Alain Badiou
28. jun 2007 17:08, CVA
Center for Vild Analyse kan hermed stolt præsentere en helt ny tekst af en af Frankrigs væsentligste nulevende filosoffer, Alain Badiou. Det drejer sig om forordet til den kommende danske udgave af hans bog Etikken fra 1993. Etikken er noget så sjældent som en polemisk genistreg og et filosofisk hovedværk på samme tid. Glæd jer!
Alle rettigheder tilhører Forlaget Philosophia.
Alain Badiou:
Jeg skrev denne lille bog i begyndelsen af sommeren 1993 i en helt bestemt politisk kontekst, nemlig de første vestlige militære ekspeditioner motiveret af "menneskerettighederne" og "humanitære" hensyn. Det var især borgerkrigen i eks-Jugoslavien, der var årsag til denne udfoldelse af følelser og moral. Ganske som kolonialismen havde hævdet at "civilisere" de vilde i Afrika og Asien, så man vores "demokratiske" landes hære invadere og bombardere hele landsdele i fredens og rettighedernes navn for at give de rige god samvittighed, når de fattige slår hinanden ihjel.
I dag er sagen klarere. Mange folk har indset, at invasionen af og krigen i Afghanistan, den fuldstændige ødelæggelse af det irakiske samfund, Washingtons fjernstyrede etiopiske lejesoldaters plyndring af Mogadishu, blokaden mod Gazastriben eller Israels angreb mod Libanon og truslen om et atomangreb mod Iran intet har at gøre med moral eller bekymring for folks liv, men alt sammen skyldes de rige landes grundlæggende ønske om, at ingen lokal magt opstår i noget fattigt område, og at ingen stat, der blot er en smule stabil, dukker op i disse områder. Det hør og bør sig derfor, at man ødelægger alt, hvad man kan, skaber et blodigt anarki og med denne sofistikerede terror gør det klart, at der skal adlydes. Bush taler for øvrigt næsten ikke længere om menneskerettigheder og andet pjank. Hans slagord er "krigen mod terrorisme", som, meddeler han, bliver et langt og blodigt eventyr. Hans skelnen mellem normale stater og "slyngelstater" har kun én betydning, nemlig at en stat er normal, hvis den accepterer det vestlige herredømme og anerkender det amerikanske hegemoni. Enhver stat, der ikke retter sig efter disse regler, vil før eller siden blive betragtet som en "slyngelstat".I 1993 var alt dette ikke så indlysende. Et meget stort antal intellektuelle – påvirket af de "nye filosoffer", der havde eksisteret i mere end ti år – troede endnu med oprigtighed på menneskerettighedernes og demokratiets kamp mod den kommunistiske totalitarisme og diktaturerne. Disse postmarxistiske intellektuelle var blevet nådeløst manipuleret af den nye form for imperialistisk propaganda, der ikke ligesom de to foregående århundreders propaganda fremfører det nationalistiske og erobrende motiv, men snarere skjuler sig bag moralske og juridiske kategorier for at hærge verden og legitimere uafbrudte militære aktioner på hele kloden.
Et sofistikeret udtryk for denne "moralske imperialisme" er – især i filosofi – den store insisteren på temaet om "den anden" og "forskellen". Det er blevet obligatorisk at "respektere den anden" og fremhæve værdien af hans "forskel". Problemet er bare, at så snart denne "anden" er en smule forskellig fra os ("vi" rige vestlige), skal han kritiseres, tæves og bekæmpes for at lære at være ligesom os. Man bruger militær styrke til gøre denne "anden" til demokrat, feminist, økolog og tilhænger af markedsøkonomien ligesom os selv. Med andre ord, hvis den anden ikke har den samme opfattelse af forskellen som os, er han ikke en god anden. En god anden er i virkeligheden den samme som os selv. Det er ikke "forskellen", man respekterer, men den vestlige smag for forskelle, og denne smag er i virkeligheden folkloristisk og kolonialistisk og bøjer sig over forskellene med en rørt faderlighed. I den sammenhæng er det en selvfølgelighed, at enhver styrke, som forskellen måtte have, til gengæld skal tilintetgøres. En eksemplarisk sag vedrører retten til at have atombomber. Eftersom israelerne har den samme opfattelse af den demokratiske forskel som os, har de lov til at være i besiddelse af to hundrede atomsprænghoveder. At iranerne, som utvivlsomt er "for" forskellige, agter at ville fremstille et enkelt sprænghoved, er uacceptabelt og vil blive forhindret, om nødvendigt med … et atomangreb!I dag ser man Bush og hans ledsagere forfølge denne ide med kynisme. I begyndelsen invaderede man Irak ved hjælp tykke løgne (masseødelæggelsesvåben osv.), der blev gentaget af Bush og alle hans medskyldige, regeringerne i England, Polen, Italien, Japan og andre lande, desværre inklusive Danmark. Da løgnen blev for tyk, erklærede man blot, at Saddam Hussein var en kriminel despot, og at man derfor skulle indsætte demokrati i Irak. Med andre ord, det eneste acceptable politiske styre er vores eget, og enhver, der ikke er som os, skal tilintetgøres. Det er en detalje, at man for at nå dette mål må hærge landet og lade titusinder af mennesker dø.
Min lille bog er præget af en stærk harme over for disse sofismer. Til at begynde med var det en bestilling fra Benoît Chantre, en bemærkelsesværdig redaktør på forlaget Hatier. Denne bestilling blev imidlertid en påtrængende nødvendighed og en lidenskab for mig. Jeg skrev bogen på to uger, på landet og under en slags hidsig inspiration.
Jeg havde i virkeligheden to formål. For det første var der det polemiske formål, nemlig at sætte en stopper for hele denne uforskammede ordflom om den anden, forskellen, etikken og menneskerettighederne, fordi jeg vidste, at alt dette blot tjente vor tids politiske reaktion. For det andet ville jeg fremstille nogle praktiske konsekvenser af min væsentligste bog, L'être et l'événement [Væren og begivenheden] fra 1988. I denne særdeles teoretiske bog havde jeg udviklet nogle helt nye forestillinger om ontologien, begrebet sandhed, subjektet… Jeg vidste imidlertid, at man på dette teoretiske grundlag kunne kaste lys over vor tids menneskeheds skabende handlen. Jeg kom altså med et positivt modstykke til min voldsomme kritik. Jeg fortalte, hvad en "sandhedernes etik" kan være, og jeg satte denne etik op mod rettighedernes etik. Jeg fortalte, hvad et skabende subjekt kan være, og jeg satte dette subjekt op mod det lidende individ, det dyriske offer, som menneskerettighedsdoktrinen hyklerisk fremstiller som den eneste reference. Jeg fortalte, hvad en handling inden for kunst, kærlighed, politik eller videnskab er, når den er på højde med, hvad menneskeheden er i stand til. Jeg satte denne handling op mod resignationen over for den globale økonomiske orden – den løsslupne kapitalistiske ulighed – som man i dag vil påtvinge os som den eneste mulige tænkning. Jeg sagde, at det Onde er i denne resignation og i det vestlige "demokrati", og at det Gode er i skabelsen af et nyt kollektivt subjekt, i modstanden og i folkenes immanente organisering.Denne bog er altså en mellemting mellem en pamflet og en lille filosofisk afhandling. Den er på én gang helt aktuel og yderst ambitiøs. Den viser, at det menneskelige dyr kan være et lidende og dødeligt offer, men også indlemmes i en evig sandheds levende proces. Den blander en debat om meninger med nye begreber.
Det glæder mig, at det danske publikum i dag kan gøre sig bekendt med den på deres eget sprog. Der har i Danmarks historie været store øjeblikke af skabelse og modstand. Menneskeheden står i stor gæld til Kierkegaards, H. C. Andersens og Niels Bohrs hjemland. Den har også fået en hemmelig styrke fra det land, hvor modstandsbevægelsen under nazisternes besættelse fremtvang et brud med samarbejdspolitikken i 1943 og i vidt omfang beskyttede det jødiske fællesskab. Jeg vil altid huske, at der i København findes et "arbejdermuseum", det ser man ikke ofte... Selvfølgelig er dette land ligesom alle andre i dag hjemsøgt af reaktive dæmoner. Hvis min bog, efter at være blevet diskuteret og kritiseret, kan hjælpe enkelte læsere til at opfinde en fremtid mod disse dæmoner, vil den have udfyldt sin opgave.
Alain Badiou, juni 2007
