kants skematisme-begreb er i den sammenhæng ikke tilfældig), ja, så er det umpådeligt svært at forstå, at en kritisk tekst som "Oplysningens Dialektik" i det hele taget kunne formuleres og blive udbredt på det tidspunkt den gjorde. Det interessanet spørgsmpål er her selvsagt, hvordan og hvorledes dette er muligt - et spørgsmål som værket selv søger at besvare.
9. jun 2009 15:53
Analytikeren@ tager selvfølgelig fejl også fordi det gør analytikere, det ligger ligesom til deres natur. Vi skal netop ikke gøre os noget forsøg på at forstå vrøvlet al den stund det er noget vrøvl og derfor tager vores dyrebare tid.
Tiden er selvfølgelig en gave, men ikke til den anden - til os selv. Når jeg alligevel bruger lidt af min og den andens tid her, så hænger det sammen med, at jeg keder mig - tiden er ligesom gået i stå i disse dage. Det er nok efterdønninger fra EU valg og andre afstemninger.
Det kan vel være den samme galskab som har grebet forfatteren, så han er faldt over noget Harbermas rod - og der er vist nok og rode rundt i fra den Kant.
9. jun 2009 19:10
@Kurt - Der er (har jeg fået af vide af mennesker, som har forstand på Wittgenstein) vrøvl og så er der vrøvl, og det er ret væsentlig hvilken type af vrøvl der er tale.
Derudover kan jeg ikke lade være med at føle mig helt hensat til et Homerisk epos. Den post-EU valgkampsgalskab som har grebet forfatteren synes at have en del til fælles med den vrede som i Illiaden "greb Peleiden Achilleus. Rædsomt, og Qvaler i tusinde Tal Achaierne voldte.":-)
10. jun 2009 08:20
@ Analytiker:
Jeg læser ikke Dialektik der Aufklärung som performativt selvmodsigende - helt klart, der er formuleringer i den retning, men i lyset af netop forordets bemærkninger om oplysning og sandhed er denne læsning meget svær at fastholde.
Jeg reducerer ikke Habermas til system-kritiker. Jeg pointerer, at han OGSÅ har en systemkritik, som den vilde analyse ignorerer eller overser - hvorfor dens Habermas-kritik må siges at basere sig på en stråmand.
Det er jo en god - og i øvrigt hegeliansk - pointe, at mennesker i komplekse moderne samfund har brug for systemer til aflastning af det enkelte individ. Det er ikke systemerne i sig selv, den er gal med, det er systemerne, når de koloniserer enhver tankeform og ethvert mellemmenneskeligt anliggende: Når aflastningen bliver til svækkelse eller afskaffelse af (moralsk-etisk) dømmekraft. Arendt, Bauman mfl. har analyseret dette fint, men det ændrer ikke ved, at den grundlæggende hegelianske pointe om, at fx solidaritet og andet godt i moderne samfund ikke kan aktualiseres udelukkende ved konkrete møder med de andre, men må opretholdes af systemer, er god.
MVH
10. jun 2009 08:24
@ Kurt: Jeg forstår dig ikke - men det er måske hele pointen?
10. jun 2009 09:31
@Søren E: Måske
@Analytikeren: Μῆνιν ἄειδε θεὰ Πηληϊάδεω Ἀχιλῆος οὐλομένην, ἣ μυρί᾿ Ἀχαιοῖς ἄλγε᾿ ἔθηκε,
πολλὰς δ᾿ ἰφθίμους ψυχὰς Ἄϊδι προΐαψεν
ἡρώων, αὐτοὺς δὲ ἑλώρια τεῦχε κύνεσσιν
οἰωνοῖσί τε πᾶσι· Διὸς δ᾿ ἐτελείετο βουλή,
ἐξ οὗ δὴ τὰ πρῶτα διαστήτην ἐρίσαντε
Ἀτρεΐδης τε ἄναξ ἀνδρῶν καὶ δῖος Ἀχιλλεύς.
Til side med spøgen. Filosofen forfalder aldrig til tvivl om sproget for der hersker kunsten om den vil. Filosofen beskæftiger sig med filosofien og intet andet om ikke andet så for vildskabens skyld.
10. jun 2009 09:33
Du godeste
10. jun 2009 09:52
@Søren - Det ligger mig fjernt at benægte grundlæggende Hegelianske pointer.
@Kurt - Ja, netop: Du godeste!
14. jun 2009 10:53
http://www.information.dk/194379
15. jun 2009 17:05
Ak, ja - må huske at ønske ham tillykke med dagen.