Habermas mener som bekendt at kunne lokalisere den etiske og politiske normativitets grundlag i den kommunikative interaktions nødvendige mulighedsbetingelser:

...de regler uden hvilke argumentationsspillet ikke kan fungere: hvis man overhovedet vil argumentere, er der ikke nogen ækvivalenter for dem.

Diskursetikken, s. 88, Det lille Forlag, Frederiksberg, 1996

Sagt mere ligefremt: Der er en instans, nemlig sproget (og ikke, som i forne tiders metafysisk belastede filosofiske systemer, Gud eller Den Absolutte Ånd eller den store Græskarmand) der sikrer og opretholder den symbolske orden. Sagt endnu mere ligefremt: Den store Anden is alive and well and living in Frankfurt.

(I parentes bemærket, så er dette formodentligt en af årsagerne til, at Habermas, som påpeget i en tidligere analyse, har svært ved at "...forholde sig til det spørgsmål, som altid må være om ikke omdrejningspunktet, så baggrunden for enhver engageret politisk teori: Hvad må der gøres - her og nu?" Da sprogets grundlæggende strukturer jo altid-allerede er på plads og i orden og en (minimal) form for rationalitet og åbenhed dermed altid er sikret, så må den konkrete politiske kamp nødvendigvis miste noget af  sin radikalitet og påtrængenhed. Dybest set er tingene jo i orden; det er blot detaljerne vi skal have rettet lidt på).

For den vilde analytiker er tingene væsentligt mere komplicerede. Den vilde analyses grundindsigt kan vel siges at være erkendelsen af, at nok eksisterer den store Anden ikke, men han fungerer alligevel! Som det forklares i Program for bloggen, så er det er denne indsigt, som ligger til grund for CVA's tilgang til blogmediet.  

...CVA-bloggen [arbejder] aldrig med en afsender på sine indlæg: hellere end at tvinge (suggerere) patienten til at konfrontere og identificere sig med et indlægs forfatter, forsøger de ”vilde” analyser at konfrontere patienten med sine egne forestillinger og (måske ukendte) autoriteter. Den vilde analytiker påstår – ifølge Freud og Lacan – at vide, hvad der foregår inde i hovedet på folk; bloggens indlæg påstår også at vide dette, men de påstår til gengæld ikke, at der findes en person bagved teksten som skulle vide, hvad der foregår inde i hovedet på læseren. ”Forfatteren er død!” som Roland Barthes sagde – og spørgsmålet er nu, hvordan vi vil forvalte denne opdagelse.

Enhver association, enhver fortolkning, ethvert indlæg på bloggen, giver således afkald på at understøttes af den autoritet, som en given læser kunne tilskrive forfatteren (i læserens forestilling om, at det sagtes mening kan henvises til en stor Anden en alvidende forfatter, teoretiker, guru, mv.). Den store Anden eksisterer ikke, men fungerer alligevel – derfor reguleres bloggen af et navneforbud: For at den store Andens skikkelse kan forblive så flydende og diffus som muligt.

I CVAs hænder bliver blogmediet brugt til at gøre den store Andens skikkelse "så flydende og diffus som muligt" for derved gøre folk bevidste om og derigennem (sommetider, nogle gange og altid kun midlertidigt) destabilisere og underminere den store Andens autoritet. Som praktiseret her på bloggen søger den vilde analyse således bevidst at operere udenfor og på tværs af den Habermasianske diskursetiks snærende bånd, for på denne måde at problematisere sprogets og den rationelle argumentations implicitte og altid forudsatte autoritet.

Nu er det imidlertid med Habermas, som Foucault engang sagde om Hegel:

...truly to escape Hegel involves an exact appreciation of the price we have to pay to detach ourselves from him. It assumes that we are aware of the extent to which Hegel, insidiously perhaps, is close to us; it implies a knowledge, in that which permits us to think against Hegel, of that which remains Hegelian. We have to determine the extent to which our anti-Hegelianism is possibly one of his tricks directed against us, at the end of which he stands, motionless, waiting for us.

The Archaeology of Knowledge and the Discourse on Language, s. 235, Pantheon, New York, 1972.

Opmærksomheden på offentlighedens forvandlinger er nyttig i disse år. Ikke mindst på det nationale plan, hvor vi bevæger os længere og længere væk fra Habermas’ offentlighedsideal og i retning af italienske tilstande.

I det danske markedsdemokrati er det ikke fokuseret analyse eller argumenter, der tæller, så meget som det er enkle standpunkter og mulighed for følelsesmæssig identifikation.

Det er ikke i morgenavisernes førstesektioner eller på debatsiderne, men i gratisaviser, ugeblade og talkshows, at man kan flytte stemmer.

Det er den fællesnævner, som også danske politikere med stadig større præcision sigter efter.

Kort sagt: Horkheimer og Adorno havde sådan set grundlæggende ret, da de i Oplysningens dialektik afviste selve tanken om, at kritik kan opstå, eksistere og fungere indenfor en kapitalistisk samfundsorden. Horne Kjældgaard er imidlertid, viser det sig hvis man læser en smule videre, ikke helt så opgivende som den kritiske teoris første generation. Der er, erklærer han i anmeldelsens sidste afsnit, håb endnu:

På den anden side tilbyder de nye webbaserede medier muligheder for demokratisk deltagelse og offentlighedsformer, som vi endnu hverken kender omfanget eller dybden af.

Glimrende, tænker man umiddelbart; det synes at åbne rum for noget sådant som CVA-bloggen, der jo i den grad (og i fuld overensstemmelse med såvel Freud og Lacan) må siges at være et webbaseret medie "som vi endnu hverken kender omfanget eller dybden af."

Men Horne Kjældgaard er ikke færdig endnu, og med hans sidste sætning lades alt håb endegyldigt ude:

Hvilke følger, det vil få, er et spørgsmål, som vedrører os alle, og som også kunne være en oplagt anledning til at læse eller genlæse Habermas’ ’Borgerlig offentlighed’.

I et lidet ophidsende essay, Tre normative modeller for demokratiet, skelner Jürgen Habermas mellem en liberal og en republikansk demokratimodel. En af forskellene mellem disse ligger i opfattelsen af de folkevalgtes rolle. I den liberale model har folkets repræsentanter således frie hænder, når først de er blevet valgt. De har opnået administrativ magt og kan gøre med den, som de lyster, indtil næste valg. I den republikanske model er de folkevalgte derimod forpligtet på den diskussion, der har præget valgkampen og er fremherskende i den løbende offentlige debat. I denne model har ”den meningsstrid, der udspiller sig i den politiske arena, […] legitimerende kraft og ikke kun som en autorisering af adgangen til magtpositioner; den kontinuerligt førte politiske diskurs har tværtimod bindende kraft for den måde, hvorpå udøvelsen af politisk herredømme finder sted”.

Nu kan man så overveje, hvilke af de to demokratimodeller, man skal vælge. Habermas’ eget svar er selvfølgelig, at man skal vælge en helt tredje model, nemlig det deliberative demokrati, der er en syntese af de to andre modeller. Et mere interessant spørgsmål ville imidlertid være, hvem det ”man” er, der skal vælge. Sagen er jo, at en politisk filosofi som den, Habermas står for, tydeligvis udtaler sig fra statens synspunkt. Det er nemlig de folkevalgte selv, der vælger, om de vil opføre sig i overensstemmelse med en liberal eller en republikansk demokratimodel. Sagen er endvidere, at de folkevalgte – uafhængigt af Habermas – altid allerede har valgt en model. Eller rettere sagt: De vælger model, alt efter hvad der i en given situation er opportunt. Når det drejer sig om udlændinge- og straffepolitik, vil man fra politikernes side således oftest høre argumenter, der er i tråd med en republikansk demokratimodel: Vi skal lytte til folkestemningen, vi skal tage hensyn til retsfølelsen. Når det derimod drejer sig om EU og liberale velfærdsreformer, er en liberal demokratiopfattelse pludselig fremherskende. Politikerne ønsker nu at gå foran og forklare folket, hvad der er det bedste for dem.

Det, som Habermas glemmer, er således, at det demokratiske spil altid allerede er manipuleret. Han glemmer, at vi ikke lever i en idealverden, hvor ”vi” frit kan vælge mellem forskellige stats- og demokratityper. Og derfor kan han ikke forholde sig til det spørgsmål, som altid må være om ikke omdrejningspunktet, så baggrunden for enhver engageret politisk teori: Hvad må der gøres - her og nu?

Vi er kommet længere end naturfilosofferne, der påstod at alt er vand eller alt er ild og så fremdeles. Efter både det mytologiske, det logocentriske og det heliocentriske univers er blevet pillet ned, lever vi i det excentriske univers. Intet kan overskues fuldstændigt mere. Det er et moderne vilkår at Gud (med stort G) er død, at Naturen ikke kan begribes, at Sproget ikke findes, at Samfundet ikke findes, at Historien ikke findes (man kan selv udvide listen). Der findes således ’kun’ religiøsitet, miljø, sproglighed, samfundsmæssiggørelse, historicitet osv. Men betyder det ikke, at Filosofien også må opløses og kun kan regruppere sig som terapi, ’filosoferen’, aforismer, præmis-analyse osv.? De fleste siger ja. Måske er der kun én filosof, der i dag accepterer det excentriske univers som et uomgængeligt udgangspunkt, men som alligevel forsvarer den systematiske Filosofi og i forlængelse af dette Filosofiens arkebegreb, nemlig Sandheden. Det er Alain Badiou.

Men lad os nu gå til problemet på en anden måde. I forgårs talte Jürgen Habermas til en større forsamling på Aarhus Universitet. Temaet var A ”post-secular” society – what does it mean? Og hvad betød det så? Jo, sagen er, at vi troede vi levede i et sekulariseret samfund som følge af fremskridt i videnskab og teknologi, som følge af større social differentiering og større velfærd. Men i disse år kan vi jo netop se, at religionen og spørgsmålet om religion genopstår. ”Et stigende antal konflikter – blandt andet invasionen i Irak og konflikten mellem Indien og Pakistan – bliver kædet sammen med religiøs uenighed, og det øger bevidstheden omkring religion hos borgerne. […] Den muslimske nabo får den kristne borger til at tænke over sin egen religion”, sagde Habermas. Sagt på en anden måde: Vi troede, at Gud var død. Men det viser sig, at han bare flyttede til Mellemøsten. Og nu vender han altså tilbage. Og han er vred. Psykoanalytisk set kan denne udvikling fint forklares: Der er ingen problemer i at slå Gud (eller sin Fader) ihjel – han vil blot stadig spøge et sted i maskinen.