Haiti. Med titel
29. jan 2010 23:41, CVA
Haiti har siden dets begyndende revolution ved slaveoprøret i 1791 og dets efterfølgende selvstændighed i 1804 været et problem for det meste af “verdenssamfundet”. På den ene siden inkarnerede det det lighedsideal, som både inspirerede og mobiliserede den amerikanske og den franske revolution. Og dog var den haitianske revolution “for meget”, fordi den ubetinget realiserede idealet. Haiti inkarnerede excessen i lighedsidealet: at det kunne gælde alle, selv de sorte slaver! Alle efterfølgende forhold til og i Haiti (fra den interne parasitiske neofeudale elite til udenlandske koloniale interesser) har bestræbt sig på at dæmme op for og standse den folkelige fordring om lighed.
Hvorfor tale om lighed og om fjerne hændelser, der fandt sted for over 200 år siden, nu hvor 100.000 eller flere er døde og millioner er hjemløse i den forfærdelige katastrofe på Haiti? Den retorik, der går sammen med indsamlingen og mobiliseringen af nødhjælp, taler også om lighed. Men om en anden lighed. Den lighed der ligger i vores fællesmenneskelige skrøbelighed og dødelighed. Som Præsident Barack Obama skrev i sin artikel ”Why Haiti Matters” i Newsweek: ”But it is also in these moments, when we are brought face to face with our own fragility, that we rediscover our common humanity. We look into the eyes of another and see ourselves.” Det er altså først vores fælles modtagelighed over for ødelæggelse, der forlener os med lighed.
Man kunne måske foranlediges til at tro, at katastrofen, kaosset og det enorme antal døde, kunne kategoriseres som det reelle i psykoanalytisk forstand, en pludselig traumatisk indtrængen af uforståelige og uregerlige kræfter. Men denne konklusion er for hurtig. Med katastrofen er Haiti faktisk blevet symbolisérbar og kategorisérbar i vores fælles almene bevidsthed (set gennem medierne). Det er et land reduceret til at skulle holdes i live, åbenbaret som et nødlidende land, vi kan relatere os til på det symbolske plan. Katastrofen har paradoksalt nok indplaceret Haiti i et forståeligt verdensbillede.
Før katastrofen var Haiti uplacerbar, fanget i en kompliceret netværk af intern undertrykkelse, paramilitære kræfter, neoliberale ”strukturelle justeringer”, hundrede ukoordinerede NGOer osv. Det var således Haiti før katastrofen, der var reel: på den ene side var den (1) excessen af lighed og på den anden side (2) et sted for udøvelsen af den obskøne bagside af neoliberalismen (fx CIA-financiering af militær til undertrykkelse og nedkæmpning af oprør for at sikre mikroskopiske lønninger, minimale toldtariffer, økonomisk “stabilitet” og privatiseringer). Haiti var altså et knudepunkt eller en kampplads for både den reelle exces i vores hævdvundne idealer om lighed og den reelle obskøne bagside af det globale økonomiske system.
Før katastrofen kunne de fleste “almindelige borgere” i Vesten ikke relatere sig til det kaotiske Haiti. De manglede det Fredric Jameson kalder “cognitive mapping”: det som kunne placere Haiti i en meningsfyldt verdensbillede. Jørgen Leths Haiti-film fra 1996 hedder meget sigende “Haiti: Uden titel”. At filmens titel er “Uden titel” henviser til dens fragmentariske indhold, optaget over en årrække, hvor Haiti både oplevede den folkelige bevægelse Lavalas (med Jean-Bertrand Aristide i spidsen) opnå overvældende flertal i parlamentet og håb om bedre tider, til det blev væltet af militærkup, til genindsættelsen af Lavalas-regeringen, den amerikanske invasion og al mulig voodoo og kokkedøtre. Hårdknuden, som er Haiti, kan ikke summeres under en titel. Haiti er en mærkelig størrelse som ikke kan indfanges. Haiti er i den vestlige bevidsthed “uden titel”. Med katastrofen har Haiti fået en klar titel: katastrofeoffer.
Denne titel har bragt Haiti til vores bevidsthed (læs: i medierne). Den gør det muligt at relatere til Haiti-som-katastrofeoffer. Måske har mange et behov for at “gøre en forskel” ved verdens problemer, men mangler koordinaterne til at overskue situationen. Derfor er nødhjælpen den eneste åbne vej, det eneste symbolske koordinat, der tillader én at udøve en slags hjælp. Røde kors samler jo ikke ind til at bekæmpe neoliberalismens indgreb, der forarmer befolkningen og forvitrer offentlige investeringer, så de fleste bor i slum, der ikke kan modstå jordskælv. Den eneste mulige kanal for almindelige mennesker er nødhjælp, ingen anden mulig relation til de ekskluderede lande er symbolsk åben. Det er umuligt at bekæmpe den reelle effekt af neoliberalismen med nogen som helst form for indsamling. Til dette kan kun den reelle exces i den folkelig kamp for ligheds formå noget. Om der kunne opnås en bred opbakning til denne “reelle” hjælp i lige så høj grad som til den symbolske indsamling og nødhjælp er lidet sandsynligt. Spørgsmålet er således, om Barack Obama vil genkende sig selv, når han, i stedet for det nødlidende haitianske folk, ser det haitianske folk i øjnene, der forlanger demokrati og inklusion i dets lands skæbne?
30. jan 2010 12:28
bravo. Burde laeses vist og bredt. Og tak
30. jan 2010 21:30
Et helt nødvendigt indlæg! Men prøv lige at uddybe, hvad det egentlig er for interesser, som blandt andre USA har i Haiti. Du nævner i indlægget de "koloniale interesser", og at CIA i flere omgange har været involveret i den haitianske politk. Mange kilder bekræfter dette. Men jeg undrer mig bare over hvorfor. Hvilke interesser har USA i Haiti? Hvad er der at komme efter rent økonomisk?
1. feb 2010 13:07
Tak!
Det er svært at gøre kort, så svaret bliver lidt opremsende:
Fordi Haiti de facto har været komplet afhængige af USAID, har stedet været en let sted at implementere økonomiske strukturer, der på ingen måde gavnede det haitianske folk. De kunne så at sige styre hanen for at opnå det politiske miljø de efterstræbte. Økonomisk handlede det fx om produktion af såkaldt "cash crops" til det amerikanske marked (dvs. afgrøder der dyrkes udelukkende for at eksportere og tjene penge og ikke for at brødeføde befolkningen) og senere også sweatshops med sultelønninger. Haitis marked er ifølge IMF fire gange så åbent som USAs og Canadas.
Peter Hallward skriver i sin meget anbefalelsesværdige bog Damming the Flood (hvor man også kan finde meget mere om det ovenstående og dokumenterende henvisninger):
"In Haiti, as in most other heavily exploited parts of the world, international aid is meant to develop a space open to foreign penetration and manipulation, a place free of intrusive government regulation, a place where people are prepared to work for starvation wages, a place where private property and profits receive well-armed protection but where domestic markets, state assets and public services do not." (5)
Der er også klare politiske grunde ("folkelige bevægelser i fattige lande er farlige"), men disse politiske grunde styres først og fremmest med økonomisk pression, men også med positiv økonomisk opbakning til dem de gerne så styre/stabilisere landet, opbakket af den lokale "elite" af rige familier, der ejer det meste. Dvs. hvis den forkerte regering bliver demokratisk valgt, bliver regeringen presset økonomisk til at indrette sig efter fremmede interesser (eller militært kuppet, som i 1991).
Det virker paradoksalt, at man kan have økonomiske interesser i verdens fattigste land, men grunden til disse interesser og også grunden til fattigdommen.
Det kan hurtigt blive meget langt at skulle uddybe, men jeg vil henvise til Peter Hallwards bog fra 2008, som også handler om Aristide og Haitis positive kamp for selvstændigt folkestyre.
1. feb 2010 21:34
Når jeg læser så gode analyser på CVA som den her, oplever jeg en gang i mellem nærmest en modstand for at læse videre. Hvorfor?
2. feb 2010 09:37
Uden at vide så helvedes meget om Haitis historie (fx har jeg aldrig fået læst Hallwards bog) vover jeg at hævde, at man nok ikke skal gøre Aristide til nogen helt. Han er blevet anklaget for både korruption, valgsvindel, alvorlige brud på menneskerettigheder og brug af paramilitære styrker. Det betyder imidlertid IKKE, at man ikke skal kritisere USA og Frankrig, der helt sikkert igennem fx CIA støttede det oprør, der væltede Aristide i 2004. Oprøret var nok ikke - som Aristide selv påstår - "orkestreret" af CIA, men det var da meget muligvis støttet af CIA. Med andre ord: Oprøret var en kærkommen lejlighed til for USA og Frankrig og andre at komme af med en besværlig præsident. Det internationale samfundet burde i stedet have hjulpet med til at mægle mellem Aristide og oprørerne.
Men altså: Hallward har ret i at kritisere USA og andre internationale aktører i forbindelse med 1991. Hans helhjertede støtte til Aristides regering bør man derimod nok tage med et gran salt. Husk på at Hallward (så vidt jeg husker) jo også er en stor tilhænger af Fidel Castro.
Ja, nu må analytikeren jo rette mig, hvis han mener, jeg tager fejl. Som sagt har jeg ikke læst Hallwards bog, men kun nogle interviews med ham.
2. feb 2010 09:53
Forøvrigt: Mener analytikeren også, at militærkuppet mod Aristide i 1991 var støttet af USA? Det var da ellers USA, der genindsatte Aristide i 1994. Forøvrigt kan militærkuppet i 1991 vel godt forsvares? Wikipedia skriver således:
"On September 1991, after his own government – led by Prime Minister René Préval – failed a non-confidence vote by the FNCD-controlled parliament, Aristide attempted to rule alone. The army performed a coup against him"
Jeg kunne jo selvfølgelig også bare læse Hallwards bog, men når jeg nu har fat i en, der har læst den, er det jo lidt nemmere :)
5. feb 2010 23:36
@Analysanden: Tak! (Du modsætter dig indføjelsen i analysens symbolske orden. Diagnose: hysteri. Råd: bliv ved.)
@ BR:
Det meste af det, som Aristide er blevet kritiseret for, er ofte resultatet af en ret effektiv misinformationskampagne. Beskyldninger, som du nævner, bliver behandlet indgående i Hallwards bog. Og det er helvedes kompliceret og intrikat, så det er ikke lige til at gøre kort.
Korruption: da Fanmi Lavalas var ret uorganiseret og ikke havde en særlig disciplinerede eller formel sturktur, kom der mange opportunister med i opløbet, som kun støttede FL fordi det var en indgang til politiske indflydelse og ikke fordi det delte han hensigt. Det er ofte i dise tilknytninger, at korruptionen er blevet begået. Der har sikkert også været korruption rundt omkring, men det var det også længe før også, og er bare blevet eksponeret meget eller forvrænget for at skabe en fjendtlig stemning mod Aristide. Men problemer i Haiti: den strukturelle udnyttelse, forarmning og politiske eksklusion af befolkningen, er langt mere væsentlige kritikpunkter.
Anklagen om valgsvindel angår formentlig valget i maj 2000:
det handler om en mindre teknisk klage, som en af valgobservatorerne fra OAS (Organization of American States) havde omkring en optællingsmetode. Ud over denne hændelse havde OAS, som ikke kan siges at være pro-Aristide, kun postive tilbagemeldinger. Problemet er bare at denne lille klage blev brugt til at kaste tvivl over hele valget, som, uanset optællingsmetoden (som omhandlede fordelingen af pladser i Senatet, hvor hver kandidat skal have 50+1% stemmer for et givent sæde, hvilket kan føre til flere valgrunder), ville have givet Fanmi Lavalas et stort flertal. Da det blev klart, at opositionen havde tabt, blæste de denne tekniske detalje op for at ryste ved valgets troværdighed.
Beskydlningen om menneskerettighedsbrud: hvis man statisk set kigger på, hvad der er sket af fx politisk-motiverede mord, censur, trusler, frihed straf osv., så har der uden sammenligning været mest roligt og sikkert i Haiti under Lavalas-regeringen og ikke under diktatorerne Papa Doc og Baby Doc, militærjuntaen eller Latortue-regeringen. Kort sagt: Haiti er gået fra diktatorisk-systemiske (og mange) menneskerettighedsbrud til demokratiske ikke-systemiske (og få) menneskerettighedsbrud.
Brug af paramilitære styrker: det første Aristide gjorde, da han han blev valgt, var at afvikle hæren, som havde styret og terroriseret Haiti (især forsøgte de at sprede frygt i slumkvartererne). Desuden havde Aristide på ingen måde hverken magt eller indflydelse nok til at kunne styre landet som militærdiktator, hvis det da havde været hans intention. Militæret selv var snarere en paramilitærenhed støtte af den rige elite med udenlandsk opbakning, snarere end den folkevalgte regering. Jeg tror, at beskyldningerne kommer af de uorganiserede gengældelsesangreb, som uformelle Lavalas-tilhængere har udført, når de er blevet terroriserede. De er ikke hverken organiseret eller styret af Aristide selv og små og sporadiske.
Hvad angår "oprørerne", så drejer det sig om militæret, som kuppet parlamentet og indførte blodigt diktatur, og dræbte hundredvis af Aristide-tilhængere. Aristide underskrev faktisk en aftale i Juli 93 (den såkaldte "Govenors Island Agreement"), mæglet (og presset) af FN og USA, som skulle genoprette demokratiet i Haiti til gengæld for at gå på kompromis med hæren (blandt andet straffrihed for de mange mord). Denne blev senere ignoreret af general Cédras. Den eneste grund til at USA og FN hjalp med at genindsætte Aristide var fordi det militærdiktatur, de selv havde støttet, blev for meget for dem. Og Aristide blev kun genindsat, fordi han gik meget på kompromis med de økonomiske ændringer og en masse indrømmelser formuleret i den såkaldte ”Paris Plan” fra 1994. Dette er han også blevet kritiseret for, men spørgsmålet er selvfølgelig om, han havde andre muligheder end at gå på kompromis med USA. På dette grundlag blev han genindsat, og også fordi den folkelig opbakning, for ikke at nævne det demokratiske valg, gjorde det umuligt for USA legitimt at kunne afholde ham fra magten.
Om oprøret var orkestreret af CIA? De har i hvert fald postet mange millioner i oppositionen og trænet og støttet forbrydere som Macoute. Du har helt ret i, at det var kærkomment for USA og Frankrig at se Aristide forsvinde. Alt, hvad de har gjort i Haiti, har været et forsøg på at begrænse hans indflydelse. Og Aristide blev i september 2004 smidt i et US jet og fløjet i ufrivillig eksil i Afrika. Det var de amerikanske tropper der i marts 2004 sikrede Lartortue-regeringen, med al den vold det medførte mod Lavalas-tilhængere. Så det var i hvert fald styret ret meget af USA.
Hvad angår september-kuppet fra 1991, og citatet fra wikipedia, så kender jeg ikke til dette mistillidsvotum. Påstanden om at han skulle ville regere ”alene” er mærkelig, eftersom han havde stort flertal. Beskyldningen skyldes formentlig, at FNCD støttede Aristide i starten, fordi de troede han ville være et moralsk spydhoved og han så bare ville indsætte de samme karrierepolitikere igen, men at han valgte folk fra sit eget parti (som var det parti, der havde fået flertal og ikke FNCD). ”Mistilliden” er fra interesser udefra, fx Bushs ambassadør på Haiti, der ønskede at udskifte mange af ministerposterne som Fanmi Lavalas besad med dem fra ”liberale” partier. Da de nægtede at bukke under for dette ekstraparlamentariske pres, blev det fordrejet som et ”bevis” på Aristides megalomani. FNCDs formand fik i et senere valg 2% af stemmerne, så det er snarere dem, der ville regere alene. Mange af disse liberale politikere hoppede i stedet over i pro-militær lejeren. Netop dem som USA havde støttet. Hallward skriver: "Covert US support for the 1991 coup has been well-documented by Allan Nairn, Kim Ives, Jane Reagan and several other investigators." (40) (Jeg kan dog ikke påstå at have tjekket disse kilder).
Desuden prøvede hæren også kort tid før Aristide blev indsat som præsident, den 7. januar, at kuppe regeringsbygningen, så viljen til at kuppe ligger i deres fundamentale aversion mod Aristides politik, ikke i at han gør illegitimt krav på magten, selvom de gerne vil fordreje det således.
(Det blev lidt langt, der kan siges meget mere, men jeg stopper her.)
Alt i alt synes jeg at Aristides bestræbelser på at forbedre forholdene for haitianerne er heroiske.
12. feb 2010 22:21
X-factor har for kort tid siden vist en video med de første finaledeltagere, der kan downloades for 10 kr.. Overskuddet går til ofrene for jordskælvet i Haiti. Sangen var Jackson 5's "I'll be there". Undervejs sang en af deltagerne: "I'm so glad that I found you".
Case closed...