Bjeragers subtile asyllogik

Lad os ikke glemme, at Brorsons kirke på Nørrebro stadig er hjemsted for en gruppe afviste irakiske asylsøgere. Center for Vild Analyse bakker selvfølgelig entusiastisk op om denne politiske aktion, der uundgåeligt minder os om, da en gruppe papirløse i sommeren 1996 søgte tilflugt i den parisiske kirke Saint-Bernard, hvilket blev startskuddet på kampen for de papirløses rettigheder i Frankrig.

I debatten om sagen i Danmark er det værd hæfte sig ved Erik Bjeragers leder i Kristeligt Dagblad 20/5. Her kan man umiddelbart godt få det indtryk, at Bjerager er på asylsøgernes side. Han skriver således:

”De afviste irakiske asylsøgere har i årevis boet i lejre, der kun er beregnet til at bo i i få måneder. Deres børn måtte ikke gå i danske skoler, og de voksne måtte ikke tage et fornuftigt arbejde. Regeringen og forligspartiet Dansk Folkeparti har delvist forgæves forsøgt at få dem til at rejse frivilligt ved både at lokke med penge og gøre dem livet besværligt, men nu, hvor de skal udvises, er pengekassen med starthjælp til det nye liv i det krigshærgede hjemland smækket i”.

Bjerager nævner ganske vist ikke, at dansk asyllovgivning er i modstrid med internationale konventioner, at asylsøgernes sager suverænt afgøres i et kun tre mand stort flygtningenævnspanel, at en af disse tre personer er udpeget af integrationsministeriet og således repræsenterer regeringens politik, at sagerne ikke kan ankes for en uvildig domstol osv. De forhold, han påpeger, er dog skandaløse nok i sig selv, og han føler sig da også kaldet til at udtrykke sympati for nogle af de protester, der har lydt fra det danske civilsamfund, for eksempel folkekirken. Hans formulering af denne sympati er imidlertid bemærkelsesværdig:

”En række protesterende præster anførte for et år siden, at det er et etisk spørgsmål, om ansvaret for de irakiske flygtninges skæbne alene påhviler dem selv efter så mange år i danske flygtningelejre. En del af ansvaret er overgået til den danske stat, fordi myndighederne har ladet dem blive så længe, mente præsterne og har vel delvist ret i det standpunkt.”

Man kunne jo også have sagt det på den måde, at præsterne protesterede mod, hvad de anså for at være en urimelig og umenneskelig behandling af asylsøgerne. Bjerager vælger imidlertid at skrive, at præsterne ”anførte”, at vi har at gøre med et ”etisk spørgsmål”. Hvad skyldes denne lettere kryptiske formulering? Jo, hensigten er sandsynligvis at adskille præsternes protest fra en anden protest, nemlig asylsøgernes egen, og følgelig at forholde sig positivt over for førstnævnte og kritisk over for sidstnævnte. Hvor præsterne som en accepteret del af den borgerlige offentlighed pænt fremfører argumenter, ”besætter” asylsøgerne således en kirke. Og som Bjerager skriver:

”I et retssamfund bør det ikke være en vej til at opnå opholdstilladelse at besætte kirker. Derfor skal de afviste asylsøgere, der nu prøver at modstå udvisning ved at søge ind i en kirke, selvfølgelig sendes hjem”.

På elegant vis når Bjerager således frem til, at de afviste irakiske asylsøgere, til trods for at behandlingen af dem har været skandaløs og umenneskelig, ikke desto mindre ikke skal have opholdstilladelse. Hvorfor ikke? Fordi de har vovet at brokke sig over denne behandling. Eller rettere sagt: Fordi de har vovet at brokke sig over den på en for et ”retssamfund” upassende måde. Hvis regeringen i sin tid havde lyttet til de pæne præster, ville det have været acceptabelt. Nu er der imidlertid ikke noget at gøre for asylsøgerne.

Det er en subtil argumentation. Imidlertid er Bjeragers skelnen mellem de to protestformer fuldstændig arbitrær. Præsternes protest foregik ved hjælp af underskriftsindsamlinger, demonstrationer og til tider ved ulovligt at giv husly til asylsøgere, der var gået under jorden. Omvendt har asylsøgerne ikke ”besat” Brorsons kirke, men med menighedsrådets billigelse bosat sig i den for offentligt at gøre opmærksom på den skandale, der hedder dansk asyllovgivning. Sagen er endvidere, at sådanne aktioner ikke er i modstrid med retssamfundet, men at retsstatens opretholdelse omvendt er afhængig af, at civile protestgrupper sætter en kæp i hjulet på den enevældige tendens, der er magten iboende.

Bjerager ville nok have foretrukket, at de afviste irakiske asylsøgere i et debatindlæg i Kristeligt Dagblad høfligt havde ”anført” det ”etiske problem”, der ligger i, at den danske regering først er med til at skabe blodigt kaos i Irak, derefter lader hånt om UNHCR’s henstillinger om at modtage flygtninge fra landet og i det hele taget med sin asylpraksis undergraver helt grundlæggende retsstatsprincipper. Og derefter kunne irakerne så af respekt for den demokratiske proces stille og roligt have taget til Irak, så Bjerager kunne få fred til at fortsætte sin endeløse række af moraliserende ledere.