Alt betalt, alt forladt
2. sep 2008 20:26, CVA
Regeringen er for nylig fremkommet med et ganske besynderligt forslag. Forslaget går på bødestraffe til de forældre, som har fostret afkom, der pjækker fra skole og hellere bruger tiden på skoleafbrændinger, vold og hærværk (se Bertel Haarders udlægning her). Forleden dag i P1’s ”Debatten” blev denne sag så diskuteret (lyt her). Debatten er ganske fornøjelig i sine konkrete ideologiske forviklingers tilfældighedsmønstre, men kan abstrakt skitseres som følger: Regeringen: Lad forældre betale for deres børns udskejelser. Vi må ramme folk på pengepungen, det har de respekt for. Oppositionen: Nej, dette tiltag vil ramme de socialt svagt stillede familier – folk, der i forvejen ikke har nogen ressourcer, og måske netop derfor ikke har overskud til deres børn. Regeringen: Nej, for dem, vi taler om, er ikke de socialt svagt stillede familier, men tværtimod normale, velstillede familier, der af mange grunde ikke magter at tage ansvar for deres børn.
Hele humlen er den følgende: Hvis det lykkes oppositionen at overbevise regeringen om, at det er de socialt svagt stillede familiers børn, som begår kriminalitet, så har regeringens socialpolitik svigtet. Det dur ikke, set fra regeringens synspunkt, der på den anden side altså må hævde, at vi her taler om helt almindelige familier (og at bødestraffen i øvrigt ikke skal være større end fx 2.000-5.000 kr. pr. forseelse). Men så er det, man ganske frejdigt kan spørge: Hvad hjælper denne bødestraf så egentlig? Er der ikke en uvedkendt mulighed, som begge parter slet ikke tager stilling til: Hvad nu hvis bødestraffen siger noget meget væsentligt om, hvordan dagens samfund opretholder sig selv – nemlig præcis ved at synder kan betales af i klingende mønt? En ren samvittighed er i dag ikke et spørgsmål etik, værdier, ideologi eller andet bras, men om økonomi.
Regeringens forslag skal ses i sammenhæng med det paradoksale udspil, som den kom med i foråret 2007 (og som kort og fyndigt er behandlet her), nemlig: Tag ansvar! Regeringen var ikke ude på at inspirere folk til at gøre noget med deres liv, der var allerede dengang åbenlyst, men bliver dog endnu mere åbenbart, når den i dag siger: Tag ansvar – eller I får en bøde! Det, som regeringen vil have folk til, er at holde op med at ryge, at holde op med at drikke, at spare på søde sager og sodavand, at tage cyklen i stedet for bilen, at holde styr på deres unger, at holde snuden inden døre, når der er uro i gaderne. Det er vel også det, som kaldes biopolitik? ”Vi har det jo så godt her, og det skulle vi gerne blive ved med at have, ikke?” Det, som regeringen på den anden side ikke vil vide noget af (at den selv er meddelagtig i), er smog over storbyerne på grund af excessiv trafik, global opvarmning, ulovlige angrebskrige, farceagtig integrationspolitik, fattigdom i den tredje verden, globale økonomiske kriser.
Dagens biopolitik er med andre ord designet til at isolere og kritisere enkelte individer og deres fejl, ikke de fejl, som er indbygget i samfundets generelle strukturer: ”Dig dér, fede – spis nu ikke for meget. Og dig, der har røget hele dit liv, er du overhovedet berettiget til en kræftbehandling?” Og denne ’postpolitik’ går videre: ”Dig, der klager over, at vi giver for lidt i U-landsbistand – hvorfor gør du ikke bare noget ved det selv, du har jo alle muligheder? Og dig med dine uopdragne unger, du kan få en bøde!” Hvordan reagerer individerne så på denne politik: Skifter flere og flere ikke over til private sygehusordninger? Bliver flere og flere ikke økologiske Max Havelaar-forbrugere? Prøver flere og flere ikke – i en voldsom blackmail af overjeget – at købe sig CO2-neutrale? Er den mulighed ikke også tilstede, at de velstillede familier blot betaler regningen for deres ungers ballade, og så er den sag klaret (som at betale rengøringskonen hver fredag for veludført arbejde)? Man ordner simpelthen bare sagerne på det individuelle plan og med pengenes kraft!
Er vi her ikke vidne til en sær genkomst af den gamle katolske tanke om afladsbreve? Man går til skriftestolen én for én, hvor præsten (regeringen) fastsætter prisen for de forskellige synder. Når de er betalt, så er alt forladt. Livet går dumt og stille videre.
