Sidste år fejrede og fordømte danskerne med stort ståhej 40 året for frigivelsen af billedpornografien. Teaterforestillinger, bøger og tv-dokumentarer hyldede frigørelsen af de kopulerende menneskelige kroppe, mens nogle protesterede mod pornografiens skadelige moralske virkninger, dens påvirkning af børn og unge, og det ‘naturlige’ sexliv. Både kritikere og fortalere for det frie salg af pornografi synes at tænke, at  fri porno er lig med eller føre til en mere frigjort seksualitet. Kan dette virkelig passe? ”Nej”, svarer mange, ”pornografien ødelægger unge kvinder og tingsliggør kvindekroppen, gør den til et billedobjekt for mandens onani, og gør kvinden til en simpel vare.”

Ifølge den sidste kritik er forbruget af pornografi forkasteligt derved, at man ved købet af de frække sager – eller besøget på de annoncefinansierede gratissider på nettet – direkte eller indirekte er med til at støtte en form for prostitution økonomisk. Hvis prostitution er køberens direkte brug af en krop, som kun byder sig til i det omfang, der er penge på spil, er det at forbruge pornografi at betale en anden for at bruge og filme sin brug af denne krop. Således er det et velkendt faktum, at hovedparten af de kvindelige skuespillere i amerikanske pornofilm enten indgår i branchen for at tjene penge til deres collegeuddannelser eller er lokket ind i industrien fra udlandet, særligt fra Østeuropa, med løftet om et godt liv i Amerika.

Pornografi og prostitution er altså en vare- og tingsliggørelse af den andens krop, en udbytning, der kun er muligt på baggrund af den økonomiske ulighed mellem køber og sælger. Spørgsmålet er dog, om ikke dette er den almene formel for lønarbejde? Er det ikke netop kendetegnende for penges magt i et kapitalistisk samfund, at den kapitalløse er tvunget til at sælge sin arbejdskraft på arbejdsmarkedet? Som sådan er lønarbejde per definition en form for prostitution, en ’bringen sin krop i en andens tjeneste under pengenes indflydelse’. At det er et relativt udbredt fænomen at nyde sit arbejde, dvs. leve som ’lykkelige luder’, bør dog ikke få os til at overse det forhold, at mange, for ikke at sige de fleste, i lønarbejdet bringer deres kroppe og hjerner i situationer, som de ikke ville have indgået i uden pengenes mellemkomst.

Følgelig kan vi sige, at købet af en prostitueret svarer til at blive dennes arbejdsgiver, at købe en andens krop i et vist tidsrum, mens købet af pornografi svarer til købet af en hvilken som helst anden vare. Som deltagere i en kapitalistisk økonomi, en økonomi baseret på lønarbejde, er vi altså alle forbrugere af produkterne af andres prostituerede kroppe, af ’pornografi’. I denne optik, set fra en kritik af prostitutionens politiske økonomi (og i abstraktion fra den moralske stigma og følgende psykiske problemer, der knytter sig til sex-arbejde), er det altså ikke mere problematisk at forbruge pornografi end at købe en cykel fra Kina. Det centrale politisk-etiske spørgsmål til pornografien er altså ikke et spørgsmål om forbrug, men om produktion, om relationen mellem arbejdsgivere og prostituerede.

”Men”, svarer en anonym kritiker, ”er pornografien ikke netop en afbildning af arbejderen ved samlebåndet, en afbildning med henblik på onanistens liderlige blik? Svarer det at spille den af til ’Kæppe i klostret’ ikke til at høvle løs til en dokumentarfilm om arbejdsliv på en cykelfarbrik i Guanzhou?” Hvad vi kan se her er, at kritikken af forbruget af pornografi ikke er en kritik af forbruget i økonomisk forstand, men af den nydelse, der er forbundet med forbruget. Her må vi så spørge: Hvad gør denne nydelse mere problematisk, mere forbudt end at nyde en cykeltur i solskinsvejr?

Måske svaret er, at pornografien som produkt er langt mindre fetichistisk end cyklen. Hvor den almindelige vare (som Marx gør opmærksom på) skjuler det arbejde, der er nedlagt i den, holder os på behagelig afstand af de prostituerede kroppe, er pornografien netop en afbildning af arbejderen i arbejde. Betyder dette at pornografien er mere ærlig end andre varer?

For at svare på dette spørgsmål om forholdet mellem onanistens blik og det i produktet nedlagte arbejde må vi undersøge den kontrakt, der foreligger mellem forfatter og læser, eller, om man vil mellem producent og onanist. Som litteraturteorien fortæller os, udstikker denne kontrakt præmisserne for læsningen af teksten; forskellige genrer har således forskellige kontrakter. Pornografiens måske mest kendte genrer i dag er den klassiske novellefilmspornografi, gonzo-pornografien og webcam-pornografien.

Den klassiske pornografi konstruerer et fiktivt univers, gerne med en simpel fortælling, i hvilken den kropslige kopulation fremstilles som nydelsesfuld i sig selv. Dens identifikationsregime har det til fælles med mainstream-filmen, at skuespilleren spiller rollen som ikke-skuespiller. Denne form for pornografi er således lavet for et blik, hvis nydelse afhænger af fiktionens virkningsfuldhed, eller af muligheden for indlevelse. Denne indlevelse er lig med muligheden for at fornægte det forhold, at skuespillerne har modtaget penge for at deltage. Idet den arbejdende krop fremstilles som ikke-betalt og nydende i novellefilmspornografien fornægtes pornografiens karakter af arbejde.

I gonzo-pornografien bliver synsvinklen dokumentarisk. Den er oftest filmet af den mandlige skuespiller selv eller af hans ’buddy’, og udspilles i et postuleret tilfældigt møde eller en ’audition’. Her vendes den klassiske pornografi på hovedet: den kvindelige deltager tager imod penge og nyder, helst i modstrid mod hendes indledende generthed eller uvillighed mod at ’gå hele vejen.’ Således bliver den klassiske pornografis obskøne underside udgangspunkt for kontrakten mellem producenten og onanisten.

Hvor gonzo-pornografien har den konstant nydende mandlige ’arbejdsgiver’ som agent, fremstiller webcam-pornografien i sin mest udbredte form en ung onanerende kvinde alene foran sit kamera. Hendes nydelse er kundens nydelse, kundens nydelse er hendes nydelse. Her er tale om en form for iværksætter-pornografi, hvor det forudsættes, at hun kun tænder kameraet når hun har ’lyst’. I kontrakten mellem hende og seeren står det skrevet, at hun ikke har nogen anden boss end sin egen nydelse.

Det gennemgående træk i alle tre former for pornografi er, som læseren nok har bemærket, en fremstillingen af arbejdet som liderlighed, eller, med andre ord, en vares ideologiske fremstilling af sin egen produktionsproces som nydelsesfyldt.

• I den klassiske pornografis møde mellem to liderlige subjekter finder vi en træt arbejderromantik, der, som en stalinistisk hyldest til arbejderne ved samlebåndet, fremstiller nydende arbejdere, og udvisker det forhold, at de er bragt sammen af arbejdsgiverens pengepung, og at deres nydelse måske ikke er andet end iscenesat for forbrugerens blik.
• Gonzo-pornografien kan omvendt ses som en fremstilling af det forhold mellem arbejdsgiver og arbejdstager, som mainstream-pronografien benægter. I gonzo-genren er nydelsen ved et postuleret ikke-fremmedgjort arbejde ikke længere forudsat: tilbage er en nydelse ved lønarbejdet selv, ved selve prostitutionen.
• Pornografien når dog først sit højdepunkt i webcam-pornografien, der kan ses som en Aufhebung af de to foregående genrer. Webcam-pigens nydelse er som den klassiske karakter i novellepornografien ikke fremmedgjort, hendes nydelse er direkte, ikke medieret af pengene, men hun er mere end det; hun er, som gonzo-deltageren, ’virkelig’, men i modsætning til gonzo-deltageren har hun ingen boss, men kun kunder, hun er den moderne nydende selvstændige erhvervskvinde.

Dette betyder dog ikke, at webcam-pornografien når et højere stadie af ærlighed. Som gonzo-pornografien er det i postulatet om total åbenhed og realisme, at webcam-pornografiens hyperideologiske miskendelse ligger, nemlig, at man med den ’transparente’ fremstilling af en situation, dens nydelse, dens økonomi og dens magtforhold, har sagt alt. Hvad forbliver usagt er, at det kunne være anderledes, at salget af kroppe kan gøres til fortid.

Hvad nu hvis vi tog Cepos og deres kumpaner på ordet? "Det skal kunne betale sig at arbejde."

Og så blot tilføjede: "... og arbejdet skal opgøres i kilojoule".

- skevet af en professionel journalist!

De bannerreklamer der pryder toppen af denne blog, har før været til diskussion. En af de seneste indeholder ovenstående generøse tilbud. Klikker man på linket, vil man på hjemmesiden www.skriveren.dk finde ud af at den professionelle journalist er den 49-årige far til syv, John Peters, der formedest 38.000 kr. tilbyder at skrive en biografi på en 60-70 sider. 50 eksemplarer af bogen er med i prisen. Skulle man i stedet have lyst til selv at skrive sine erindringer, tilbyder samme Peters også - på hjemmesiden www.livs-skribenten.dk - redaktionel hjælp i et halvt år, hvilket omfatter omkring 15 timers redaktionel vejledning, for 4500 kr. Om sig selv fortæller Peters at han "har oplevet lidt af hvert i livet. Det vidner i hvert fald de rynker omkring øjnene der viser, at jeg har smilet og leet meget. Ser man rigtigt efter, vil man også kunne ane de rynker som kommer af sorg, fortvivlelse og tårer."

Om begrundelse for projektet skriver Peters at det "ikke kun (er) statsministre og topdirektører, som er interessante mennesker. Tvært imod. ”Almindelige” mennesker, der har passet dagens dont og levet et liv som de flestes, rummer mange fortællinger."

Vi vil her bloggen tillade os at tvivle. Denne ideologi, som kan kaldes Jørn Hjorting-ideologien efter en af dens ivrigste fortalere, synes i den grad afkræftet af Hjortings eget virke gennem de sidste snart fyrre år, først på Danmark Radio P3 og siden P4 i "De ringer, vi spiller" og i dag på DK4 i "Snak med Hjorting". På samme måde synes det fænomen CVA er en del af, nemlig blogging, også at afkræfte denne teori. Folk i al almindelighed har egentlig ikke noget videre spændende at fortælle om deres liv. Lad dette også være et svar på en tidligere diskussion om hvorfor CVA's skribenter ikke optræder ved navne: Vi er virkeligheden ikke særligt interessante som personer. Vi lever blot kedelige, småborgerlige akademikerliv. Hvis vi har noget interessant at bidrage med i bloggosfæren, er det vores uforgribelige meninger - som nu for eksempel den der kommer til udtryk i dette indlæg.

Lad os som de gode psykoanalytikere vi er, minde om at det mest interessante ved et menneske ikke er det personlige, men det der er upersonligt og deles af alle - nemlig det ubevidste.

Og lad os slutte af med Erik Clausens uforglemmelige spørgsmål: "Hvis dit liv var en film, gad du så selv at se den?!"

Filoffen skrev for et par dage siden en fin og veludført diagnose om begrebet 'seniorpolitik'. Jeg er på mange måder enig i Filoffens pointer, og vil gerne videreføre diskussionen lidt. Fænomenet 'Seniorpolitik' må ses ikke blot som løsningen på et alment problem, men som den NYE løsning på et NYT problem. Til sammen kan vi godt kalde deres indbyrdes forhold for en symptomdannelse.

Filoffen taler om seniorpolitikken og bemærker rigtigt, at det bunder i opfattelsen af seniorerne som et problem. Hvem er det, egentlig, der opfatter seniorerne som et problem? Jeg vil tro, at det særligt er lederne - de NYE ledere - af virksomhederne, der opfatter seniorerne som et problem; altså de samme ledere som udmærket ved, at den ældre arbejdskraft er fundamental vigtig for både virksomhederne og samfundet.

Man fristes til at kalde denne indstilling for en 'følelses-ambivalens' i den gode gamle Freudianske forstand. Barnets forhold til Faderen: jeg hader ham, men jeg elsker ham. Freud mener at ingen af de to følelser kan udelukkes, udslettes i individet. Løsningen bliver tværtimod, at den ene følelse undertrykkes, mens den anden får lov at vise sig klart og tydeligt.

Der er altså tale om den typiske undertrykt fjendtlige indstilling overfor dem, man er afhængig af.

Nu er samfundet imidlertid ikke en familie. Man bør bemærke, at de ældre på virksomhederne formentlig sjældent ser sig selv som et problem, og at de i udgangspunktet ofte gerne vil arbejde - blot ikke under de nye vilkår!

Hvad er så de nye vilkår? Jeg vil prøve at nævne et par begreber, som falder i øjnene når man betragter diskursen:

Kvalitetssikring. Strukturreform. Efteruddannelse.

Selvom der sikkert også er en smule substans i disse begreber, har jeg fornemmelsen af, at der også ligger en hel del (tom) retorik i dem. Slogans, Buzzwords, Brands og logoer synes at være en meget vigtig del af - ikke blot nyere marketing, men også ledelsesteori. Det får mig til at tænke tanken, om ikke de humanister, der indtil videre har været efterspurgt af erhvervslivet (ikke som humanister som sådan, men specifikt som retorikere/sofister), ikke rent faktisk har sejret ad helvede til - om ikke humaniora og kommunikations-fagene har tiltvunget sig en hegemonisk indflydelse helt ind i de øverste rækker af erhvervslivet? Er det ikke derfor, at DR er ved at gå neden om og hjem? Osv.

Nuvel. Det var, hvad jeg havde at bringe. Diskussionen er åben.

Marc Froment-Meurice har følgende observation:

'Yesterday Marx-Nietzsche-Freud, today Kant, who is making his return like an old diva who can never make up his mind to "bid the stage adieu"'

(Fra Solitudes: From Rimbaud to Heidegger, trans. Peter Walsh, Albany: SUNY Press 1995, p. xxiv. Citeret fra Hegel after Derrida, ed. Stuart Bernett, London: Routledge 1998, p. 293, n. 5.)

Det er sjældent at positiv særbehandling bliver foreslået i den danske debat. Trods det, at langt de fleste chefer og ledere både i det offentlige og det private erhvervsliv er mænd, og trods det, at selvom langt størstedelen af de universitetsstuderende i dag er kvinder, så er kvinderne stærkt underrepræsenterede blandt de universitetsansatte. Ikke desto mindre betragtes positiv særbehandling normalt som 'udansk'.

Men nu er den for alvor gal! Næsten 70% af de medicinstuderende er nemlig kvinder, og det har fået Det Radikale Venstre til at blive bekymrede. Kvinderne vælger nemlig specialer som at blive alment praktiserende eller børnelæger, mens der er ved at blive mangel på kirurger. Det Radikale Venstres sundhedsordfører Charlotte Fischer udtaler:

"Det er en forkert kurs, vi i øjeblikket ser på lægestudiet, og vi kan ikke bare lukke øjnene for, at det er ved at udvikle sig til et kvindefag. Det her handler ikke om ligestilling, men om at vi har et overordnet samfundsansvar over for sundhedsvæsenet og patienterne."

Det Radikale Venstre foreslår derfor at flere medicinstuderende optages gennem kvote 2, da erfaringen fra Syddansk Universitet, hvor 50% optages gennem kvote 2, er at det giver flere mandlige studerende

Det er for så vidt et prisværdigt initiativ at arbejde for at kvote 2 - der af tåbelige ideologiske årsager på det nærmeste er blevet afskaffet af regeringen - igen kommer til at spille en vigtig rolle i optagelsen på de danske universiteter. Men begrundelsen er gal. "Det handler ikke om ligestilling", siger Charlotte Fischer, der er noget langt alvorligere på spil - "samfundsansvar over for sundsvæsenet og patienterne." Samfundet er med andre ord truet af de mange kvindelige medicinerne! For kvinder vælger jo de bløde specialer - så vi har brug for nogle mænd til at tage den hårde tjans som kirurger, der jo som bekendt er et fag, der kræver både nosser og hår på brystet.

Det er beskæmmende at Det Radikale Venstre på den måde aktivt medvirker til at reproducere kønsstereotypier. I stedet for at se på hvordan man kan få flere medicinere - kvinder som mænd - til at blive kirurger i det hele taget, vælger Charlotte Fischer at lægge skylden på kvindelige medicinstuderende - i sådan en grad at de gøre til samfundsskadelige og farlige for patienterne og sundhedsvæsenet!

Hun bakkes op af formanden for Foreningen af Danske Lægestuderende, Morten Andresen, der til Tv-Avisen udtaler: "Det handler jo sådan set om at lægestanden jo sådan set skal betjene det brede Danmark, og det mener vi i hvert fald ikke at man gør ved at få de dér 10-11-tals piger som en eksklusiv klub."

Charlotte Fischer bakkes også op af Venstres forskningspolitiske ordfører Torsten Schack Pedersen, der er parat til at se med "nye øjne" på optagelsesprocedurerne, hvis de nuværende optagelseskrav - det vil altså sige karaktergennemsnit fra gymnasiet - afholder mænd fra bestemte studier. Forskningsordføreren fra det parti der som det største i regeringen har arbejdet hårdt for på det nærmeste at afskaffe kvote 2, er altså nu parat til at overveje at ændre på det optagelsessystem man selv har indført, hvor det alene er karaktergennemsninttet der tæller - udelukkende fordi der er for mange piger der søger ind på medicin!

Hvor var Charlotte Fischer og Torsten Schack Pedersen dengang medicin var et mandefag? Var der dengang nogen der kæmpede for ændrede optagelsesprocedurer fordi der var for få kvinder på studiet? Var der en formand for de lægestuderende der udtalte at det var et problem at medicinstudiet var blevet en eksklusiv klub af ug-drenge? Hvor er Charlotte Fischer og Torsten Schack Pedersen i dag i kampen for at få flere kvindelige lektorer og professorer på universiteterne? Vil de der overveje ændrede ansættelseskrav, fordi de nuværende afholder kvinder fra at få stillingerne? Og vil de overveje lignende tiltag for at få flere kvindelige chefter og bestyrelsesmedlemmer i såvel det offentlige som det private erhvervsliv? For slet ikke at snakke om at ændre på det danske valgssystem, da der jo også er en overvægt af mandlige politikere - og noget jo tyder på at der var behov for flere kvinder på Christiansborg, når en så åbenlyst kønsstereotyp og -diskriminerende tankegang kan florere, endda blandt kvindelige politikere.

Mens positiv særbehandling altså betragtes som 'udansk' når det drejer sig om at få kvinder ind på områder, der traditionelt har været mændenes domæne, så betragtes det som i orden, når medicin er blevet et 'kvindefag' - og endda er blevet det uden nogen form for positiv særbehandling, men udelukkende i kraft af at de piger der har søgt ind har haft det højeste gennemsnit.

De Konservatives sundhedspolitiske ordfører, Helle Sjelle, skal have tak for at sige det klart i Tv-Avisen: "Jeg opfatter det her forslag som kønsdiskrimination, og det troede jeg ærligt talt ikke var noget man ville her i 2007. Jeg troede vi var kommet ud over det."

Det handler ikke om ligestilling, siger Charlotte Fischer - men det er lige nøjagtigt hvad det gør.

(Kilder: DRs nyhedshjemmeside og Tv-Avisen, 12. juli 2007, kl. 18.30)

Vi har tidligere på denne blog lovet at vende tilbage til den amerikanske filosof Richard Rortys død. Tiden til det er kommet nu. Nekrologen nedenfor er skrevet som en kronik til Politiken, men blev desværre afvist af kronikredaktør Anders Jerichow med følgende venlige ord:

Kære Center for Vild Analyse (navnet er ændret, men er Center for Vild Analyse bekendt, red.)

Mange tak for læsning af din artikel om Richard Rorty.
Den er ikke uinteressant, men vi må desværre takke pænt nej. Sagen
er jo, at vi kun har en Kronik om dagen - og at vi derfor hver eneste
dag må vælge og prioritere mellem de rigtig mange manuskripter, som vi
får tilbudt. Hver eneste dag må vi derfor sige nej tak til mange gode
tekster.

Det går i dag også ud over dig.

Beklager.

Venlig hilsen

Anders Jerichow
Kronikredaktør

Dertil er der jo så kun at glæde sig over at man har sit eget medie at publicere i:

Ved en liberal ironikers død

Richard Rorty – der døde den 8. juni – var en af de sidste 30 års mest kontroversielle amerikanske filosoffer. Hvilket endda ifølge mange filosof-kolleger er at sige for meget: Ifølge dem var Rorty slet ikke filosof – på trods af, at han var uddannet i netop filosofi ved flere af de mest anerkendte amerikanske universiteter, og selvom Rortys værk var én lang række diskussioner med både nulevende og afdøde filosoffer.

Politisk var Rorty udskældt af både højre- og venstrefløjen – afvist som en uansvarlig relativist og ironiker. Det er sandt, at han både var relativist og ironiker, men det hører med til billedet, at Rorty – på linje med højrefløjen – advokerede for, at amerikanerne igen skulle blive stolte og patriotiske. Men også, at han samtidig var en arg modstander af Georg W. Bush, og at han – på linje med venstrefløjen – argumenterede for velfærdsreformer, der skulle modvirke fattigdom og klasseskel i det amerikanske samfund.

Historien om Rorty er således en væsentlig historie om tilstanden i det amerikanske intellektuelle og filosofiske miljø i slutningen af det 20. og begyndelsen af det 21. århundrede.

Rorty var ikke uden skyld i, at han var kontroversiel. Med gennembrudsværket Philosophy and the Mirror of Nature fra 1979 markerede han sig som et bidende ironiker med en skarp pen og et utraditionelt tag på filosofien. Bogens grundlæggende pointe var, at de traditionelle filosofiske problemer var skinproblemer. Det gjalt specielt det såkaldte bevidsthedsfilosofiske problem, altså problemet om, hvad forholdet er mellem bevidstheden og kroppen. Og det gjalt det erkendelsesteoretiske problem, altså problemet om, hvordan vi overhovedet kan have viden om vores omverden.

Da Rorty som skrevet anså disse problemer som skinproblemer, så han det ikke som sin opgave at komme med ”løsninger” på dem. I stedet søgte han at diagnostisere, hvorfor disse problemer overhovedet var kommet til at virke som væsentlige problemer, som filosoffer skulle løse.

Ifølge Rorty stammede disse problemer fra idéen om bevidstheden som særlig størrelse, der kunne afspejle omverdenen – et ”spejl af naturen”, som han kaldte det i titlen. Denne idé opstod ifølge Rorty ved den moderne filosofis begyndelse i 1600-tallet. Den naturvidenskabelige revolution gjorde, at filosofiens traditionelle metafysiske spekulation om verdens indretning var blevet afløst af fysikkens eksperimenter. I en sådan situation måtte filosofien genopfinde sig selv, og det gjorde den ved at opfinde idéen om bevidstheden som en særlig erkendende ting, der ikke kunne undersøges naturvidenskabeligt.

Denne forestilling om bevidstheden som en særlig ”tænkende ting” var ifølge Rorty måske nok rimelig tilbage i 1600-tallet, hvor man ikke vidste bedre, men efter Darwin burde vi have lært at se mennesket som led en i lang evolutionshistorie og bevidstheden som et naturligt fænomen, der som andre naturlige fænomener kan undersøges naturvidenskabeligt.

Dette virker nok langt mindre kontroversielt i dag, hvor nye hjernescanningsteknikker har gjort, at den naturvidenskabelige undersøgelse af bevidstheden i dag er en hastigt voksende industri, som også mange filosoffer er involverede i. Og selvom emnet også i dag debatteres heftigt blandt filosoffer, så stod Rorty heller ikke dengang alene med dette synspunkt.

Langt mere kontroversielt var det, at Rorty hævdede at spørgsmålet om, om vi kan have en sand erkendelse af verden, er et pseudospørgsmål. Ifølge Rorty er det en fejl at tro, at det giver mening at spørge om vi erkender verden, sådan som den virkelig er. Vores bevidsthed er ifølge Rorty et redskab, vi har udviklet gennem evolutionen, og som har forbedret vores overlevelseschancer – på samme måde, som det at vi har tommelfingre har gjort. Men ligesom det ikke giver mening at spørge om vores tommelfingre giver os en sand erkendelse af verden, giver det ifølge Rorty ikke mening at spørge til, om vores bevidsthed giver os en sand erkendelse af verden. Spørgsmålet er ikke, om vores erkendelse er sand eller falsk, men om den virker. Naturvidenskaben fortæller os således ikke, hvordan verden virkelig er. Men er et redskab, der gør os i stand til at bygge broer og sende mennesker til månen og andre praktiske gøremål.

Dette synspunkt var for alvor kontroversielt i en amerikansk filosofisk kultur, hvor naturvidenskaben af mange blev – og bliver – anset som paradigmet på sand erkendelse. Rorty adskilte sig herved fra dem, der var enige med ham i, at bevidstheden kunne undersøges naturvidenskabeligt. Det var Rorty for så vidt enig i – men det var bare ikke det, der interesserede ham.

Rortys projekt var i stedet at gøre op med idéen om, at filosofien burde lægge sig efter naturvidenskaben og blive en teknisk og specialiseret disciplin. I stedet så Rorty filosofiens – og sin egen rolle – som den klassiske intellektuelles. Det blev klart med hans andet hovedværk Contingency, Irony and Solidarity fra 1989. Bogen rummede en videreførsel af Rortys idéer på det politiske område, men udmærkede sig derudover ved to ting, der i store dele af den amerikanske filosofi den dag i dag anses for uantagelige: 1) Den rummede omfattende analyser af skønlitterære værker. 2) Den diskuterede indgående tyske og franske filosoffer som Hegel og Derrida, der af mange i USA den dag i dag anses for at være uforståelige og meningsløse.

Bogens centrale pointe er, at vi også i politikken bør opgive idéen om, at der er nogle sandheder, vi kan erkende. I stedet bør vi blive, hvad Rorty kalder ”liberale ironikere”. Ironien består i, at vi skal erkende, at selv vores mest dybtfølte overbevisninger – hvad enten de er politiske, religiøse, eller personlige – blot er et resultat af tilfældigheder. Det liberale skal forstås i den amerikanske betydning at være åben og tolerant. I og med vi erkender vore egne overbevisningers kontingens, skulle vi ifølge Rorty blive bedre til at forstå andre og derved blive i stand til at udvide vores følelse af solidaritet fra kun at omfatte dem, vi deler religion, nation eller overbevisninger med, til at blive mere og mere omfattende.

Denne åbenhed overfor dem, vi er uenige med, skulle ifølge Rorty gøre os gradvist bedre til at forstå andres lidelser og reagere på dem. En liberal er derfor ifølge Rorty en person, der mener, at menneskelig lidelse er det værste, der findes.

Det er her litteraturen kommer ind: Gennem den bliver vi i stand til at få både en større tolerance og følsomhed overfor andres lidelse, da vi gennem litteraturen bliver præsenteret for måder at leve på, og former for menneskelig fornedrelse, vi ikke kendte. Rorty skriver – for mange filosoffer provokerende – at Onkel Toms hytte har haft større betydning end Kants moralfilosofi, da den gjorde hvide mennesker i stand til se, hvike former ydmygelser negerslaverne blev udsat for, hvilket til sidste førte til slaveriets afskaffelse. Omvendt giver bøger som George Orwells 1984 og Vladimir Nabokovs Lolita os indsigt i, hvilke former for grusomheder, mennesker er i stand til at påføre hinanden henholdvis på det politiske og det personlige plan.

Rortys afvisning af, at der findes politiske eller moralske sandheder, skaffede ham – ligesom hans afvisning af, at naturvidenskaben erkendte sandheder – modstandere på halsen. Anklagen gik først og fremmest på, at han var relativist, da han ikke mente, at nogle kulturer var bedre end andre. Anklagen er kun delvis rigtig: Han tilsluttede sig at være relativist i den forstand, at han ikke mente, at der var nogen objektive standarder, vi kunne måle kulturer med. Men han mente alligevel, at vore dages liberale, demokratiske samfund var bedre end tidligere tiders despotier eller totalitære diktaturer – simpelthen fordi mennesker hellere vil leve i dem, da de betyder mindre lidelse, og fordi de giver mennesker bedre muligheder for at udfolde deres private livsprojekter.

I forhold til det sidste, var det for Rorty afgørende at insistere på, at der i liberale samfund bestod et skel mellem det offentlige rum og det private. I det offentlige rum skal det handle om at diskutere, hvordan vi indretter samfundet bedst muligt for flest mulige. Men det er afgørende, at vi indretter os på en måde, så der er plads til, at folk kan dyrke deres private idiosynkrasier.

Rorty bekrev dette i et lille selvbiografisk essay med titlen ”Trotsky and the Wild Orchids”. Heri beskrev han, hvordan det at vokse op i trotskistisk hjem fra barnsben havde givet ham en stærk sans for social uretfærdighed. Men han havde også en stor interessere for vilde orkidéer, og han havde i mange år kæmpet for at få de to ting til at passe sammen i et billede. Det var den modne Rortys pointe, at de to ting ikke nødvendigvis skulle passe sammen – men at der heller ikke er nogen modsætning: Samtidig med at man politisk kæmper for social retfærdighed, skal der være plads til éns følelser overfor éns nærmeste, éns private dyrkelse af religion eller éns interesse for vilde orkidéer. Alle sammen ting, der kan have afgørende betydning for éns liv – samtidig med at man indser, at de ikke nødvendigvis har samme betydning for andre.

Ved således at insistere på adskillelsen af det offentlige og det private, lagde Rorty sig således i forlængelse af en lang filosofisk liberal tradition. En pointe, den store tyske filosof Jürgen Habermas tilsyneladende fuldstændig misforstod, da han i en nekrolog over Rorty refererede pointen i ovennævnte essay som, at Rorty netop skulle ønske at forene fornemmelsen for vilde orkideér med social retfærdighed.

Denne insisteren på klassiske liberale dyder gjorde ham naturligvis upopulær på venstrefløjen – men Rorty var også selv ganske kritisk overfor den amerikanske venstrefløj. Hans tanker om kontingens gjorde naturligvis, at han måtte afvise marxismen med dens historiefilosofi om, at historien med nødvendighed bevæger sig mod det kommunistiske samfund. Men Rorty var også stærkt kritisk overfor den ikke-marxistiske venstrefløj, som han beskyldte for at have glemt kampen for social retfærdighed til fordel for rent akademiske kampe. Det er her værd at minde om, hvordan kampen for kvinders og minoriteters rettigheder i USA har ført til en politisk korrekthed og opsplitning i de amerikanske akademiske miljøer, hvor man har forkastet den klassiske kanon af ”store, døde, hvide mænd”. I stedet kræver enhver minoritet retten til sin egen historie og egen litteratur.

Rorty anså både kvindekampen og kampen for minoriteters rettigheder, som for eksempel borgerrettighedsbevægelsen, som rigtige og vigtige kampe. Men de havde ifølge ham udartet sig til at blive disse rent akademiske kampe, hvilket havde gjort, at venstrefløjen havde glemt den virkelige politik, som gør en forskel for almindelige mennesker. Rorty så her fagforeningernes kampe og visionære politikeres reformer – som Roosevelts New Deal-politik – som eksempler på sådan virkelig politik.

I Achieving our Country fra 1998 argumenterede Rorty for, at det var afgørende for at gennemføre sådanne sociale reformer, at amerikanerne igen blev stolte over at være amerikanere – noget der ikke gjorde ham mere populær på venstrefløjen. Men den patriotisme han argumenterede for, var ikke højrefløjens patriotisme. Det var en socialt båret patriotisme, som han mente havde eksisteret i det Demokratiske Partis storhedstid. Overført til danske forhold kan man sige, at Rortys politiske idealer svarer til drømmen om den klassiske socialdemokratiske velfærdsstat.

Rorty var derfor også stærkt imod den form for patriotisme, som han så blomstret op igen under George W. Bush. Rorty var derfor blandt de første støtter, da hans filosofkolleger Jürgen Habermas og Jacques Derrida i sommeren 2003 udsendte et åbent brev i flere store europæiske aviser, hvor de argumenterede for, at Europa burde forene sig i modstanden mod det selvtilstrækkelige USA, der få måneder før sammen med ”koalitionen af villige” var gået ind i Irak.

Med Rortys død har amerikansk filosofi således mistet en af sine store personligheder. En filosof, der udfordrede sine kollegers selvforståelse ved at insistere på, at filosofien ikke måtte blive en teknisk sag for specialister. Som insterede på, at filosofiens skulle spille en aktiv rolle i det samfund, den var en del af. Som selv insisterede på rolle som klassisk intellektuel. Og som var ikke var bange for at provokere kolleger, såvel som både højre- og venstrefløjen.

Rortys død efterlader et stort hul i den amerikanske filosofi. Lad os håbe, at der også i en tid, hvor universiteterne i såvel i USA som i Europa – herunder ikke mindst Danmark – præges af ensretning og ”fra forskning til faktura”-tankegang, stadig vil være plads til, at der kan komme nye Rortyer.