Den foregående analyse ender med følgende betragtning:

"Denne analytiker har en kilde, der fisker fra havnen i Århus, og som beretter om et usædvanligt ritual: Man ser, hvis man står der længe nok, et bemærkelsesværdig antal enlige mænd i deres bedste alder (som man siger), som simpelthen blot kører deres bil ned på havnen, slukker den, og sidder i den i en halv time, måske en time. Hvad gør de? Tænker de? Hvad tænker de på? Kigger de på havet? Nyder de udsigten? Eller nyder de simpelthen bare – deres egen nydelse? Hvor firsernes mand steg ud af bilen, ”her kommer jeg!”, stiger mænd i det nye årtusind ind i bilen. Måske er det efterhånden kun inde i bilen, at manden for alvor kan være alene med sin nydelse?"

Vi finder et interessant eksempel på en sådan mand på Aarhus Universitet. Denne professor er kendt for sin livslange passion for store og dyre biler, som han fastholdt selv under 70'er marxismens åbenbart asketiske højdepunkt. Manden er altså om noget en mand, der ikke går af vejen for sin nydelse. Det gjorde han klart i et biografisk interview fra sidste år, hvor han stillede op til en smuk billedserie med sin bil på Århus havn. Lad os derfor kalde ham Manden Med Bilen på Havnen, eller bare Manden.

I den nævnte artikel siger Manden med Bilen på Havnen følgende om 70'erne: "Æstetisk var perioden noget af det grimmest jeg har været udsat for. Pigerne har aldrig været grimmere, selvom substansen selvfølgelig var den samme som altid".

Manden på havnen med bilen synes at have været udsat for den uretfærdighed, at få sit 'naturlige' begærsobjekt afæstetiseret i sin ungdom. Manden taler tilsyneladende om den kvindelige substans, som hele tiden forblev den samme, selvom de partikulære kvinder blev 'grimme'. Kvinden bliver kun altså omtalt som begærsobjekt. Han taler ikke om kvinder, men om den Kvindelige substans, det evigt eftertragtningsværdige, en slags evig begærssubstans, som bliver svigtet af sin klassiske fremtrædelsesform. Her må Manden altså finde et andet objekt, der kan give krop til hans begær, den eneste "substans", der formelt set altid er den samme.

Her bliver bilen alt det den selvstændige og talende kvinde ikke længere kan være: Bilen er det smukke og rene begærsobjekt, i hvilket han kan indføre sig selv uden modstand og kævl. Den bliver samtidig det objekt han kan lade sig se med. I selskab med bilen, som den 50'er-kvinde han må undvære, kan han svælge i andre mænds anerkendende og misundende blikke. Dette er 80'er-Manden, når han er bedst.

Men som den forudgående analyse påpeger, må vi forstå mænds bilbegejstring som mere end blot et køb af status: Manden har i dag brug for at være alene med sin bil på havnen, for at skabe et 'privat rum' med sin maskine. Her nyder han maskinen selv, og måske mest sin egen nydelse. Det er her Manden finder både den varme modergrotte og det erotiske ridt. Bilen bliver den sikre havn i hvilken han "bare kan være" eller tænke over eksistensen fjernt fra arbejdslivets krav.

Men en fundamental dimension mangler: Med billedserien med Manden fra Havnen bliver den potentielt anerkendende beskueres blik netop bragt derud, hvor manden er (burde være) alene med sin bil.

Det viser måske, at vi aldrig kan forstå mandens nydelse af bilen som alene et forhold mellem ham og maskinen. Beskuerens blik følger med. Kender vi ikke alle følelsen af at være med i en film? Og opstår denne følelse ikke oftest, når vi er alene eller er alene blandt andre?

Måske er manden aldrig alene med bilen? Ligesom parret aldrig er helt alene i sovekammeret. I gamle dage ville man sige, at Gud følger med, Lacan ville sige, at den symbolske orden altid er med os. Man(d) undslipper aldrig den andens fantasmatiske blik. Nydelsen af kvinden eller bilen i tosomhedens private rum er altid medieret den symbolske ordens æstetiske og moralske koordinater.

Måske er det derfor interviewet i Ragnvalds bil eller billedserien med Manden virker grænseoverskridende. Som seere kan vi kun nyde med Ragnvald eller Manden, sende dem det maskulint anerkendende blik, ved at overse, at deres nydelse er iscenesat for vores blik. Idet vi bliver inviteret ind i nydelsens private rum uden egentlig at høre hjemme, bliver vi reduceret til et blot og bart blik. Derved åbnes der for en mangel, et forstyrrende spørgsmål: For hvis blik kan vi nyde?

Da 80'ernes mand annoncerede sin nydelse annoncerede han også andres mangel. Man blev tvunget til enten at eje eller til at nyde anderledes, dvs. nyde uden et blik (er dette ikke netop en formel for kvindelig jouissance?). Enhver mand, der så en Mand stige ud af en bil i 80'erne, måtte enten blive kvinde eller yuppie.

I dag er forholdet vendt om. Når en Mand stiger ind i sin bil for at nyde alene, holder han sig diskret tilbage fra at annoncere sin nydelse. Onanistisk sætter han sig ind og nyder sig selv under den andens fantasmatiske fraværende blik. I dag må enhver mand, der ser en Mand stige ud af en bil på havnen nysgerrigt spørge sig selv: Nyder han mon og hvad? Burde jeg nyde på samme måde? Nyder jeg nok?

En ting er sikkert; mændene på havnen signalerer dyb og unik nydelse, selv hvis deres eneste publikum er dem selv (= den Andens fantasmatiske blik). Det er derfor vi lever i en tid hvor så få bliver yuppier og kvinder. Og det er derfor Mandens gestus er obskøn idet han inviterer vores blik derhen, hvor han mest postulerer, at han selv kan klare det.

Manden på Havnen er måske kerne-eksemplet på tidens splittede mand, en mand, der med professorens ord er "polyhistor". Han er hverken her eller der. Han råber "Her kommer jeg!", men overser, at han stadig sidder i bilen.

Journalistisk er i dag ofte jouissance-journalistik. Hvad betyder det? Det betyder, at journalisten (som regel i et regulært interviewprogram, men oftest i tv-udsendelser som Aftenshowet og Go’morgen og Go’aften Danmark og endvidere i de kulørte blade og radioprogrammer) spørger til gæstens nydelse. Journalisten hævder at ”gå helt tæt på”, hvilket rent faktisk både betyder at gå helt ned i tilsyneladende komplet ligegyldige detaljer (”Hvad får du til morgenmad?”, ”Hvad er din yndlingsfarve”, ”Prutter du under dynen?”) og samtidig spørge til selve livets mening (”Hvad er det så egentlig, der får dig op om morgenen?”, ”Hvordan gør du det, du gør?”, ”Hvad er meningen med livet?”). Nydelsen kan ligge hvor som helst, synes journalisten at sige til sig selv; måske ligger den i detaljen, måske ligger der en eller anden større idé bag. Og intuitionen er sådan set rigtig: Ifølge psykoanalysen er nydelsen (ikke noget bestemt, men) simpelthen en bestemt måde at være til på, en bestemt form for Dasein (for at tale med Heidegger), den er selve Livssubstansen. Og hvordan får man lige fingre i den? En særlig raffineret strategi blandt journalister er nu simpelthen at vise, hvordan en bestemt person er ”installeret” i verden (de går bogstaveligt talt ikke efter manden, men (værre endnu) efter hans fantasmatiske ramme; programmet Kender du typen? er et godt eksempel på denne strategi). Og er det ikke faktisk sådan med nydelsen, at vi forstår den bedst gennem denne fantasmatiske ramme, som altid omgiver en kendt og succesfuld person – og som endda synes inkorporeret i de ting, som han/hun ejer?

Et fremragende eksempel på jouissance-journalistik blev vist i går aftes i DR1’s Aftenshowet. ”Offeret” var den folkekære Richard Ragnvald (især kendt for dansktophittet ”Kære lille mormor”). Hele setuppet var tydeligt møntet på – ikke banal snak om øvelokaler, komposition, inspiration, sangteknik osv. – men ganske enkelt på simpelthen få at vide, hvad Richard Ragnvald er for et (nydelses)menneske. Et lille sammenklip af Ragnvald og hans bedrifter vistes før selve interviewet; det sluttede meget passende af med Ragnvald, som med skørter om ørerne signerer en ”moden” dames kun g-strengs-beklædte bagdel. Den altid overraskede journalist (Puk Elgaard) kan (overraskende nok) slet ikke skjule sin overraskelse over denne obskøne gestus og bemærker det selvfølgelig overfor Ragnvald (”Sig mig, hvad laver I på de der turneer?”), som stille og roligt kan svare: ”Ja, vi skriver autografer”. Sådan nyder Ragnvald altså. Men nu kommer det mest bemærkelsesværdige: Interviewet foregår i Ragnvalds bil (i øvrigt en flot en af slagsen). Rationalet bag interviewet er, at når nu man er på turné, så foregår meget af ens liv jo i en bil. Og Ragnvalds bil er veludstyret. Den har indbygget TV og GPS; pludselig hiver Ragnvald en pose flæskesvær frem fra gemmerne og byder journalisten direkte af posen. Der er også en køletaske med kolde drikkevarer, og nu forsynes journalisten med en kold Coca-Cola. Der skiftes mellem klip indefra bilens indre, hvor Ragnvald i førersædet virker som en velvillig og beleven vært, og klip udefra, der paradoksalt nok får seeren til at føle, at klippene indefra viser noget meget centralt om Ragnvald, som om vi kommer helt ind i hans indre. Til sidst i interviewet åbner Ragnvald en lille æske (den allerinderste) med bolsjer, hvori der samtidig ligger en seddel fra hans kone og lille hund derhjemme: ”Richard, vi elsker dig”, står der.

Muligvis siger dette interview faktisk en hel del om Richard Ragnvald, mere end denne analytiker skal gøre sig klog på – men det interessante er i denne sammenhæng valget af bilen som setup. Allerede det at have en bil er vel noget særligt; bilens rum er ikke hjemmets rum, men det er stadig et rum man kan opholde sig i, sove i, være i; et slags semi-privatrum, som både er meget intimt (det er min bil, jeg sidder i førersædet, jeg bestemmer reglerne i bilen), og som samtidig er bestemt ved, at man kigger ud af det og (som regel ironisk-aggressivt) bedømmer de andre i trafikken. Når jeg sidder i bilen er jeg på en måde ”mig selv mere end mig selv”, jeg er en slags hybrid af mig selv og maskinen. Jeg siger f.eks. (på mine egne og bilens vegne): ”Ups, der stødte jeg mod en kantsten” – jeg går nogle gange i ét med maskinen og skærer ansigter, hvis karosseriet f.eks. skraber mod asfalten. Det bemærkes nogle gange om biler, at de er ”potensforlængere” – hvilket sådan set også er rigtigt nok, al den stund man med sin bil indgår i den fallisk-symbolske orden (at kastrationen altid kommer forud for den falliske potens er en pointe, som kan forfølges i en anden sammenhæng). Der ligger dog, hvis man tager bilens rum alvorligt, noget meget mere fundamentalt i bilen som et ”rum for jouissance”. Som en måde at indrette sig på (som Richard Ragnvald), som en måde helt at være sig selv på (ingen kan høre, hvad jeg i virkeligheden råber op om bag mine ruder), samtidig med at man i en vis forstand er ude af sig selv; nemlig med bilen som en slags hidsig generator for al den nydelse, som strømmer gennem mig (den berusende følelse at trykke speederen i bund). Jouissance er ikke andet end denne maskinelle drift, der bruser gennem mig, der bliver ved med at insistere, og som næsten føles fremmedgørende; er det virkelig mig, det her? (Måske er det derfor, at mange af dem som aldrig får taget kørekort, næsten bliver ”religiøse” i deres afstandtagen til kørelivets glæder). I den forstand kan man næsten sige, at vi alle er spøgelsesbilister – det spektrale væsen bag rattet, som er mig, som er min inderste kerne, ligner ikke den joviale, omgængelige person, jeg til daglig bilder mig selv ind, at jeg er. Intet under at superbiler – fra Knigt Rider til Batmobilen – helt springer chaufføren over og simpelthen (i kraft af superheltens plus-de-jouir) kører selv.

På baggrund af denne skitse over bilen som rum for jouissance kunne man nu begynde at optegne en slags topologi over forskellige former for biljouissance. I firserhitfilmen The Cannonball Run, med Burt Reynolds i hovedrollen, lærer vi således en del om filmens personer ved at iagttage dem i deres biler (filmen er en humoristisk fortælling over et illegalt cross-country road race fra New York til Los Angeles). Japanerne (Jackie Chan spiller den ene) kører f.eks. i en Subaru GL 4WD hatchback med raketmotor, som er så fyldt op med elektronik, at der rent faktisk ikke er vinduer i den. De kører altså udelukkende efter et simuleret billede af den aktuelle vej (hvilket der kommer mange sjove forviklinger ud af). Japanerne (allerede dengang en økonomisk stormagt) lever altså, kan vi konkludere, i en virtuel verden, et rent økonomisk cyberspace, uden jordforbindelse. To katolske præster deltager også i løbet (Dean Martin og Sammy Davis Jr.), og kører selvfølgelig italiensk: En skinnende rød Ferrari, som har så meget schein, at man næsten ikke kan se ind bag dens ruder – derinde i det allerhelligste sidder så de to sortklædte gejstlige. Burt Reynolds selv og hans makker (heltene) kører selvfølgelig i en opgraderet, men ellers helt autentisk, no-shit Dodge Tradesman, der tilmed er en ambulance. (Filmens kvindelige kørere, som har rollen som en form for overkitschede femme fatales kører i øvrigt Lamborghini; denne vilde, utæmmelige bil – måske har vi her et håndgribeligt eksempel på Slavoj Žižeks tese om, at femme fatales altid har rollen som dem, der i virkeligheden bekræfter patriarkatet (de er den underliggende obskøne fantasmatiske baggrund, som de ”almindelige” borgerlige kvinder fremtræder på); bekræfter de kvindelige kørere ikke netop patriarkatet i deres i valg af den ultimativt svulstige, maskuline bil?).

Hvor firserne biloptimisme næsten var uden ende, ser det dog selvfølgelig lidt anderledes ud i dag. I firserne var det virkelig noget at komme kørende (måske som Tom Cruise fra Days of Thunder) i et hyl af en bil og så stige ud; dagens mand i skysovs. For hvem træder ud af bilen, når jeg åbner døren? Det gør Jeg selvfølgelig; jeg får mit ”normale” ego igen og efterlader superegoet med bilen – men der hænger alligevel lidt nydelse ved, en duft af benzin. I dag er dette allerede for meget. For er der nu ikke for mange biler på vejene? Og hvordan nu med klimaet? Hvad skal vi gøre af al den bilnydelse? Bilen som rum for jouissance er blevet mere tvetydigt; man kan allerede forestille sig klager over Ragnvald-interviewet, simpelthen på grund af bilens størrelse. En gruppe miljøaktivister kalder sig f.eks. ”asfaltindianere” og tager i nattens mulm og mørke rundt og pifter store, benzinslugende forhjulstrækkere. Er det ikke også signifikant at Villy Søvndal skiftede sin Rover ud på nogenlunde samme tidspunkt, som han for alvor begyndte at skifte sine holdninger ud (senere så man ham i øvrigt på forsiden af en bog i en beskeden rød folkevogn og med Lene Espersen ved sin side!). Så hvad kan man bruge bilen til i dag? Hvordan hænger biler og nydelse sammen?

Denne analytiker har en kilde, der fisker fra havnen i Århus, og som beretter om et usædvanligt ritual: Man ser, hvis man står der længe nok, et bemærkelsesværdig antal enlige mænd i deres bedste alder (som man siger), som simpelthen blot kører deres bil ned på havnen, slukker den, og sidder i den i en halv time, måske en time. Hvad gør de? Tænker de? Hvad tænker de på? Kigger de på havet? Nyder de udsigten? Eller nyder de simpelthen bare – deres egen nydelse? Hvor firsernes mand steg ud af bilen, ”her kommer jeg!”, stiger mænd i det nye årtusind ind i bilen. Måske er det efterhånden kun inde i bilen, at manden for alvor kan være alene med sin nydelse?

Og måske er det derfor, at interviewet med Richard Ragnvald simpelthen virkede så mærkeligt, næsten forkert. Som om Puk Elgaard (på vores vegne og med Ragnvald som velvillig medspiller) her overtrådte en usynlig grænse.