For halvanden måned siden søsatte Danmark Radio sin nye efterårssatsning, som i går aftes endnu engang samlede det danske thrillerpublikum: efterfølgeren til søndagsflagskibet “Forbrydelsen”, som blev sendt i starten af 2007. Forbrydelsen II, som serien opfindsomt nok er døbt, er i samme stil som forgængeren en højspændt politisk spændingsserie. Den giver, med udgangspunkt i tidens aktuelle problemstillinger (terrorlove, Afghanistan-indsats og radikaliserede islamister), seeren en fornemmelse af at være inviteret indenfor bag murene i den dramatiske politiske virkelighed.

Denne udspiller sig i serien mellem flere forskellige af de arketypiske karakterer, som vi elsker at forestille os optræder i det politiske menageri. Således finder vi både den beregnende forsvarsminister med en skjult dagsorden, den kompromisløse, kvindelige oppositionsleder og den liberale, principfaste justitsminister (selvfølgelig ung og nyudnævnt). Plottet og karaktererne kan dog forventes at tage en mængde U-turns for at tække seermængdens søndagstrætte underholdningstrang efterhånden som vi nærmer os sæsonafslutningen. Alligevel er det umiskendeligt disse indtryk af de politiske typekarakterer, seriens forfattere ønsker at vi har skullet danne os foran skærmen.

Portrættet af Christiansborg indskrænker sig ikke kun til at pirre til vore forestillinger om det politiske persongalleri. Den parlamentariske tilstand i virkelighedens Danmark får også lov at være en del af rammen for Sarah Lunds sisyfosarbejde af en opklaring. Som en del af denne ramme støder vi på den nationalt sindede højrepolitiker, hvis parti har et vist rygstød i folketingets mandatfordeling. Han forsøger at presse regeringen til at vedtage en terrorpakke med lovbestemmelser, som mildest talt bevæger sig lige på kanten af det demokratisk tilladelige. Til ære for alle dem som ikke er i stand til at lægge to og to sammen, kaldes dette parti, som i den grad har den ellers så velmenende liberale regering i et fast folkevalgt greb der hvor det gør allermest ondt, “Folkepartiet”. En nærmest uforskammet direkte henvisning til den siddende VK-regerings parlamentariske grundlag hos Dansk Folkeparti.

Dette var tilsyneladende også holdningen på den mediekritiske højrefløj. Således var Dansk Folkepartis Sørens Espersen allerede dagen efter seriens præmiere d. 27/9, ude og lægge afstand til den rolle, der indirekte er blevet afsat til hans parti. Søren Espersen formåede i forbifarten både at kalde DR for “en parodi på sig selv”, og dramachef Ingolf Gabolds produktioner for “håndværk af Goebbelske dimensioner”. Det er dog især sammenligningen mellem indholdet af Folkepartiets terrorpakke og forbuddet mod det kommunistiske parti under krigen i serien, som faldt Sørens Espersen tungest for brystet, og måske rimeligt nok, en sådan bredside fra Danmarks Radio kan det ikke forventes at DF lader gå ubemærket hen. At man overskrider grænserne nedlagt i den demokratiske retsstats principper er trods alt en temmelig grov beskyldning.

Således fik Espersen i vanlig polemisk stil endnu en gang langet ud efter DR’s venstreorienterede våbenbrødre, om end Gabold hemmelighedsfuldt manede til besindighed og opfordrede den ophidsede politiker til at følge plottets udvikling tæt. Set i bakspejlet lignede episoden blot en af de utallige meningsudvekslinger som gør den politiske debat i Danmark farverig, og episoden gled da også hurtigt bagud i den offentlige hukommelse, som en sådan nu engang gør.

Omtrent to uger efter Espersens indignerede udtalelser anholdt det amerikanske forbundspoliti FBI i samarbejde med PET en amerikansk og en canadisk statsborger, som efter alt at dømme har været temmelig godt i gang med at planlægge en militant aktion rettet mod Danmark. Målet var den danske avis Jyllandsposten, og personlige angreb skulle rettes mod dennes kulturredaktør Flemming Rose og tegneren Kurt Westergaard. Begge spillede en central rolle i offentliggørelsen af de kontroversielle tegninger af profeten Muhammed i 2005. Den danske offentliggørelse af aktionen fandt sted tirsdag d. 27/10 om eftermiddagen, og allerede tidligt næste morgen kunne vi læse, at danske politikere fra V og S med DF i spidsen krævede en vurdering fra PET om hvorvidt, der skulle strammes i terrorloven. DF var hurtigt ude og foreslog, at de eksisterende terrorlove skulle suppleres med elementer som ved vedtagelsen blev skrinlagt med begrundelse i deres vidtgående natur. Forslaget indebar at politiets overvågningsbeføjelser skulle udvides yderligere end den i forvejen var blevet med lovpakkerne fra 2002 og 2006. Samtidig foreslog de også at der måtte indføres en ny strafbar kategori i dansk antiterrorlov til brug for de danske udlændingemyndigheder. Denne skulle være et redskab til at forhindre individer som har ytret sig “demokratifjendtligt” i at kunne komme ind i landet.

Udover det tvivlsomme demokratiske og praktiske grundlag for disse tidligere kasserede lovelementer, virkede det paradoksalt at DF foreslog en ekspansion af en antiterrorindsats, som man netop havde konstateret virker efter hensigten. Den underforståede præmis for DF er vel, at truslen mod Danmark er konstant voksende. Dog gav de nyeste anholdelser i Chicago ikke PET anledning til at hæve trusselsniveauet, og det følger ikke af konstateringen af en trussel som den i Chicago, at efterretningsindsatsen har brug for yderligere lovmæssige udvidelse. Det er som om den glidebanemetafor, som danner udgangspunkt for de simpleste af alle argumentationer mod udvidelser af det retslige grundlag for statens suverænitetsudøvelse over for befolkningen, aktualiseres så tydeligt i DF’s retspolitiske terrorudspil, at det nærmest er småpinligt selvfølgeligt at påpege det. Det er netop denne banale pointe som DR’s søndagsseere har fået serveret med aftenkaffen søndagene i dette efterår.

For så vidt som alt dette er sandt, bliver Sørens Espersens forargelse over dramaserien ikke ligefrem lettere at forstå. Det ser jo ud som om han fuldt og helt burde kunne støtte den karakteristik af hans parti som sendes fra TV-byen. Forklaringen er tilsyneladende at for Espersen er selve det, at nogen beskriver DF’s retspolitik ikke problemet. Hvad, der er galt, er snarere, at kilden ikke gengiver DF’s antiterrorpolitik på en måde, som Espersen anser for meningsfuld. Han er kort sagt ikke enig i beskrivelsen.

Som den politiske filosof Hannah Arendt påpeger, er vi i politikkens sfære overladt til de historier, som andre politiske aktører fortæller om os. Det er ikke op til os selv at forklare andre “hvem” og ikke blot “hvad”, vi er. En uvægerlig følge af vores politiske engagement er, at der bliver fortalt historier om os. Det er et uomgængeligt vilkår ved en offentlig politisk debat- og handlingskultur. Således lærer vi i princippet konsekvenserne af vores eget politiske engagement at kende ved at opfatte, hvordan andre anskuer dem. Når Søren Espersen kritiserer DR’s dramaafdeling for at “politisere” med dens beskrivelse af virkeligheden i “Forbrydelsen II”, gør han sig i virkeligheden til kritiker af et af de mest fundamentale forhold i det politiske: Den politiske offentligheds aktører bærer alle på hver deres forståelse af virkeligheden, og ens egne politiske handlingers konsekvensers virkelighed kan undersøges ved at undersøge andres forståelse af den. Alt tyder på, at Espersen både på et principielt og på et meget konkret plan nægter, at dette skulle være tilfældet.

Principielt, fordi han tilsyneladende ikke mener, at politik bør have plads til tilsynekomsten af de politiske handlingers konsekvenser medieret gennem fortællinger og historier formidlet af en aktør, han ikke er enig med; en aktivitet, som Arendt ellers kalder sine qua non politisk.

Konkret, fordi han nægter at anerkende at tilsynekomsten af DF’s deltagelse i arbejdet med antiterrorlovene kan lade sig genfortælle i en historie produceret på DR (som Espersen selv kritiserer for at opføre sig som en politisk aktør).

Man må altså spørge: Er Søren Espersen i stand til at sætte sig ind i, hvordan virkeligheden ser ud for de andre deltagende politiske aktører? Er Espersen selv en egentlig politisk aktør, eller bare en parlamentariker i en fordelagtig situation?

Kapitalismen har gjort os til forbrugere, en-dimensionelle væsener der kun tænker på materielle goder. Det er i hvert fald en udbredt opfattelse hos store dele af den vestlige venstrefløj og har været det siden halvfjerdserne. Det er imidlertid værd at bemærke, at kritikken af forbrugssamfundet ikke blev opfundet af den tids marxister og blomsterbørn. Udtrykket ”a consumers’ society” bruges for eksempel af Hannah Arendt i The Human Condition fra 1958. Arendt beskriver her, hvordan arbejderbevægelsens sejre har været menneskehedens nederlag. Arbejdernes frigørelse fra kapitalisternes undertrykkelse og udnyttelse har nemlig haft som konsekvens, at animal laborans har indtaget det offentlige rum, som burde være reserveret de få dygtige og dydige mænd, der er egnet til det politiske liv. Animal laborans har derefter gjort de essentielt private aktiviteter, arbejde (labor) og forbrug, til omdrejningspunktet for den politiske handlen og dermed skabt det forbrugsdiktatur, vi lever under i dag. Med andre ord: Hvis bare de forbandede arbejdere ville lade være med at blande sig i politik, ville vor tids borgere være optaget af andre og mere ædle beskæftigelser end at producere og forbruge.

Arendts kritik af forbrugssamfundet er således dybest set en demokratikritik. Og der er ingen tvivl om, at kritikken af forbrugssamfundet ofte fungerer på samme måde i dag. Borgelige intellektuelle som danske Henrik Jensen og franske Alain Finkielkraut begræder den moderne kultur, hvor autoriteterne forsvinder i takt med, at individerne i højere og højere grad kun bekymrer sig om selvtilfredsstillelse og materielle goder. Den omsiggribende materialisme, hævder de og mange andre reaktionære, er et varsel om en snarlig undergang. Men hvordan er det nu lige med den der materialisme? Som bekendt var Marx jo netop materialist og understregede, at mennesket er et materielt væsen. Endvidere påpegede han, at når borgerskabet påstår noget andet og beklager sig over det brede flertals manglende interesse for ”åndelige” værdier, er formålet oftest at delegitimere dette flertals politiske krav. Der er ingen tvivl om, at denne indsigt er lige så aktuel i dag som på Marx’ egen tid, og at Jensens og Finkielkrauts diskurser passer perfekt ind i politisk kontekst af omfattende liberale reformer.