”Ting der inspirerer mig helt vildt”
26. sep 2009 00:27, CVA
At det aldrig er for sent at sælge ud, viser den nye reklame fra Canal Digital med stor klarhed. Ikke nok med at popsangerinden Sanne Salomonsen nu, som så mange andre, har valgt at lade sin personlige integritet udnytte til promoveringen af betalings-tv. Salomonsen har helt sikkert solgt ud for længe siden, og alligevel formår hun at give enhver seer den uafrystelige fornemmelse af, at her er nogen, der virkelig sælger ud.
Men til sagen: Hvorfor vækker det ikke bare latter, men snarere en krybende uhygge at se den nye reklame for Canal Digital?
Som sagt er reklamens budskab, dens betegnede, jo egentlig temmelig banalt. Køb mere tv – Sanne siger du skal! Hvis der er noget uhyggeligt over reklamen må det nok snarere skyldes måden hvorpå budskabet præsenteres – dvs. dens betegnere. Lad os starte med den enigmatiske udmelding:
”Jeg elsker at se fjernsyn
I den forstand
At jeg ser på ting,
Der inspirerer mig helt vildt
Både visuelt
Og musikalsk.”
Den første besked er tilsyneladende helt ligefrem og letforståelig: ”Jeg elsker at se fjernsyn.” Enhver seer kan uden problemer aflure den ideologiske baggrund bag dette udsagn. Sangerinden har valgt at sælge ud af sine egne holdninger og bedyrer ganske hjernedødt: Jeg elsker at se fjernsyn.
Dernæst bliver det mærkeligere. Udsagnet efterfølges af en taktisk tilbagetrækning, da Sanne siger: ”I den forstand at”. Også denne udmelding kan umiddelbart afkodes. Den betyder: ”dvs. jeg elsker egentlig ikke at se fjernsyn som sådan, det er bare noget jeg siger”.
De ideologikritisk interesserede kan nu knytte tråden videre: Sand ideologi består ikke bare i at sige: ”Vi elsker fjernsyn!” men indeholder i sin moderne form den naturlige, iboende afstandtagen, ”Vi elsker fjernsyn, men”. Et stjerneeksempel, som Slavoj Zizek allerede har fremstillet med stor vægt, er tv-serien MASH, der handler om helt særegne, ironiske, kritiske, humoristiske og neurotiske læger på et amerikansk felthospital under USA's krig i Korea. Hvad hovedpersonernes evige sjov, ballade og kritiske distance skjuler er det faktum, at de strukturelt set udfylder deres ideologiske funktion til fuldkommenhed. Mens lægerne pjatter, danser og kager rundt i deres daglige småproblemer, fungerer Krigsmaskinen perfekt.
Dette gælder også Salomonsen-reklamen. Her har vi ideologiens fulde nelson i aktion: Ikke nok med at jeg helt åbenlyst reklamerer for noget så idiotisk som Canal Digital, jeg gør det også med en vis kritisk afstandtagen og med min personlige integritet i behold. For TV ”inspirerer mig helt vildt.”
Læg igen mærke til ordlyden. Er der ikke noget fordækt i, at tingene, Salomonsen ser på, inspirerer hende ”helt vildt”? Det er ikke nok at sige, at fjernsyn inspirerer – det er der alligevel ingen, der tror på. For ikke at lyde som en simpel gimpe, der siger, at fjernsyn (og ikke skoven, byen, fabrikken eller de fattige børn i Afrika) inspirerer én, må man tilføje et ”helt vildt”.
Det er dog klart at dette ikke er nok. Det må også synges at alt er i skønneste orden. Således synger Sanne i reklamen: ”Jeg er helt mig selv. Jeg er helt mig selv.” Men det er heller ikke helt nok. Fjernsyn inspirerer helt vildt. Både visuelt og musikalsk. Fjernsynets sprænger sit medies rammer. Fjernsyn er ikke bare et todimensionalt billede. Fjernsynet er musik.
Det er som om denne todimensionale figur, som viser sig på skærmen, selv på en eller anden måde godt ved, at den er helt gal. Denne voldsomme insisteren på, at det hele ikke bare er helt fint, men fuldstændig fantastisk, inspirerende og farvestrålede, bringer mindelser om Lacans begreb ”acting out,” nemlig den adfærd, der kendetegner subjektet, som på én gang gør alt for at modvirke den symbolske ordens rammer, mens hun lige så desperat søger at sende en besked til en formodet Anden, der måske ville lytte til og reagere på hendes udråb. Acting out er det pigen, der føler sig undertrykt af sine forældre, gør, når hun ikke bare får sig en lesbisk kæreste for at stryge dem mod de konservative hår, men også insisterer på at snave med - og overbefamle kæresten lige foran den bygning, faderen arbejder i. ”Acting out” er det vi gør når vi desperat gør alt for meget.
Reklamen er således et skelsættende eksempel på det, man i forlængelse af de bragte ræsonnementer, nødvendigvis må betegne som acting-selling-out.
