Mahna Mahna!
31. aug 2007 01:03, CVA
I grunden er det et smukt klip. The Muppet Show 1969 (her vist nok i en lidt senere version):
To lyserøde skabninger med store runde øjne og trutmunde (if there ever was one) står på scenen og begynder en uskyldig sang - den mest uskyldige af de uskyldige. Dy-dy-dy-dy-dy-dy-dy-dy-dy-dy. Osv. Så kommer en skægget fyr i grønt kostume og med solbriller og vildt hår ind og bekendtgør omkvædet: "Mahna Mahna!" De dytter sukkersødt videre. Da melodien når til det, man vel kunne kalde verset, stemmer vor ven i med en scat, der jazzer sig frem, som det falder for: "Nnh-nnh-nn-nn-nnh". De dyttende stopper op og kigger bebrejdende på ham. Hans stemme bliver usikker, og han kigger spørgende tilbage. "Nej," lader de ham forstå. Istedet får han lov at sukke sit "Mahna Mahna!" i omkvædet igen. I næste vers prøver han igen, men må igen nøjes med at mahnamahna'e i omkvædet. Og sådan fortsætter det, til han til sidst valser ud af studiet i frustration, forbi Kermit, og ud af settets exit-dør. Snart efter ringer telefonen, Kermit tager den, og kommer ind på scenen: "Det er til jer". De lytter til røret - og den sidste salut kommer: "MAHNA MAHNA!"
Hvad har vi her? Mit forslag er to-tre fortolkninger, der så vidt jeg kan se ikke nødvendigvis er modstridende:
En pastice over Freuds berømte: "Was will das Weib?" Den gode mand forsøger at lave ægte musik, at scatte med hjertet, at give sangen den feeling, der ville være det perfekte match til trutmundenes uskyldighed. Lidt sex og rock'n roll til damerne. Men hver gang afviser de ham. Nej, det var heller ikke det! Til sidst slår han imidlertid tilbage: "Her har I det, I ville have: Mahna mahna!" Hvis ingenting tilfredsstiller hysterikeren, må hun ende med intet at få!
Den anden fortolkning er tidens fortolkning: Er det egentlig ikke en smuk svanesang til hippiebevægelsen? Beatle your Rolling Stone hair. Det uregerlige, scattende, let dyriske, skal friseres og synge på de afmålte tidspunkter, i reklameblokkene mellem de kolorerede masseprodukter. Improvisation afløst af pop. I denne fortolkning er det sidste "Mahna mahna" hippiernes afskedssalut. "Tak for denne gang, stivstikkere. Jeg går ud og ryger en fed - held og lykke med at styre skuden klar af pænhedens selvdestruktion". "Nnh-nnh--nn-nn....". [Telefonen ringer]. "Og held og lykke med Vietnam-krigen!"
Endelig kunne det sidste "Mahna Mahna!" vel fortolkes som en passage a l'acte: Den her orden er mig ubegribelig - jeg forlader den. Måske kan sangen læses som et forgæves forsøg på at komme op med de rette ord. Lidt som Alberte i Thomas Windings fantastisk fine lille tv-stykke fra 1970erne engang. Da Albertes forældre igen og igen havde vist, at de ikke forstod hende, eller ikke ville lytte til hende, besluttede hun sig til sidst for at gå hjemmefra. Og iøvrigt ville hun ikke kaldes Alberte mere (med god grund - det var jo det navn, de havde givet hende!) Så hendes afskedssalut, da hun stod i døren med sin taske, var: "Farvel, jeg hedder Kurt!"
Mahna mahna!
