Løkkes vikariat
19. jan 2010 17:41, CVA
En tidligere analyse fra CVA, 'Lille Rasmussen og Store Rasmussen' påpeger, at Lars Løkke er den glade onkel, som har taget over for faderen, den alvorlige og bestemte Anders Fogh. Men hvad vil det sige, at onklen er ankommet?
Den tidligere analyse synes på den ene side at postulere, at faderen helt er forsvundet, at "Søren Gade sang den autoritære faders svanesang. Der kan aldrig mere siges "far her" i dansk politik", hvorved der nu kun "er børnene tilbage, som på en eller anden måde må finde af at organisere det hele egen hånd."
På den anden side antyder analysen, at faderen stadig er med os. Løkke "agerer vikar". Vi må her forstå Foghs fravær ikke blot som en mangel, men som tilstedeværelsen af en mangel. Eller som en analyse fra dengang Løkke indtrådte i embedet siger:
"det forhold, at Anders Fogh er trådt tilbage er ikke en simpel hændelse, men noget der sker, og vil ske, så længe Løkke er statsminister."
Faderens fravær "ophører ikke med at blive skrevet", eller måske mere præcist: faderens tilstædeværelse "ophører ikke med IKKE at blive skrevet." Med denne formel kan vi forstå faderens fravær som insisterende, som havende en effekt.
Hvorfor er dette farvær så insisterende? Er det simple svar ikke blot, at vi stadig længes efter en fader, som kan fundere den symbolske orden? Og måske denne længsel, selvom den skaber en afstand mellem lille Rasmussen og den store Rasmussen han aldrig kan blive, er selve fundamentet for Løkkes magt? Måske den nuværende orden kun fungrerer for så vidt som vi stadig tror på muligheden af faderen? Og er det ikke langt nemmere at tro på faderen, hvis han ikke er der til at vise sin fejlbarlighed, men i stedet har en vikar, som kan tage skraldet?
Som Derrida ville have sagt: Det forhold at Løkke blot er vikar for Fogh er både mulighedsbetingelsen for hans success, og umulighedsbetingelsen for samme.
