En tidligere analyse fra CVA, 'Lille Rasmussen og Store Rasmussen' påpeger, at Lars Løkke er den glade onkel, som har taget over for faderen, den alvorlige og bestemte Anders Fogh. Men hvad vil det sige, at onklen er ankommet?

Den tidligere analyse synes på den ene side at postulere, at faderen helt er forsvundet, at "Søren Gade sang den autoritære faders svanesang. Der kan aldrig mere siges "far her" i dansk politik", hvorved der nu kun "er børnene tilbage, som på en eller anden måde må finde af at organisere det hele egen hånd."

På den anden side antyder analysen, at faderen stadig er med os. Løkke "agerer vikar". Vi må her forstå Foghs fravær ikke blot som en mangel, men som tilstedeværelsen af en mangel. Eller som en analyse fra dengang Løkke indtrådte i embedet siger:

"det forhold, at Anders Fogh er trådt tilbage er ikke en simpel hændelse, men noget der sker, og vil ske, så længe Løkke er statsminister."

Faderens fravær "ophører ikke med at blive skrevet", eller måske mere præcist: faderens tilstædeværelse "ophører ikke med IKKE at blive skrevet." Med denne formel kan vi forstå faderens fravær som insisterende, som havende en effekt.

Hvorfor er dette farvær så insisterende? Er det simple svar ikke blot, at vi stadig længes efter en fader, som kan fundere den symbolske orden? Og måske denne længsel, selvom den skaber en afstand mellem lille Rasmussen og den store Rasmussen han aldrig kan blive, er selve fundamentet for Løkkes magt? Måske den nuværende orden kun fungrerer for så vidt som vi stadig tror på muligheden af faderen? Og er det ikke langt nemmere at tro på faderen, hvis han ikke er der til at vise sin fejlbarlighed, men i stedet har en vikar, som kan tage skraldet?

Som Derrida ville have sagt: Det forhold at Løkke blot er vikar for Fogh er både mulighedsbetingelsen for hans success, og umulighedsbetingelsen for samme.

Mange har den sidste uge spurgt: "hvad sker der for, at Lars Løkke bliver statsminister!?".

Et vigtigt spørgsmål, uden tvivl, men også en interessant måde at stille et spørgsmål på.

Det første vi bemærker er, at der spørges til mulighedsbetingelser, "HVAD sker der for at", dvs. "hvordan er det muligt at...". Spørgsmålet tager altså en given hændelse som udgangspunkt, hvorefter der spørgers til, hvordan denne hændelse er mulig. Der synes altså at være tale om en kritik i kantiansk forstand. Der spørges dog til en specifik form for mulighedsbetingelse; "hvad SKER der for at". Der spørges altså til noget, der kan hænde, og ikke til de transcendentale mulighedsbetingelser, som Kant leder efter.

Spørgsmålet er så: "hvad er årsagen, som selv har en årsag, til det, der er sket." Man kan dermed tale om et historiserende spørgemåde, og endvidere et spørgsmål, som per definition er stillet fra et nutidigt standpunkt. Spørgsmålet kan derfor beskrives som genealogisk, idet det spørger til det historiske a priori for en given begivenhed. Vi har altså tilsyneladende at gøre med et foucaultiansk spørgsmål.

Vi må dog ikke overse det helt centrale forhold, at spørgsmålet stilles i nutid, og ikke den umiddelbart mere passendei datid: "hvad er der sket for at...". Mulighedsbetingelsen er altså ikke simpelthen noget sket, men sker - den har en stadig effekt i nutiden. Kan vi ikke her tale om "retroaktiv kausalitet" eller "Nachträglichkeit" i begrebets præcise psykoanalytiske forstand? Ifølge psykoanalysen kendetegner denne form for kausalitet den symbolske orden, og beskriver det forhold, at en begivenhed, der oprindeligt fremstod som ubetydelig eller meningsløs, først får et meningsfuldt udtryk, idet den indskrives i et symbolsk netværk. Drengen, der så sine forældre dyrke sex som spæd er således ikke chokeret i det øjeblik, det sker, men oplever først oplevelsen som traumatisk senere, når han indtræder i det symbolske univers, der tabuiserer en sådanne skuen. Mening er så at sige retroaktiv, den er knyttet til den kausalitet, der stadig "sker", som ikke kan reduceres til noget simpelthen "sket".

Hvad sker der så for, at Lars Løkke bliver statsminister? Det banale svar er selvfølgelig det tvedelte, at Fogh tager til NATO, og at loven foreskriver, at en ny statsminister, Løkke, kan indsættes uden valg under disse betingelser. At Fogh forlader posten er i en vis forstand blot en hændelse, som kunne mødes med et "det var så det". At hændelsen alligevel er skandaløs, at vi ikke kan lægge den bag os, men må spørge, "hvad sker der for, at Lars Løkke bliver statsminister", knytter sig alene til det forhold AT Lars Løkke bliver statsminister. I det omfang nutiden er skandaløs kan fortiden (Fogh) ikke blive passiv fortid eller slet og ret glemmes; nutiden pirrer og irriterer os til at spørge "Hvorfor! Hvordan! Hvad sker der for at...!!!"

Sikkert og vist er det altså, at spørgsmålets form i sig selv afslører, at det forhold, at Anders Fogh er trådt tilbage ikke er en simpel hændelse, men noget der sker, og vil ske, så længe Løkke er statsminister.

Information har fredag en markant leder om regeringen Anders Fogh Rasmussens flertallige forbrydelser mod international ret og almindelig menneskelig anstændighed. Det springer især i øjnene, hvordan lederskribenten (Peter Nielsen) formår at italesætte den længe uartikulerede lettelse ved regeringslederens abdikation efter lang tids mummespil:

 [Han] virker som en mand, der er oprigtig indstillet på at sone fortidens synder. Han har først selv taget alle de små skridt, der bragte ham langt ud over en fundamental etisk grænse, og er nu med små skridt på vej tilbage til normalitet. At lytte til hans erfaring er en vigtig medicin mod radikalisering.

Det er som om, Information beder os om at lytte til Foghs stemme - som om, der er noget usagt, der nu langsomt begynder at kunne høres. Men Fogh-regeringen må opgive deres bestandige bortforklaringer af deres fejl, ikke mindst i Irak-krigen, og istedet tone rent flag:

Deres argumenter for, at under visse omstændigheder kan et mål hellige visse midler, er et farligt skråplan. Og disse kan slet ikke almengøres som del af et politisk program eller kamp, men er et højest individuelt anliggende, hvor den enkelte selv betaler prisen for at overskride de normer, som et demokratisk samfund nødvendigvis må hvile på.

Lederen slutter med en markant formaning til Foghs efterfølgere:

Med hensyn til de øvrige medlemmer af banden må man kun håbe, at der i dagens samfund ikke er mange, der vil lade sig besnære af deres forkvaklede argumenter og opfordringer til at fortsætte kampen for et mål med ulovlige midler.

Irak-krigen handlede ikke om masseødelæggelsesvåben, siger Anders Fogh Rasmussen. Den handlede om FN-resolution 1441.

Det er mærkeligt, at ingen, inklusive den prisbelønnede Bo Elkjær, der endelig fik sit interview, har spurgt Statsministeren, hvad han mener resolution 1441 handler om.

Hvad resolerede man om? Masseødelæggelsesvåben! Resolutionen handlede om, at Irak skulle afvæbnes. De skulle holde op med at producere masseødelæggelsesvåben, destruere dem de havde, og lade det internationale samfund checke det. Ud af de 14 punkter, der udgør resolutionens beslutning, handler de 10 om Iraks afvæbning og først og fremmest samarbejdet med FNs våbeninspektører og det Internationale Atom Energi Agentur, mens de sidste fire handler om, at Irak SKAL følge denne resolution (ellers vil det, som det hedder, få "alvorlige konsekvenser").

Resolutionen er vedtaget den 8. november 2002. Fire måneder senere gik Danmark med i krigen mod Irak. På det tidspunkt vidste man, at der ikke var så meget at afvæbne, som man havde troet, formentlig havde Irak slet ikke masseødelæggelsesvåben, og på det tidspunkt rapporterede våbeninspektørerne om fremskridt og bad om mere tid. Hvis ikke det har betydning for beslutningen om at gå i krig, giver det da ingen mening at forlade sig på resolutionen? (Nu kan man hævde, at vi måske ikke vidste med bestemthed, at Irak ikke havde masseødelæggelsesvåben, men så er vi allerede igang med den debat, regeringen mener er irrelevant!)

Vi må finde en analogi: Det svarer til at en mand laver en aftale med en maler om, at denne skal male hans hegn. Fire måneder senere kommer han til maleren og siger: "Du skal komme og male mit hegn!" Maleren svarer: "Jamen, det har jeg da gjort." Hvortil manden replicerer: "Det er ikke hegnet, det her handler om, det er vores aftale!"