Blikket væk fra kameraet
11. jan 2008 21:33, CVA
Giorgio Agamben har beskrevet en slags blikkets historie i pornografien. (Bl.a. i teksten "Hyldest til profaneringen", der er oversat til tysk). Pointen er, kort fortalt, at pornografien idag har af-erotiseret sig selv, fordi den er blevet fastlåst i en bestemt orkestrering af aktører og blikke. Oprindeligt "overraskede" kameraet den uskyldige mø i gemakket, måske endda uden at hun "opdagede det". Man så hende i intime situationer, men altid fra et hemmeligt punkt, nærmest som om kamaraet ikke var der. Senere blev pornografien til en bevidst poseren, med en ofte overdreven utugtighed, som kun giver mening med kameraets underforståede tilstedeværelse. Endelig endte det "i vores tid" med den rene, skamløse skuen ind i kameraet, så beskuerens blik direkte og eksplicit inddrages i scenen:
Pornostjernerne ser idag, mens de udfører de mest intime kærtegn, bestemt ind i objektivet, hvorved de viser, at de interesserer sig mere for tilskueren end for deres partner.
Oprindeligt blev blikket direkte ind i kameraet opfundet i Bergman-filmen Monika fra 1952, hvor Harriet Anderson stirrede direkte ind i kameraet i flere sekunder. Bergman sagde selv om scenen, at "her bliver for første gang i filmhistorien en skamløs og direkte kontakt med publikum fremstillet." Denne handling var overskridende og nyskabende og åbnede for nye måder at forstå forholdet mellem værk, skuespiller og tilskuer.
Agambens pointe er, at pornografien idag har fastfrosset dette blik og gjort det livløst. Istedet for at åbne for nye erotiske muligheder, er pornografien stivnet i en afpotentialiseret gentagelse af det samme, skamløse motiv. Der sker ikke noget nyt længere. Spillet mellem beskuer, aktører og medie er fastfrosset i et dispositif, der hamres ud i endeløse gentagelser, men ikke frigør nye tanker og nye måder at artikulere sexualiteten. Der opfindes ikke. Der skabes ikke noget virkeligt nyt. Blot får vi endeløs kopuleren og det skamløse blik, der inddrager beskueren. Det er ikke sjovt længere, om man så må sige. (Naturligvis bliver pornografien dermed for Agamben repræsentativ for kapitalismens gentagelser af det samme over endeløse variationer).
Måske der er et studieobjekt for Agamben i den reklame for De Gule Sider, der kørte for nogle år siden, hvor modellen Anne Lindfjeld vifter en række kort af med associationer over teksten til "Kloden Drejer", der spiller i baggrunden. Reklamer opstilles altid som varianter over en scene opstillet for "vores blik alene" - (noget der kunne minde om pornografiens virkemidler): I det gammeldags hemmelige blik, som aktørerne ikke "opdager", i varianter over det, i "fake" realistiske klip nyhedsudsendelser, en dag i en eller andens liv, osv., og ofte netop i det direkte blik ind i kameraet og "ud til os," hvor skuespilleren/ne taler eller agerer direkte "for os", f.eks. ved at tale for eller simpelthen fremvise et produkt. Således også i reklamen for De Gule Sider. På et tidspunkt kigger Lindfjeld imidlertid kort væk fra kameraet, som hun ellers tydeligvis har "som opgave" at kigge ind i, mens hun gennemgår kortene. Det kan ligne en fejl: Ups - her viser hun i et sekund, at der står et helt kamerahold omkring hende, og at de er ved at optage en reklame for De Gule Sider - hun smiler et eller andet til de omkringstående og afslører dermed set-up'et. Burde de ikke have taget den scene om? Bestemt ikke! Netop dette korte blik giver reklamen en frækhed, den ellers ikke ville have haft. Vi "afslører" at dette er en iscenesat dans, selvom vi udmærket ved det. Vi lader som om vi ser en scene, hvor Lindfjeld "alene for vores blik" viser en række kort og ruller med øjnene, men ved det lille blik viser hun, at hun er igang med at foregive at vise nogle kort "alene for vores blik." Samtidig fremhæver hun imidlertid underforstået en endnu stærkere pointe: "Se, vi har gjort alt dette for dit blik - alle vi, der står her." Resultatet er en ny iscenesættelse af skuespiller-kamera-beskuer-forholdet. Man kunne næsten tale om en "ny, kollektiv brug af sexualiteten", som Agamben efterspørger. Det tilfældige, uskyldige blik væk fra kameraet er en profanering i forhold til den stivnede brug af det skamløse blik ind i objektivet, som findes overalt i reklamer og pornografi. En gen-fortryllelse, kunne man næsten sige. Dermed lever De Gule Sider op til Agambens imperativ:
Profaneringen af det ikke-profanerbare er den politiske opgave for den kommende generation.
