Haiti har siden dets begyndende revolution ved slaveoprøret i 1791 og dets efterfølgende selvstændighed i 1804 været et problem for det meste af “verdenssamfundet”. På den ene siden inkarnerede det det lighedsideal, som både inspirerede og mobiliserede den amerikanske og den franske revolution. Og dog var den haitianske revolution “for meget”, fordi den ubetinget realiserede idealet. Haiti inkarnerede excessen i lighedsidealet: at det kunne gælde alle, selv de sorte slaver! Alle efterfølgende forhold til og i Haiti (fra den interne parasitiske neofeudale elite til udenlandske koloniale interesser) har bestræbt sig på at dæmme op for og standse den folkelige fordring om lighed.

Hvorfor tale om lighed og om fjerne hændelser, der fandt sted for over 200 år siden, nu hvor 100.000 eller flere er døde og millioner er hjemløse i den forfærdelige katastrofe på Haiti? Den retorik, der går sammen med indsamlingen og mobiliseringen af nødhjælp, taler også om lighed. Men om en anden lighed. Den lighed der ligger i vores fællesmenneskelige skrøbelighed og dødelighed. Som Præsident Barack Obama skrev i sin artikel ”Why Haiti Matters” i Newsweek: ”But it is also in these moments, when we are brought face to face with our own fragility, that we rediscover our common humanity. We look into the eyes of another and see ourselves.” Det er altså først vores fælles modtagelighed over for ødelæggelse, der forlener os med lighed.

Man kunne måske foranlediges til at tro, at katastrofen, kaosset og det enorme antal døde, kunne kategoriseres som det reelle i psykoanalytisk forstand, en pludselig traumatisk indtrængen af uforståelige og uregerlige kræfter. Men denne konklusion er for hurtig. Med katastrofen er Haiti faktisk blevet symbolisérbar og kategorisérbar i vores fælles almene bevidsthed (set gennem medierne). Det er et land reduceret til at skulle holdes i live, åbenbaret som et nødlidende land, vi kan relatere os til på det symbolske plan. Katastrofen har paradoksalt nok indplaceret Haiti i et forståeligt verdensbillede.

Før katastrofen var Haiti uplacerbar, fanget i en kompliceret netværk af intern undertrykkelse, paramilitære kræfter, neoliberale ”strukturelle justeringer”, hundrede ukoordinerede NGOer osv. Det var således Haiti før katastrofen, der var reel: på den ene side var den (1) excessen af lighed og på den anden side (2) et sted for udøvelsen af den obskøne bagside af neoliberalismen (fx CIA-financiering af militær til undertrykkelse og nedkæmpning af oprør for at sikre mikroskopiske lønninger, minimale toldtariffer, økonomisk “stabilitet” og privatiseringer). Haiti var altså et knudepunkt eller en kampplads for både den reelle exces i vores hævdvundne idealer om lighed og den reelle obskøne bagside af det globale økonomiske system.

Før katastrofen kunne de fleste “almindelige borgere” i Vesten ikke relatere sig til det kaotiske Haiti. De manglede det Fredric Jameson kalder “cognitive mapping”: det som kunne placere Haiti i en meningsfyldt verdensbillede. Jørgen Leths Haiti-film fra 1996 hedder meget sigende “Haiti: Uden titel”. At filmens titel er “Uden titel” henviser til dens fragmentariske indhold, optaget over en årrække, hvor Haiti både oplevede den folkelige bevægelse Lavalas (med Jean-Bertrand Aristide i spidsen) opnå overvældende flertal i parlamentet og håb om bedre tider, til det blev væltet af militærkup, til genindsættelsen af Lavalas-regeringen, den amerikanske invasion og al mulig voodoo og kokkedøtre. Hårdknuden, som er Haiti, kan ikke summeres under en titel. Haiti er en mærkelig størrelse som ikke kan indfanges. Haiti er i den vestlige bevidsthed “uden titel”. Med katastrofen har Haiti fået en klar titel: katastrofeoffer.

Denne titel har bragt Haiti til vores bevidsthed (læs: i medierne). Den gør det muligt at relatere til Haiti-som-katastrofeoffer. Måske har mange et behov for at “gøre en forskel” ved verdens problemer, men mangler koordinaterne til at overskue situationen. Derfor er nødhjælpen den eneste åbne vej, det eneste symbolske koordinat, der tillader én at udøve en slags hjælp. Røde kors samler jo ikke ind til at bekæmpe neoliberalismens indgreb, der forarmer befolkningen og forvitrer offentlige investeringer, så de fleste bor i slum, der ikke kan modstå jordskælv. Den eneste mulige kanal for almindelige mennesker er nødhjælp, ingen anden mulig relation til de ekskluderede lande er symbolsk åben. Det er umuligt at bekæmpe den reelle effekt af neoliberalismen med nogen som helst form for indsamling. Til dette kan kun den reelle exces i den folkelig kamp for ligheds formå noget. Om der kunne opnås en bred opbakning til denne “reelle” hjælp i lige så høj grad som til den symbolske indsamling og nødhjælp er lidet sandsynligt. Spørgsmålet er således, om Barack Obama vil genkende sig selv, når han, i stedet for det nødlidende haitianske folk, ser det haitianske folk i øjnene, der forlanger demokrati og inklusion i dets lands skæbne?

Det er absolut nødvendigt, at vi begynder at tage klimaspørgsmålet alvorligt. Ikke mindst for de 300.000 menneskers skyld, som ifølge FN hvert år må lade livet på grund af menneskeskabte klimaproblemer (som de i parentes bemærket i mange tilfælde slet ikke ved, er menneskeskabte – og af hvem). Klimakamp er klassekamp.

I den forbindelse må det også være på sin plads at spørge, hvad vi egentlig helt præcist mener, når vi taler om ”klimakamp”. Kæmper vi for klimaet og i dette tilfælde hvilket klima? Et ”naturligt” klima? Et ”normalt” klima? Et ”godt” klima? Men hvad vil det da sige? I Danmark vil vi i de næste par årtier få det betragteligt mere behageligt, hvis den globale opvarmning fortsætter som beregnet (måske er det netop derfor, klimaet slet ikke er et problem for Dansk Folkeparti). Hvorom alting er, synes de definitoriske vanskeligheder uoverstigelige, når man anskuer klimakampen på denne måde.

En bedre tilegning af udtrykket kunne måske snarere være den, der udlægger klimakampen som en kamp imod klimaet? Klimaet er her jo. Klimaet er derude, det er dumt; en tyfon ved ikke, at et menneskeliv er noget værd. En sandstorm spørger ikke om lov. Måske er problemet med klimaet netop, at der er alt for meget af det i disse tider. Klimaet trænger sig på, en storm lukker vand ned i en kælder, en hedebølge er begyndelsen på en skovbrand. I lacaniansk forstand er klimaet et perfekt eksempel på det reelle. Det er det, som modsætter sig symbolisering. Det er det, som vi aldrig bliver færdige med at kultivere og symbolisere (ukrudtet er ligesom det reelle det, som altid vender tilbage til den samme plads). Det reelle er enten en mangel (som når vi kigger rundt, men overalt bare ser menneskeskabt klima) eller også er det en exces (som når samme menneskeskabte klima pludselig ”går amok” og oversvømmer en landsby).

I en dansk børnehave skulle børnene for nylig finde på et slogan til klimakampen. Det, som de uskyldige poder kom op med, var det mærkeligt charmerende og meget simple ”Jeg elsker klima!” (tak til Mette Jokumsen for eksemplet). Måske kan dette ses som et udtryk for klimakampens fuldstændige allestedsnærværelse og – må vi desværre sige – tænkningens fuldstændige fravær. Er den samme barnlige naivitet (blot uden charmen) ikke tilstede i regeringens mere og mere desperate forsøg på at projektere alt (inklusive hele Danmark) som ”grønt”?

Måske er opgaven i stedet simpelthen at nå frem til, hvordan vi på en meget mere radikal og meget mere gennemtænkt måde – og i respekt for de 300.000, som årligt lader livet for klimaet – kan komme til at stå inde for sloganet: Jeg hader klima!

Ytringsfriheden er en abstraktion. Det er tit sådan med abstraktioner (det kan Hegel skrive under på), at de indeholder selvmodsigelser. Tag nu fx ytringsfriheden, der i Grundloven af 5. juni 1953, § 77 formuleres som følger:

Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingen sinde på ny indføres.

Hvor klar denne paragraf end er, så kan man dog i og med ytringsfriheden sagtens argumentere imod ytringsfriheden. Man kan fx sige: "Godt nok har vi ytringsfrihed, men vi ønsker ikke at have den". Dagens politikere tenderer mod at opfatte et sådan et udsagn som fejlagtigt og direkte i strid med ytringsfriheden, men det er ingenlunde tilfældet. Hvis der er en fejl, så befinder den sig i den formelle ytringsfriheds egen mekanik. Ytringsfriheden fungerer således på nøjagtig samme måde som Kants forkætrede imperativ: "Handl kun ifølge den maksime ved hvilken du samtidig kan ville, at den bliver en almengyldig lov". Hvad nu hvis den maksime, man ønsker at følge, er den lovløses frenetiske maksime? Der kan ikke inden for det kategoriske imperativs grænser dæmmes op for denne selvmodsigelse.

Ytringsfrihedens indenfor behøver altså et udenfor for at bevare sin rationalitet. Hvem er garant for dette udenfor? Igen må vi affinde os med et paradoks. Ligesom man ikke kan bede ræven om at passe høns, kan man heller ikke bede politikeren om fx at definere den politiske højre-venstre skala. For hvor befinder politikeren selv sig på denne skala? Og på samme måde: Hvordan skal man bede den, der ytrer sig, om at definere ytringsfriheden? I vore dages retssamfund er ytringsfriheden indspundet i et væv af hjælpeparagraffer, hvilket allerede ligger i § 77, der siger "under ansvar for domstolene". Der er fx racismeparagraffen, blasfemiparagraffen, men der er også tavshedspligten og i en anden boldgade injurieloven og nu også antiterrorloven. Det er ret åbenlyst (eller det må i hvert fald begynde at blive det), at det er om disse hjælpeparagraffer, at kampen i dag står. Fx forsøgte Anders Fogh under den første Muhammed-krise at indføre en slags humorparagraf ("Vi bruger humor, vi bruger satire"), der skulle underkende blasfemiparagraffen. Fx forsøgte et bredt udvalg af partier (fra DF og NA til SF og Enhedslisten) for ganske nylig helt konkret at få afskaffet blasfemiparagraffen (mens andre ønskede den bevaret, som et slags samvittigheds-backup). Fx udfordrer DF konstant racismeparagraffen. Regeringens antiterrorpakke er dog i dette lys det mest åbenlyse tiltag.

Men, vil nu dem som ikke er ytringsfundamentalister indvende, godt nok er kampen om ytringsfriheden i dag blevet mudret ind i ideologi, men det er selve ytringsfrihedens idé, vi kæmper for! Ytringsfrihedens idé er vel klarest udtrykt af Voltaire, som skal have sagt: "Min herre, jeg er uenig med Dem, men jeg vil kæmpe til døden for Deres ret til at have Deres mening". Med andre ord går ytringsfrihed ud på at forsvare selv dem, som man er uenige med. Jeg kan ikke lade være med at tænke på pædagogiske Brandon (med smørhåret) fra serien Beverly Hills 90210, som efter et kæmpe skænderi med Kelly forsonligt rækker hånden frem mod hende med den velkendte frase "agree to disagree?". Denne agree-to-disagree mentalitet eller, hvad der er det samme, konsensuspolitik er altså det teoretiske udenfor, som skal begrunde ytringsfriheden. Men, må man tilføje, ikke bare begrunde, for er det ikke netop denne politik, som fx har ført til invasionen af Irak? Da en antikrigsdemonstration rasede uden for det Hvide Hus, skulle Bush have udbrudt noget i stil med: "Se, det her er netop hvad vi kæmper for i Irak. At folk frit kan udtrykke deres mening". At Voltaires "til døden" så indfriedes som 100.000 civile irakeres død, det er blot en biting.

Måske skal vi i disse spin- og magtmisbrugstider, hvor alle enten helt konkret eller mere teoretisk ønsker at garantere ytringsfrihedens udenfor, i stedet fastholde ytringsfrihedens paradoks og fastholde det som et paradoks? Ytringsfrihedens paradoks er nemlig det Reelle i streng lacaniansk forstand. Det Reelle er det, som er det umuligt at symbolisere, men som igen og igen og igen vender tilbage til den samme plads (altså både udenfor og indenfor på samme tid). I dette tilfælde som enhver ytrings trauma: Kan jeg virkelig stå inde for det, jeg nu siger?