Hvordan kickstarter man en økonomi?
24. feb 2009 13:06, CVA
Vi skal have flere penge i omløb. Det skal kunne betale sig at arbejde. Økonomien skal kickstartes.
Vi kender alle fraserne efterhånden. Men hvad betyder de egentlig? Hvordan kickstarter man en økonomi? Regeringen og de borgerlige økonomers opskrift er simpel: Hvis folk får flere penge mellem hænderne, så bruger de flere. Derved får virksomhederne mere at lave; de kan ansætte flere medarbejdere, de kan tjene flere penge. Og så kører ”virksomheden Danmark” bare derudaf i det globale kapløb. Til vores alles bedste naturligvis.
Det lyder simpelt. Men er logikken egentlig så simpel? Lad os stille de spørgsmål, som vores ”kritiske” journalister ikke stiller:
- Hvis økonomien generelt ikke har det særlig godt, hvor kommer så overhovedet de ekstra penge fra, som folk nu skal have mellem hænderne? Er der ikke skoler, der skal renoveres; er der ikke et offentligt transportsystem, der trænger til en gevaldig overhaling; skulle vi ikke få vores sygehuse op at køre og ventelisterne ned; og hvad med anlægsstoppet?
- Og endvidere: Er det overhovedet sikkert, at folk vil bruge de ekstra penge, de nu får i hænderne (på forbrug)? Måske har finanskrisen virkelig betydet noget for folk, der tænker: Jeg vil ikke fanges på det forkerte ben igen. Jeg sparer op, så jeg ikke kommer i klemme, hvis jeg bliver fyret. Eller: Jeg uddanner mig, så jeg kan få en funktionærstilling.
- Og i sidste ende: Er ”virksomheden Danmark” egentlig vores alles fælles drøm? Kunne man ikke tænke sig andre måder at indrette et samfund på? Er der ikke en uudtalt længsel i store dele af befolkningen efter at komme hinanden lidt mere ved, efter at have tid til at mødes, efter at have tid til at fordybe sig – uden om arbejdslivets stress og jag og overfladiske spil?
Det hele drejer sig selvfølgelig om den forkætrede finanskrise. Først tænkte vi slet ikke over, at pengenes virtualitet overhovedet kunne betyde noget reelt. Vi investerede i aktier, vi optog flexlån, vi red med på opsvinget, da pengene avlede sig selv og alt tilsyneladende blev mere værd. Nu har vi en krise, som virkelig betyder noget reelt: Virksomheder skraber mod bunden (fx er bilbranchen i gennemgribende krise), folk bliver fyret. Alligevel tænker vi stadig virtuelt: Det handler om at genskabe tillid (til markedet), og det handler generelt om tiltro til vores vestlige kapitallogik. Men hvad nu hvis tilliden er patologisk? Hvad nu hvis det netop er denne tillid, som det handler om at konfrontere og indrette på en anden måde? Er det ikke det, som er det reelle i finanskrisen? Ikke at virksomheder går ned og folk bliver fyret (det sker hele tiden). Men at der er noget galt med vores tillid? Vi burde spørge os selv: Hvad er det for en gigantisk selvkørende, selvoverskridende og nu selvdestruerende logik, som vi har haft tillid til?
Så er der overhovedet en finanskrise? Nej, der er ingen finanskrise, for det handler ikke om, at finanserne reelt er i krise. Vi får jo flere og flere penge mellem hænderne. Men samtidig: Ja, der er en finanskrise, som handler om, at vi må gentænke kapitallogikken. Vi må finde ud af, hvilken måde vi vil indrette vores samfund på, og om vi ønsker en ”virksomheden Danmark”. Vi må finde ud af, hvad vi vil have tillid til. Det betyder samtidig, at økonomien er politisk, som vi tidligere har været inde på her på bloggen. Der kan ikke gives en Nobelpris i økonomi, for økonomi er ikke en videnskab i streng forstand. Vi kan ikke ”regne ud”, hvordan vi kan få det bedre. For spørgsmålet drejer sig om dette ”vi”, der regner ud. Hvem tilhører ”vi’et”, og hvem gør ikke? Hvem er ”vi”, og hvad vil vi?
En psykoanalytisk tilgang til pengene begynder med Freud. For Freud har pengenes logik at gøre med den anale fase. Barnet opdager, at det får ros for at kunne holde sig. Dette kobles med evnen til at kunne spare op. At kunne kontrollere de anale processer er altså den pengekloge mands måde at tackle sin neurose (angst for sammenbrud) på. I dag må tingene siges at fungere helt omvendt. Der er ikke mere noget, der forbinder pengene med neurosen: Vi er ikke bange for at falde igennem, at spille fallit, vi er ikke bange for social deroute – for det sker jo ikke rigtig (for os i den vestlige verden). Snarere er pengene koblet til en vis form for hysteri: Vi opfinder hele tiden nye behov. Vi mader vores kroppe med nye næringsmidler, køber konstant nye produkter. Vi lever i et køb-og-smid-væk-samfund, der intet har at gøre med ”at kunne holde sig”. Vores samfund er kort sagt et blesamfund, hvor enhver kan optage alt det, han vil, og derefter udskille resten i bleen (der smides væk). Flowet af produkter og varer gennem kroppen og samfundet er vigtigt – og hvis vi en gang i mellem optager lidt for meget tungmetal, eller der er for meget ufordøjet kød i tarmene, så får vi blot en tarmskylning eller en ”detox”.
Hermed kan vi begynde at nærme os kapitallogikkens motor: Det handler selvfølgelig om vækst. Monstrøs vækst. Vi vil kickstarte denne vækst, når den ikke virker. Vi vil fjerne de forhindringer, som står i vejen for flowet af varer og kapital. Men vi ved stadig ikke, hvad det er for en ”gevækst”, som vi er vidner til.
I en vis forstand er det sørgeligt, at vi ikke kan se nogen udveje for dem, som ikke ønsker at deltage i denne proces. Visse teoretikere har foreslået Herman Melvilles noget foruroligende Bartleby-skikkelse som ledefigur for en modbevægelse. En dag dukker Bartleby op på et kontor i Wall Street, hvor han får job som kopist. Men snart vil han ikke engang kopiere: ”Jeg ville foretrække at lade være” lyder hans faste svar på enhver forespørgsel. Han vil heller ikke forlade kontoret, med den tragi-komiske konsekvens at ejeren sælger kontoret – med Bartleby som en del af inventaret. Den nye ejer får ham spærret inde, men i arresthuset vil han ikke tage føde til sig, og han dør for foden af fængselsmuren med benene trukket op under sig. (Beskrivelsen af bogen er taget her fra). En parallel figur til Bartleby er Kafkas ”sultekunstner”, der vinder en momentan berømmelse ved at udstille sin sultekunst. Snart gider folk dog ikke se på fugleskræmslet mere. ”Hvorfor kan du ikke andet? ” spørger man ham. Sultekunstnerens svar er: ”Fordi jeg ikke kunne finde den spise, som jeg kan lide”.
Behøver vi at gå så radikalt til værks? Måske. Et foreløbigt skridt kunne være at sige ”Vi ville foretrække at lade være”, når man spørger os, hvad vi siger til regeringens nye skattepakke.
24. feb 2009 16:01
Man forstår ikke altid, hvilken rolle CVA egentlig indtager i forhold til seriøs politisk teori. Ind imellem producerer centret skarpsindige analyser, og ind imellem har man indtryk af en næsten infantil kontrærhed i forhold til samfundet og samfundstænkningen. Er der virkeligt centrets bedste bud på den kapitalistiske krise at advokere en forurettet nej-alder attitude? Deleuze's Melville har måttet lægge ryg til meget allerede, men her synes nu postmodernismen at være gået et skridt for vidt ud på negativitetens skråplan. Det er 'sgu lige før, man får lyst til at klappe af Stjernfelt og Thomsen. Hvor er centrets egen kapitallogik? Er staten, samfundet og kapitalismen bare del af det samme onde system - uanset sygehusvæsen, rent drikkevand, offentlig uddannelse, etc. Tal om at hælde barnet ud med badevandet. Kunne det tænkes, at der kan gives en positiv retfærdiggørelse af samfundet, og at man ved seriøs politisk analyse kan adskille dette fra kapitalismen, vækst-vanvid, kapitalophobning og deslige? We prefer a less rampant capitalism or a pluralistic socialism - not a new state of nature.
24. feb 2009 18:40
'Seriøs' politisk analyse er vel altid allerede befængt at kapitallogikken?
24. feb 2009 19:01
En anden mulighed var at gøre som Kafkas trapezkunstner fra 'Den første sorg', vis 'overdrevne' identifikation med sit hverv til sidst får impressarioen (der spinder guld på trapezkunstneren) selv til at stille spørgsmålet: "Når sådanne tanker én gang var begyndt at plage ham, kunne de så nogensinde holde helt op? Måtte de ikke blive ved med at vokse? Var de ikke eksistenstruende?"
25. feb 2009 00:55
Det er jo i bund og grund bekymringen der styrer. Vi ved faktisk ikke længere om det hele ikke handler om at vi spiller spillet og gør det så godt som vi kan, dvs. bedre end de andre og det intet med nogen som helst form for kapital logik/kritik at gøre, det er udelukkende et udspil. Disse finanspakker er indtil videre - det ændrer sig i morgen - et højdepunkt i spillet. I virkeligheden er det intet andet på spil i finanskrisen end det retter sig op i morgen el. om nogle år. Det er i virkeligheden en fis i en hornlygte
25. feb 2009 09:09
Er der ikke nogen, der kan forklare mig, hvordan man på én gang kan stille som et "ultimativt krav" at skattestoppet opretholdes og samtidig hæve skatter og afgifter - f.eks. multimedieskatten, grønne afgifter og afgifter på cigaretter og chokolade???
(For en god ordens skyld: Jeg spørger ikke om det er godt eller skidt med et skattestop, men om hvordan fanden det her hænger logisk sammen. Kræver det ikke en vild psykoanalytiker at forstå det?).
26. feb 2009 12:19
Jeg har bemærket mig at trossætningen "Kapitalismen skal nok overvinde krisen" er begyndt at dukke op i debatten rund omkring. Men ved vi reelt om den såkaldte finanskrise og nu også generelle økonomiske krise blot er endnu en rystelse i kapitalismens fremadstormen? Hvad nu, hvis det viser sig, at den monstrøse vækst ikke kan fortsætte? Hvad så? Smider vi så bleen?
4. mar 2009 10:36
Kunne man ikke få én af de vilde analytikere fra CVA til at svare på Aksels så umærkede spørgsmål/kommentar?
MVH
5. mar 2009 00:26
Hvilket et af spørgsmålene?
5. mar 2009 10:50
Start evt. med disse:
"Er der virkeligt centrets bedste bud på den kapitalistiske krise at advokere en forurettet nej-alder attitude?"
"Kunne det tænkes, at der kan gives en positiv retfærdiggørelse af samfundet, og at man ved seriøs politisk analyse kan adskille dette fra kapitalismen, vækst-vanvid, kapitalophobning og deslige?"
MVH