”Det er ikke for ingenting, at så snart den inkonsistente eller oprørske hob, som er symbolet på det tomme, begynder at strejfe omkring, forbyder regeringerne "forsamlinger af mere end tre personer". Det vil sige, at de udtrykkeligt erklærer ikke at tolerere sådanne deles enhed, og de bekendtgør således, at statens funktion er at opregne inklusionerne for at bevare de konsistente tilhørsforhold” (Alain Badiou, L’être et l’événement).

---

Hvad drejer sagen om Brorsons kirke sig egentlig om? Eller rettere: Hvad er det politiske potentiale i den? Dybest set har det jo ikke noget med for eksempel politibrutalitet at gøre. Politiet har givetvis været brutalt under rydningen af kirken, men den slags kan man klage over, og det har de forslåede aktivister da også tænkt sig at gøre. Lad os også skynde os at glemme præsternes præk om, at det kirkelige rum er blevet skændet, for i et sekulært demokrati er dette rum ikke i mindre grad underordnet lovgivningen end alle andre rum.

Nej, sagen drejer sig om den danske asylpolitik. De afviste irakiske asylansøgere er havnet der, hvor de er, fordi det nærmest er umuligt at få asyl i Danmark, og asylpolitikken skal derfor ændres. Det er det, som alle de, der på den eller anden måde har støttet irakernes aktion, har ønsket at påpege. Og hvad mere er: Det er på den baggrund, man skal vurdere de udmeldinger, der kom fra forskellige parlamentariske politikere i forbindelse med politiets rydning af kirken. Det spørgsmål, man må stille de politikere, der har kritiseret rydningen, er således: Går I ind for en lempelse af den danske asyllovgivning, ja eller nej?

Tag nu for eksempel den gode Poul Nyrup Rasmussen. Han er i pressen blevet fremstillet som partidissident på grund af hans kritik af rydningen. Men hvad har han egentlig sagt om den danske asyllovgivning? Intet! Og det samme gælder de andre dissiderende socialdemokrater, Mogens Lykketoft og Ritt Bjerregaard, der også har kritiseret rydningen. Ingen af disse tre er uenige med Helle Thorning-Schmidt, når det drejer sig om det, der virkelig betyder noget, nemlig asyllovgivningen. Og om den udtalte Thorning-Schmidt sig meget præcist på det socialdemokratiske sommergruppemøde:

”Der er ingen tvivl om, at der ikke skal ske en lempelse af reglerne om, hvordan man opnår asyl i Danmark. Det er vi enige om hos os, og det er man også enige om i SF”.

Det er således tydeligt, at asylaktivisterne og alle de andre, der går ind for en lempelse af asyllovgivningen, bliver holdt for nar af de dissiderende socialdemokrater. Men ikke nok med det: Hvis Thorning-Schmidts udtalelse står til troende, bliver de også holdt for nar af de SF-politikere, der talte til demonstrationerne i torsdags. Og faktisk bliver de også holdt for nar af Enhedslistens politikere, der til demonstrationerne gang på gang understregede vigtigheden af at få en anden regering, vel vidende at en sådan regering ikke har tænkt sig at føre en anden asylpolitik.

Vi har nemlig ikke brug for hverken en ny regering eller et nyt parlamentarisk flertal. Vi har derimod brug for kollektive subjektiveringer, der ikke bekymrer sig om det partipolitiske spil. Vi har brug for politiske bevægelser, der direkte kræver en anden asylpolitik af det til enhver tid siddende flertal. Kun eksistensen af sådanne bevægelser kan gøre det repræsentative demokrati demokratisk.

Inden for kort tid vil vi i Danmark muligvis se en liberalisering af lukkeloven. Venstres erhvervsordfører, Jacob Jensen, har meget præcist forklaret rationalet bag en sådan lovændring:

Det er noget underligt noget, at vi skal bestemme, hvordan borgernes indkøbsmønstre skal være. Det må borgerne selv finde ud af i samarbejde med butikkerne. Hvis der er en efterspørgsel fra kunderne, bør butikkerne have mulighed for at efterkomme det. Det er ikke noget, vi skal blande os i fra centralt hold.

Ideen er kort sagt, at pengene skal kunne strømme frit. Det er et mantra, som længe har været fremherskende både på den nationale og den globale scene. Penge og finanser må man ikke kontrollere, de skal strømme frit mellem forbrugere, butikker og lande (især fra fattige til rige lande). Man kunne sagtens kritisere denne ideologi, men spørgsmålet er, om man i virkeligheden ikke snarere burde radikalisere den. Eller rettere: Burde man ikke udfordre denne økonomiske liberalisme med en politisk liberalisme? Hvis grænserne skal være åbne for finansstrømme, burde de så ikke også være åbne for mennesker? Sagen er jo, at vi i Danmark har en anden lukkelov, nemlig asyllovgivningen, der konstant strammes.

Med andre ord: Hvis kiosker altid skal være åbne for forbrugere, skal kirker så ikke også altid være åbne for afviste asylansøgere?