Man kan ikke flirte med sig selv

En bestemt nyhed i dagens strøm bør fylde os med undren (se også her og her). Det er kommet frem at bestemte medlemmer af Dansk Folkeparti fører valgkamp med bestemte medlemmer af bestemte bevægelser med bestemte højre-radikale holdninger. Detaljerne omkring disse forbindelser er så hjerteskærende kedelige, at denne analytiker vil spare læserne. Politikens artikler (klik på ovenstående links) er dog leveringsdygtige, hvis det skulle have interesse. Det, der bør interessere os ved denne nyhed, ligger imidlertid et andet sted.

Den første undren bør sætte ind allerede ved overskrifterne. ”Flirt” bruges i flæng. Implikationerne af denne brug er vidtrækkende. Før der kan flirtes må bestemte forudsætninger være på plads. For det første forudsætter det to forskellige mennesker. Man kan ikke flirte med sig selv. Den første implikation af overskriften ”DF holder øje med højre-flirt” er med andre ord at DF ikke er højre(radikale). Man kan her ikke andet end at skuffes over status for kritisk journalistik i dag. Journalisten bag historien mener tydeligvis at være i færd med at afdække en kritisk sandhed omkring DF. Nemlig at de i virkeligheden har nære forbindelser til det yderste højre. (Til et Kommunalvalg i Nyborg ikke mindst). Man lykkes på denne måde med at lave et kolossalt selvmål, al den stund at selve italesættelsen af denne Knækkende Nyhed som en flirt synes at bekræfte, at Dansk Folkeparti i sig selv netop ikke er højre-radikalt.

Hvor kort er mon hukommelsen i Danmark? Det er ikke længe siden, at Dansk Folkeparti end ikke kunne anses for at være stuerent. Bare spørg Poul Nyrup Rasmussen. Men som partiet fremstår i artiklen er der vel nærmest tale om et midterparti, sådan som partiet gerne ser sig selv – ganske vist med nogle uheldige forbindelser.

Helt grinagtigt bliver det naturligvis, når det fremhæves, at disse højre-radikale, som bestemte DF'ere flirter med ”blandt andet har som mål at ophæve racismeparagraffen i dansk lovgivning” (se igen ovenstående links). Der er her tale om et forslag, som DF selv stillede i 2003. (Som opfølgning på at Højesteret d. 17. juni havde afsagt dom om, at der ikke var noget galt med at kalde Pia Kjærsgaards holdninger racistiske).

Det er ikke svært at konkludere på det ovenstående. DF skal lede længe efter bedre venner end de journalister, der på denne måde forsøger at være kritiske.

Hvis det blot var for at undres over denne lille diskursive misære, ville denne konklusion næsten være for slap til CVA, men historien slutter ikke endnu. Således bør vor undren intensiveres uendeligt, når vi læser, at Kjærsgaard, da hun blev konfronteret med sagen, reagerede som beskrevet her:

”»Glem det!« afbryder Pia Kjærsgaard prompte, mens hun laver en kontant, afværgende bevægelse med sin hånd frem foran sig. Politiken.dk når ikke at spørge til, hvorfor partilederen ikke vil forholde sig til sagen, før hun er drejet om på hælen ned ad Christiansborgs gange.”

Er der her blot tale om en racist, der ikke kender sine bedste venner? Eller er der noget dybere på færde? Reaktionen skriger på analyse. Hvis man skal tage DF's eget udsagn om at være midterparti for pålydende, så burde Kjærsgaard her stille og roligt have gentaget en remse om at DF' skam er et anstændigt parti, med gode Danske holdninger, som ingen på nogen måde kan anse for at være usædvanlige, og da slet ikke for at være ekstreme. Hun burde endvidere havde sagt i en venlig tone, at det er svært at kontrollere alle partimedlemmers forbindelser, og samtidig havde påpeget, at hun syntes det er træls, at DF som det eneste midterparti i Danmark skal stå til regnskab i pressen for at bevise at partiets medlemmer ikke har højre-radikale tendenser.

Men det gjorde hun netop ikke. Hun gjorde sig så fornærmet som muligt og drejede om på hælen. Der skal ikke nogen stor psykoanalytiker til at fastslå, at sådanne overreaktioner ofte er tegn på, at man føler sig ramt. Og konklusionen skal da heller ikke blot være, at Dansk Folkepari er et parti på den ydre højrefløj.

Ambitionen for analysen børe være højere: Denne pointe kan måske være med til at afdække Dansk Folkepartis diskursive trumf i det politiske spil. Måske er der for Kjærsgaard netop en (bevidst eller ubevidst) pointe i at overreagere på en måde, som får hende til at fremstå som ramt et ubehageligt sted.

Antager vi dette, kan vi beskrive DF's diskursive trumf som en bipolær maskine. Vel er det væsentligt for partiet at italesætte sig selv som midterparti, for dermed at få gjort partiets holdninger til politisk mainstream – hvor rabiate de end måtte have fremstået for ganske kort tid siden. Men mindst lige så væsentligt er det for partiet, at der hersker en implicit bevidsthed i befolkningen om, at partiet netop ikke er et midterparti, at det netop ikke er mainstream. Hvis partiet for alvor var mainstream ville det givet ganske hurtigt miste grebet om de protestvælgere, der på mirakuløs vis stadigvæk stemmer på det, selv efter en lille dekade som fast støtte for regeringen. (Hvor meget mere tæt kan man egentlig komme på det ellers så folkefjendske etablissement?)

Partiets væsentligste diskursive træk kan med andre ord beskrives som ”an offer meant to be refused”, hvilket vil sige det, der eksempelvis sker, når én part i en diskussion tilbyder en undskyldning, hvortil den anden part bedyrer, at der skam ikke er noget at undskylde for. Dette sidste diskursive træk er netop ”an offer meant to be refused”, da det lige præcis vil være en overskridelse af samtalens uskrevne regler, hvis den første part svarede: ”Ok så trækker jeg min undskyldning tilbage.”

Dansk Folkeparti tilbyder sig til os som midterparti, netop under den forudsætning, at vi ikke accepterer tilbuddet, men husker på, at det er et parti på den yderste højrefløj. Kun på denne måde kan partiet på én gang påstå at tale fra midten af den danske folkemuld, og samtidig hævde at det siger det ingen andre tør sige. Sagt på en anden måde, så synes DF at have opfundet en måde, hvorpå man kan flirte med sig selv.