En gang i mellem rejser spørgsmålet sig: Hvad er kunst? I dag synes det dog at rejse sig sjældnere og sjældnere. I dag spørges der i stedet: Hvordan er kunst? Hjerneforskere spørger f.eks. om, hvordan kunsten virker på hjernen. Politikere spørger (og svarer selv på), hvordan kunsten virker og skal virke i samfundet (til vores alles bedste). Almindelige mennesker i den interaktive tidsalder spørger, hvordan den dog kan bruges.

Som lacanianere gør vi os ofte skyldige i en lignende instrumentalisering af kunsten. Vi spørger, hvordan kunsten kan bruges i den psykoanalytiske etiks tjeneste, dvs. enten som et katalog over eksempler på Handlinger, eller omvendt som et katalog over eksempler på forskellige ideologiske indstillinger. Vi spørger sjældent til kunsten som sådan. I en diskussion forleden dag, hævdedes det endda internt i CVA, at det for nogle kunstarters vedkommende slet ikke var muligt at spørge til dem som sådan, f.eks. musik. Det blev endda hævdet, at en genuin tænkning af ”musik” simpelthen var udtryk for etnocentrisme, at musik snarere hørte sammen med nogle umiddelbare, sanselige oplevelser, at den kunne ”tale til mig” på forskellige måder, men at det ikke var muligt at tænke videre over dette.

Spørgsmålet om kunstens ”hvad” opfattes altså på en måde som et blindt punkt, en umulig vinkel. Hvis musikken ikke ”taler til os”, så kan vi altså ikke høre den. Men er det da ikke netop psykoanalytikerens fornemmeste opgave? At lytte? At lytte til det usagte, det uhørte? Det blev hævdet, at vi ikke kan høre forfærdelig tolvtonemusik hele tiden, man ville jo blive psykotisk. Omvendt kunne man jo så også sige, at vi heller ikke kan læse Hegel hele tiden, man ville på ganske lignende vis blive psykotisk. Men det er stadig opgaven. Det er opgaven at blive en lille smule psykotisk.

Ifølge Alain Badiou findes der tre historiske skemaer for kunsten, som det i dag gælder om at udfordre. Der findes en didaktisk opfattelse, der opfatter det som kunstens opgave at skabe etiske lærestykker, der udfolder en given politisk sandhed. Der findes en klassisk opfattelse (der har oprindelse hos Aristoteles og som genfindes i den traditionelle (ikke-žižekianske) psykoanalyse), der opfatter kunst som et spørgsmål om at sætte begæret i bevægelse og skabe overføring. Til sidst findes der en romantisk opfattelse, der sætter kunstneren som intet mindre end sandhedsvidne, geniet der henter sandheden ned fra Himlen. Hvad det drejer sig om, er at skabe et nyt forhold mellem kunsten og sandheden, hævder Badiou, hvor kunsten ikke blot formidler en udefrakommende sandhed (didaktik), eller hvor den slet ikke forholder sig til sandhed (klassicisme), eller hvor den har den tunge opgave at være den eneste budbringer for sandheden (romantik). At beskrive dette forhold, ville være at beskrive kunstens ”hvad”. At overlade en bid af sandheden (men ikke det hele!) til kunsten, ville i øvrigt være en passende nylacaniansk gestus. En gestus som omtalte nylacanianisme uden problemer allerede har udført i forhold både politikkens og kærlighedens domæne.

Og hermed bliver det muligt hårdt og nådesløst at konfrontere beskyldningen for etnocentrisme, som kun en ægte europæer kan fremføre. Hvis man nemlig afviser afrikaneres, inderes, kineseres, australieres kapacitet for sandheder, så kan man sagtens sige, at spørgsmålet om kunstens ”hvad” er etnocentrisk. Hvis man derimod mener, at også disse mennesker rent faktisk er mennesker, der i stand til et par sandheder eller to, så er de altså også i stand til at tænke kunstens ”hvad”.

Man kunne også sige det på denne måde: Der findes (eller fandtes) højst sandsynligvis ikke nogen komponist som J.S. Bach i Afrika, der findes med garanti ingen interessante multikulturelle crossover-musikoplevelser à la ”Bach meets Al Agami”, der findes vel ikke engang en transkontinental diskurs, der læser Bach med musik fra Congo. Det er i øvrigt også fuldstændig ligegyldigt. Sandheden er singulær. Den skal læses ud fra de specifikke omstændigheder, hvori den fremkom, og den skal følges i sine konkrete, i dette tilfælde musikalske, konsekvenser. Men det burde (selvom ingen selvfølgelig har sagt, at det er let) til gengæld enhver være i stand til. I den forstand er det slet ikke umuligt for Bach at have været, boet og levet i Afrika.

Vi har her på bloggen ofte måttet sande, at det gamle mundheld om, at ”the facts are stubborn things” ikke har noget på sig. Kendsgerninger er lige netop ikke stædige, de er derimod oftest yderst medgørlige og føjer sig den, der argumenterer. Man kan næsten altid finde kilder, der passer ind i det synspunkt, man forsvarer.

Dette forhold er et problem for enhver samfundsrevser. Hvordan skal man udøve samfundskritik, når alt fast og solidt på denne måde virkelig fordufter?

En mulig løsning på problemet er at bruge hvis/så-konstruktioner. For at tage et eksempel:

1) FN’s særlige rapportør for retten til mad, Jean Ziegler, skriver i månedsavisen Le Monde Diplomatique:

”Mellem 1972 og 2002 er antallet af afrikanere, der er alvorligt og permanent underernærede, steget fra 81 til 203 millioner. Grundene er mangfoldige. Den vigtigste er dog den Europæiske Unions fælles landbrugspolitik”.

2) Den danske regerings nydannede Afrikakommission, hvis formål er at fokusere på, ”hvordan man kan skabe flere jobs og større økonomisk vækst i Afrika i de følgende år”, nævner på sin hjemmeside – så vidt jeg kan se – ikke EU’s landbrugspolitik med et ord.

3) Og dermed er vi nået til hvis/så-konstruktionen: Hvis Jean Ziegler har ret, så er Afrikakommissionen (der blandt sine medlemmer tæller Lauritz Holm-Nielsen, rektor på Aarhus universitet) ikke andet end et middel til at skjule, at de rige lande ikke blot intet gør for de fattige lande, men oven i købet helt bevidst ødelægger deres lokale produktion og dermed lader sulten brede sig i Afrika.