Hvem bestemmer over demokratiet? Habermas?
7. maj 2009 10:04, CVA
I et lidet ophidsende essay, Tre normative modeller for demokratiet, skelner Jürgen Habermas mellem en liberal og en republikansk demokratimodel. En af forskellene mellem disse ligger i opfattelsen af de folkevalgtes rolle. I den liberale model har folkets repræsentanter således frie hænder, når først de er blevet valgt. De har opnået administrativ magt og kan gøre med den, som de lyster, indtil næste valg. I den republikanske model er de folkevalgte derimod forpligtet på den diskussion, der har præget valgkampen og er fremherskende i den løbende offentlige debat. I denne model har ”den meningsstrid, der udspiller sig i den politiske arena, […] legitimerende kraft og ikke kun som en autorisering af adgangen til magtpositioner; den kontinuerligt førte politiske diskurs har tværtimod bindende kraft for den måde, hvorpå udøvelsen af politisk herredømme finder sted”.
Nu kan man så overveje, hvilke af de to demokratimodeller, man skal vælge. Habermas’ eget svar er selvfølgelig, at man skal vælge en helt tredje model, nemlig det deliberative demokrati, der er en syntese af de to andre modeller. Et mere interessant spørgsmål ville imidlertid være, hvem det ”man” er, der skal vælge. Sagen er jo, at en politisk filosofi som den, Habermas står for, tydeligvis udtaler sig fra statens synspunkt. Det er nemlig de folkevalgte selv, der vælger, om de vil opføre sig i overensstemmelse med en liberal eller en republikansk demokratimodel. Sagen er endvidere, at de folkevalgte – uafhængigt af Habermas – altid allerede har valgt en model. Eller rettere sagt: De vælger model, alt efter hvad der i en given situation er opportunt. Når det drejer sig om udlændinge- og straffepolitik, vil man fra politikernes side således oftest høre argumenter, der er i tråd med en republikansk demokratimodel: Vi skal lytte til folkestemningen, vi skal tage hensyn til retsfølelsen. Når det derimod drejer sig om EU og liberale velfærdsreformer, er en liberal demokratiopfattelse pludselig fremherskende. Politikerne ønsker nu at gå foran og forklare folket, hvad der er det bedste for dem.
Det, som Habermas glemmer, er således, at det demokratiske spil altid allerede er manipuleret. Han glemmer, at vi ikke lever i en idealverden, hvor ”vi” frit kan vælge mellem forskellige stats- og demokratityper. Og derfor kan han ikke forholde sig til det spørgsmål, som altid må være om ikke omdrejningspunktet, så baggrunden for enhver engageret politisk teori: Hvad må der gøres - her og nu?
7. maj 2009 10:20
Ja, demokrati er ikke, hvad det har været. Er det ikke røvhullerne (fx statsministeren), der langt hen ad vejen bestemmer, hvad demokrati er og kan bruges til?
7. maj 2009 12:21
Nu er det nu længe siden, at politik i forhold til "folket" har handlet om ideolog. Hvilket form for samfund vi ønsker, med menneskesyn og hele molevitten. istedet handler det populært set, om emokrati. Altså følelsesmæssige diskurser. "Folket" er ikke længere skolet til ideologiske diskurser, og istedet fanges de ind af deres følelsesmæssige reaktioner på hist og hint, der lige determinerer den aktuelle valgperiode.
Da demokrati i højeste grad omhandler ideologi, og at kontaktfladen mellem "folket" og den regernede mang samtidig er blevet baseret på emokrati, så vil der opleves et stort skeln mellem de forskellige flader.
Spørgsmålet er, hvad der skal til for at vække en ny ideologisk interesse hos folket?
Forunderlig dag
Freja
7. maj 2009 12:38
@Freja: Fra demokrati til emokrati. Ikke dårligt! Jeg tror dog, at begrebet "ideologi" netop fanger de nye emokratiske vinde meget godt, for så vidt som man definerer ideologi som kampen om de værdier, de holdninger, de følelser og billeder, som vi mener knytter sig til vores lille land, Danmark.
Det er måske vores opgave at begynde at arbejde på, at denne emokratiske ideologi (som i en vis forstand er en pervers ideologi, som man slet ikke må spørge til grundlaget for) udfordres, og at arbejde på en mere ambitiøs form for ideologi.
7. maj 2009 12:56
Kære menig
Et kendetegn ved emokratiet er déts tendens til at omhandle enkeltsager. Hvis vi kikker på krigen i Irak, så er den et godt eksempel, for dens oprindelige beslutningsgrundlag var baseret på den libarale model (som jeg forstår den ud fra det oprindelige oplæg), men sidenhen er der kommet en mere emokratisk diskurs ind over, som har medført en markant ændring i antallet af tilhængere af krigen, og invasionen.
Der har selvfølgelig oprindeligt set, været modstand mod invasionen i nogle grupper, i den venstre side af dk politik, men de blev netop slået ned, med argumenter om at de var følelsesladede og bløde, og ikke ville indse de rationelle konsekvenser (masseødelæggelsesvåben og terror. Og disse to "fakta" netop masseødelæggelsevåbene, damt terroeren er emokratiske magtmidler, der slår på folkets frygt. Nu har krigen så myrdet en masse mennekser, både Irakere og danskere, og der kommer en emotion omkring skyld, fortrydelse osv op, som så vender mange tidligere tilhængeres holdninger, til at være modstandere i dag...
Dét er en ren spillen bold med emotioner, det her... og det leder i høj grad mine tanker hen mod den tidligere diskussion af etik...
og så vil jeg lige tilføje at dit brug af ordet røvhuller, er en typisk emokratisk reaktion...
Forunderlig dag
freja
7. maj 2009 13:12
@Freja: Tak for svar. Om brugen af ordet "røvhul" kan jeg kun henvise til den kommende bog af Center for Vild Analyse, der hedder "Klassekamp for knoldesparkere". I denne bog gennemgås alle de subjektpositioner, som det synes muligt at indtage i det danske samfund (fx knoldesparkeren, røvhullet, glatnakken, matadoren osv.). Positionerne handler i nogen grad om følelser (selvom den mere korrekte betegnelse vil være "begær"), men netop derfor er det vigtigt at forstå dem og analysere dem.
Jeg er helt enig i din pointe om, at emokratiet ret ofte omhandler enkeltsager. Jeg er ikke enig i, at krigen i Irak oprindeligt var baseret på den liberale argumentation (i hvert fald ikke kun). Krigen var netop baseret på en uskøn blanding af den liberale og den republikanske argumentation, som analytikeren i indlægget hævder er på færde. Man sagde på den ene side: Vi går ind i Irak pga. brud på resolution 1441. Men man spillede på den anden side i høj grad på en slags emotionel udlægning af 1441, der fokuserede på masseødelæggelsesvåben, terror over Danmark osv.
7. maj 2009 13:25
Kære menig
jeg skal have sat mig ind i "jeres" begærsbegreb, for jeg har lige skrevet om begær i et budistisk perspektiv i en anden blog, og vi taler vist ikkke helt om det samme.
Og jeg er enig i din modifikation omkring sammenblandingen af liberalske og republikanske og emokratiske argumentation omkring krigen i irak. tak for irettesættelsen.
Forunderlig dag
freja
7. maj 2009 14:06
@Analytikere: Hænger på den ene side deotologi og liberal argumentation og på den anden side utilitarisme og republikanisme så sammen (jf. den tætte relation mellem dette og det forrige indlæg)?
Og hvorfor ikke?
8. maj 2009 13:31
Pointen om, at enhver politisk teori må tage spørgsmålet ”Hvad må der gøres - her og nu?” seriøst, er god. Men som kritik af Habermas er den helt forfejlet.
For det første: Habermas’ politiske filosofi tager *ikke* sit normative udgangspunkt i staten, tværtimod: Hans base er den gensidige forståelsesrettede dialog mellem alle de involverede debatterende parter (forgår i 'Livsverden', som vi politisk sammenhæng groft kan oversætte til civilsamfundet, altså absolut ikke staten). Idealet er tværtimod, at systemlogikker ikke bør kolonisere dialogen – det være sig statslige bureaukratiske logikker (herunder selvoptimerende politiske aktørers strategier) eller markedslogikker af. Idealet om det deliberative demokrati og dermed idealet for staten – syntetiseringen af den liberale og den republikanske demokratimodel – skal forstås som en institutionalisering af mulighedsbetingelserne for ovenstående ideal. (Det er disse nødvendige mulighedsbetingelser for civilsamfundets selvstyre, som anarkister ikke har blik for). Staten er et nødvendigt onde for Habermas.
For det andet, og måske mest afgørende, begår analysen en klassisk fejl i Habermas-læsningen: Den forveksler ekspliciteringen og fastholdelsen af idealet om det deliberative demokrati med et manglende blik for fakticiteten, altså netop de praktiske vilkår her og nu. Habermas beskyldes for at være naiv ud fra det forhold, at han rent faktisk opererer med et eksplicit ideal for sin kritik. Men idealet er et *regulativt* ideal. Dets funktion er at have noget at holde sin kritik op imod, ikke at benægte praktiske spørgsmål her og nu eller at virkeligheden ikke lever op til idealet. Det er netop en (anti-idealisitisk) grundpointe for Habermas, at der i udgangspunktet ikke er nogen a priori sandheder om de inholdsbestemte praktiske spørgsmål her og nu – spørgsmålet om, hvad der må gøres her og nu kan kun besvares med et legitimt svar, hvis vi forlader den monologiske tro på, at vi selv har svaret i udgangspunktet og kaster os ud i den dialogiske debat med den anden – gensidig perspektivovertagelse skaber legitimiteten. I et af Habermas’ senere hovedværker, Fakticitet und Geltung, tager han netop fat på denne ’spænding’ mellem det ideelle og det faktiske (’her og nu’).
Skal vi kritisere Habermas – og det skal vi – bør vi for mig at se fokusere på hans ensidige fokus på det diskursive (som han vist i øvrigt også har nuanceret, har jeg hørt en fugl synge om, men ikke læst…)
MVH
9. maj 2009 01:08
jeg er for så vidt enig i, at kritikken går fejl af, at habermas opererer med regulative idealfigurer. en mere substantiel indvending mod habermas er i min bog, at han nok kan fortælle os en del om, hvordan et ideelt politisk system ville fungere - for så vidt vi holder os indenfor parlamentarismens rammer (hvad vi naturligvis ikke uden videre behøver at gøre) - men at han er lidet bevendt i en analyse af, _hvorfor_ den smudsige virkelighed aldrig retter sig derefter. hertil: de realpolitiske, 'konstruktive' tiltag, han i de senere år har leveret teoretisk rygdækning for, har alle en grum karakter - fx forsvaret for humanitær intervention, der (igen) muligvis ser fint ud på papiret, men åbner for en veritabel ladeport af 'autolegitimeret' vestlig power politics.
9. maj 2009 09:46
@ l. strauss:
'Den smudsige virkelighed' retter sig ikke efter idealet i følge Habermas fordi, systemlogikker står i vejen for det dialogiske møde med den anden. Det er for mig at se en rigtig god strukturel årsagsforklaring, især hvis vi udvider dialog-begrebet (pace Habermas) til ikke kun at handle om det diskursive, men om mødet med den anden som sådan. Denne pointe genfindes i størstedelen af moderne ideologikritik og er for mig at se ikke til at komme uden om. Jeg ser altså intet problem for en venstre-læsning af Habermas her.
Hvad angår de realpolitiske tiltag, som man vel må tage én for én, hvis de skal diskuteres: Dit eksempel, humanitær intervention, kan sagtens udnyttes som grumt magtmiddel, men det er vel ikke Habermas' skyld, at (også) politikerne læser ham forkert.... Taler du virkelig for en *principiel* folkesuverænitets-fastholdelse? En principiel laden-stå-til-politik for det såkaldte internationale samfunds i dets handlen overfor stater, der fx begår folkemord? Er vi i så fald ikke ude i en pacifisme, der bliver moralsk blind?
mvh