Den kritiske forbruger
12. apr 2009 12:54, CVA
Kronikken i Jyllands-Posten er i dag skrevet af sociologen Emilia van Hauen og bærer titlen "Jeg hader (alt for tit) at være kunde". Den er umiddelbart svært uinteressant som tekst betragtet, men det er interessant at den trykkes. Eller rettere sagt: Forfatterens budskab er usigeligt banalt og teksten synes at være skrevet i overdreven hast, men nærmest som en slags fri association bliver den dermed et interessant udsagn om forfatteren og hendes tid.
Angiveligt handler kronikken om, at en del virksomheder, offentlige og private, ind imellem ikke behandler deres kunder ordentligt. Som eksempler anfører forfatteren bl.a. et nyt system til afmelding af bogbestillinger i bogklubber (som man nu skal gøre over nettet ved bl.a. at indtaste "et meget langcifret abonnementsnummer" istedet for "bare" at sende en mail) og en hændelse, hvor hendes søn kom til skade og en sygeplejerske var fræk nok til at foreslå at sociologen skulle aflyse et foredrag i Nordsjælland af hensyn til sønnens sundhed. (Det er dog meget vanskeligt (sprogligt) at forstå det sidste eksempel klart). Pointen synes at være, at ligesom en ekspedient i en forretning bør sygeplejersken også vise interesse og forståelse for van Hauen, eftersom hun tilbyder en ydelse, som van Hauen køber: "Jo, jeg betragter mig også som en kunde i sundhedsvæsenet. Jeg betaler i hvert fald rigeligt til at være det."
Van Hauen ser mere overordnet tilsyneladende sig selv som en slags uorganiseret forbrugernes terrier, en "brokkerøv, der bider sig fast og gerne råber højt og længe, indtil jeg føler, at jeg er blevet hørt" og hun opfordrer alle andre kunder til at gøre det samme, så vi kan "forene vores kræfter til at få lavet om på disse kundefjendske systemer, der ikke tjener det fælles projekt, men kun virksomheden selv".
De fleste læsere af dette indlæg har formentlig allerede tænkt noget i retning af "sådan er kapitalismen" og overbærende overvejet, om man skulle oplyse sociologen om, at hendes kamp er en kamp mod et politisk system og ikke mod tilfældige ekspedienter og personale, hvis den overhovedet skal give mening. Hvis f.eks. sygeplejersken skal yde en bedre service, kunne det jo være at hun skulle have nogle arbejdsvilkår, der ikke var dikteret af en presset økonomi og en stadigt mere tilspidset konkurrence.
Men sagen er naturligvis, at sociologens kamp netop ikke skal give mening. Den skal give nydelse. Som van Hauen fastslår er det en energi- og tålmodighedskrævende kamp, hun har engageret sig i - "jeg fatter næsten ikke, at jeg gider" - men hun insisterer, fordi hun ikke synes det er ok "at få fornemmelsen af at være det mest besværlige indslag i deres dag, og være noget, der skal overstås hurtigst muligt". Med andre ord forlanger forfatteren at der skal være en vis anerkendelse og respekt i det markedsforhold, som hun som kunde bevæger sig i. Hun ved meget vel, at kapitalismen handler om at tjene penge og at enhver virksomhed må skærpe deres procedurer for at være konkurrencedygtige, men hun vil alligevel ikke acceptere det. Det er som om, van Hauen simpelthen forlanger at virksomhederne skjuler deres økonomiske interesser og foregiver at være til hendes disposition ud af ren interesse for hende, der jo trods alt også er en velrenommeret foredragsholder og bl.a. har kommenteret royale begivenheder på tv. Som det nærmest chokerende ærligt hedder: "Hvis jeg skal bruge deres varer, skal de se mit liv".
Den lille kronik har 39 anvendelser af "jeg". Det vil sige, at cirka hvert 30. ord i teksten er ordet "jeg". Titlen i sig selv er interessant: "Jeg hader (alt for tit) at være kunde." Er dette ikke næsten en opskrift på jouissance? Siger van Hauen ikke med det lidt besynderlige forbehold i parentesen, at hun elsker at være kunde, men hele tiden bliver forstyrret i at udleve denne kærlighed til fulde? Og hvad nu hvis hun dermed siger det modsatte: Hvis det at være kunde er at være udsat for en bestandig vekslen af halvhjertet interesse og mangelfulde produkter, så er det "alt for tit" at hade at være kunde netop betingelsen for at det fungerer - at der hele tiden er nye ting, der skal købes og nye ekspedienter, der skal irettesættes. Måske elsker forfatteren netop at være kunde, fordi det er så besværligt? Det ville simpelthen være for nemt, hvis man blot kunne købe de ting, man skulle bruge, og så ikke videre. En god shopping-oplevelse handler om at sammenligne, vurdere, blive behandlet som en dronning - og kunne bitche mod dem, der ikke opfyldte ens forventninger. (De to pedantiske Crane-brødre i tv-serien Frasier er udmærkede eksempler på denne tilgang til verden: En god middag på en dyr restaurant er først helt perfekt, når vinen var en lille smule forkert til maden eller borddækningen havde en upassende detalje. Så er aftenen perfekt!) Med andre ord er sociologen en hysterisk kælling: Hun er på én gang kritisk overfor enhver utilstrækkelighed og hemmeligt tilfredsstillet ved at udstille den. Som vi ved fra Lacans syttende seminar er sandheden om hysterikerens diskurs netop subjektets nydelse.
Måske har vi dermed også et vigtigt supplement til den ofte gentagede diagnose af det senkapitalistiske samfund som en begærsøkonomi? Begæret kan aldrig helt tilfredsstilles, og derfor må vi hele tiden købe noget nyt; "Coke is it", men så snart man har drukket den, er man tørstig igen, osv. Måske er det lige så vigtigt at være opmærksom på, at netop den manglende tilfredsstillelse er nydelsesfuld? At vi elsker at være subjekter, der aldrig helt kan stilles tilfredse... Således har kapitalismen ikke alene en enorm forandringsskabende motor i begæret, men også en fundamentalt stabiliserende, konserverende kraft i nydelsen. Og begge dele er eksemplarisk udstillet i dagens kronik i JP.
12. apr 2009 14:09
elegant analyse. Thumbs up for bloggen i det hele taget.
13. apr 2009 01:00
”De fleste læsere af dette indlæg har formentlig allerede tænkt noget i retning af "sådan er kapitalismen" og overbærende overvejet, om man skulle oplyse sociologen om, at hendes kamp er en kamp mod et politisk system og ikke mod tilfældige ekspedienter og personale, hvis den overhovedet skal give mening.”
Mine tanker gik i en lidt anden retning, nemlig:
Hvad er mon Emilia van Hauens egen politiske observans?
Sociologen og journalisten Emilia van Hauen forekommer mig at være en senkapitalistisk aristokrat, der er højlydt utilfreds med tyendet, og hun betaler også alt rigeligt i skat, når hun selv skal sige det.
Sociologer og journalister er gerne (radikalt)venstreorienterede, men ville den statistiske sandsynlighed blive bestyrket af en tur forbi hendes hjemmeside?
På Emilia van Hauens hjemmeside mødes man af en reklame for hendes nye bog:
<i>Farvel egofest - og goddag til formål og fællesskaber</i>
Bogens forside er i øvrigt ét stort nærbillede af Emilia van Hauen i egen høje person.
13. apr 2009 07:32
@Bue: Tak.
@Sebastian: En "senkapitalistisk aristokrat" er nok ikke helt ved siden af, selvom det også lyder en smule anakronistisk. Måske kan man i dag løfte sig selv op ved håret og blive aristokrat, hvis man ter sig aristokratisk nok længe nok...?
I øvrigt en ret fantastisk iagttagelse af forholdet mellem titel og forsideillustration på hendes nye bog! En hel analyse i sig selv.
13. apr 2009 10:51
Emilia van Hauen synes mig udover at kunne kaldes en 'senkapitalistisk aristokrat' at kunne kaldes for en 'senkapitalistisk begærsaristokrat'. Hvorfor nu det? Jeg mener både det følger af analysen, men også af Sebastians indlæg samt af Analytikerens svar på samme, at det van Hauen i virkeligheden gør, når hun kræver begærstilfredsstillelse nu-og-her (!) er at afkræve forbrugsinstitutioner en træden i karakter som det de er. Altså, hun vil, at den pågældende profitafhængige virksomhed (dette være sig sygehus som supermarked) skal sætte hende på plads ved at give hende det, hun 'har ret til at kræve'. Hendes tilfredsstillelse kan jo kun ske ved, at noget Andet er på netop denne og denne måde, hvilket pt. ikke er tilfældet. (Analysens indledende bemærkning er bevis herfor: "... det er interessant at den [van Hauens kronik] trykkes." og videre, at den (igen van Hauens kronik) er "... et interessant udsagn om forfatteren og hendes tid.")
Så er der i virkeligheden ikke snarere tale om, at hun ved sin senkapitalistiske begærsaristokratisme afslører sig selv som umådeligt kåd nydelses-proletar? Kan 'hysteriske kællinger' overhovedet prædiceres med et ophøjende udtryk som 'aristokrat'?
13. apr 2009 10:55
KORREKTION:
"Så er der i virkeligheden ikke snarere tale om, at hun ved sin senkapitalistiske begærsaristokratisme afslører sig selv som umådeligt kåd nydelses-proletar, der blot savner og søger at genindsætte 'storebror'?"
13. apr 2009 21:06
Ja, god blog, det var på tide, at Bue roste den...
14. apr 2009 14:33
@Anal.: Todd McGowan skriver i øvrigt noget lignende: "...the barrier to enjoyment is essential to the experience of it. In fact, what we enjoy is the barrier itself. For instance, children's enjoyment of Christmas morning derives from the barrier to enjoyment represented by the wrapping paper over their gifts [...] ...when we experience it [enjoyment] directly, it loses all value and becomes commonplace, and as a result we don't actually experience it. Hence, the problem with the society of enjoyment is not that we suffer from too much enjoyment, but that we don't have enough".
Van Hauen prøver altså på sin egen facon at modvirke denne mangel på nydelse. Blot må man sige, at denne facon ikke rigtig udvirker noget. Det er en "inherent transgression".
14. apr 2009 23:46
Thumbs up også herfra.
Klart et af CVA's bedste ejakulationer.