For halvanden måned siden søsatte Danmark Radio sin nye efterårssatsning, som i går aftes endnu engang samlede det danske thrillerpublikum: efterfølgeren til søndagsflagskibet “Forbrydelsen”, som blev sendt i starten af 2007. Forbrydelsen II, som serien opfindsomt nok er døbt, er i samme stil som forgængeren en højspændt politisk spændingsserie. Den giver, med udgangspunkt i tidens aktuelle problemstillinger (terrorlove, Afghanistan-indsats og radikaliserede islamister), seeren en fornemmelse af at være inviteret indenfor bag murene i den dramatiske politiske virkelighed.

Denne udspiller sig i serien mellem flere forskellige af de arketypiske karakterer, som vi elsker at forestille os optræder i det politiske menageri. Således finder vi både den beregnende forsvarsminister med en skjult dagsorden, den kompromisløse, kvindelige oppositionsleder og den liberale, principfaste justitsminister (selvfølgelig ung og nyudnævnt). Plottet og karaktererne kan dog forventes at tage en mængde U-turns for at tække seermængdens søndagstrætte underholdningstrang efterhånden som vi nærmer os sæsonafslutningen. Alligevel er det umiskendeligt disse indtryk af de politiske typekarakterer, seriens forfattere ønsker at vi har skullet danne os foran skærmen.

Portrættet af Christiansborg indskrænker sig ikke kun til at pirre til vore forestillinger om det politiske persongalleri. Den parlamentariske tilstand i virkelighedens Danmark får også lov at være en del af rammen for Sarah Lunds sisyfosarbejde af en opklaring. Som en del af denne ramme støder vi på den nationalt sindede højrepolitiker, hvis parti har et vist rygstød i folketingets mandatfordeling. Han forsøger at presse regeringen til at vedtage en terrorpakke med lovbestemmelser, som mildest talt bevæger sig lige på kanten af det demokratisk tilladelige. Til ære for alle dem som ikke er i stand til at lægge to og to sammen, kaldes dette parti, som i den grad har den ellers så velmenende liberale regering i et fast folkevalgt greb der hvor det gør allermest ondt, “Folkepartiet”. En nærmest uforskammet direkte henvisning til den siddende VK-regerings parlamentariske grundlag hos Dansk Folkeparti.

Dette var tilsyneladende også holdningen på den mediekritiske højrefløj. Således var Dansk Folkepartis Sørens Espersen allerede dagen efter seriens præmiere d. 27/9, ude og lægge afstand til den rolle, der indirekte er blevet afsat til hans parti. Søren Espersen formåede i forbifarten både at kalde DR for “en parodi på sig selv”, og dramachef Ingolf Gabolds produktioner for “håndværk af Goebbelske dimensioner”. Det er dog især sammenligningen mellem indholdet af Folkepartiets terrorpakke og forbuddet mod det kommunistiske parti under krigen i serien, som faldt Sørens Espersen tungest for brystet, og måske rimeligt nok, en sådan bredside fra Danmarks Radio kan det ikke forventes at DF lader gå ubemærket hen. At man overskrider grænserne nedlagt i den demokratiske retsstats principper er trods alt en temmelig grov beskyldning.

Således fik Espersen i vanlig polemisk stil endnu en gang langet ud efter DR’s venstreorienterede våbenbrødre, om end Gabold hemmelighedsfuldt manede til besindighed og opfordrede den ophidsede politiker til at følge plottets udvikling tæt. Set i bakspejlet lignede episoden blot en af de utallige meningsudvekslinger som gør den politiske debat i Danmark farverig, og episoden gled da også hurtigt bagud i den offentlige hukommelse, som en sådan nu engang gør.

Omtrent to uger efter Espersens indignerede udtalelser anholdt det amerikanske forbundspoliti FBI i samarbejde med PET en amerikansk og en canadisk statsborger, som efter alt at dømme har været temmelig godt i gang med at planlægge en militant aktion rettet mod Danmark. Målet var den danske avis Jyllandsposten, og personlige angreb skulle rettes mod dennes kulturredaktør Flemming Rose og tegneren Kurt Westergaard. Begge spillede en central rolle i offentliggørelsen af de kontroversielle tegninger af profeten Muhammed i 2005. Den danske offentliggørelse af aktionen fandt sted tirsdag d. 27/10 om eftermiddagen, og allerede tidligt næste morgen kunne vi læse, at danske politikere fra V og S med DF i spidsen krævede en vurdering fra PET om hvorvidt, der skulle strammes i terrorloven. DF var hurtigt ude og foreslog, at de eksisterende terrorlove skulle suppleres med elementer som ved vedtagelsen blev skrinlagt med begrundelse i deres vidtgående natur. Forslaget indebar at politiets overvågningsbeføjelser skulle udvides yderligere end den i forvejen var blevet med lovpakkerne fra 2002 og 2006. Samtidig foreslog de også at der måtte indføres en ny strafbar kategori i dansk antiterrorlov til brug for de danske udlændingemyndigheder. Denne skulle være et redskab til at forhindre individer som har ytret sig “demokratifjendtligt” i at kunne komme ind i landet.

Udover det tvivlsomme demokratiske og praktiske grundlag for disse tidligere kasserede lovelementer, virkede det paradoksalt at DF foreslog en ekspansion af en antiterrorindsats, som man netop havde konstateret virker efter hensigten. Den underforståede præmis for DF er vel, at truslen mod Danmark er konstant voksende. Dog gav de nyeste anholdelser i Chicago ikke PET anledning til at hæve trusselsniveauet, og det følger ikke af konstateringen af en trussel som den i Chicago, at efterretningsindsatsen har brug for yderligere lovmæssige udvidelse. Det er som om den glidebanemetafor, som danner udgangspunkt for de simpleste af alle argumentationer mod udvidelser af det retslige grundlag for statens suverænitetsudøvelse over for befolkningen, aktualiseres så tydeligt i DF’s retspolitiske terrorudspil, at det nærmest er småpinligt selvfølgeligt at påpege det. Det er netop denne banale pointe som DR’s søndagsseere har fået serveret med aftenkaffen søndagene i dette efterår.

For så vidt som alt dette er sandt, bliver Sørens Espersens forargelse over dramaserien ikke ligefrem lettere at forstå. Det ser jo ud som om han fuldt og helt burde kunne støtte den karakteristik af hans parti som sendes fra TV-byen. Forklaringen er tilsyneladende at for Espersen er selve det, at nogen beskriver DF’s retspolitik ikke problemet. Hvad, der er galt, er snarere, at kilden ikke gengiver DF’s antiterrorpolitik på en måde, som Espersen anser for meningsfuld. Han er kort sagt ikke enig i beskrivelsen.

Som den politiske filosof Hannah Arendt påpeger, er vi i politikkens sfære overladt til de historier, som andre politiske aktører fortæller om os. Det er ikke op til os selv at forklare andre “hvem” og ikke blot “hvad”, vi er. En uvægerlig følge af vores politiske engagement er, at der bliver fortalt historier om os. Det er et uomgængeligt vilkår ved en offentlig politisk debat- og handlingskultur. Således lærer vi i princippet konsekvenserne af vores eget politiske engagement at kende ved at opfatte, hvordan andre anskuer dem. Når Søren Espersen kritiserer DR’s dramaafdeling for at “politisere” med dens beskrivelse af virkeligheden i “Forbrydelsen II”, gør han sig i virkeligheden til kritiker af et af de mest fundamentale forhold i det politiske: Den politiske offentligheds aktører bærer alle på hver deres forståelse af virkeligheden, og ens egne politiske handlingers konsekvensers virkelighed kan undersøges ved at undersøge andres forståelse af den. Alt tyder på, at Espersen både på et principielt og på et meget konkret plan nægter, at dette skulle være tilfældet.

Principielt, fordi han tilsyneladende ikke mener, at politik bør have plads til tilsynekomsten af de politiske handlingers konsekvenser medieret gennem fortællinger og historier formidlet af en aktør, han ikke er enig med; en aktivitet, som Arendt ellers kalder sine qua non politisk.

Konkret, fordi han nægter at anerkende at tilsynekomsten af DF’s deltagelse i arbejdet med antiterrorlovene kan lade sig genfortælle i en historie produceret på DR (som Espersen selv kritiserer for at opføre sig som en politisk aktør).

Man må altså spørge: Er Søren Espersen i stand til at sætte sig ind i, hvordan virkeligheden ser ud for de andre deltagende politiske aktører? Er Espersen selv en egentlig politisk aktør, eller bare en parlamentariker i en fordelagtig situation?

En bestemt nyhed i dagens strøm bør fylde os med undren (se også her og her). Det er kommet frem at bestemte medlemmer af Dansk Folkeparti fører valgkamp med bestemte medlemmer af bestemte bevægelser med bestemte højre-radikale holdninger. Detaljerne omkring disse forbindelser er så hjerteskærende kedelige, at denne analytiker vil spare læserne. Politikens artikler (klik på ovenstående links) er dog leveringsdygtige, hvis det skulle have interesse. Det, der bør interessere os ved denne nyhed, ligger imidlertid et andet sted.

Den første undren bør sætte ind allerede ved overskrifterne. ”Flirt” bruges i flæng. Implikationerne af denne brug er vidtrækkende. Før der kan flirtes må bestemte forudsætninger være på plads. For det første forudsætter det to forskellige mennesker. Man kan ikke flirte med sig selv. Den første implikation af overskriften ”DF holder øje med højre-flirt” er med andre ord at DF ikke er højre(radikale). Man kan her ikke andet end at skuffes over status for kritisk journalistik i dag. Journalisten bag historien mener tydeligvis at være i færd med at afdække en kritisk sandhed omkring DF. Nemlig at de i virkeligheden har nære forbindelser til det yderste højre. (Til et Kommunalvalg i Nyborg ikke mindst). Man lykkes på denne måde med at lave et kolossalt selvmål, al den stund at selve italesættelsen af denne Knækkende Nyhed som en flirt synes at bekræfte, at Dansk Folkeparti i sig selv netop ikke er højre-radikalt.

Hvor kort er mon hukommelsen i Danmark? Det er ikke længe siden, at Dansk Folkeparti end ikke kunne anses for at være stuerent. Bare spørg Poul Nyrup Rasmussen. Men som partiet fremstår i artiklen er der vel nærmest tale om et midterparti, sådan som partiet gerne ser sig selv – ganske vist med nogle uheldige forbindelser.

Helt grinagtigt bliver det naturligvis, når det fremhæves, at disse højre-radikale, som bestemte DF'ere flirter med ”blandt andet har som mål at ophæve racismeparagraffen i dansk lovgivning” (se igen ovenstående links). Der er her tale om et forslag, som DF selv stillede i 2003. (Som opfølgning på at Højesteret d. 17. juni havde afsagt dom om, at der ikke var noget galt med at kalde Pia Kjærsgaards holdninger racistiske).

Det er ikke svært at konkludere på det ovenstående. DF skal lede længe efter bedre venner end de journalister, der på denne måde forsøger at være kritiske.

Hvis det blot var for at undres over denne lille diskursive misære, ville denne konklusion næsten være for slap til CVA, men historien slutter ikke endnu. Således bør vor undren intensiveres uendeligt, når vi læser, at Kjærsgaard, da hun blev konfronteret med sagen, reagerede som beskrevet her:

”»Glem det!« afbryder Pia Kjærsgaard prompte, mens hun laver en kontant, afværgende bevægelse med sin hånd frem foran sig. Politiken.dk når ikke at spørge til, hvorfor partilederen ikke vil forholde sig til sagen, før hun er drejet om på hælen ned ad Christiansborgs gange.”

Er der her blot tale om en racist, der ikke kender sine bedste venner? Eller er der noget dybere på færde? Reaktionen skriger på analyse. Hvis man skal tage DF's eget udsagn om at være midterparti for pålydende, så burde Kjærsgaard her stille og roligt have gentaget en remse om at DF' skam er et anstændigt parti, med gode Danske holdninger, som ingen på nogen måde kan anse for at være usædvanlige, og da slet ikke for at være ekstreme. Hun burde endvidere havde sagt i en venlig tone, at det er svært at kontrollere alle partimedlemmers forbindelser, og samtidig havde påpeget, at hun syntes det er træls, at DF som det eneste midterparti i Danmark skal stå til regnskab i pressen for at bevise at partiets medlemmer ikke har højre-radikale tendenser.

Men det gjorde hun netop ikke. Hun gjorde sig så fornærmet som muligt og drejede om på hælen. Der skal ikke nogen stor psykoanalytiker til at fastslå, at sådanne overreaktioner ofte er tegn på, at man føler sig ramt. Og konklusionen skal da heller ikke blot være, at Dansk Folkepari er et parti på den ydre højrefløj.

Ambitionen for analysen børe være højere: Denne pointe kan måske være med til at afdække Dansk Folkepartis diskursive trumf i det politiske spil. Måske er der for Kjærsgaard netop en (bevidst eller ubevidst) pointe i at overreagere på en måde, som får hende til at fremstå som ramt et ubehageligt sted.

Antager vi dette, kan vi beskrive DF's diskursive trumf som en bipolær maskine. Vel er det væsentligt for partiet at italesætte sig selv som midterparti, for dermed at få gjort partiets holdninger til politisk mainstream – hvor rabiate de end måtte have fremstået for ganske kort tid siden. Men mindst lige så væsentligt er det for partiet, at der hersker en implicit bevidsthed i befolkningen om, at partiet netop ikke er et midterparti, at det netop ikke er mainstream. Hvis partiet for alvor var mainstream ville det givet ganske hurtigt miste grebet om de protestvælgere, der på mirakuløs vis stadigvæk stemmer på det, selv efter en lille dekade som fast støtte for regeringen. (Hvor meget mere tæt kan man egentlig komme på det ellers så folkefjendske etablissement?)

Partiets væsentligste diskursive træk kan med andre ord beskrives som ”an offer meant to be refused”, hvilket vil sige det, der eksempelvis sker, når én part i en diskussion tilbyder en undskyldning, hvortil den anden part bedyrer, at der skam ikke er noget at undskylde for. Dette sidste diskursive træk er netop ”an offer meant to be refused”, da det lige præcis vil være en overskridelse af samtalens uskrevne regler, hvis den første part svarede: ”Ok så trækker jeg min undskyldning tilbage.”

Dansk Folkeparti tilbyder sig til os som midterparti, netop under den forudsætning, at vi ikke accepterer tilbuddet, men husker på, at det er et parti på den yderste højrefløj. Kun på denne måde kan partiet på én gang påstå at tale fra midten af den danske folkemuld, og samtidig hævde at det siger det ingen andre tør sige. Sagt på en anden måde, så synes DF at have opfundet en måde, hvorpå man kan flirte med sig selv.

Merethe Egeberg Holm indskrev sig i denne uge i sagaen om Dansk Folkeparti, idet hun, som andre før hende, blev ekskluderet på grund af ”uheldige udtalelser” til pressen. Udover på den danske forenings hjemmeside at have bedyret, at hun ”hader muslimer” – hvilket de færreste vel kan overraskes over – er det mest interessante af hendes ytringer formentlig det, hvor hun siger: