Mens valgresultaterne så småt tikker ind i den symbolske orden, er det nærliggende at fordrive ventetiden med at analysere selve begivenhedens symbolske koordinater. Vi har angiveligt at gøre med et forklædt Europaparlamentsvalg: et sædvanligvis kedeligt og uvedkommende valg, der trækker få stemmende til urnerne, kan i dag spejle sig i glansen fra de royale: Det kongehus danskerne elsker så højt, får debatten i gang – og dertil kommer, at der her er tale om en decideret grundlovsændring! Bevares, heller ikke dette valg ville normalt trække mange stemmende op af sofaerne, men så alligevel: Mon ikke der er kalkuleret med en slags synergieffekt i dagens anledning? De mere konspirationsteoretiske læsere af denne blog har sikkert allerede spekuleret i, hvor langt denne politiske gimmick mon er tænkt? Har Lars Løkkes forgænger ikke siddet i partilokalet en dag og tænkt: ”Ha! Grundlovsændring og EU i én og samme valghandling – lur mig om ikke danskerne ubevidst sammenkobler disse to ting og derved danner sig en uklar tro på, at det de i virkeligheden stemmer om er en grundlovsændring i forhold til EU. Som om de fik indflydelse på det!” Er det ikke denne ubevidste tanke, Venstres spidskandidat har alluderet til med sit slogan om at ”Danmarks stemme skal høres i Europa”? Noget der ret beset har meget lidt med et parlamentsvalg at gøre (ligegyldigt hvem af de danske kandidater, der bliver valgt, vil de vel være ”stemmer fra Danmark” i Europa?) Men så igen – er dette ikke næsten for åbenlyst. Er det ikke snarere omvendt?

Bemærk tv-sendefladen lige nu: Hvordan Ask Rostrup, Natasja Krone og de andre er totalt stadsede op, som var vi til – ja, du sagde det selv! – KONGEBRYLLUP! Hvornår har vi sidst set de hvide duge og de fine jakkesæt/kjoler flashet med sådan en frivolitet? Var det ikke netop da prinsen og hende nydanskeren blev gift for et par år siden? Og er det ikke som om de tåbelige og flade kommentarer, disse empty gestures, der netop nu ruller over skærmen, blot er sådanne ’omgangsformer’, som skal give begivenheden det typiske skin, denne typiske dansen om den varme grød, som vi kender fra så mange andre traditionelle sociale situationer? Med andre ord: Handler det her ikke snarere om et royalt valg forklædt som EU-parlamentsvalg? Det er Europaparlamentsvalget, der er anledningen til at vi kan foregive, at en vigtig afstemning om ligestilling i dag har fundet sted.

I et lidet ophidsende essay, Tre normative modeller for demokratiet, skelner Jürgen Habermas mellem en liberal og en republikansk demokratimodel. En af forskellene mellem disse ligger i opfattelsen af de folkevalgtes rolle. I den liberale model har folkets repræsentanter således frie hænder, når først de er blevet valgt. De har opnået administrativ magt og kan gøre med den, som de lyster, indtil næste valg. I den republikanske model er de folkevalgte derimod forpligtet på den diskussion, der har præget valgkampen og er fremherskende i den løbende offentlige debat. I denne model har ”den meningsstrid, der udspiller sig i den politiske arena, […] legitimerende kraft og ikke kun som en autorisering af adgangen til magtpositioner; den kontinuerligt førte politiske diskurs har tværtimod bindende kraft for den måde, hvorpå udøvelsen af politisk herredømme finder sted”.

Nu kan man så overveje, hvilke af de to demokratimodeller, man skal vælge. Habermas’ eget svar er selvfølgelig, at man skal vælge en helt tredje model, nemlig det deliberative demokrati, der er en syntese af de to andre modeller. Et mere interessant spørgsmål ville imidlertid være, hvem det ”man” er, der skal vælge. Sagen er jo, at en politisk filosofi som den, Habermas står for, tydeligvis udtaler sig fra statens synspunkt. Det er nemlig de folkevalgte selv, der vælger, om de vil opføre sig i overensstemmelse med en liberal eller en republikansk demokratimodel. Sagen er endvidere, at de folkevalgte – uafhængigt af Habermas – altid allerede har valgt en model. Eller rettere sagt: De vælger model, alt efter hvad der i en given situation er opportunt. Når det drejer sig om udlændinge- og straffepolitik, vil man fra politikernes side således oftest høre argumenter, der er i tråd med en republikansk demokratimodel: Vi skal lytte til folkestemningen, vi skal tage hensyn til retsfølelsen. Når det derimod drejer sig om EU og liberale velfærdsreformer, er en liberal demokratiopfattelse pludselig fremherskende. Politikerne ønsker nu at gå foran og forklare folket, hvad der er det bedste for dem.

Det, som Habermas glemmer, er således, at det demokratiske spil altid allerede er manipuleret. Han glemmer, at vi ikke lever i en idealverden, hvor ”vi” frit kan vælge mellem forskellige stats- og demokratityper. Og derfor kan han ikke forholde sig til det spørgsmål, som altid må være om ikke omdrejningspunktet, så baggrunden for enhver engageret politisk teori: Hvad må der gøres - her og nu?

Det blev af mange opfattet som en sejr for venstrefløjen, at den såkaldte Nobelpris i økonomi i 2008 gik til keynesianeren Paul Krugman, der går ind for øget statslig regulering af økonomien. Dette lettere kontroversielle valg blev taget som et udtryk for, at prisuddelerne havde draget den rette lære af finanskrisen, nemlig at den nyliberalistiske økonomiske videnskab tager fejl.

Men er det virkelig den rette lære af finanskrisen, at nyliberalismen er en fejlslagen videnskab? Nej, vi burde gå mere radikalt til værks og stille spørgsmålstegn ved den økonomiske videnskab som sådan. Hvad angår Nobelprisen, må man således benytte lejligheden til at ihukomme, at der faktisk ikke findes en Nobelpris i økonomi. Det, der ofte kaldes sådan, hedder i virkeligheden Sveriges Riksbanks pris i ekonomisk vetenskap till Alfred Nobels minne, blev først oprettet i 1968 og uddeles ikke af Nobelpriskomiteen. Blandt de fem ”discipliner”, som Alfred Nobel selv udpegede i 1902, var der tre ”videnskaber”, nemlig fysik, kemi og medicin. At han end ikke overvejede at oprette en pris i økonomi, skyldes, at sidstnævnte på den tid ikke blev anset for at være en egentlig videnskab. Økonomi blev derimod - i forlængelse af både Smith og Marx - opfattet som noget politisk.

Sidenhen har økonomerne imidlertid arbejdet på at give økonomien status som en apolitisk, neutral og næsten eksakt videnskab, og deres forehavende må siges at være lykkedes over al forventning. I dag er det politiske spørgsmål om, hvordan den samfundsmæssige produktion skal fordeles, således blev helt og holdent afløst af det videnskabelige spørgsmål om, hvad der er ”godt for økonomien”. Parallelt er den demokratiske beslutningsproces, der ideelt skal styre den økonomiske politik, blevet afløst af en intern diskussion blandt de økonomiske eksperter, der i dag oven i købet kaldes ”vismænd” (og som underligt nok næsten altid når frem til, at det gode enten er status quo eller liberaliseringer).

Påstanden om eksistensen af en neutral og apolitisk økonomisk videnskab er med andre ord et demokratisk problem. Og det er det, finanskrisen burde minde os om. Sagen er jo, at alverdens vismænd lige pludselig viser sig ikke at vide synderligt meget mere om økonomi end alle os andre. Krisen har undergravet deres autoritet, og før de får tid til at opbygge en ny, må denne videnselite afskaffes, for dens funktion er ikke andet end at tjene den herskende klasses interesser. Krisen må lære os, at økonomien er politisk, og at den derfor skal demokratiseres. Den slags er der imidlertid et ord for: Demokratisk socialisme.

En af idehistoriens mest interessante utopier kan findes i Lenins Staten og revolutionen og fortjener at blive citeret i sin fulde længde:

"Først i det kommunistiske samfund, når kapitalisternes modstand allerede definitivt er brudt, når kapitalisterne er forsvundet, og der ikke mere findes klasser […] først dér hører staten op med at bestå, og først dér kan der være tale om frihed. Først dér er et virkelig fuldstændigt demokrati muligt, demokrati uden nogen som helst undtagelse, først dér kan det virkeliggøres. Og først da begynder demokratiet at dø bort, af den simple grund, at menneskene, befriet for det kapitalistiske slaveri, for den kapitalistiske udbytnings utallige rædsler, tåbeligheder, gemenheder og brutale handlinger, efterhånden vil vænne sig til at overholde de mest elementære regler for kollektivt liv, regler som er kendt fra gammel tid, og som gennem årtusinder er blevet gentaget i alle forskrifter, og overholde dem uden magtanvendelse, uden tvang, uden underordning, uden det særlige apparat til tvangsudøvelse, der hedder staten".

Skønhed og radikalitet følges ad i denne utopi. Den smukke tro på menneskets grundlæggende og egentlig banale godhed, som blot er blevet perverteret af udbytning og undertrykkelse, er nemlig også det, der muliggør det sande kommunistiske samfund, som ikke blot er en ny og snedig udtænkt samfundsorden som i det nittende århundredes utopier, men derimod et fravær af enhver orden, der ikke spontant opstår i menneskenes daglige omgang med hinanden. Det uundgåelige spørgsmål i dag er imidlertid, om ikke selve denne radikalitetens skønhed udgør alle utopiers og mere specifikt den kommunistiske utopis problem. Sagen er jo, at vi her har at gøre med det, som Lenin kalder "det kommunistiske samfunds højere fase", og som ikke opstår umiddelbart efter revolutionen, men først efter en form for overgangsordning, nemlig "det kommunistiske samfunds første fase". Et andet og mere forkætret navn for denne første fase er imidlertid proletariatets diktatur, og en mulig læsning af Staten og revolution kunne derfor være at betragte det kommunistiske samfunds højere fase, utopien, for intet andet end en legitimering af de rædsler, som et begreb som proletariatets diktatur i dag er synonymt med.

Måske er det dog muligt at komme ud af den konsensuelle blindgyde, som en sådan læsning repræsenterer. Daniel Bensaïd har således gjort opmærksom på, at et begreb som "diktatur" i dag har en anden betydning, end det havde i Marx' skrifter, hvor det ligesom i oplysningstiden var en modsætning til "tyranni", en arbitrær og ubegrænset magtudøvelse. "For Marx drejede det sig […] om løsningen på et gammelt problem, nemlig en hidtil ukendt flertalsudøvelse […] af en undtagelsesmagt, som indtil da havde været reserveret en dydig elite". Ligeledes minder "det kommunistiske samfunds første fase" i Lenins beskrivelse på ingen måde om et stalinistisk tyranni, men i virkeligheden snarere om vores demokratiske velfærdsstater. Dette "diktatur" er således kendetegnet af på den ene side en markant udvidelse af valgretten og på den anden side et økonomisk system, hvor en vis omfordeling finder sted, men hvor den enkeltes løn dog stadig hænger sammen med hans arbejdsindsats. Og på den baggrund tilbyder der sig en anden læsning af Staten og revolution, hvor forestillingen om et fremtidigt idealsamfund ikke legitimerer en nutidig undertrykkelse, men i stedet en nutidig tilnærmelse af de utopiske idealer. Den fremtidige absolutte frigørelse legitimerer en nutidig relativ frigørelse.

Men hvorfor skal frigørelse overhovedet legitimeres? Udgør frigørelse ikke et mål selv? Sagen er imidlertid, at vi kun har at gøre med en relativ frigørelse, som skal have noget at være relativt i forhold til, og det kommunistiske samfunds første fase, den demokratiske velfærdsstat, må derfor reguleres af et højere princip. Badiou hævder, at dette princip er et filosofisk princip, og han udtrykker således rammende problematikken, når han hævder, at "det passende filosofiske ord, der evaluerer politikken, kan […] være ordet "lighed" eller ordet "kommunisme", men ikke ordet "demokrati"" eller ordet "velfærdsstat". Disse begreber kan nemlig ikke være absolutter. Hvor stor en involvering af borgerne skal der til for, at et samfund er demokratisk? Og hvor stor en omfordeling af goderne skal der til, for at en stat er en velfærdsstat? For så vidt som der ikke kan gives præcise svar på disse spørgsmål, kan den demokratiske velfærdsstat ikke overleve, hvis den selv er et mål. Det er imidlertid netop det, der er tilfældet i dag. Den demokratiske velfærdstat er blevet et mål, det eneste mulige mål, og derfor er den begyndt at implodere.

Selvom man ikke går ind for et proletariatets diktatur, er der god grund til at kritisere det parlamentariske demokrati. Grundlæggende er problemet med denne styreform dens iboende tendens til, at ethvert konkret politisk spørgsmål forvandles til et spørgsmål om, hvem der har magten. Enhver diskussion om, hvad der ville være bedst for fællesskabet eller for de svageste, forvandles til en diskussion om, hvem man skal stemme på. Slavoj Žižek peger på denne antidemokratiske tendens i det parlamentariske demokrati, når han hævder, at stalinismen ikke er det parlamentariske demokratis modsætning, men snarere dets fremtid.

For så vidt som vi har at gøre med en tendens, er intet heldigvis afgjort. Det er derimod muligt at opstille en fordring for den politiske aktivisme, nemlig at modarbejde denne tendens. Aktivismen bør i dag bestå i at fastholde diskussionen om egentlige politiske spørgsmål for dermed at opretholde afstanden mellem disse spørgsmål og spørgsmålet om, hvem der bør have magten.

Konkret må det fastslås, at for eksempel et parti som Enhedslisten ikke lever op til denne fordring. Sagen er, at dette parti op til ethvert folketingsvalg på forhånd melder ud, at de betingelsesløst vil støtte en socialdemokratisk ledet regering, og argumentet herfor er, at en sådan regering under alle omstændigheder vil være bedre end en borgerlig regering. Dette argument holder imidlertid ikke vand, og beviset hedder New Labour. Situationen i Storbritannien er det bedst tænkelige eksempel på, at det interessante ikke er, om den ene eller anden koalition har regeringsmagten, men hvilken politik der føres. At modarbejde den stalinistiske tendens er at fastholde dette fokus.

Nyhedsoplæseren Paula Larrain stiller op til det kommende folketingsvalg, hvilket har afstedkommet en vis kritik fra hendes direkte modstandere (sic.). For eksempel N. Khader, der angiveligt har kritiseret hende for at være for medie-optaget og for lidt politisk engageret, samt hendes partifælle og kredsmodstander Helle Sjelle, der har udtalt følgende:

»Det er en lidt underlig udvikling med alle de kendte mennesker, der nu stiller op til valget. Der er nogen af de kendte, som inden for deres område ved noget, som de faktisk kan bidrage med f.eks. i forhold til erhvervspolitik, asylpolitik eller sundhedsvæsenet. Men jeg undrer mig da lidt over, hvad det er, som Paula skal bidrage med, men det må vi jo se«, siger Helle Sjelle til jp.dk.

Man kunne måske indvende, at en hel del kendte mennesker stiller op til folketinget I disse dage; Anders Fogh Rasmussen og Helle Thorning Schmidt for eksempel.

Derudover indeholder Sjelles kommentar påstanden om, at en politiker bør vide noget, kunne bidrage med noget til det politiske arbejde. Stemmer det overens med det repræsentative demokratis definition? Går demokratiet ikke netop ud på, at en person repræsenterer nogle andres interesser? Interessant er det dog, hvad Larrain selv svarer hertil:

»Hvis man stiller op på kendthed alene, er det en tom skal, men det finder folk hurtigt ud af. Jeg er jo ikke kendt for at strippe, for at have været med i 'Paradise Hotel' eller fra 'Vild med Dans'. Jeg er kendt fra TV-Avisen, og jeg har været journalist i næsten 20 år. Der er masser af eksempler på journalister, der har taget det spring«, siger Paula Larrain og nævner Uffe Ellemann-Jensen og Karen Jespersen som eksempler.

Hvis problemet her angår forholdet mellem kendthed og politisk karriere, så kan vi stille konkurrenterne op som følger: Sjelles bemærkning antyder, at en politiker først skal vide noget, “bidrage” med noget – dvs. være uddannet cand.polit., cand.oecon. eller cand.scient.pol – og dernæst kan forsøge at blive kendt. Mens Larrains forsøg er det omvendte, at være kendt og dernæst lade sig vælge som politiker. Men udtrykker konflikten ikke også en art ‘modstand’ psykoanalytisk forstået? En modstand mod det fortrængte fænomen: at de begge mangler nogen at repræsentere.

Problemstillingen er ikke ny. Den angår forholdet mellem skærmtække og høj dannelse, som allerede Platon satte fingeren på. Måske politikerne alligevel skulle læse Staten ?